Ifølge Københavns Politi har rygterne cirkuleret i miljøet i hvert fald et årti: Nemlig at penge fra hashsalget i Pusher Street ender i Christianias fælleskasse i form af en såkaldt aktionskasse.
Men nu slår justitsminister Mette Frederiksen (S) fast, at politiet hverken har beviser for dette eller nyere rygter om, at der kanaliseres hashpenge via såkaldte aktionsdage. Særlige dage, hvor overskuddet fra hashandlen angiveligt går til fælles projekter på fristaden.
»Københavns Politi har endelig oplyst, at politiets efterforskning mod den organiserede hashhandel i Pusher Street ikke hidtil har frembragt beviser for en direkte eller indirekte overførsel af udbyttet fra den organiserede hashandel til Christianias fælleskasse, men at politikredsen naturligvis er opmærksom på denne vinkel i forbindelse med den fremadrettede efterforskning mod den organiserede hashhandel i Pusher Street,« skriver Mette Frederiksen i et af en række svar til Folketingets Retsudvalg.
Svarene kommer, efter at et tv-hold fra Danmarks Radio har beskrevet, hvordan ikke kun de handlende i Pusher Street har glæde af handlen, der anslås at løbe op i en milliard kroner om året. Helt almindelige christianitter skulle angiveligt også få del i fortjenesten fra hashhandlen gennem aktionskassen. Pusherne lægger nemlig penge i kassen som finansierer alt lige fra daginstitutioner til vejarbejde og kloakering i fristaden.
Operation Nordlys
Sidste år kom det også frem i forbindelse med den såkaldte Operation Nordlys, hvor en række personer blev varetægtsfængslet, at Københavns Politi har fået oplysninger om aktionsdagene, hvor kun få hashboder skulle være åbne og overskuddet herfra angiveligt gå til fællesprojekterne. Information citerede ved den lejlighed politiadvokat Steen Bechmann Jacobsen for, at »vores generelle påstand er, at på aktionsdagene går overskuddet til projekter for, hvad du kan kalde, almenvellet på Christiania«.
»Men hverken gennem Operation Nordlys eller de øvrige efterforskninger har det været muligt at følge en eventuel pengestrøm. Der er heller ikke fremkommet oplysninger om, hvem der skulle stå for den omtalte vedligeholdelse og dermed for anvendelsen af pengene til fællesprojekterne på Christiania,« skriver justitsministeren i dag.
Ifølge Mette Frederiksen er det heller ikke anklagemyndighedens »forventning«, at de verserende straffesager, som udspringer af Operation Nordlys, vil resultere i nye oplysninger herom.
Gennem tiden har skiftende talsmænd fra Christiania afvist enhver økonomisk forbindelse til Pusher Street, men fristadens advokat, Knud Foldschack, har ikke villet udelukke, at der kan være mere uformelle pengestrømme.
DF: Tag afstand
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, anerkender, at der måske ikke er beviser for pengestrømmen, som kan bruges i retten, men mener til gengæld ikke, at det udelukker, at denne eksisterer.
Samtidig henviser Peter Skaarup til, at anklagemyndigheden i forbindelse med Operation Nordlys har haft fokus på bagmændene for hashhandlen på Christiania.
»Hvis der er en sådan sammenblanding af økonomien, kan det være, at vi aldrig får ryddet op i Pusher Street. For så er resten af Christiania jo tildels afhængig af indtægterne herfra. Nogle gange kan vi i hvert fald opleve, at den lovlige del af Christiania ikke i særlig høj grad tager afstand fra den ulovlige del. Derfor bør justitsministeren tage fat i snakken på den lovlydige del og kræve, at de helt skærer båndene over,« siger han.
Hvad med at bruge penge til at renoverer de gamle bygninger i stedet for at blive ved og ved at bruge penge på den ene undersøgelse efter den anden til at mistænkeliggøre Christiania.
Skal "vi" ikke være glade for ,at "vi" i Danmark har steder som Christiania. Tænk at folk kan bo i det indre København uden at have mange penge og uden at kunne tjene på boligen ved fraflytning.
PS: at DF med Peter Skaarup i spidsen ikke mener christianitterne ikke må ses som uskyldige til andet er bevist - er for mig uforståeligt - hvorfor så al den snak om at Christiania skulle normaliseres??
Hvad med at frigive hash?
Nej Peter Skaarup, og jeg kan heller ikke bevise at du slår din kone og er glad for små drenge!!! Men jeg kan jo heller ikke udelukke det - vel?
"Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, anerkender, at der måske ikke er beviser for pengestrømmen, som kan bruges i retten, men mener til gengæld ikke, at det udelukker, at denne eksisterer."
Vi kan heller ikke udelukke at Peter Skaarup og en række andre arge modstander af en legalisering af cannabis er på bl.a. Carlsbergs sponsorbudget. Der er måske ikke beviser for det, men noget kunne indikere en sådan sammenhæng.