Eksperter: Mentorer skaber ro, men gør sjældent udsatte klar til job

At vejen til job eller uddannelse er så lang og svær for en mentorstøttet person som 48-årige Karina Larsen, der har været på kontanthjælp i 30 år, overrasker ikke eksperter. For borgere, som modtager mentorstøtte, hører til gruppen af socialt udsatte med store udfordringer, der typisk har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Det understreger seniorforsker på SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Henning Bjerregaard Bach.

»Langt størstedelen af de mentorstøttede borgere er ikke job- eller uddannelsesparate, fordi de har så store sociale og psykiske problemer. En mentor hjælper først og fremmest med dagligdags ting såsom at få købt ind og komme til lægen, hvilket må ses som små skridt på en årelang vej til beskæftigelse,« siger han med henvisning til SFI’s evaluering af mentorordningen. Som Information skrev for nylig, viser evalueringen, at mentorordningen ikke bidrager til at få personer i job og uddannelse, inden for det første halvandet år efter at støtten er iværksat – selv om det netop er hensigten med ordningen, at folk skal i job eller uddannelse.

»De her mennesker er så langt fra arbejdsmarkedet, at mange ikke engang er parate til en virksomhedspraktik eller en forøvelse til en uddannelse. Her er det de helt små skridt, som tæller. Så om ordningen virker, må tiden vise,« siger Henning Bjerregaard Bach og tilføjer, at tidligst efter to til tre år efter en borger er begyndt i et mentorforløb, kan man forvente en positiv effekt i forhold til job og uddannelse.

Tilsvarende mener lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet Dorte Caswell ikke, at borgere, der modtager mentorstøtte, nødvendigvis er parate til hverken uddannelse eller job inden for en nær fremtid. Netop fordi gruppen er karakteriseret ved fysiske, sociale og mentale problemer.

»Udfordringen med den her gruppe mennesker er så stor og kompleks, at en realisering af de politiske mål har meget lange udsigter. En mentor kan hjælpe et udsat menneske til at få mere styr på tilværelsen og til at få et bedre liv. Men det er allerhøjst det første skridt til på et tidspunkt at begynde et skoleforløb eller på et arbejde,« siger hun.

Nederlag på nederlag

Af de mentorstøttede modtog 79 pct. i 2012 sygedagpenge, kontant- eller uddannelseshjælp, og det tal var steget til 88 pct. i 2014, viser SFI’s evaluering. I forbindelse med kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2014, og som målretter mentorordningens indsats mod de mest udsatte borgere, udtalte daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S):

»Det er afgørende for regeringen at sende et klart signal om, at alle kan gøre nytte. Vi skal turde stille krav til ressourcestærke mennesker. Til gengæld må vi aldrig opgive udsatte mennesker. Vi tror på, at alle med den rigtige hjælp kan udvikle sig og på sigt nærme sig et arbejde«.

Det fremgår således også af loven om aktiv beskæftigelsesindsats, at mentorordningen skal »fremme, at personer kan opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse«.

Men ifølge Dorte Caswell er det forsimplet at forvente en jobparathed hos samtlige borgere, herunder de mest socialt udsatte i vores samfund.

»Når regeringen stirrer sig blind på beskæftigelse, kan det have uhensigtsmæssige sideeffekter. Eksempelvis kan en mentorstøttet person opleve det som et nederlag, hvis han eller hun ikke er i stand til at gennemføre et forløb såsom en erhvervspraktik, der skal gøre personen parat til job eller uddannelse,« siger hun og tilføjer: »Det svarer lidt til at sparke til en person, som allerede ligger ned.«

Skal det være realistisk for en mentorstøttet person som Karina Larsen at træde ind på arbejdsmarkedet på længere sigt, må arbejdsmarkedet være mere fleksibelt, siger Dorte Caswell.

»For en socialt udsat kan en mentor være en stor hjælp, men det er ikke nok kun at skrue på individet. Man må også skrue på systemet«.