Læsetid 4 min.

Mellemlager til atomaffald kan trues af ’tab af institutionel kontrol’

Hvis danske politikere vælger at oplagre det danske atomaffald på et mellemlager et sted i Danmark de næste 100 år, kan ’samfundsmæssig ustabilitet’ eller krig blive en risiko, lyder advarslen nu fra ekspertgruppe
2. marts 2015

Ja, der kan godt etableres et mellemlager et sted i Danmark, hvor omkring 10.000 kubikmeter atomaffald fra Risø kan opbevares i de næste 100 år. Men… det vil kun være en midlertidig løsning, som endda i sidste ende bliver dyr, fordi lageret skal bemandes og overvåges i hele perioden. Og efter de 100 år vil spørgsmålet om, hvor affaldet så kan placeres permanent, stadig skulle håndteres.

Sådan lyder den overordnede konklusion i en aktuel rapport fra en embedsmandsgruppe med repræsentanter fra Danmarks Geologiske Undersøgelser og Dansk Dekommisionering. Med rapporten er det nu op til politikerne at afgøre, om myndighederne skal finde et sted i Danmark til et slutdepot eller et mellemlager.

Den nemmeste løsning?

I rapporten sammenligner embedsmændene i skemaform fordele og ulemper ved den ene og den anden løsning. De vigtigste forskelle er, at i et slutdepot skal atomaffaldet i princippet ligge uberørt af menneskehænder i mange tusinde år, mens tidshorisonten for et mellemlager, der nødvendigvis skal placeres overfladenært, bare er sat til 100 år. Ved et slutdepot er den passive sikkerhed derfor afgørende – altså dybden af depotets placering i tætte geologiske lerlag – hvorimod det i et mellemlager – ifølge rapporten – vil være nødvendigt med »menneskelig tilstedeværelse i hele lagerets levetid« foruden omfattende kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger og kontinuerlig overvågning af affaldets tilstand. Endnu en forskel er, at der vil være umiddelbar adgang til et mellemlager og dermed den enkelte affaldsenhed. »Dette medfører større risiko for utilsigtet indtrængen (terror eller uheld),« som det anføres i rapporten, der også noterer, at risikoen for udslip og spredning af radioaktivt materiale som følge af f.eks. et flystyrt er mindre ved et slutdepot end ved uheld i et mellemlager.

Endelig nævner rapporten som endnu et argument for et slutdepot princippet om, at »generationerne, der har skabt affaldet, rydder op efter sig selv.«

Alligevel kan en mellemlagerløsning se tillokkende ud for politikerne, der formentlig først efter næste valg træffer beslutning om atomaffaldets fremtid.

Hvis de peger på et mellemlager, undgår de for det første i hvert fald på kort sigt ubehagelighederne ved at tilsidesætte stærke lokale borgerprotester. Som tidligere beskrevet i Information har der i de seks egne af Danmark, hvor den geologiske undergrund er udpeget som velegnet til et slutdepot, været stigende protester fra borgmestre, borgergrupper og for nylig også fra folketingsmedlemmer, der er valgt de pågældende steder.

Hvis politikerne vælger mellemlagerløsningen, skydes problemet med affaldet under alle omstændigheder et godt stykke ud i fremtiden, fordi der først skal gennemføres en lang række undersøgelser om konstruktion af mellemlageret og dets placering osv. Sådanne undersøgelser har i en vis udstrækning allerede fundet sted vedrørende et slutdepot. Tidligst i år 2023 kan et færdigt mellemlager i bedste fald være en realitet, anslår rapporten.

Endelig kan det også spille en rolle, hvis politikerne skal træffe en beslutning nu og her, at de indledende udgifter til et mellemlager vil være langt mindre, end hvis løsningen skal være et slutdepot. Men i det lange løb, altså set over 100 år, vil udgifterne til et mellemlager være højest.

Det er måske det, embedsmændene har i tankerne, når de skriver, at »beslutningen om mellemlagring finder typisk ikke begrundelse i et strengt teknisk grundlag, men snarere på basis af sociale, politiske, økonomiske og etiske betragtninger.«

Slipper ikke for geologien

Borgergrupperne og de berørte borgmestre har ofte fremført som argument for et mellemlager, at det principielt kan placeres over alt i Danmark, fordi forholdene dybt nede i den geologiske undergrund ikke længere spiller så vigtig en rolle. I den forbindelse har de peget på det hollandske mellemlager Covra, der er placeret på øen Zeeland i et industriområde uden tæt beboelse, men med god infrastruktur.

Men spørgsmålet er, om de seks allerede udpegede områder nu også går fri, hvis politikerne peger på et mellemlager. I hvert fald er der grund til at bemærke, at embedsmændene i deres rapport også betoner betydningen af de geologiske forhold i forhold til en mellemlager-løsning. Embedsmændene stiller nemlig det enkle spørgsmål: Hvad sker der om 100 år?

Hvis det danske samfund også om 100 år skal være i stand til at håndtere udfordringerne med affaldet, må man ifølge rapporten allerede i dag medtænke risikoen for, hvad embedsmændene lidt dramatisk kalder for »tab af institutionel kontrol«.

Det defineres sådan i rapporten: »Tab af institutionel kontrol kan ske pludseligt ved større samfundskriser, f.eks. ved udbrud af krig eller andre årsager til generel samfundsmæssig ustabilitet, eller gradvist som følge af f.eks. ressourcemæssig nedprioritering eller tab af kompetencer hos operatør eller myndigheder.«

I modsætning til et slutdepot vil et mellemlager ifølge embedsmændene nemlig »være sårbart overfor tab af institutionel kontrol«, fordi den væsentligste barriere i et mellemlager er den menneskelige og løbende overvågning og kontrol med affaldet.

»I en situation, hvor den løbende kontrol, overvågning og deraf følgende vedligeholdelse falder bort, vil de geologiske forhold have større betydning som barriere«, skriver embedsmændene og understreger:

»Det er væsentligt at adresse denne problemstilling i mellemlagerstudierne.«

Rapporten bringer også nye oplysninger om den aktuelle tilstand for det danske atomaffald, som i dag opbevares på Risø. Det fremgår således, at de gamle tromler, »som har stået på lagrene i op til 50 år, viser spor af tæring (rust) i de yderste lag«, og at Dansk Dekommissionering, der i dag har ansvaret for affaldet, ikke har mulighed for løbende at kontrollere samtlige tromlers tilstand:

»Måden, lagrene er konstrueret på, betyder, at det ikke er praktisk muligt at kontrollere de tromler, som befinder sig inderst i stakkene,« hedder det således i rapporten.

»På baggrund af tilstanden af de yderste tromler,« vurderer Dansk Dekomisionering derfor, »at det inden for en kort tidshorisont (maks. 5-20 år) er nødvendigt med en langsigtet løsning for alle tromler.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen
    Erik Rolfsen Nissen
Erik Rolfsen Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen
Erik Rolfsen Nissen

Tab af institutionel kontrol! Det er opsigtsvækkende, at embedsværket anvender denne form for sprogbrug og tilsyneladende anser noget sådant som et realistisk scenarie. Hvorfor ellers nævne det? Måske ser de tegnene i sol og måne i den tiltagende kritik af - og manglende finansiering af - samfundets offentlige institutioner, som på sæt og vis også indebærer tab af institutionel kontrol - eller i bredere betydning tab af mulighederne for at varetage de mest nødvendige samfundsmæssige opgaver. Tab af institutionel kontrol er også tab af demokratisk indflydelse, idet der bag denne disse overvejelser formentlig ligger, at det fortsat vurderes som hensigtsmæssigt at flytte en række samfundsmæssige opgaver fra offentlig til privat regi - med det tab af demokratisk indflydelse den slags indebærer. Så alene det at nævne muligheden for, at der kan ske tab af institutionel kontrol er som nævnt opsigtsvækkende, idet det indebærer nedbrydning af de institutioner, som varetager vigtige samfundsopgaver. Det behøver ikke at afvente nogen form for katastrofer, men kan ske alene ved finansieringsmæssig udsultning med basis i fortsat ideologisk hamren på, at penge brugt i offentligt regi er dårligt brugte penge. Det lidt ærgelige i denne sammenhæng er, at tankegangen ikke udbredes til at gælde alle de områder, hvor det er essentielt at opretholde institutionel kontrol. Selvfølgelig er det dybt problematisk, at den institutionelle kontrol kan svigte på et så vitalt område som oplagringen af nukleart affald, men det er såmænd lige så problematisk - og givetvis meget mere indgribende for den enkelte og samfundet - hvis den institutionelle og demokratiske kontrol svigter på mange andre områder.