Nyhed
Læsetid: 3 min.

Præster kan ikke afvise at vie transkønnede

Både højre og venstre side i folketingssalen vil give præsterne ret til at sige fra over for vielser af par, hvor den ene har fået et såkaldt juridisk kønsskifte. Kirkeministeren vil første vente og se, om det bliver et problem
Indland
2. marts 2015

Præsters ret til at afvise at vie homoseksuelle gælder ikke, hvis den ene part har skiftet køn juridisk. Det fastslår Københavns biskop på vegne af landets biskopper, efter at flere præster har truet med ikke at ville foretage vielser af sådanne par. Ifølge loven om juridisk kønsskifte, som trådte i kraft den 1. september, kan personer nemlig fremover skifte køn, uden at der stilles krav om operationer, diagnoser eller behandling. Alt hvad der kræves for at få et nyt CPR-nummer, er en erklæring om, at vedkommende føler sig som tilhørende det andet køn.

Selv om præsterne i dag af »religiøse grunde« kan bede om at blive fritaget for at vie to personer af samme køn, konkluderer Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, imidlertid i et brev til kirkeminister Marianne Jelved (R), at denne undtagelsesbestemmelse kun gælder, hvis vedkommende efter et juridisk kønsskifte ønsker at gifte sig med en person tilhørende det samme køn: »Et såkaldt juridisk kønsskifte falder således efter biskoppernes opfattelse, ikke ind under det område, hvor en præst kan have sådanne religiøse anfægtelser ved at skulle foretage en vielse, at biskoppen skal tage stilling til om præsten bør fritages fra at forestå vielsen.«

Intet besynderligt

Formanden for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard, har kaldt kønskiftelovens konsekvens for »fuldstændig absurd«, og Henrik Højlund, sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, afviser på forhånd at vie et par, hvor den ene – juridisk – har skiftet køn. I givet fald vil det være embedsforsømmelse.

»Det er grundlæggende den samme problemstilling som vielser af homoseksuelle, og i langt de fleste tilfælde vil det være et homoseksuelt par, jeg bliver stillet over for også i den situation. Så tænker jeg, at kirkeministeren og biskoppen selvfølgelig skal sige: Det er klart, at der er samvittighedsfrihed her. Men det siger de ikke, hvilket er helt ulogisk,« siger formanden for Evangelisk Luthersk Netværk.

På Christiansborg er både højre og venstre side klar til at ændre loven, så præsterne får denne mulighed.

»Jeg mener, at præsterne skal have ret til at kunne sige fra,« siger Venstres kirkeordfører, Flemming Damgaard Larsen, mens Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, kalder lovens konsekvenser for »noget fjolleri og et udtrykt for et mærkeligt abstrakt syn på tingene«.

»Der er ikke noget besynderligt ved retten til at kunne sige fra, da det følger den almindelige frihedslovgivning inden for folkekirken. Man kan også sige nej til at vie fraskilte. Men dem, som får lavet et juridisk kønsskifte, har jo ikke så at sige skiftet køn af den grund. Og så er det mærkeligt, at præsten ikke kan sige nej,« siger Christian Langballe.

Enhedslistens kirkeordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, er enig i behovet for at ændre loven.

»Når man får en juridisk kønsskifteoperation, skal man selvfølgelig have samme mulighed som alle andre, som gerne vil giftes. Omvendt så må det være op til præsternes samvittighed, om de vil være med, hvilket er det, vi har lavet i forhold til homoseksuelle par. Loven må laves om, så den matcher dette,« siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Til gengæld afviser SF’s kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge, en sådan ændring: »Hvis man juridisk skifter køn, så har man jo skiftet køn, og så kan en præst selvfølgelig ikke afvise at vie vedkommnede med henvisning til, at det ikke er tilfældet.«

Marianne Jelved skriver i et notat til Folketingets kirkeudvalg, at ingen i forbindelse med lovændringen tilsyneladende overvejede »forholdet mellem ændringen i CPR-loven og den lovfæstede ret, som præster i folkekirken har til at undlade at vie par af samme køn«.

»Hvis der som følge af ændringen i CPR-loven om juridisk kønsskifte skulle opstå konkrete problemer for par, der ønsker kirkelig vielse ved en præst i folkekirken, vil jeg drøfte sagen med biskopperne,« skriver kirkeministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Madsen

Jeg er helt enig, giv præsterne frit valg!
Hvis de nægter at vie folk, skal deres kirke bare ikke modtage nogen form for statsstøtte...

I anledning af ovenstående artikel og de "rettigheder" præster har en lille associering i anledning af det kommende valg af folketingsmedlemmer....
Ud over at jeg har mulighed for at "vælge til" ville det være en god idé om jeg også havde mulighed for at kunne "vælge fra".... ud fra en betragtning om at nogle af de opstillede simpelthen er under lavmålet.
"Tak for kaffe" til både præster og politikere...!!