Vi er blevet gode til at hjælpe, når skaden er sket, men nu skal vi begynde at forebygge også.« Sådan sagde socialminister Manu Sareen (R) i november til BT om regeringens indsats mod æresrelaterede konflikter. Men ministeren tager fejl.
Vi udsætter ofre for æresvold for et markant svigt. Sådan lyder kritikken fra blandt andre integrationsvejleder i Københavns Kommune og folketingskandidat for SF, Halime Oguz.
»Selvfølgelig er forebyggelse vigtig, men hjælpen til kvinder, der allerede sidder i de her problemer, er slet ikke i orden. Manu Sareen ved tilsyneladende ikke, hvad vi er oppe imod,« siger hun til Information.
Sammen med to andre fagpersoner, der har flere års erfaring i at hjælpe ofre for social kontrol, tvangsægteskaber, vold og trusler begået af familie og partner, fortæller Halime Oguz om kvinder i alvorlige æresrelaterede konflikter, som føler sig svigtet af kvindekrisecentre.
Resultatet: Alt for mange går tilbage til deres voldelige mænd og familier, hvis ikke de vælger at gå under jorden. Kvinder i æreskonflikt er først og fremmest hårdt ramt af pladsmangel på krisecentrene, lyder det.
»Når vi skal finde sikre opholdssteder til de her kvinder, går vi ofte forgæves, fordi krisecentrene er overbelagte,« siger Khaterah Parwani, juridisk rådgiver for Exitcirklen, der hjælper kvinder som er udsat for religiøs social kontrol, fysisk og psykisk vold. Exitcirklen har ikke statistik på, hvor ofte det sker, men syv ud af otte kvinder, Khaterah Parwani personligt har forsøgt at hjælpe til en plads på et krisecenter på Sjælland inden for det seneste år, er blevet afvist på grund af pladsmangel.
Overbelægningen, som Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) bekræfter over for Information, rammer kvinder i æreskonflikter særligt hårdt – det siger Hakima Lakhrissi, leder af det såkaldte Vestegnen Indvandrer Kvindecentret, der har rådgivet flere hundrede minoritetskvinder om blandt andet æresrelaterede konflikter.
»De her kvinder er i højere grad end etnisk danske kvinder afhængige af samfundets hjælp. De flygter oftest fra flere gerningsmænd i familien og har intet netværk at støtte sig til, hverken socialt eller økonomisk.«
Hakima Lakhrissi peger desuden på, at kvinder i alvorlige æreskonflikter ofte har et sikkerhedsbehov, som kvindekrisecentre, der eksempelvis tillader besøg, ikke kan opfylde.
»Kvinderne er ekstremt bange for at blive opsporet af deres storfamilier på kvindekrisecentre, der hverken har hemmelig adresse eller de fornødne sikkerhedsforanstaltninger,« siger hun.
Personalet mangler indsigt
Det eneste krisecenter i Danmark med speciale i æresrelaterede konflikter – RED Safehouse – har hemmelig adresse og forhøjet sikkerhed, men også overbelægning på dets 23 pladser, der desuden kun bliver tilbudt til unge. Sidste år afviste centeret 46 personer på grund af pladsmangel, og derfor åbner et nyt center med ni pladser senere i år. Men det er ikke nok til at dække behovet, mener integrationsvejleder Halime Oguz. Og på de almindelige kvindekrisecentre møder kvinderne alt for ofte personale, som tænker for »dansk« og ikke forstår dem, siger hun.
»Det er min klare opfattelse, at mange kvindekrisecentre stadig mangler indsigt i æresrelaterede konflikter. De forstår ikke, hvordan det er at leve et dobbeltliv mellem det moderne og det middelalderlige, og de giver ikke kvinderne redskaberne til at komme videre med deres liv,« siger Halime Oguz, der har en fortid som tolk, mentor og underviser i Vollsmose, hvor hun også privat er blevet kontaktet af kvinder, der ønskede hjælp til at flygte fra mand og familie.
»I flere tilfælde følte de ikke, at de blev taget seriøst og fik den omsorg af krisecenterpersonalet, som de havde brug for.«
Manglende viden om æreskonflikter på kvindekrisecentre kan sågar føre til, at kvinder bliver afvist på et forkert grundlag, fortæller Exitcirklens Khaterah Parwani.
»Jeg søgte plads til en kvinde, der var blevet udsat for vold af sin egen søster. Men da det hverken var hendes far eller mand, der begik volden, mente det pågældende center fejlagtigt, at hun ikke var tilstrækkeligt truet,« siger hun.
»Når et krisecenter ikke kan afkode en æreskonflikt, er det nyttesløst for de her kvinder«.
Størstedelen af de kvinder, Exitcirklen hjælper, forlader krisecentrene igen efter kort tid, fortæller Khaterah Parwani. Hun vurderer, at så mange som ni ud af 10 ender med at tage tilbage til mand og familie.
Derudover har hun »kendskab til omkring 17 kvinder, der er gået under jorden, efter forgæves at have bedt systemet om hjælp«.
‘Kan ikke tvinge folk’
Men over for Information fastholder Manu Sareen sin udtalelse til BT i efteråret.
»Jeg synes, det går rigtig godt med at hjælpe de her kvinder,« siger han.
Socialministeren peger på, at både den nuværende og den foregående regering har sat »millioner af kroner« af til kurser, konsulentarbejde og undervisning i æresrelaterede konflikter til ansatte på blandt andet skoler, gymnasier, i socialforvaltninger og ikke mindst på krisecentre.
»Der er formentlig ikke sket så voldsom en opkvalificering på så specifikt et område inden for de seneste 10 til 15 år, som på området for æresrelaterede konflikter. Men jeg kan ikke tvinge et tilbud ned i halsen på folk. Når det kommer til krisecenterpersonalet, ligger ansvaret hos den enkelte forstander,« siger Manu Sareen. Birgit Søderberg, formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, stiller sig uforstående over kritikken fra Khaterah Parwani, Hakima Lakhrissi og Halime Oguz.
Hun understreger, at LOKK har været med til at facilitere de mange tilbud om kurser, konferencer og uddannelse, som den nuværende og forrige regering har sat penge af til, ligesom de enkelte krisecentre har mulighed for at hente hjælp og vejledning om æresrelaterede konflikter gennem LOKK’s eksperter og hjemmeside.
»Derudover har vi uddannet særlige rådgivere, som det enkelte krisecenter kan trække på efter behov. Så at påstå, at vi generelt er uden indsigt på området, synes jeg ganske enkelt ikke er rigtigt,« siger Birgit Søderberg og tilføjer:
»Jeg vil dog gerne tilkendegive, at man kan komme ud for, at der er medarbejdere, der enten er uerfarne eller arbejder på frivillig basis og derfor ikke har samme faglige indsigt, som de fastansatte. Hvis en kvinder har følt sig dårligt behandlet på et kvindekrisecenter, er hun i sin gode ret til at klage«.
Sikke et pengespild! Hvor mange pladser kunne man ikke indrettet for konsulenthonorarer m.m. Det er jo ikke voldsomt komplicerede ligninger, der skal gennemskues, men almindelig medmenneskelig forståelse, der er brug for. Har vi virkelig mistet den i fremmedgørelsesprocesserne mellem mennesker?
Jamen .. hvordan kan man nu anklage og angribe kvinder i Danmark for at tænke på dansk?
Kritikken skal bestemt tages alvorligt,
men som udgangspunkt er de danske krisecentre jo ikke oprettet med formålet at skærme kvinder mod en anden kulturs æresbegreber.
Jeg ville synes, at hvis dette er et formål mere for krisecentrene, så skal der for det første tilføres glere penge, og for det andet er det nødvendigt, at krisecentrene også får personale med en etnisk baggrund, som ikke kan angribes for at være 'for dansk' .
Eller hvad?
Men reelt, Lise Lotte Rahbek, er der jo ikke megen forskel på det, etniske kvinder flygter fra i dag, og det, som danske kvinder flygtede fra, og som førte til krisecentrenes oprettelse i 70erne.
Er der ikke forskel, Peter Hansen?
Jeg ved det ikke.
Jeg kan forestille mig, at det er væsentlig nemmere at finde en kvinde ud af f.eks 15.000 af samme oprindelsesland og med et til oprindelsen medhørende udseende og accent,
end det var at finde een kvinde ud af 1.5000.000 million kvinder med etnisk dansk udtryk i 70'erne.
men som sagt - jeg VED det ikke.
@Peter Hansen - Når en etnisk dansk mand udøver vold, der får en etnisk dansk kvinde til at flygte på krisecenter, er der ikke opbakning fra den øvrige familie og omgangskreds til at hjælpe manden til at opspore kvinden, og hun skal i reglen ikke frygte sine egne søskende, forældre med mere. Det er den forsmåede enkeltperson, kontra et helt indlejret æreskodeks i en personkreds. Derfor er der stor forskel på "jalousivold" og "æresvold", en distinktion mange forsømmer at se, når det første tit bruges i relativeringen af det sidste.
I Information har der for nyligt været en serie af artikler der beskriver hvordan sågar netværk involverende taxachauffører og offentligt ansatte fra kulturkredsen, hjælper til med at opspore hvor kvinden befinder sig.
Det er alt andet end let, at bryde ud af et dysfunktionelt familie mønster. Middelalderen er vendt tilbage til Danmark ad bagdøren.
Så længe man kan snakke og snakke og snakke om problemet, så slipper man for at gøre noget. Af angst for at fornærme og forhåne andre, har de danske kvinder, som ellers roser sig af at være kvindesolidariske været helt helt stille. I samme øjeblik den danske kvindebevægelse prøver at være solidarisk, står tre-fire højtuddannede tørklædekvinder frem og siger, at det skal danskerne blande sig udenom, vi fatter ikke hvad der foregår, og vi er racister. Politikerne lader som om problemet ikke eksisterer, for hvis man ignorerer det forsvinder problemet måske af sig selv. De få på politikerplan der reagerer på problemet, rådfører sig med imamer for de ved jo bedst hvad der er normalt. Den gennemsnitlige dansker lader som om man ikke hører eller ser der er problemer, for hvis man siger noget, er man racist. Så uanset hvor tit de stakkels kvinder/piger gør opmærksom på problemet, vil det ende med at en flok højtuddannede sidder og filosoferer og debatterer problemet, vel at mærke med respekt og med det rette sprogbrug - og længere kommer man ikke. Formodentlig vil problemet løse sig med tiden, eller også vil det ikke, og af angst for sandheden vil de fleste nøjes med at tænke og småsludre og tiden den går.
Helene Kristensen
Jeg er uenig. Der gøres andet og mere end bare at snakke højpandet eller ignorere.
Her i byen skal krisecenteret nu flytte i større omgivelser, så der er plads til at huse flere kvinder i krise med eller uden børn og uanset baggrund.
Der arbejdes også i frivilligt regi med at forsøge at give kvinderne nyt netværk, når de afskutter deres ophold på krisecenteret.
Den største opgave ligger hos de kvinder, som forlader de problemer, de har. Det er hamrende hårdt, det er farligt og det kan gå galt på alle mulige måder. Der SKAL også vokse en solidaritet op mellem dem og der skal tilvænnes nye relationer og det ER svært. Ingen tvivl om det !
Men ingen kan gøre det for dem.
Vi kan kun hjælpe.
Hvis du prøver længe nok, Herman, skal det nok lykkes dig.
Man skulle nok, for at opnå en bedre forståelse, prøve at finde en anden betegnelse end lige netop "ære" i forbindelse med vold og konflikter, der bunder i såkaldte 'æresbegreber'. For det danske ord "ære" har jo intet med vold, tvang, undertrykkelse, drab osv. at gøre. Alt dette bliver tværtimod i dansk forståelse betragtet som æreløst.
Fra artiklen: "på de almindelige kvindekrisecentre møder kvinderne alt for ofte personale, som tænker for »dansk« og ikke forstår dem." Fór dansk? På et dansk krisecenter? Men der ligger da helt klart en opgave i at oplære personalet på krisecentrene i at tænke mindre dansk i de særlige situationer, hvor kvinder søger tilflugt grundet noget såkaldt "æres"relateret.
Angående begrebet "æresrelateret vold", her et par definitioner:
Justitsministeriet:
"Æresrelateret vold – hvorved forstås vold, der har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber – adskiller sig på flere punkter fra andre former for vold.
Det er bl.a. baggrunden for, at den politimæssige indsats på dette område er særligt udskilt og forankret i Rigspolitiets strategi fra 2007 for politiets indsats over for æresrelaterede forbrydelser.
Formålet med strategien er at fastlægge en overordnet ramme for den samlede politimæssige håndtering af denne særlige kriminalitetsform."
Bemærk, at man skriver æresrelaterede forbrydelser !
Socialstyrelsen bl.a.:
"Æresrelateret vold og konflikter adskiller sig blandt andet fra andre typer af vold ved at være
• planlagt
• kollektivt organiseret
• til dels accepteret af familien.
Der er ofte tale om en bred vifte af konflikter og problemstillinger knyttet til familiens ære. Denne type overgreb kan også involvere for eksempel en bror, far, svigermor og familiemedlemmer og bekendte fra oprindelseslandet.
Eksempler på æresrelateret vold og konflikter:
Tvangsægteskab og lignende undertrykkelse
Social kontrol
Genopdragelsesrejser
Følelsesmæssig afpresning
Udefrysning fra familien
Verbale krænkelser
Tvang og forbud
Den mest ekstreme form for æresrelateret vold er drab."
Vi udsætter ofre for æresvold for et markant svigt. Sådan lyder kritikken fra blandt andre integrationsvejleder i Københavns Kommune og folketingskandidat for SF, Halime Oguz.
Og hvor mange etnisk danske voldsramte kvinde, der ikke er plads til eller får for lidt hjælp,
interesserer ikke disse personer.
Det er rigtig mange, skal jeg hilse at sige fra en genbo, som arbejder på et kvindekrisecenter i provinsen.
Forleden dag så jeg på en 'spiseseddel' for en avis,
at skolen svigter getto-piger.
Hvornår bliver der igen tid og råd til at hjælpe etnisk danskere, som har hjælp behov?
"Æresvold" og "Æresdrab" - hvorfor ikke bare kalde det mishandling og likvidering?
Kim
det skal man ikke, fordi så forsvinder motivet. Hvis 'ære' stryges, så bliver de kriminelle handlinger 'meningsløse'. Men det er det netop ikke. De har en mening - og det er den, vi skal gøre op med. det drejer sig ikke kun om almindelig kriminalitet, men om kulturkamp.