Forsvarer: Forskellige hashdomme er en glidebane

Af tekniske årsager blev de 78 personer, der sidste år blev tiltalt for at medvirke i den organiserede hashhandel på Christiania, delt op i seks sager. Nu har seks forskellige domsmandsretter vurderet sagerne på hver deres måde, og det er endt med seks forskelligartede domme.

Advokat Hugo Steinmetz, der har været forsvarer i to af sagerne, mener, at byretten har rodet sig ud i problemer med princippet om lighed for loven, fordi der er truffet forskellige afgørelser i det, der overordnet set er den samme sag.

»Det skulle have været kørt som én stor sag, når anklagemyndigheden påstår, at det er den samme generelle bevisførelse. Nu har vi fået forskellige domme ud fra de samme beviser,« siger Hugo Steinmetz.

Han henviser til, at anklagemyndigheden fra starten har meddelt, at sagerne var tilrettelagt og bygget op omkring den samme overordnede bevisførelse for, hvordan og hvor meget hash, der blev solgt i Pusher Street. Men blandt andet med henvisning til, at man ikke kunne finde et lokale, der var stort nok til at føre komplekset som én sag, blev det ved opdelingen efter både by- og landsrettens bestemmelse.

»Det er noget pjat. Man kunne have lejet Forum, hvis det var det, det handlede om,« siger Hugo Steinmetz, der sammen med forsvarerne for de øvrige tiltalte fra starten har protesteret mod at dele sagen op i seks, når nu politiet har ment, at det var én og samme sag.

Forskellige domme

I Københavns Byret har man fra starten set på komplekset som seks forskellige sager. Det siger dommer Jens Bech Stausbøll, som er domhusets talsperson: »Hvis vi får forskellige afgørelser, fortæller det blot, at det er komplicerede sager. Dommerne er ikke bundet af hinanden, men skal dømme efter de beviser, der er fremlagt. Hvordan de ser på beviserne, er der ingen regler for,« siger han.

Og det var da også, hvad dommer Kim Gabriel indledningsvis sagde til de tiltalte i mandags, da han oplæste dommen, der var den anden i rækken af de seks: »Nu må I ikke tro, at dommen var afgjort på forhånd, fordi der var truffet afgørelse i den første sag i sidste måned. Vi er ikke bundet af den afgørelse, som i øvrigt også er blevet anket,« sagde dommeren.

I alle seks sager har anklagerne tegnet et billede af hashhandlen på Christiania som så organiseret, at de tiltalte også skulle dømmes for medvirken, selvom de i perioder beviseligt ikke var til stede. Det er en del af den overordnede bevisførelse, som har været den samme i alle seks sager, og som også beskriver, hvor meget hash der i gennemsnit menes at være solgt pr. bod. De anklagede er reelt tiltalt for at medvirke fra den første gang, de blev observeret af politiet i forbindelse med hashhandlen, til politiets sidste observation. De har ifølge anklageren nemlig med deres indsats, uanset hvor omfattende den var, medvirket til, at handlen kunne fortsætte kontinuerligt.

Hugo Steinmetz mener, denne praksis åbner for »en glidebane«. »De dømte er måske alle skyldige, men man ved ikke i hvor meget. Tillid i et retssystem bygger på, at tingene er bevist. Men i disse sager sjusser man sig frem«, siger advokaten, der på den baggrund glæder sig over, at de fleste af de dømte vælger at anke deres domme.

»I Landsretten må vi så ned i det juridiske, blandt andet om man kan dømmes for noget, man ikke har været med til.«

Markant forskel

Beviserne er fremkommet ved, at politiet overvågede og sendte hemmelige agenter ind i Pusher Street og aflyttede de tiltalte gennem halvandet år.

I to af dommene har retten fulgt anklagerens opfattelse, mens det af den tredje dom fremgår, at det kun er personer med et overordnet ansvar for en bod, der skal dømmes for hele perioden, selvom den ene beviseligt var i udlandet halvdelen af tiden. De andre tiltalte, der havde en underordnet rolle, bliver ikke dømt for de perioder, hvor de ikke er blevet observeret.

I den fjerde dom går man mere specifikt ind på den enkeltes rolle og deltagelse og når frem til, at flere af de tiltalte ikke kan dømmes for så omfattende en medvirken, som anklageren forlangte. Det samme sker i den femte dom for to af de tiltaltes vedkommende.

I narkosager er det afgørende for udmåling af straf, hvor meget der er blevet solgt. For at finde ud af dét, undersøgte politiet gennem video-overvågning, hvor mange kunder, der var i en bod, og hvor meget kunderne købte. Størrelsen af køb pr. kunde blev analyseret ud fra næsten 2.000 sager, hvor personer var blevet pågrebet uden for Christiania med hash i lommen, som politiet mente måtte være købt på fristaden. På den måde nåede politiet frem til et gennemsnitligt dagligt salg, som de mente kunne gælde for alle boderne i fire af sagerne uanset størrelse og placering.

Både måden at undersøge på og politiets efterfølgende beregninger er under retssagerne blevet stærkt kritiseret af forsvarerne. Og i de fem første afgørelser mener retten da også, at metoderne er behæftet med stor usikkerhed. Men domsmandsretterne når frem til forskellige resultater, når de skal forholde sig til den usikkerhed.

Mængden af hash, der dagligt skulle være solgt fra hver af boderne, mener retterne enten er henholdsvis 750 gram, 500 gram eller 350 gram. Og i den fjerde og femte dom når retten frem til seks forskellige resultater afhængig af hvilken bod, der er tale om. Anklageren mente, at der var solgt mindst 1.000 gram om dagen.

»Retten har så trukket lidt fra den mængde, anklageren mente, der var solgt, ja ja, men der kunne måske trækkes mere fra. Man har sjusset sig frem. Det er ikke bevist, hvor meget der blev solgt. Man skønner noget og dækker sig ind med den juridiske formulering, at det er ’ubetænkeligt’ at konkludere på den måde,« siger advokat Hugo Steinmetz.

Også fortjenesten pr. solgt gram hash er forskellig, nemlig henholdsvis 10, 15 eller 20 kroner. Og det sidste er afgørende for, hvor meget de tiltalte skal betale tilbage til staten, som konfiskeret fortjeneste. I den fjerde dom skønner retten sig i stedet frem til en fortjeneste for hver af de tiltalte.

Retspraksis

Advokat Steen Beck var også forsvarer i to af sagerne. Han er positivt overrasket over onsdagens dom, der var den fjerde i rækken.

»Den virker mere nuanceret. Her har man set, at tingene ikke var ens i de mange boder. Både konstruktion og omsætning var forskellig, så der er sket en mere individuel bedømmelse af de tiltalte. I dommen i mandags blev alle skåret over én kam,« siger Steen Beck.

Den sidste dom, der faldt i går, blev den strengeste, hvad angår straf. I den sag, der i modsætning til de andre sager kun drejede sig om én bod, var der nemlig blevet fundet et regnskab for en hel måned, som politiet mente kunne anvendes for hele tiltaleperioden på 16 måneder. Ud fra det regnskab skulle ti personer være ansvarlige for salg af 1.550 gram hash om dagen. Altså et halvt kilo mere, end politiet kunne regne sig frem til i de andre sager. Retten dømte dem for salg af et kilo om dagen.

Som noget nyt har anklagerne også ment, at en joint skulle opfattes som et hashprodukt. Tidligere retspraksis har bygget på politiets undersøgelser af joints, som blev fundet under ransagninger, og nået frem til, at en joint indeholdt 0,33 gram hash. Men i disse sager har anklageren ment, at også tobakken i jointen skulle tælles med, sådan at den påståede mængde solgt hash blev større.

I den første dom har retten tilsluttet sig den opfattelse og dømt efter det, mens den anden og femte dom siger, at dette vil være brud med retspraksis, og derfor har undladt at dømme efter det. Den tredje dom siger, at den følger anklagerens påstand, men siger samtidig, at det ikke har haft betydning for strafudmålingen. Det fremgår ikke af den fjerde dom, hvordan man forholder sig til det spørgsmål, mens retten i den sjette og sidste dom ikke vil tælle tobakken med.

I den første dom mente retten, at sælgerne i boderne måtte have tjent en million kroner, som skal betales tilbage til staten. I de andre domme når retten hovedsageligt frem til mindre beløb.

For sælgerne i Christianias hashboder har fængselsstraffen indtil nu ligget på mellem to og et halvt års fængsel og op til fem års fængsel, hvis der var tale om en tiltalt, der havde en ledende funktion. De såkaldte bodmedarbejdere, der hjalp til i boden og for eksempel hentede mad til sælgeren, har typisk fået fængselsstraffe på op til et år og ni måneder. Men i den sidste sag, hvor de tiltalte blev dømt for at have solgt mere end i de andre sager, lød den højeste straf på fem år og seks måneders fængsel. Retten mente også, at en af de tiltalte havde tjent 2,7 millioner kroner på hashhandlen, som skal betales tilbage til staten.

Anklageren er tilfreds

Anklagemyndigheden er stort set tilfreds med de afsagte domme. Variationerne i dommene bliver blandt andet forklaret med, at der har været forskelle omkring de enkelte tiltaltes forhold, herunder i hvor lang en periode, de er blevet observeret.

»De tiltalte skal dømmes individuelt. Det er godt, at dommerne dømmer efter deres overbevisning om, hvad der er ret og vrang,« siger advokaturchef for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, Poul Gade.

Det at gøre tiltalte ansvarlige for noget, de ikke konkret har udført, fylder ikke meget i dansk retspraksis. I Pusher Street-sagerne har anklagerne sammenlignet med voldsepisoder, hvor personer, der ikke har grebet ind, er blevet dømt som medgerningsmænd. Og i 2004 blev 20 personer dømt for at være en del af et vagtkorps i Pusher Street. De blev også dømt for en samlet periode, uanset om de havde deltaget i hele perioden eller ej. Men i dén sag fandtes også vagtskemaer og telefonaflytninger, hvoraf det blandt andet fremgik, at vagterne blev beordret på arbejde, selvom de mente, at de var syge. Dengang kunne Statsadvokaten ikke finde lignende tidligere eksempler på anvendelse af bestemmelsen om medvirkensansvar. Det kan advokaturchef Poul Gade heller ikke i dag.

»I Blekingegade-sagen lykkedes det for eksempel ikke at få banden dømt kollektivt for mordet på en politibetjent, fordi det ikke kunne bevises, at de alle havde været indstillet på om nødvendigt at slå nogen ihjel«, siger han.

I Pusher Street-komplekset derimod siger alle de nu afsagte domme overvejende, at de tiltalte var vidende om og accepterede, at de indgik i en kriminel virksomhed, der fortsatte, når de ikke selv var til stede.