Læsetid: 5 min.

Organisationer kræver familien på den politiske dagsorden

Forældrenes Landsforening og tænketanken CURA vil have forbedret forholdene for danske børnefamilier. De tager udgangspunkt i Sverige, hvor forældre har ret til 60 sygedage om året pr. barn og retten til at gå på deltid, mens børnene er små. Ordførere afviser
I Sverige har forældre ret til at holde 60 sygedage pr. barn om året til 80 procent af dagpengesatsen. Det bør danske politikere lade sig inspirere af, mener Forældrenes Landsforening.

Christian Lindgren

6. marts 2015

Dansk politik savner visioner for en bæredygtig familiepolitik. Det mener Forældrenes Landsforening (FOLA) og Tænketanken CURA. Sammen forsøger de at trække forholdene for børnefamilier længere op på den landspolitiske dagsorden forud for et forestående folketingsvalg.

»Der mangler helt konkrete politiske handlinger, som tilgodeser børnefamilier,« mener formand for FOLA, Dorthe Boe Danbjørg.

Hun reagerer på en spørgeskemaundersøgelse, som Ugebrevet A4 i går kunne præsentere. Ifølge den oplever knap halvdelen af alle danskere, at danske politikere ikke interesserer sig synderligt for børnefamiliernes vilkår.

Dorthe Boe Danbjørg henviser til, at det er blevet sværere at få familielivet til at hænge sammen, i takt med at der er kommet flere lukkedage i dagsinstitutionerne, og forældrene har fået skævere arbejdstider, blandt andet som konsekvens af liberaliseringen af lukkeloven i detailhandlen.

FOLA ønsker en lovfæstet ret for forældre til at holde fri, når deres børn er syge.

I dag bliver retten til at holde fri ved barns sygdom forhandlet på plads i overenskomstforhandlingerne. Inspirationen til forslaget er hentet i Sverige, hvor forældre har ret til at holde op mod 60 sygedage pr. barn om året til 80 procent af dagpengesatsen. I Norge er tallet 20 dage.

– Vil det ikke være et opgør med den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor parterne selv forhandler sig frem til en overenskomst?

»Hvis vi virkelig gerne vil have noget igennem, så er vi nødt til at lovgive omkring det. Vi har jo for eksempel også en ferielovgivning. Det her område er så essentielt, at det ikke kan være op til den enkelte forhandling. Det er et samfundsanliggende,« siger Dorthe Boe Danbjørg.

Mere omsorg

FOLA og CURA afholdt i sidste uge en konference om netop familiepolitik i samarbejde med Familiepolitisk Netværk og Børns Vilkår. Blandt deltagerne var formanden for FOA, Dennis Kristensen. Han bifalder ideen om at give forældre lovfæstet ret til at tage barns sygedag, selv om det er usædvanligt i forhold til den danske arbejdsmarkedsmodel.

»Der er i den grad brug for, at børnefamilierne kan håndtere sygemeldinger og ikke henholdsvis sygemelde sig selv eller sende børnene af sted i daginstitutionen på panodiler,« siger Dennis Kristensen.

»Det har taget os 30 år at bevæge os fra en til to sygedage i overenskomstforhandlingerne. Hvis vi skal tage det her kvantespring, som de har taget i Sverige, så kræver det lovgivning.«

Direktør i tænketanken CURA, Karen Lumholt, ser også et behov for mere fokus på familiepolitik. Blandt andet foreslår hun en lovfæstet ret for forældre til at gå på deltid, mens de har små børn.

– Risikerer det ikke at blive kvinderne, der så ender med at gå på deltid, mens mændene plejer karrieren?

»Jo. Derfor vil det også, på den helt lange bane, være relevant med en generel nedsættelse af arbejdstiden til for eksempel 30 timer om ugen. Det vil give mere tid til omsorg i familien, og det vil være bedre for børnene, som i dag tilbringer alt for lang tid i daginstitutionerne,« siger Karen Lumholt.

Hun mener, at den lavere arbejdstid i sidste ende fører til en mindre offentlig sektor, fordi familier med overskud til omsorg vil forebygge mange sociale problemer i samfundet.

Tømt for indhold

Sidste år udgav ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet Sine Penthin Grumløse afhandlingen ’Den gode barndom: dansk familiepolitik 1960-2010 og forståelsen af småbarnets gode liv’. I den analyserer hun, hvordan debatten om familiepolitik har forandret sig i Danmark gennem de seneste 50 år.

»Det er helt tydeligt, at diskussionerne om familieliv er blevet tømt for indhold,« forklarer hun.

Ifølge Sine Penthin Grumløse plejede debatten om familiepolitik at dreje sig om barnets behov og samfundets indretning. I dag, siger hun, fortæller politikerne i højere grad forældre, at de selv må tage ansvar for at tilrettelægge familiens hverdag.

»Men når man siger det, så siger man også, at pilen alene peger tilbage på forældrene, når det ikke lykkes. Hvis man er stresset, eller hvis børnene kommer i klemme, så er det, fordi forældrene ikke er gode nok til at forvalte deres frie valg,« siger Sine Penthin Grumløse.

Ifølge hende mangler der reelt indhold i de politiske diskussioner om familieliv, i begge sider af folketingssalen. Det er en bevægelse, der tog fart i 1990’erne og for alvor slog igennem i 00’erne.

»Og det er smadderærgerligt. Der mangler blik for, at man også er nødt til at diskutere indhold, så det hele ikke handler om, at det er den enkelte borger, som skal træffe sine valg på den rigtige måde.«

Livet er hårdt

I oppositionspartiet Venstre er familieordfører Tina Nedergaard imidlertid mindre optaget af at skabe forbedrede forhold for middelklassens børnefamilier. Hun vil hellere bruge kræfter på at hjælpe samfundets allersvageste, de arbejdsløse forsørgere og de anbragte børn. Det er familiepolitik i hendes øjne. Tina Nedergaard er derfor heller ikke tilhænger af ideen om at lovgive om forældres ret til barns sygedag.

»Vi mener, at den slags løses langt bedst mellem arbejdsmarkedets parter. Desuden er tiden nok ikke lige til, at vi indfører nye velfærdsgoder for mennesker, som vi er nødt til at bede om at bidrage, fordi vi allerede bruger mere, end vi tjener i den offentlige sektor,« siger hun.

– Hvad er så Venstres budskab til de børnefamilier, der føler sig pressede?

»Jo, men altså, jeg er liberal. Der må jeg sige, at livet byder på nogle udfordringer undervejs, og det er ikke for at virke afvisende. Men jeg vil blot sige, at hvis vi er derhenne, hvor det er en social begivenhed at være ægtepar med to børn, som kræver det offentliges særlige bevågenhed og politikernes indblanding, så er vi jo ude over et frit samfund.«

Hos Socialdemokraterne erkender familieordfører Julie Skovsby, at familiepolitikken ikke har været øverst på den politiske dagsorden i de senere år. Den finansielle krise samt debatten om internationale flygtningestrømme har overskygget andre politikområder.

Ordføreren vil dog helst ikke komme med nogle konkrete bud på, hvordan familiepolitikken bliver mere synlig. I stedet henviser Julie Skovsby til en børnepakke på dagtilbudsområdet, som »vi inden så længe fremlægger«.

Ligesom Tina Nedergaard er Julie Skovsby ikke fan af ideen om at omgå den danske arbejdsmarkedsmodel ved at lovgive om retten til barns sygedage.

»Jeg vil hellere sørge for at styrke den danske model, som vi har gjort ved at fordoble fradraget for faglige kontingenter, så arbejdsmarkedets parter kan forhandle på lige fod om for eksempel arbejdstidsregler,« skriver Julie Skovsby i en mail.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

60 dage + ferie?
Selvfølgelig er der så en chance for flere ansatte - eller - ingen vil ansætte folk med børn/ ønsker om.
Jo færre særaftaler, des bedre...

Steffen Gliese

Det er på tide at indrømme, at overenskomstsystemet er en daglig påmindelse for den danske fagbevægelse om, at de tabte i 1899, og at Hovedaftalen er selve beskrivelsen af dette nederlag.
Kun ved at rette op på massernes underlegenhed gennem lovgivning kan der indrettes et samfund, hvor flertallets interesser varetages først

Karsten Aaen, Peter Jensen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Hvad med om man fordelede velstanden og arbejdsbyrden mere ligeligt? Skar man samtidig ned på de rigestes luksus, ville det betyde kortere arbejdstid for alle, og dermed mere tid til familien.

Men ak, topmålet af familiepolitik i Danmark er at daginstitutionerne kan holde lidt længere åbent, så forældrene kan arbejde endnu mere.

Karsten Aaen, peter fonnesbech, Jan Bisp Zarghami, Anne Eriksen, Juliana Rasmussen, Steffen Gliese, Peter Jensen, Morten Jespersen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Børn - selv små børn - skulle da nødigt ha' 60 sygedage om året.
Børn har brug for daglig omsorg fra voksne, og ikke kun når de er syge,
det gælder i hjemmet, børneinstitutioner og skolen.

Bo Carlsen, Vibeke Hansen, Birgitte D Pedersen og Juliana Rasmussen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det har du ret i, Ellen Nielsen, men derfor kan det jo forekomme alligevel, og så er det jo godt, at man kan være sammen med barnet, hvis det får en alvorlig sygdom. Det er jo radikalt anderledes end den danske tankegang om, hvor lidt man kan nøjes med. Det får man heller ikke velfærd af - velfærd får man, når man tænker i, at ting kan lade sig gøre - f.eks. hvordan man på trods af patenter og ekstreme priser alligevel sikrer, at samfundet kan behandle sygdomme optimalt med den bedst tilgængelige medicin. Det er blevet alt for populært at tale om egenforsørgelse og penge i kassen i firmaerne, som om det er livets mål. Det er det ikke! Livets mål er at løse de opgaver og udfordringer, vi enkeltvis og som samfund møder, samtidig med at alle er sikret et liv på et rimeligt vilkår.
Derfor er det ikke - som det er blevet så populært at sige i debatter - altid bedst, at folk har et jo. Det er bedst, at folk beskæftiger sig med og udøver noget, der løser materielle og intellektuelle behov for dem selv og samfundet.
Der tales om, at nogle menneskers indsats ikke er mindstelønnen værd - det tvivler jeg meget på, hvis det er en opgave, man gerne vil have løst. Arbejde, man ikke kan leve af, er meningsløst tidsspilde, medmindre det finansieres af anden vej og fører fremad til en eller anden form for tilfredsstillelse i sig selv.

Steffen Gliese

Hvorfor er det svært at få økonomi i meget i Danmark for tiden - selvom lønnen reelt har været stagneret i et par årtier? Det skyldes jord og bygningers enorme prisstigning.

Jørn Petersen

Der er kun en farbar vej, find nogle ledere som vil arbejde for folket.

Måske skal de første findes i kamp.

lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Gert Romme anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

" Nej Nej nej , hvad har de dog gang i. Særlige rettigheder for børnefamilier ?
Det er en fuldstændig misforståelse. Allerede i fostertilstanden har barnet godt af at mærke stresshomornerne suse rundt rundt i moderens krop.Så ved barnet jo, hvad der venter ,når det først ankommer til konkurencesamfundet, og her kan man aldrig være godt nok forberedt.
Det ved vi jo allesammen.For der venter utallige test ,prøver og eksaminer i kampen for den bedste uddannelse og de bedste job.
Hvem i alverden forsøger at bilde folk ind at de lever og eksistere helt for deres egen skyld ?

Mennesket er kun et byttedyr, som må indstille sig på at blive udnyttet af et stærkere individ eller en stærk organisation. Det burde da være Darwinistisk børnelædom for de fleste.
Og at en særlig gruppe i befolkningen forsøger at få særlige rettigheder på bekostning af resten, ALLE OS ANDRE er en stor misforståelse. Hvad kan det ikke føre til hvis alle ønsker særlige rettigher og hensyn.
Samfundet vil gå i opløsning på et splitsekund, fordi ingen længere gad at løfte en finger for at få nogensomhelst til at fungere. "

Anne Eriksen, Karsten Aaen, Peter Jensen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Juliana Rasmussen

Normeringen og økonomiske kriser hjælper sjældent. Flere penge til det vigtigste et samfund har, familiens velbefindende. Uden bedre forhold til dem, ingen sunde og empatiske børn og unge :-)

Må lige have et tillæg til mit sure opstød - jeg så det klart negativt at forskelsbehandle, men det var ikke udtryk for manglende sympati for familien.
Jeg har selv været enlig med 2 børn i mange år og dengang var der sandelig ingen hjælp til sygdom og ferier, måtte finde en nabo eller andet.
Det er jo den måde, vi indretter samfundet på i dag, der skal revideres og det har jeg svært ved at se det sker ved særaftaler - men kun ved rimelige vilkår for alle grupper...
Snak om at være negativ.

Torben Knudsen

Alle de små lapperier.
Udgangspunktet er , at det er lykkedes de 5% der sidder på magten og kapitalen, over de sidste 50 år,at få de 95% erhvervsaber til at arbejde fuld tid plus transport 9-11 timer hver dag og isolere børn i institutioner 6-8 timer hver dag, med seneste udvidelse med skolereformen(skoledeformen).
I børnenes første 6-8 år bør en forældre være tilstede eller lad være med at få børn.
Tiden for skolebørn bør efter kl. 13 være deres egen og de skal blot være hjemme til spisetid, alternativt sengetid.
Livet i kvarteret før 1960, der virkelig var et liv for børn, blev frataget dem(frastjålet) i forbindelse med materialismen og mors ligestilling og de 5%, har nu en 95% flok af erhvervsaber, der forøger og forøger indtjeningen og selv lever et usselt liv, der ser fint ud på overfladen.

Vibeke Hansen

Hvid man gerne vil gøre livet lettere for børnefamilierne, skulle man prøve at studere dem en smule, før man blot sætter et plaster på såret, for at virke som om, man tager dem alvorligt. Der er lavet flere undersøgelser, der siger, at ca. 2/3 af børnene er i institution en del af forældres ferier, og 1/3 er der stort set året rundt. Ligeligt fordelt på de forældre, der vil have "voksentid", og de, der ikke har råd til børneoplevelser og synes børnehaven er et bedre alternativ. Det tyder på, at det ikke er samvær med børnene, der stresser mest.
Et andet spørgsmål er, at det jo i et vist omfang er nyuddannede eller folk under uddannelse, vi taler om. Unge der skal igang med at skabe en karriere. Vil erhvervslivet virkelig gå med til at vente på, at den nok mest erhvervsdygtige aldersgruppe, får klaret deres personlige behov, før de påbegynder en karriere.
Jeg synes ikke, politikerne skal bestemme, hvad der er et godt børne/forældreliv, de skal åbne for mulighederne, og lade de unge selv bestemme rækkefølgen på karriere og børn. Så må de til gengæld selv tage ansvaret, men er det så meget forlangt. Lidt provokerende vil jeg påstå, at nogle af problemerne ligger i for store drømme om at være perfekte ud af til, og i høj grad manglende kondition til at imødekomme de krav, de stiller til sig selv.
Til gengæld kunne jeg forestille mig, at en gevaldig decentralisering af arbejdspladser, ville give et godt alternativ, hvis det er børnene, der skal i centrum. Det er markant billigere at bo bare en times kørsel fra København.
Min konklussion er vist, at karrieredrømme og det perfekte familieliv nok er at forlange for meget, hvis også erhvervslivet skal finde børnefamilierne attraktive at ansætte. i bund og grund synes jeg heller ikke om at Staten skal blandes for meget ind i privatlivets fred, det må være den enkeltes beslutning at vælge vej.

Herman Hansen

Hmmm, ret til 60 sygedage pr. barn. Lad mig nu se, 245 arbejdsdage årligt delt med 60 giver 4 børn. Altså du skal bare have fire børn, så kan mor holde fri dagen lang, året rundt.

Det er da meget bedre end kontanthjælp.

Herman Hansen

Hvis børnefamilier synes de er pressede, så er det langt hen af vejen selvforskyldt. Før i tiden gik børn i skole og når de kom hjem løb de ud for at lege med kammeraterne lige ved siden af.

I dag køres børn til og fra skole og når de kommer hjem køres de riget rundt til alverdens aktiviteter. Er det endelig weekend køres børnene videre rundt. Denne gang til legekammerater, hvor de skal sove. Endelig er der arrangementer med bollebagning og rundbold om aftenen gennem klassens forældre bestyrelse.

Og så er der naturligvis hele status racet med super karriere, vild villa og 2 voldsomme Volvo og vovse. Og sommerhus, og sommerferie på Mallorca, og skiferie i Norge, og vinterferie i Thailand. Ja listen er lang.

Ikke så sært børnefamilien føler sig pressede. Men det er helt frivilligt.

Tja, mens Sovjetsystemet eksisterede, var der simpelthen en socialistisk kultur, hvor det var et must at tage hånd om disse ting. Der var en samfundstankegang, som knæfaldet for liberalismens idé har taget livet af. Vi er kort sagt ved at tage livet af samfundet. Der har været filosoffer, Piketty og Fukiyama, fremme med, at ulighed er roden til fundamentale dårligdomme i de moderne samfund, og lige meget har det hjulpet. Karaktermordet på den socialistisk tanke har indebåret, at et flertal i befolkningerne i realiteten har sagt nej til overhovedet at have et samfund. I stedet har vi fået et plutokrati, som kun bliver mere og mere fremherskende, og man ser, at dette plutokrati forsvares af medlemmer af de allersvageste kredse i samfundet - så langt er karaktermordet på socialismen nået. Ville det ikke være mere interessant at diskutere udmøntningen af et socialistisk samfund end at diskutere liberalismens dårligdomme?

Socialismens problem var arbejderismen, snobberiet for arbejderens simple mind. Var det ikke muligt at gå en tredie vej, hvor man på den ene side bredte de økonomiske midler ud i befolkningen, samtidigt med, at man værdsatte det intelligente menneske efter fortjeneste? Det synes som om, at denne cirklens kvadratur er umulig at realisere. Sandheden er jo nok, at det intelligente menneske er værdsat af ingen, og af mange, både på højre og venstre fløj, betragtes som subversiv.