Baggrund
Læsetid: 4 min.

Er ministre nu også forpligtede til at fortælle sandheden?

Ifølge juridiske eksperter er der ikke et entydigt svar på, hvilken effekt beslutningen om at tilføje en ny ’politisk norm’ vil have på ministrenes indhentning og videregivelse af oplysninger til Folketinget
Mogens Lykketoft (S), der er formand for det såkaldte Udvalg for Forretningsordenen, understreger, at der med beretningen ikke ændres på de nuværende regler for ministres ansvar over for Folketinget. Der er i stedet tale om en tilføjelse af en såkaldt ’politisk norm’

Linda Kastrup

Indland
11. marts 2015

Hvilken virkning vil det få, at Folketingets partier nu er enige om, at ministre skal indhente og videregive væsentlige oplysninger til Folketinget i en sag, selv hvis de oplysninger går imod ministerens politiske ønske? Svaret er ifølge to juridiske eksperter ikke entydigt.

Men Jens Elo Rytter, der er juraprofessor på Københavns Universitet og forsker i forfatningsret, vurderer, at det er et »forholdsvist stærkt politisk signal« til ministrene.

Ønsket om en mere fyldestgørende oplysning om de sager, som Folketinget behandler, kommer fra Folketingets Præsidium og det såkaldte Udvalg for Forretningsordenen. Sidstnævnte består af 21 medlemmer fra alle partier, og det er grunden til, at Jens Elo Rytter betegner det som et signal af betydning. Mogens Lykketoft (S), der er formand for udvalget, understregede mandag over for Information, at der med beretningen ikke ændres på de nuværende regler for ministres ansvar over for Folketinget. Der er i stedet tale om en tilføjelse af en såkaldt ’politisk norm’. Men som Jens Elo Rytter siger:

»På lidt længere sigt kan beretningen få en retslig betydning, selv om det bliver rubriceret som en politisk norm, fordi grænsen er flydende.«

Jens Elo Rytter påpeger, at der i den nuværende ministeransvarlighedslov omtales de pligter, der påhviler en minister i forhold til ’stillingens beskaffenhed’:

»De forpligtelser er imidlertid ikke mejslet i sten, så de kan udvikle sig over tid,« siger han.

Sager kan have effekt

Jørgen Albæk Jensen, der er professor i jura på Aarhus Universitet, er til gengæld af den overbevisning, at beretningen formentlig vil få en »meget begrænset« effekt, når det eksempelvis handler om at videregive væsentlige oplysninger til Folketinget.

»De fleste ministre vil nok sige, at de sandelig gør det i forvejen. At det så måske ikke helt svarer til realiteterne, er en anden sag,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Han vurderer dog, at den seneste tids politiske skandalesager – eksempelvis Christiania-sagen og børnecheck-sagen – i sig selv kan påvirke den måde, som ministerierne oplyser Folketinget på i positiv retning. Men det er altså netop sagerne i sig selv – og ikke beretningen – der kan have en effekt ifølge juraprofessoren. Børnecheck-sagen, som Mogens Lykketoft selv har nævnt i forbindelse med beretningen og den nye politiske norm, handler om, at den daværende VK-regeringen i sin tid ikke videreformidlede de juridiske advarsler til Folketinget, som embedsværket internt gjorde opmærksom på, da regeringen ville indføre et såkaldt optjeningsprincip for ydelsen.

I den sag mener Jens Elo Rytter, at meget tyder på, at reglerne om ministeransvar blev krænket: »Efter min opfattelse er det allerede efter de nuværende regler forbudt for en minister at tilbageholde en væsentlig juridisk tvivl for Folketinget,« siger Jens Elo Rytter.

Optjeningsprincippet betød, at EU-borgere fra andre lande skulle have haft bopæl eller beskæftigelse i mindst to år i Danmark for at modtage fuld børneydelse, men det princip var ifølge EU-Kommissionen i strid med EU-retten. Kommissionen mente i stedet, at EU-borgere har ret til ydelsen, så snart de får arbejde i landet. Derfor droppede den nuværende regering optjeningsprincippet ved en administrativ praksisændring. Venstres Claus Hjort Frederiksen, der har udtalt sig på vegne af partiet i sagen, har tidligere sagt, at flere ministerier i sidste ende – på trods af den dokumenterede tvivl – vurderede, at ordningen ikke var i strid med EU-retten.

Gråt område

Beretningen fra Folketingets Præsidium og udvalget kommer efter, at journalist Jesper Tynell udgav bogen Mørkelygten. Heri afdækker Tynell ved hjælp af udtalelser fra anonyme embedsmænd og skriftlig dokumentation en række sager, hvor embedsmænd skærer jura og tal til, så den siddende regerings politik sælges bedst. Med beretningen ønsker Præsidiet og udvalget imidlertid at påpege den ’særlige ansvarsrelation’ mellem Folketinget og ministrene. Den indebærer, at det er »ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse,« som der står i beretningen.

Jens Elo Rytter påpeger, at der ikke er nogen særlig tvivl om, hvorvidt ministre skal tale sandt over for Folketinget, når de bliver spurgt til konkrete oplysninger. Det fremgår af ministeransvarlighedsloven, som bestemmer, at det er strafbart, hvis en »minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen«.

Der, hvor det ifølge juraprofessoren bliver mere ’gråt’, er, når Folketinget ikke har stillet en minister et specifikt spørgsmål – eksempelvis fordi medlemmerne af Folketinget ikke har vidst, at netop den del af sagen har været vigtig. I det tilfælde kan der være tvivl om, hvorvidt ministeren af egen drift bør orientere Folketinget om oplysninger, som vurderes at være af væsentlig betydning. Den grænse har der ifølge Jens Elo Rytter, siden lovens tilblivelse været meget tvivl om.

»Men der kan altså i dag sagtens være oplysninger i en sag, som er så vigtige, at Folketinget skal oplyses om det. Og hvis ministeren ikke gør det, så kan der alligevel være tale om en fortielse efter gældende ret – selv om der ikke direkte er blevet spurgt til den del af sagen,« siger Jens Elo Rytter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

PS: hørte i P1-morgen, at EU-ja-partierne får en række oplysninger, som de EU-kritiskepartier ikke får adgang til bl.a. ved brug af den nye offentlighedslov.
Er det sådan magthaverne vil have en demokratisk behandling i Folketinget foregår på?????

Pia Qu, Henrik Christensen, Torben Selch, Tue Romanow, Peter Hansen, Rasmus Kongshøj, Bjarne Andersen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"...det er strafbart, hvis en »minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen«".

Så grunden til, at vi intet hører om straffesagerne er, at domstolene er overbebyrdede?

Henrik Christensen, Janus Agerbo, Peter Hansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Som vi ser har løgn ingen konsekvens for politikere, selv når det sker i folketinget.

Dertil kommer, at folketinget selv vil stå som dommere over sig selv ved simpelt flertal, hvilket sætter dem selv udenfor loven, og sidestiller dem med konger, "dømmes af ligemænd", og ikke ved vort retssystem som det gælder for alle os andre.

Behovet for politisk at vise man er klogere, bedre, ærligere mere troværdig end befolkningen gennemsyrer det politisk liv hos folketingets medlemmer så meget, at de ikke vil sidestilles med deres egne medborgere som de laver lovene for.

I VKO regeringen tid nedstemte man blot med simpelt flertal en undersøgelse af sig selv og sit politiske arbejde, som der var rejst tvivl om ærligheden og oprigtigheden af, og så var den sag uden af verden.

Man overlader jo ikke en undersøgelse af hverken lomme- eller cykeltyve at deres sammenslutning undersøger sig selv, da man er bekymret for retssikkerheden og uvildigheden overfor loven nu også overholdes til punktog prikke, - og det er ikke anderledes med politikere i dagens Danmark.

Det skal trækkes ud af folketingets hænder og overlades som en almindelig politiksag, med efterfølgende retssag ligesom for andre borgere, og der skal være en klar og tydelig konsekvens ligesom for borgerne ilandet, - først da hjælper det på ærligheden og troværdigheden.

Bjarne Andersen, Henrik Christensen, Janus Agerbo, Tue Romanow, Rasmus Kongshøj og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Det nuværende ministeransvarssystem er til at dø af grin over.

På papiret er der ganske vist en række love, der sætter grænser for hvad en minister kan tillade sig, men i realiteten har lovbrud ingen konsekvenser for gerningsmanden.

For at en minister kan tiltales og dømmes skal der nemlig rejses en rigsretssag, og sådan én kan kun rejses, hvis et flertal i folketinget stemmer for det. Det vil i praksis sige at en siddende minister aldrig nogen sinde kan stilles til ansvar for sine handlinger.

Også tidligere ministre er godt beskyttet mod konsekvenserne af deres forsømmelser. Selv om flertallet skulle have skiftet, så er det stadig usandsynligt at det nye flertal skulle finde på at rejse en sag mod en minister fra det gamle flertal. Der er en gensidig forståelse af, at hvis man ignorerer modstandernes lovbrud, så ignorerer de også éns egne. Alle "regerngsegnede" partier har en umiddelbar interesse i at bibeholde ministeransvar som en rent formel ting, der ikke udgør en praktisk forhindring for ministrenes uhæmmede magtudøvelse.

I stedet har politikerne udviklet den bizarre næseleg, for i det mindste at give en illusion af ansvarlighed. Her tildeler politikerne fra tid til anden hinanden "næser" af forskellige størrelser, og laver i den anledning et vældigt mediepostyr. Uanset om næsen er i størrelse small, medium eller large, får det dog ingen konsekvenser for ministeren.

I værste tilfælde kan man finde på at afsætte en minister som straf for graverende lovbrud, det er politisk opportunt for flertallet at foregive forargelse over. Ministeren bliver degraderet til almindeligt folketingsmedlem, og må nøjes med en sulteløn på 52.000 kr. om måneden.

Rasmus Kongshøj

Det nuværende system er indrettet til at beskytte ministre mod nogen sinde at blive draget til ansvar for deres handlinger. Politikerne griner af de ikke-eksisterende sanktioner, og bliver ikke det mindste afskrækket fra at begå kriminelle handlinger i deres embede.

Det er en hån mod almindelige lovlydige borgeres retsfølelse.

I stedet for skal vi have et system, hvor en uafhængig anklagemyndighed, med ressourcer og beføjelser til at foretage effektiv efterforskning, rejser sager mod tidligere og siddende ministre, når der er begrundet mistanke om lovbrud. Sagerne skal føres ved de almindelige domstole, og ikke som nu ved Rigsretten, denne besynderlige luksus-domstol.

Ole Chemnitz Larsen

Reglerne er ikke problemet

Problemet er at reglerne ikke efterleves, når det er ministre og topembedsmænd, der sidder i saksen.

Dette viser fakta, der også beviser forhold, der som udgangspunkt er strafbare.

"Udgangspunkt" alle fordi det som bekendt kun en endelig dom, der kan fastslå et strafbart forhold.

Fakta, der også viser, at man i disse cirkler ganske hæmningsløst dækker over hinanden igen og igen, selvom det som udgangspunkt er en overtrædelse af 2. led i Straffelovens § 155.