’Jeg vidste, at jeg ville have alle imod mig’

Farideh passer ikke ind i det gængse billede på en kvinde midt i en æreskonflikt.

Hun er ikke blevet hentet til Danmark fra Den Anatolske Højslette for at blive holdt indespærret i hjemmet. Hun er heller ikke en ung pige, der står foran at blive sendt sydøst på af sine forældre for at blive gift mod sin vilje.

Farideh er 33 år gammel, hun er universitetsuddannet og har sin egen virksomhed. Eller rettere sagt: Hun havde sin egen virksomhed, indtil faren til hendes børn raserede den.

»Han havde nøglerne til den, og en nat – lige efter at jeg havde forladt ham – ødelagde han biksen. Alt inventar var smadret,« siger Farideh, der kom til Danmark med sine forældre fra Iran for 30 år siden.

Siden hun forlod sin voldelige mand, har han forfulgt hende og truet med at slå hende ihjel, ligesom han forlanger at få børnene. Og i modsætning til mange andre kvinder, der flygter fra en voldelig mand, har Farideh intet bagland at søge tilflugt hos: Hendes egen familie har vendt hende ryggen.

Derfor har hun levet i en kuffert i godt to år – i begyndelsen på et krisecenter med sine børn, i dag i en lejlighed, som kontanthjælpen ikke rækker til at betale i længden.

»Jeg ser kampagner om, at man som ung pige kan ringe og få hjælp, hvis man f.eks. er ved at blive tvangsgift. Men med min alder og mine børn kan jeg ikke bruge det til noget. Jeg føler ikke, at der er nogen, som tager mig seriøst,« siger hun.

Vi møder Farideh på en café i nærheden af Aarhus Banegård. Ejeren er indvandrer og homoseksuel, forklarer hun.

»Her er der ingen risiko for, at vi bliver opdaget af nogen fra miljøet.«

Farideh fortæller om en apatisk far og en dominerende mor, der konstant kørte hetz mod hende.

»Hun taler dårligt om mig og prøver at vende alle imod mig. Og med alle mener jeg mine søskende og hele familiens omgangskreds.«

Men hetzen er ikke kun verbal. En dag sidste år kom moren uanmeldt på besøg sammen med Faridehs eksmand: »Pludselig begyndte hun at slå på mig, fordi jeg ikke ville give ham børnene. Min søn ringede til politiet, men jeg var så meget ude af den, da de kom, at jeg bad dem om at gå.«

Tålmodigheden brugt op

Faridehs forældre er egentlig ikke specielt religiøse, fortæller hun. Men de går meget op i ære og skam, og de mener, at deres datter har vanæret dem. Og det er kun blevet værre af, at det ikke er første gang, hun er gået fra en mand. Som 16-årig blev Farideh lovet væk til sin mors fætter. Inden hun var fyldt 18, var ægteskabet fuldbyrdet i religiøs forstand på en ferie til Iran. Men fætteren var ikke normal, siger hun.

»Han var ikke decideret voldelig over for mig, men han var meget religiøs og havde aldrig været sammen med en kvinde før. Jeg havde det slet ikke godt sammen med ham, så min mor og far gik med til en skilsmisse.«

Men da Farideh som 20-årig blev forelsket og fik en kæreste, var tålmodigheden brugt op. Hendes forældre insisterede på, at hun giftede sig med ham med det samme. Vi kan ikke have, at folk tror, du render rundt og laver ballade, sagde moren.

Den nye mand vidste fra begyndelsen, at Farideh var »brugt«, fortæller hun.

»Men efter lidt tid begyndte han at kalde mig luder og behandle mig som om, han havde fundet mig på gaden,« siger Farideh.

For at isolere hende opstillede manden en række regler. Hun måtte ikke have en Facebook-profil. Og han forbød hende at se veninderne fra universitet i fritiden med begrundelsen: Kvinder, der går på café, er kvinder, der er ude efter pik.

Lidt efter lidt begyndte den psykiske vold at blive fysisk, og manden slog hende flere gange foran børnene. I dag har hendes treårige datter en fast vending, hun gentager igen og igen: »Jeg passer på dig, og så passer du på mig.«

Møde med systemet

»Jeg vidste, at når først jeg havde samlet mod til at gå fra ham, så ville jeg have alle imod mig. Hans brødre sviner mig til, når de ser mig på gaden, og de har forbudt deres koner at tale med mig,« siger Farideh.

Uden tag over hovedet og uden penge (indkomsten fra hendes virksomhed gik i ind på mandens erhvervskonto) søgte hun ly på et krisecenter sammen med børnene. De var der kun en måned.

Det blev hendes første møde med et system, som efter hendes opfattelse ikke har været til meget gavn.

»Jeg håbede på at få hjælp af myndighederne til at finde et sted at bo og på at få vejledning og hjælp til at komme i gang med mit liv. Men det fik jeg ikke,« siger Farideh.

»Personalet på krisecentret spurgte overhovedet ikke ind til min familie, eller hvad jeg var blevet udsat for. De forstod ikke, hvorfor en veltalende, stærk kvinde som mig havde fundet sig i sin mands og families overgreb i så mange år. De vidste intet om, hvad stolthed og ære kan få mennesker til at stå igennem i min kultur.«

Desuden er Faridehs oplevelse, at de forskellige instanser ikke kommunikerer godt nok med hinanden.

»Mine børns psykologer mener, at jeg har posttraumatisk stress, og min familierådgiver kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke er sygemeldt. Men alligevel vil jobcentret sende mig i aktivering. Jeg forstår det ikke – der er dage, hvor jeg slet ikke kan komme ud af sengen.«

’En kæmpe hammer’

En aften, da Farideh kom hjem og skulle til at låse sig ind i sin opgang, fik hun øje på eksmanden, der sad i sin bil og tog billeder af hende.

»Han er som en kæmpe hammer, der bliver ved med at banke mig i hovedet.«

Det har Farideh også forklaret til politiet, som siger, at hun kan søge om, at han får et tilhold, så han ikke må nærme sig hende.

»Det går bare ikke, så længe vi ligger i strid om forældremyndigheden. Jeg er nødt til at dele børnene med ham, og de savner ham,« siger Farideh.

Men hun er nervøs, når børnene er hos deres far.

»Han truer med at tage børnene med til Iran. Og så ser jeg dem aldrig igen.«

Derfor overvejer Farideh at gøre noget drastisk.

»Hvis jeg hiver børnene ud af børnehaven og skolen, kan jeg tage et nyt navn og flytte langt væk med dem.«

Farideh er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Information har kontaktet det krisecenter, som Farideh opholdt sig på med sine børn. Forstanderen kommenterer ikke konkrete sager, men understreger, at centret altid forsøger at hjælpe dets beboere og møde dem med forståelse.