Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ombudsmand fastholder holdning til tålt ophold

Efter at justitsministeren har afvist, at det er belastende at være på tålt ophold, fastholder Ombudsmanden sin vurdering af vilkårene som ’meget belastende’
Indland
26. marts 2015

Folketingets Ombudsmand fastholder, at det er »meget belastende« at være på tålt ophold. Det sker, efter at justitsminister Mette Frederiksen (S) blankt har afvist Ombudsmandens opfordring til at gennemtænke vilkårene for udlændinge på tålt ophold.

»Jeg har noteret mig justitsministerens synspunkter og reaktion. Jeg kan sige, at jeg står fuldstændig ved den vurdering, som jeg har anlagt i min redegørelse, herunder at de aktuelle forhold må anses for meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse. Jeg står også ved, at det roligt og grundigt bør gennemtænkes, om de relevante hensyn på området faktisk kan begrunde disse forhold,« siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen og tilføjer:

»Min opfordring til, at man gennemtænker problemstillingen, også ud fra humanitære og almenmenneskelige hensyn, står altså fuldstændig ved magt.«

Ombudsmanden offentliggjorde før jul en redegørelse om forholdene for personer på tålt ophold i Center Sandholm. Tirsdag var justitsministeren i samråd i Folketinget, hvor hun skulle gøre rede for sit syn på Ombudsmandens redegørelse og dertilhørende opfordring. Her sagde ministeren, at »forholdene hverken er belastende eller begrænsende«, men »fuldt ud rimelige«.

Forundret minister

Under samrådet udtrykte Mette Frederiksen også forundring over, »at man vælger at bruge sin energi på en gruppe, der så tydeligvis ikke har noget at gøre i Danmark«.

Det fremgik ikke klart, hvem ministeren her henviste til, men ombudsmand Jørgen Steen Sørensen siger alligevel: »Hvis ministeren refererer til, at Ombudsmanden har taget den her sag op, vil jeg blot sige, at det efter loven ikke vedrører ministeren, hvilke sager en ombudsmand tager op eller ikke tager op.«

Karin Verland, der er direktør i DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur, er »overrasket over, at justitsministeren kom med så kontante udmeldinger på samrådet«.

»Jeg synes, det var meget kontant, og også unødigt kontant. Justitsministeren havde ikke behøvet være så firkantet. Jeg synes, der mangler noget menneskelighed og respekt for menneskerettighederne,« siger Karin Verland.

Justitsministeren satte ved samrådet spørgsmålstegn ved, om forholdene på tålt ophold kan benævnes med ord som tortur og overgreb. Det skete som svar til Johanne Schmidt-Nielsen (EL), der havde indkaldt til samrådet og deltog som eneste folketingsmedlem. Hun havde henvist til, at DIGNITY har påpeget, at den psykiske belastning er stor for personer på tålt ophold, som tidligere har været udsat for tortur.

»Man bliver nødt til at anerkende, at det er svært psykisk belastende at være på tålt ophold,« siger Karin Verland og tilføjer: »I en retsstat er det ikke en ordentlig måde at behandle folk på at lade dem sidde uden udsigt til noget som helst, der har med et værdigt menneskeliv at gøre.«

DIGNITY bestemmer selv

DIGNITY afviser ligeledes, at ministeren skal blande sig i, hvad instituttet interesseret sig for.

»Vi er en selvejende institut, som har til opgave at overvåge, at Torturkonventionen, som Danmark har forpligtet sig til at overholde, bliver varetaget efter hensigten. Justitsministeren bør forstå, at det er vores opgave at overvåge, at konventionen overholdes, og at ingens rettigheder krænkes,« siger Karin Verland.

Selv om ministeren har afvist at gennemtænke, om forholdene for personer på tålt ophold er for skrappe, vil Ombudsmanden ikke foretage sig mere i sagen.

»Jeg har sagt, at jeg ikke ser noget generelt juridisk konventionsproblem i de nuværende forhold for personer på tålt ophold. Og derfor er det i sidste ende et politisk spørgsmål, hvordan man vil behandle dem. Jeg kan blot beskrive forholdene, som de er, og sætte problemstillingen ind i en ramme, hvor der også indgår basale humanitære hensyn til det enkelte menneske. Det er min opgave som ombudsmand.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her