Alternativet løfter nu sløret for en del af sin skattepolitik. Partiet foreslår, at der indføres et særligt skattefradrag for folk, der bor i bæredygtige bofællesskaber.
»Vi vil belønne dem, der flytter sammen i fællesskaber, hvor de deles om udgifterne og sammen arbejder for at mindske belastningen af vores miljø,« siger politisk leder Uffe Elbæk og tilføjer: »Både planeten og menneskene på den er under pres, og vi er nødt til at indse, at vi må indrette os anderledes og knytte os mere sammen, hvis vi vil sikre et bedre liv – både for klodens og befolkningens skyld.«
Konkret vil Alternativet give op til 10.000 kr. i årligt skattefradrag for hver person i et bofællesskab, der kan dokumentere, at dets medlemmer lever bæredygtigt. Det kan f.eks. være ved at have »madplaner, der mindsker madspild«, ved at købe »miljøvenlige hårde hvidevarer« og ved at reparere ødelagte husholdningsmaskiner frem for at købe nye. Bofællesskaber i landområderne, der arbejder for at blive selvforsynende, bør også ifølge Alternativets forslag, der offentliggøres i dag under titlen ’Bæredygtigt fællesskab’, kunne få fradrag for »indkøb af materialer, afgrøder mv.«.
Opgør med storbysinglerne
Forslaget er inspireret af håndværkerfradraget, der indtil 2014 gav boligejere og lejere en kontant bonus, hvis de fik udført håndværk eller anden hushjælp. Ideen med håndværkerfradraget var at sparke gang i væksten i byggesektoren, der led under finanskrisen. Alternativets forslag har dog et andet sigte.
»Håndværkerfradraget var en del af mantraet om vækst, vækst og atter vækst. Med vores nye forslag ønsker vi at motivere befolkningen til at tænke i andre og mere bæredygtige baner,« siger Uffe Elbæk. Forslaget er desuden ifølge Alternativets politiske leder et opgør med det, han kalder »storbysinglementaliteten«, hvor flere og flere mennesker bor alene i lejligheder i byerne.
»Storbysinglerne presser både boligmarkedet og miljøet. De bor i hver deres lejlighed med deres egne køleskabe, vaskemaskiner, espressomaskiner osv., uden at de har et særligt behov for det. Med det her forslag vil vi gerne tilskynde storbysinglerne til at flytte sammen i større fællesskaber – til gavn for hinanden og for miljøet. For vi ved, at det mindsker belastningen på miljøet betragteligt, hvis folk bor sammen i større fællesskaber, ligesom det gavner den mentale sundhed hos folk.«
– Hvordan vil I sikre jer, at pengene ikke bare bliver brugt på unødvendige forbrugsgoder, der er belastende for miljøet?
»Fradraget vil være betinget af, at man bruger pengene på at købe ting, der er dokumenteret bæredygtige, f.eks. et årsabonnement på Aarstiderne. Alternativt kan pengene investeres i opkøb af jungle i f.eks. Sydamerika eller lignende tiltag, der sigter på at genoprette klodens balance.«
Detailregulering
Lektor i bæredygtig omstilling Poul Nielsen fra Roskilde Universitet roser Alternativets forslag.
»Det er lige præcis sådan nogle helt anderledes – nogle vil måske mene radikale – tiltag, der skal til, hvis vi for alvor vil gøre noget for omstillingen af samfundet og miljøet,« siger Poul Nielsen, der dog tvivler på, om forslaget vil kunne føres ud i livet. »Som jeg læser det, vil Alternativet stille meget strenge krav til, at folk skal dokumentere, at de lever bæredygtigt. Det har jeg svært ved at se, hvordan man kan gøre uden at skulle ud at ’løfte dyner’ i bofællesskaberne.«
Elbæk afviser, at forslaget er for vidtgående: »Hvis vi vil noget med den her omstilling, som vi alle taler om, må vi tage tyren ved hornene. Det kan måske virke, som om vi vil detailregulere folks liv, men man er nødt til at forstå, at det er til alles bedste.«
Denne artikel blev bragt i Information 1. april 2015 som årets aprilsnar.
Selvfølgelig! De, der lever på en omstillingsvenlig måde, skal, i den grad de gør det, belønnes.
Skulle ikke undre, hvis dette ikke er en aprilsnar ... ;-)
Det er det ikke, og det er 2,6% i en meningsmåling heller ikke. Der kommer mere, hvor det kommer fra :-)
Uffemanden og hans genbrugsvenner er blevet noget alternastive ved påskefrokosten.
Ja, der er nok ingen tvivl om, at der kommer mere, hvor det kom fra - fra nu af og indtil valget er overstået og kredsmandaterne fordelt.
Og kommer Alternativet trods gunstige meningsmålinger alligevel ikke
over spærregrænsen, så deres enlige svale må forlade sin post i folketinget efter næste valg og finde noget andet at leve af, når fratrædelsesgodtgørelsen er opbrugt, så er det også fordi, 'idioterne på venstrefløjen' ikke kendte deres besøgelsestid og bakkede op om formand Elbæks forslag om skattelettelser til medlemmer af bofællesskaber, der abonnerer på postordrebutikken Årstidernes leverancer af bæredygtige kålhoveder og gulerødder til kollektivet 'Uffes Lyst'.
Det modsatte af gensidig forsørgerpligt, det kan vel kun være en god ide.
Niels-Simon Larsen
Fortsæt med at komme med nye ideer fra Alternativet, men jeg stemmer stadig EL indtil jeg er overbevist om at der ikke bliver lavet en ny "Ny Alliance" hvor proteststemmer pludselig bliver til opbakning af det bestående.
Sigtet er fint, men pas på. Det er ikke mere statsbureaukrati, vi har brug for. Det er mere frihed og mindre indblanding i privatlivets fred.
Den direkte og simple vej er et samlivsfradrag, som det gamle hustrufradrag.
Bemærk principielt : Det støttes økonomisk at være enlig gennem de sociale ydelser ! Bevisførelsen medfører mange velkendte ubehageligheder.
På samme måde med dette forslag - bare omvendt - skal bevises, at man lever sammen i samme husstand.
Danskernes opfindsomhed er legendarisk - opøvet gennem mange års stadig mere omfangsrig regeljungle.
Folk i bofællesskaber får jo allerede en økonomisk gevinst i og med, at de deler regninger for energi, vand og varme mellem sig. Hvorfor belønne dem yderligere?
Jeg er selv single og ønsker at bo i min egen bolig med eget (nyligt udskiftet og særdeles energieffektivt) køleskab, der i sagens natur aldrig er fyldt til randen - og slet ikke med økologiske fødevarer.
Men en espresso bliver ikke billigere af, at flere folk bruger den samme maskine. Maskinen bliver jo slidt, hver gang man laver en espresso, og skal derfor hurtigere repareres eller skiftes ud.
I øvrigt skal man ikke kimse af folk, der vælger at skifte det gamle apparat ud med et nyt - det gælder alt lige fra fladskærme til biler. I længden gavner det jo også miljøet, at folk skifter til noget nyere og mere energirigtigt. Jeg ved ikke, om det er korrekt, men den danske bilpark skulle efter sigende være en af de gennemsnitligt ældste i forhold til de lande, vi normalt kan sammeligne os med. Den er derfor også - igen efter sigende - en af de mest forurenende.
Og hvem gider iøvrigt sende en kaffemaskine til reparation, hvis det koster det samme som at købe 2-3 nye? Så hellere overlevere den gamle til genbrugsstationen.
Jan Hansen.
Man skal have et meget stort kørselsbehov, før der er noget som helst miljørigtigt i at skifte den gamle bil ud med en ny og lidt mindre miljøskadelig bil. Den CO2 og anden miljøpåvirkning der bruges på at producere en ny bil, kan ikke tjenes hjem med mindre man kører rigtig mange kilometer om året.
Gør noget godt for miljøet, kør 5 år mere i din gamle bil eller tag bussen.
@Lars: Til dig som til andre: Stem på EL, men hvis du har på fornemmelsen, at det ikke rigtigt fører nogen vegne hen, så hop til Å!
Nu er jeg grebet på det ene ben her 1. april, og jeg ved ikke, om vi er udsat for en aprilsnar eller ej. Jeg håber det sandelig ikke. Selvfølgelig skal alle de, der fører en bæredygtig livsstil frem ikke slås oven i hovedet og lægges for had, som det altid er sket. Økologister var før hen bare skudt i hovedet. Nu har de skudt papagøjen - eller andre har. Nej, folk, der går ud i moradset for at trampe nye og bedre stier, skal da belønnes med gratis middage på rådhuset. Hvornår holder vi inde med at begunstige dem, der har nok i forvejen? Hele fedterøvssegmentet og de socialdemokratiske fedtspillere skal have lov at glide i deres eget fedt til næste valg.
Lars Bo Jacobsen, bliv du bare ved EL. En radikal der bliver snuppet med fingrene i kagekassen og går for ikke at blive smidt ud, bliver ikke pludselig venstreorienteret. De aflæggere der er kommet af radikale, er ikke fornyelser, men bare radikale der ikke gider vente på at der bliver plads til dem i toppen af moderpartiet.
Helene Kristensen.
Jeg går ud fra at din kommentar var til mig, selv om jeg ikke hedder Jacobsen.
Jeg opfatter ikke Uffe Elbæk som en der blev snuppet med fingrene i kagekassen, den ikke skandale er vist kørt langt nok ud.
Alternativet virker som et ærligt forsøg på at lave en nyskabelse i dansk politik. Men det gjorde Ny Alliance også et øjeblik. Indtil jeg ser nogen af Alternativets kandidater skifte hest midt i vadestedet, vil jeg tro på at de mener det alvorligt. Men ikke nok til at jeg tør gamble med min stemme.
Det må være aprilsnar.
Heldigvis en aprilsnar :)
"Information kan som første medie løfte sløret for Alternativets skattepolitik. Partiet vil belønne borgere, der flytter sammen i bæredygtige bofællesskaber, med en skatterabat."
(Citat fra Informations artikel om dagens avis-gæk)
Det kan godt være at det er en aprilsnar, men det er stadig en rigtig god ide, at fjerne de barrierer der gør det svært at bo i bofællesskaber. Den gensidige forsørgerpligt er en rigtig dyr ordning for samfundet
For en gangs skyld et NYT tiltag - og så kan man risikere, at det er aprilsnar.
I øvrigt vil jeg meget gerne opponere imod at det skulle være mentalt sundere at bo i bofællesskab end at bo alene. I al fald vil jeg sgu gerne se beviset.
Jeg ville personligt kunne drive et helt bofællesskab rasende klar til at smide mig og mit habengut på porten i løbet af at par måneder. Det er hverken bæredygtigt eller sundt for nogen.
Ved kun at betænke bofællesskaber med fradrag for bæredygtig levevis falder kæden lidt af initiativet. Langt de fleste fortrækker at leve som kernefamilie ligesom mange lever som single. Bofællesskaber findes der kun et fåtal af.
Et skattefradrag for bæredygtig levevis er en god ide. Men skal grundlæggende gælde alle boformer, hvis det skal give mening og have nogen effekt. En repareret støvsuger er lige så bæredygtig i et parcelhus som i et bofællesskab. Desuden vil der blive repareret langt langt flere støvsugere, hvis et fradrag gælder alle og ikke kun bofællesskaber.
Derudover giver fokus på "bofællesskaber" hele ideen for meget præg af 70'er hippie og nørdderi, som partiet hurtigt risikere, at blive sat i bås med.
Lise Lotte Rahbek
Jeg har heller ikke lyst til at dele bolig med andre, men de mennesker der kan få det til at fungere, skal vel ikke begrænses af tåbelige regler, som den gensidige forsørgerpligt er et slående eksempel på.
Nå ja da :-) Aprilsnar eller ej, så er ideen om skattefradrag for bæredygtig levevis fortsat interessant.
Lars Bo Jensen
Nej. Men den gensidige forsørgerpligt er da gudskelov også under udfasning. Den skulle aldrig have været indført. Jeg har sjældent set mage til magtkontrol af befolkningens livs- og boligformer i Dk som den.
Nu drejer bæredygtighed slet ikke om at spare eller leve nøjsom. For det kommer ikke til at holde en meter. Hvor meget strøm vi f.eks. bruger er komplet ligegyldigt set i forhold til bæredygtighed. Der er kun én parameter der tælle og det er, at strømmen er fremstillet bæredygtig - Resten er sådan set ligegyldig.
Vi kommer ALDRIG til at kunne spare os ud af problemstillingen om overbelastning af kloden. Dertil kommer der alt for mange til inden for en kort åre række, som tilegner sig samme forbrugsmønster som vi f.eks. har i Danmark - Det er uundgåelig. Vi kan KUN udvikle os ud af situationen fortrinsvis teknologisk.
Et bofællesskab kan også være tre generationer sammen. Bedsteforældre, børn og børnebørn i et hus. Eller noget helt andet - flere familier med små huse og et stort fælleshus. Eller noget helt tredje...
Udfordringen er, om vi kan finde frem til en ny måde at være sammen på, med alle de menneskelige fejl vi hver især har. Vi skal vokse ud af denne "individuelle æra" som har opdraget os til, at vi ikke kan holde andre mennesker ud. Vi skal begynde at snakke sammen i bussen, hygge ved kassedamen og hjælpe hinanden ved flytning.
Kloden ikke kan bære at vi hver især har en lejlighed for os selv. Jeg hilser Alternativets anderledes tanker velkommende, det trænger vi til! Lad os debattere dem åbent, og komme frem til noget fedt, som vi alle sammen kan se fornuften i.
For lige nu ligner vi mest nogle hamstre der er lukket inde og løber som vi plejer, og håber at buret holder, når det begynder at blæse.
Her i Italien er pastahøsten ved at gå i gang. Dog indtil videre kun for de små blege spaghetti, der dyrkes under folie. Senere kommer de store grønne tagliatelle på friland. Senest af alle de kødædende ravioli, der høstes i beskyttelsesdragter. Kollektiver får fradrag for udgiften til armerede handsker.
Ole Meyer, p.t. Firenze
Ps. Det er naturligvis osse kun aprilsnar, at jeg skulle være ulidelig at bo i bofællesskab med.
Forfatteren til den formodede aprilsnar har tilfældigvis ramt noget, der delvist kunne være reelt.
Ps . Liselottes sidste bemærkning er en aprilsnar !
Jeg er slem. :)
Grethe Preisler (11:28) og protegé Jan Weis taber på hån og latterliggørelse af Alternativet.
Det hjælper ikke på jeres politik at gøre grin med dem, I tror, truer jer.
Tværtimod mister I anseelse og respekt bredt i vælgerbefolkningen.
Man kunnne starte med at fjerne den gensidige forsørgelsespligt, vi kender alle de mange par som må flytte fra hinanden mod deres vilje, som således må havde to af alting. det giver helt klart vækst, men er fuldstændig absurd i en fremtid hvor statens ansvar bliver mindre og familernes ansvar større.
Uden basis for et par eller familie sendes regningen blot videre til fælleskabet og det er der ikke råd til allerede nu!
Jeg glemmer aldrig det evnesvage par som var kærster og som blev spurgt om de ikke ville flytte sammen?
Svaret var, som jeg husker det, at de da ikke var åndsvage, for så ville de jo miste de penge de hver især fik...
Skatterabat for at bo sammen med konen og ungerne? Fedt!
Skatterabat til alle, ingen behøver længere at betale "skat" , rabat, fradrag og alt det ugennemskuelige behøves ikke længere at blive diskuteret.
Alle samfunds strukture falder sammen. Samfundenes fællesskab´s fornemmelser fjernes og betales af enkelt individet´s ydeevne, papirlappens illusionære værdiløshed accepteres sammen med ordet´s tomhed.
Vi folkene bytter æg, grise, får, kvæg. kartofler, gullerødder og tomater, o.s.v. klæder og tanker, og lukker vores småtbegavede politiske magtbegærlige "pauseklovne" udenfor , nærmere betegnet, i "skammekrogen", med "narrehatten" på hovedet af tomheden.
altså, nu er det sådan at alle der ikke er husejere har betalt meget af husejernes husleje gennem hele livet, såååå det er tiltrængt at der sker noget nyt .. :-)
i det hele taget er den danske befolkning dybt forgældet og mange er totalt ludomaner i forhold til fx aktier... er det sundt for vores samfund ?? jeg kan roligt selv svare på det, og det er nej.
Jeg studsede lidt over : Lektoren i bæredygtig omstilling...men så alligevel ikke, for dels er det på RUC, dels findes der idag så mange eksperter og ph.d studenter indenfor alt, at guderne må sig forbarme. Aften efter aften en ny ekspert i dit eller dat hevet ind i TVaviser, Deadline, Debatten/Debatter osv.
Artiklen er en aprilsnar.
Og er den ikke ment sådan, så er den det alligevel.
11.57 var jeg inde på dette :
Der har aldrig været :
- Flere enlige i landet.
- Flere skilsmisser.
- Flere sociale bedragerier med tilhørende angivere, kontrol og retlige sager.
- Så megen usikkerhed og bekymring om man overholder reglerne.
- Så meget pres på boligmarkedet pga de mange enlige.
Derfor individuel Basisindkomst som medicin for sygdommen.
Derved afskaffelse af det økonomiske motiv for enlighed.
Samtidig afskaffelse af den gensidige forsørgelsespligt.
Derfor mindre big mother indblanding og en mindre offentlig sektor.
Derved mere personlig frihed.
Og derfor aprils narreriets virkeliggørelse af økonomisk motivering til samliv og fællesskaber.
Der tegner sig en lys og skattefri fremtid for beboerne i Thy lejeren. Ligesom eskimoer på Grønland, som bor i igloer kan se frem til skattemæssige fordele - Når nej for pokker. Grønland har sgu da fået selvstyre på alle udgiftsposter. Sådan da.