Læsetid: 2 min.

Dav, Anker!

Anker Jørgensen var nok den sidste rigtige arbejder på statsministerposten. Hans bramfri åbenhed gjorde ham til en afholdt skikkelse – trods alle politiske genvordigheder
Anker Jørgensen var tæt knyttet til sin nu afdøde hustru, Ingrid, der hjalp ham igennem mange uvante situationer. På dette 1981-billede får hun statsministeren i stadstøjet.
30. april 2015

Det skete i anden halvdel af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Vi unge sad og forfriskede os på det trækransede torv i Dragør. Rundt om hjørnet kom spadserende en lille trind mand med sin statelige hustru under armen. De var på en af deres jævnlige udflugter i Københavns omegn. Og vi råbte »Dav, Anker!« For ham var det jo: Landets statsminister.

Som det var uimodståeligt at være på fornavn og davs med. Anker Jørgensen gensvarede vor hilsen og vinkede muntert. Mennesket Anker Jørgensen var det svært at have noget imod. Tværtom, hans bramfri og venlige fremtræden vakte et beskytterinstinkt: Åh, må det dog bare gå ham godt! Påfaldende var det kun i den fagbevægelse, som Anker Jørgensen selv var rundet af, at nogle ville ham rigtigt ondt.

Til Alex Frank Larsens nye bog om Anker Jørgensen siger den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) om Anker Jørgensens levnedsløb: »En fantastisk historie. En politiker, der har gået syv år i skole, når til tops og bliver statsminister. Det kommer ikke til at ske igen.«

Forældreløs

Begge Anker Jørgensens hårdtarbejdende forældre døde af sygdom, da han var ganske spæd. Lykkeligvis tog hans faster Carla ham til sig og gav ham en kærlig opvækst.

Når Carla satte ham i Den Kgl. Vajsenhusskole for forældreløse børn, var det for at sikre, at han var vel anbragt, hvis hun selv skulle falde bort.

Anker Jørgensen havde en glubende appetit på bøger om alt muligt, mens skolens terperi bød ham imod.

Han forlod den som 14-årig og blev arbejdsdreng. Under Besættelsen vovede Anker Jørgensen sit liv: Først som garderhusar i ildkamp med tyske tropper. Siden som aktiv i modstandsbevægelsen.

Ved siden af sin boglæsning gjorde Anker Jørgensen karriere i fagbevægelsen og sidenhen Socialdemokratiet. Han blev i 1956 formand for Lager og Pak og i 1968 for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, det nuværende 3F.

I 1964 blev han medlem af Folketinget, valgt på Københavns Vesterbro.

Partiledelsen lagde tidligt mærke til Anker Jørgensens agitatoriske evner, som han ikke bare rettede mod arbejdsgiverne, men også mod arbejdspladsernes kommunistiske aktivister.

Op til folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF fastholdt han et kraftfuldt ja, selv om et flertal i hans fagforbund var imod.

Efter jaet i 1972 var i hus, indsatte Jens Otto Krag Anker Jørgensen som sin efterfølger i Statsministeriet.

Årene frem til Ankers afgang i 1982 var parlamentarisk kaotiske. Det gjorde det svært at føre en sammenhængende politik, navnlig i samfundsøkonomien. Afløseren, den konservative Poul Schlüter, skrev om Anker:

»Det er efter min mening uretfærdigt, hvis det skulle blive hans eftermæle, at Anker Jørgensen er en nederlagets mand. Han har visioner og idealer. Han er folkelig i ordets bedste betydning. Han kan tale, så folk lytter og forstår. Han er ærlig og troværdig. Uanset meningsforskelle har jeg altid syntes, det var behageligt at forhandle med Anker – også når forhandlingerne af den ene eller den anden grund måtte ende med et sammenbrud.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Bo Henriksen
Lars Bo Henriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Rheling skriver: Årene frem til Ankers afgang i 1982 var parlamentarisk kaotiske. Det gjorde det svært at føre en sammenhængende politik, navnlig i samfundsøkonomien. og så et løsrevet citat: ...Anker Jørgensen er en nederlagets mand. Nederlagets mand?

Prøver David Rehling at puste luft i en mange gange punkteret ballon? Nemlig, at Anker Jørgensens økonomiske politik, som gik ud på at låne os ud af arbejdsløshedens truende fattigdom, var uansvarlig. En økonomisk politik som Poul Schlüter i øvrigt videreførte i flere år efter han var blevet statsminister, helt frem til der igen kom gang i verdensøkonomien, og Danmark kunne betale lånene tilbage over nogle få år. Og så var det jeg tænkte; ”Det kan Poul Schlüter da ikke tillader sig at skrive på den måde” … og jeg fandt så resten af citatet:

Rent personligt kunne jeg godt have undt Anker Jørgensen en bedre afslutning som leder af Socialdemokratiet. Tre valgnederlag i træk som siden 1979 har reduceret Socialdemokratiet...
...Anker har en række gode egenskaber, som gjorde ham til en god og inspirerende leder for Socialdemokratiet.

Altså ikke noget med "samfundsøkonomien", som David Rehling skriver, men derimod om følgerne for Socialdemokratiet af jordskredsvalget i 1973, med Erhard Jacobsens 5. kolonneaktion og Mogens Glistrups velfærdstruende populisme.

Anker Jørgensen er den sidste politiker, der har vist hvordan ansvarlig økonomisk politik skal føres under kapitalismens kriser, for at et folk kan overleve, vel at mærke uden at smide nogen ud over Rehlingen.