Læsetid: 4 min.

’Der går en alarm i gang, bare du stikker hovedet ud ad vinduet’

Landets eneste krisecenter med speciale i æresrelaterede konflikter får flere henvendelser end nogensinde før. Her bliver unge som Asma hjulpet på ret køl. To nye specialcentre er på vej, men der er behov for at udvide målgruppen, siger direktøren
’Jeg ved ærlig talt ikke, hvad min familie er i stand til. Men de går meget op i, hvad andre siger om os, og min beslutning har bragt skam over dem. Jeg tænker tit på Ghazala Khan, der blev slået ihjel i Slagelse i 2005, siger Asma, der bor på Danmarks eneste krisecenter med speciale i at beskytte og hjælpe truede unge på flugt fra æresrelaterede konflikter.

Ulrik Hasemann

21. april 2015

Med jævne mellemrum tikker en sms ind på Asmas telefon fra en gammel ven. Hendes brødre leder stadig efter hende, står der.

Asma er 20 år og en af de heldige, der har fået plads på RED-Safehouse – landets eneste krisecenter med speciale i at beskytte og hjælpe truede unge på flugt fra æresrelaterede konflikter. Bag skudsikre vinduer, et omfattende alarm- og videoovervågningssystem og en sluse, der holder ubudne gæster ude, bor hun nu på landets bedst sikrede krisecenter, der har hemmelig adresse og er så godt gemt væk, at man kan stå foran hoveddøren uden at ane, hvad der gemmer sig bag.

»Der går en alarm i gang, bare du stikker hovedet ud ad vinduet. I begyndelsen var det høje sikkerhedsniveau frustrerende, for jeg følte mig låst inde, og det er netop den følelse, jeg er flygtet fra. Men i dag forstår jeg hvorfor – folk, der bor her, er reelt i fare,« siger Asma.

Brev til forældrene

RED-Safehouse blev grundlagt i 2004 i erkendelse af, at nogle unge, der som Asma er havnet i en æreskonflikt, har brug for mere sikkerhed og rådgivning, end de ordinære kvindekrisecentre kan tilbyde.

»Unge, der får ly hos os, skal være alvorligt truet og ikke blot mangle et tag over hovedet. Og vores opgave er at sætte en proces i gang, så de kan føre et relativt normalt liv, når de kommer ud igen,« siger direktør Anita Johnson.

På RED er der plads til 23 beboere. Fælles for dem er, at de er unge, og at deres familier enten har udsat dem for grov social kontrol, vold, tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser i udlandet eller trusler om noget sådant.

Henvendelserne kommer både fra kommuner, almindelige krisecentre og politi, men mange unge henvender sig selv.

Asma tog kontakt til RED, da hun fandt ud af, at hendes forældre planlagde at gifte hende væk.

»Der foregik en masse ting, og lige pludselig skulle jeg med på ferie til Mellemøsten,« fortæller hun.

Asma skrev i et brev til sine forældre, at hun elsker dem, men ikke længere ville leve efter deres regler.

»Jeg har boet i Danmark, siden jeg var lille. Derfor virkede det enormt fremmed for mig, at jeg ikke måtte være social med mine venner og lave normale teenageting. Det var bare direkte hjem efter skole. Og mine brødre var hele tiden efter mig,« siger Asma, der ofte tænker på, hvad familien vil gøre, hvis den finder hende.

»Jeg ved ærlig talt ikke, hvad de er i stand til. Men de går meget op i, hvad andre siger om os, og min beslutning har bragt skam over dem. Jeg tænker tit på Ghazala Khan, der blev slået ihjel i Slagelse i 2005.«

En plan for fremtiden

Asma var »skræmt og usikker«, da hun ankom til RED. Og det er ganske normalt, siger Anita Johnson, der er direktør for RED.

»Mange af de unge er ved at gå i opløsning af savn og fortvivlelse. De har lyst til at ligge med hovedet under dynen og vende op og ned på dag og nat,« forklarer hun.

Derfor får beboerne hjælp til at komme i gang og komme videre af psykologer, uddannelsesvejledere, socialrådgivere og det øvrige personale, der bemander krisecentret i døgndrift.

Går de unge ikke i skole, skal de som Asma følge et dagprogram, der består af forskellige aktiviteter, herunder udflugter, rengøring, fysiske aktiviteter og madlavning. Beboerne på RED har desuden mulighed for at blive længere end på de ordinære krisecentre – nogle gange i helt op til to år. Så længe skal der dog helst ikke gå, understreger Anita Johnson.

»De unge skal så hurtigt som muligt ud i samfundet igen. Det skal ske, så snart de er mentalt stærke nok, har en fremtidsplan, og politiets sikkerhedsvurdering ellers tillader det. For det bliver hurtigt omklamrende at bo her med al vores sikkerhed og kontrol,« siger hun.

Flere centre

Siden opstarten i 2004 har RED udvidet med ni pladser og huser i dag også par og unge mænd. Men sidste år modtog krisecentret 272 henvendelser – flere end nogensinde – og afviste 46 personer på grund af pladsmangel.

Derfor er det fra politisk side besluttet at åbne et nyt safehouse i Jylland, og socialminister Manu Sareen (R) har afsat 11,1 millioner kroner til formålet.

»Det vil afhjælpe den værste pladsmangel, og det vil øge sikkerheden for de unge, hvis familier er for tæt på vores center på Sjælland,« siger Anita Johnson.

Hun fortæller, at RED desuden har indgivet ansøgning til myndighederne om at åbne en ny, selvejende institution med fire-fem pladser til kvinder med børn.

»Sidste år afviste vi 24 kvinder, fordi vi ikke har plads til børn,« siger Anita Johnson.

»Og vi får flere og flere gravide kvinder. Men når de har født, kan vi ikke have dem længere. Det er et kæmpe problem, for så risikerer de at havne på et ordinært krisecenter, hvor det er langt sværere at opretholde den nødvendige sikkerhed, for eksempel fordi beboerne får besøg.«

Direktøren regner med, at både det nye center med plads til børn og centeret i Jylland vil åbne inden udgangen af 2015. Men indtil da er REDs tilbud først og fremmest tiltænkt unge, der kommer direkte hjemmefra.

Når Asma er klar til det, håber hun på at flytte ind i en af RED’s ni udslusningsboliger, hvor personalet kigger forbi en gang imellem. Indtil da bliver hun boende på sit enkeltmandsværelse med sit tøj og de bøger, hun fik med sig, da hun stak af.

»Jeg glemte min studenterhue. Det ærgrer mig stadig,« siger Asma, der stik imod sin fars ønske forfølger sin drøm om at blive politibetjent.

»Han har altid har haft meget høje forventninger til min uddannelse og sidder selv i en høj stilling. Nu er problemet bare, at jeg kun er 1,63 m høj, og man skal i princippet være 1,64 m for at blive politibetjent. Men jeg styrketræner alligevel hver dag for at blive klar til optagelsesprøverne.«

Serie

Seneste artikler

  • De er ofre for deres familiers vold – og for venstrefløjens tavshed

    31. marts 2015
    Samfundets berøringsangst betyder, at kvinder på flugt fra æresvold lades i stikken – og de er nemme at ignorere, for deres ulykke påvirker ikke samfundet i samme grad som drenge, der bliver radikaliseret til at begå terror. Det siger den norske filminstruktør Deeyah Khan, som retter en skarp kritik mod venstrefløjen
  • ’Jeg vidste, at jeg ville have alle imod mig’

    16. marts 2015
    Faridehs familie slog hånden af hende, da hun forlod sin voldelige mand. I dag lever hun med hans dødstrusler, mens de deles om børnene. Og systemet kan ikke hjælpe, siger hun
  • Fagfolk: Offentligt ansatte lækker oplysninger om ofre for æresvold

    10. marts 2015
    Ofre for æresvold bliver eftersøgt af store familienetværk med informanter i både taxabranchen og det offentlige, siger kilder med kendskab til området. Nyt lovforslag fra regeringen skal forhindre, at kvinder bliver opsporet via læk fra CPR-registret – men tiltaget er utilstrækkeligt, mener flere kritikere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Virker som om, at der her er en mindst ligeså vigtig en opgave som radikaliserede unge, der drager i krig. Samtidig er det frustrerende, at de unge kvinders fremtid og uddannelse bliver udsat eller ødelagt at disse gamle, rigide "æresrelaterede" begreber!

Er der også her plads til forbedringer i "integrationsprocessen"?

Ole Brockdorff

Vi kommer aldrig nogensinde de æresrelaterede konflikter til livs, så længe de ansvarlige myndigheder herhjemme ikke fører en konsekvent afstraffelsespolitik over for de mange patriarkalske muslimske familier, der nægter at respektere Danmarks oparbejdede lovgivninger gennem 100 år om, at vi har stemmeret og ligestilling for kvinderne, og at de har nøjagtig de samme personlige frihedsrettigheder som os mænd.

Hvor er organisationen KVINFO henne i offentligheden til at forsvare disse unge muslimske kvinders ret til selv, at bestemme over deres eget liv efter det fyldte 18. år, hvor de bliver juridisk myndige? Hvorfor igangsætter KVINFO ikke en omfattende kampagne i medierne og skolerne med klar besked til de muslimske familier om, at Danmark under ingen omstændigheder accepterer trusler, vold, psykisk terror, forfølgelse og æresdrab imod deres egne unge døtre, blot fordi de ikke gifter sig med en af faderen udpeget ægtemand fra hjemlandet?

KVINFO snakker og snakker i alle mulige andre sammenhænge om ligestilling, mangfoldighed og tolerance. De har aldrig gennem årene betænkt sig èt sekund på, at gå verbalt til angreb på den kristne, jødiske og ateistiske befolkning med beskyldninger om racisme og diskrimination, hvis de ikke hele vejen igennem makker ret til ligestillingen for alle individer, også når det gælder ligestilling for homoseksuelle og transkønnede personer.

En hvilken som helst etnisk dansk familie vil omgående blive angrebet officielt af KVINFO, og uden nåde blive udstillet på forsiden af medierne, hvis de truer en datter på livet eller forfølger hende dagligt med trusler, fordi hun ikke vil gifte sig med den mand, som familien har udpeget til hende som ægtemand. KVINFO vil tvære forældrene ud som racister og fascister i befolkningen, hvis de for eksempel modsætter sig datterens ønske om at ægte en muslimsk mand, og på stedet kræve dem straffet for racisme i henhold til lovgivningen.

Men når det omhandler unge muslimske kvinder, der flygter væk fra deres egne familier på grund af tvangsægteskaber, ja, så er KVINFO fuldstændig væk i mediebilledet. De skal ikke have ørerne i klemme på grund af politisk korrekthed og berøringsangst. I stedet lader denne skamplet til organisation unge muslimske kvinder i stikken, og lader dem leve i frygt resten af livet. Uden håb om en fremtid med kærlighed, ømhed, nærhed, varme, tryghed, harmoni, familie, venner og børn, fordi ingen ansvarlige myndigheder tør gøre op med de muslimske fædres middelalderlige patriarkalske familietraditioner.

Jeg håber virkelig Asma får lov til at blive uddannet politibetjent.

Bo Jørgensen, Claus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Tema for 2015 i KVINDFO!
"I Mellemøsten og Nordafrika arbejder KVINFO også med at udfordre barrierer for kvinder og unges aktive samfundsdeltagelse. Befolkningstilvæksten i MENA er stærk. Størstedelen af befolkningen er unge, hvis kompetencekrav meget ligner danske unges, men et stort flertal vokser op under helt andre økonomiske og sociale vilkår: Fattigdom, mangel på muligheder til uddannelse og arbejde, krige og konflikter, traditionelle opfattelser af rollefordelingen mellem mænd og kvinder samt reaktionære æresbegreber, vold og tidlige ægteskaber er dog stadig barrierer for et godt ungdomsliv både for piger og drenge i regionen"

Så skal forskningen bare lige vendes 180 grader - eller hvad?