Læsetid 3 min.

Forskning er kun for de få

Alt for få forskningsartikler bliver læst. Hvis ikke forskerne bliver bedre til at formidle bredt, vil vigtig ny viden aldrig nå ud til beslutningstagere og befolkning, lyder anken fra to internationale forskere. Problemet er mindre udbredt i Danmark, mener formidlingsforsker
20. april 2015

1,5 millioner forskningsartikler bliver hvert år offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter, men mange af dem bliver næsten ikke læst eller citeret af andre forskere, viser tal offentliggjort af to forskere i The Strait Times.

I den humanistiske forskning bliver hele 82 procent aldrig citeret, det samme gælder for 32 procent af samfundsforskningen, mens 27 procent af de naturvidenskabelige artikler aldrig bliver citeret. At en artikel bliver citeret betyder dog ikke, at den er blevet læst. Kun en femtedel af de citerede forskningsartikler er blevet læst, lyder estimatet fra de to forskere.

»Hvis akademikere vil have indflydelse på beslutningstagere og praktikere, må de overveje mainstream- medierne,« skriver Asit Biswas og Julian Kirchherr i den singaporeanske avis. De foreslår også, at forskeres formidlingsarbejde skal være lige så karrierefremmende som forskning og undervisning.

I professor i forskningsformidling Maja Horsts optik er problemet med ubrugelig forskning ikke så sort/hvidt, som de to forskere gør det til.

»Forskning bliver mere specialiseret, og det er et problem i sig selv formidlingsmæssigt. Det kan godt være, at antallet af læsere af en artikel ikke er særligt stort, men hvis de 30 personer, der læser den, er lige præcis dem, der kan bære den viden videre, så har den ramt de rigtige. Men måden, vi formidler forskning på, fungerer på ingen måde perfekt,« siger Maja Horst.

Formidling er en fælles pligt

Al forskning kan dog ikke skæres over én kam. Vigtig viden om vandforsyning skal udbredes til praktikere og politikere, mens spaltningen af et kemisk stof måske ikke har den samme betydning for den almene befolkning.

At forskning ikke bliver formidlet mere bredt til befolkningen, er ifølge Maja Horst et langt mindre problem herhjemme, hvor formidling af forskning har været en af universiteternes hovedopgaver siden universitetsloven blev indført i 2003.

Som institutleder på Københavns Universitet mener hun ikke, at det giver mening, at den enkelte forsker skal belønnes for sine formidlingsevner: »Formidlingsforpligtelsen er universitetets og ikke den enkelte forskers. Hvis jeg krævede af den enkelte forsker, at han eller hun skulle formidle mere, ville det ikke være rimeligt, for de har ingen kontrol over, hvorvidt medier og redaktører er interesserede i deres forskning,« siger Maja Horst.

Plads til nørden

På Aalborg Universitet har forskerne tidligere fået mere i løn, hvis de var flittige formidlere, men det er blevet afskaffet sidste år, forklarer rektor Per Michael Johansen.

»Det var skævt, fordi forskerne jo heller ikke får tillæg for undervisning og forskning, derfor er det afskaffet,« forklarer AAU-rektoren. At være en dygtig formidler kan ligesom en særlig stor forsknings- og undervisningsindsats stadig belønnes lokalt. Per Michael Johansen ser dog primært formidlingsproblemet, som et generationsspørgsmål.

»De unge forskere og de generationer, der er på vej, er opdraget til at formidle og går rigtig meget op i det,« siger han.

Maja Horst er enig i, at de yngre forskere er helt anderledes interesseret i formidling.

Når forskerne ikke prioriterer kommunikation med omverdenen, handler det både om, at det er svært at formidle sin forskning, og om at de sagtens kan klare sig godt uden, mener Maja Horst.

»Hvis man som forsker skal blive god til at kommunikere, så kræver det, at man bruger ressourcer på det, Men at være forsker er i forvejen en benhård karriere, og jeg synes ikke, at alle forskere skal være underholdende stand up’ere. Mange kan sagtens formidle godt, selv om det er nørdet og svært, men det kræver omvendt også, at journalisten har tid til at forstå, hvad det drejer sig om,« siger Maja Horst.

At især humanistisk forskning bliver læst og citeret ganske sjældent, afviser Maja Horst. Problemet er, at citationssystemet primært er indrettet med henblik på natur- og sundhedsvidenskabelig forskning. Det betyder, at man tæller, hvor meget en artikel bliver citeret i to år efter offentliggørelsen.

Det meste humanistiske forskning har dog en meget længere holdbarhed end to år, derfor vil antallet af citationer typisk først komme efter et par år, lyder Maja Horsts forklaring.

»Humaniora og til dels samfundsvidenskab har en meget langsommere tidshorisont, derfor bliver de citeret meget lidt de første år, mens natur- og sundhedsvidenskabelig viden udvikler sig meget hurtigere, derfor giver det bedst mening for dem at måle citationer de første to år,« siger Maja Horst.

lila@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Arne Nielsen

Nu må vi jo lige gøre os klart, hvad vi taler om. Der er formidling til kreti og pleti, der er formidling til studerende, der er formidling til det kvalificerede publikum, som er forskere og færdige kandidater. Dertil er kommet formidling til folk med bachelorgrad. Forskningens primære publikum er andre forskere, men dertil kommer så det problem, at det overhovedet at få adgang til de tidsskrifter, hvori forskningen publiceres, er en overordentligt dyr affære, hvis man ikke er studerende eller ansat på et universitet. Der er desuden den problematik, at når talen f. eks. drejer sig om kemisk viden - hvor interesseret er man egentligt i, at denne viden kommer til andre end universitetsfolks kundskab? Der er også viden indenfor både psykologi og lægevidenskab, som er meget farlig i ukyndiges hænder. Hele diskussionen bør tage stilling til disse problemer. Det er en stor misforståelse, at forskning sådan i almindelighed bare er en eller anden form for harmløs underholdning for videbegærlige mennesker. Teoretisk højenergifysik er udenfor almindelige menneskers rækkevidde, og her kan man forholdsvist sikkert kaste sig ud i formidling af hele det verdensbillede, som i dag er etableret for første gang i menneskehedens historie. Men selve den kendsgerning, at det, at en forsker skriver lærebøger og forelæsningsnoter ikke er meriterende er ikke i orden. I betragtning af, at det er et forholdsvist begrænset udsnit af forskerverdenen, som er i besiddelse af evner, som sætter dem i stand til at producere et sådant materiale, er det i allerhøjeste grad ikke i orden, at dette ikke belønnes efter fortjeneste. Det er jo en kendt sag, at der i forskerkredse råder en til sindssyge grænsende jalousi, og at forskerne i mange sammenhænge er parat til at rive øjnene ud på en kollega, der f. eks. begår en lærebog, hvilket vel er forklaringen på de rådende tilstande. Det er en kendt sag, at ingen, heller ikke politikerne, nogensinde har været i stand til at styre universiteterne, og at specielt politikerne kan få gulerødderne så læsterligt i klemme, hvis de forsøger på det. Se bare på UVVU-udvalget, som ikke holdt til, at Bente Klarlund tog hårdt på dem. Almindelige mennesker gør sig intet begreb om, hvor stærke kræfter, vi har at gøre med her.

Brugerbillede for Brian Pedersen
Brian Pedersen

Erhvervslivet har stor glæde af forskning. . . og la vær at pres forskerne til at komme med resultater, det kommer til at gå ud over os alle, for så vil deres arbejde blive dårligere og dårligere udført jo mere vi presser... det kunne man kalde at give dem arbejdsro.

Brugerbillede for Per Dørup Jensen
Per Dørup Jensen

Ja, da forsknings-databaserne på universiteterne er forbeholdt studerende og ansatte, er det en skrøne, at forskning når ud til befolkningen, uanset at de unge forskere er "opdraget til at formidle."

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Det er vel ikke altid et mål at få forskningen "ud til beslutningstagerne og befolkningen".
Er det overhovedet altid et gode at forskning er indblandet i beslutningerne? "Spå bliver beslutningerne taget på et mere kvalificeret grundlag" vil man måske svare. Ja tak. Hvis der er "åbenhed". Men hvis vi skal være lidt realistiske er spørgsmålet om ikke forskningen kan have en funktion som "påskud". Hvis/når dette måtte være tilfældet kunne det jo tænkes det var bedre både for forskning og beslutningsproces hvis de var helt adskilte.