Læsetid: 4 min.

Fra afskårne tunger til religionskritik

Straffen for blasfemi har gennem tiderne afspejlet skiftende syn på, hvad der holder staten oppe: Gud eller den fri debat
3. marts 2015

Mens den danske debat bølger om det betimelige i at afskaffe straf for blasfemi – gudsbespottelse – kan det være instruktivt at oprulle blasfemistraffens lange forhistorie.

I oldtidens Athen blev i år 399 før vor tidsregning den da 70-årige filosof Sokrates stillet for retten tiltalt for »ikke at tro på statens guder«. Sokrates blev dømt med stemmerne 280 mod 221 og endte med at lide døden ved at indtage et bæger med skarntyde. Iagttagere i samtid og eftertid er enige om, at Sokrates led denne kranke skæbne, fordi han i det hele taget havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn ved sin bystats fremherskende forestillinger.

Endnu mere grum end straffen over Sokrates er den straf, som blev foreskrevet i den danske Christian 5.’s lov fra 1683. Her handler lovens Sjette Bog, om »misgerninger« og dens første kapitel nærmere om »vildfaren lære, Guds bespottelse og trolddom«. Her lyder bestemmelse nr. 7:

»Han, om hvem det kan bevises, at han har lastet Gud eller bespottet hans hellige navn, ord og sakramenter, han skal i levende live have tungen udskåret; dernæst skal hans hoved hugges af og sammen med tungen sættes på en stage.«

Bestemmelse nr. 8 er lige så drabelig: »Har nogen brugt sin hånd til Guds foragt, da bør han i levende live have hånden afhugget og sat på en stage sammen med hans hoved.«

Af Guds nåde

Straffenes grusomhed skal ses i sammenhæng med, at enevældens konger var majestæter direkte af Guds nåde og kirkens øverste myndighed, og at spot mod Gud derfor blev betragtet som anslag mod selve statens fundament – på linje med højforræderi og majestætskrænkelse.

Med den fri forfatning af 1849 blev grundlaget for staten et andet, nemlig et folkestyre med en folkekirke og et indskrænket monarki. Følgelig blev straffen for blasfemi noget mildere, nemlig i straffeloven fra 1866 sat til: »Fængsel ikke under én måneds simpelt fængsel, eller under særdeles formildende omstændigheder med bøder.«

Årene efter denne straffelovs vedtagelse i 1866 bød overalt i Europa på en stadigt kradsere kritik af religion og religiøse institutioner. Det fik straffesystemet til at slå igen. Også i Danmark, hvor der blev fældet et betydeligt antal domme, nogle af dem tæt på det absurde set med nutidens øjne. Der faldt således straf for en artikel, som i 1872 stod trykt i Bornholms Tidende med omtale af »det gejstlige plattenslagerlaug, der har bemægtiget sig Jesus Christus og under navn af kristendom gjort brillante forretninger«. De citerede ord var oprindeligt brugt af Søren Kierkegaard i 1855, men det hjalp ikke den tiltalte.

Sex i våbenhus

En straffedom fra 1894 er mindst lige så pikant: En 30-årig mand og en 48-årig kvinde, som i længere tid havde haft et seksuelt forhold, havde »i slutningen af sommeren 1893 to eftermiddage henad solnedgang« dyrket sex i en kirkes våbenhus. Retten anså forholdet for blasfemisk, idet de tiltalte efter deres forklaringer måtte antages at have indset det forargelige, som deres handlemåde af hensyn til stedet for denne frembød.

Da en ny straffelov forberedtes i årene efter Første Verdenskrig, gled blasfemi ud og ind af kommissionsudkast og regeringsforslag. Et flertal i en af kommissionerne anførte:

»Hvor på dette område grænserne for ytringsfriheden overtrædes på usømmelig måde, er den fordømmelse, der finder udtryk i den offentlige menings dom, en langt mere effektiv og langt naturligere reaktion end anvendelse af straf.«

Da imidlertid Venstre og Konservative havde flertallet i datidens andetkammer, Landstinget, blev udfaldet, at blasfemiforbuddet kom med i lovens endelige udgave i 1930.

Det har imidlertid kun spillet en begrænset rolle, da der kun er afsagt tre domme om blasfemi siden 1930-loven.

Den mest markante er en dom fra 1938, der idømte straffe for spot og forhånelse af det jødiske trossamfunds lærdomme, bl.a. for ordvalget: »Skænden af kvinder, voldtægt, tyveri og bedrageri er handlinger, som de jødiske religionsforskrifter tillader eller påbyder.«

Lod dukke døbe

En mere munter dom, der endte med seks dagbøder á 10 kr., udsprang af et 1946-maskebal i Arbejdsmændenes Fagforening, hvor et ægtepar havde medbragt en dukke, som de dernæst lod døbe.

Og endelig er der den frifindende 1971-dom, hvor DR-TV’s viderebringen af forfatteren Jesper Jensens vise om ’Øjet’ blev anset for ikke at være rettet mod kristendommen som sådan, men alene mod en seksualfornægtende udlægning af den kristne tro.

Det aktuelle aspekt af blasfemiforbud som værner af den gældende statsorden er, at Straffelovrådet i sin rapport til regering og Folketing fremhæver, at ophævelse af forbuddet i sig selv kan sende signaler, der ophidser troende eller være med til at udløse provokerende handlinger, der har samme effekt. Derved kan resultatet blive forstyrrelser af den offentlige orden – både i indland og udland. Denne argumentation har SR-regeringen valgt at gøre til sin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu