Læsetid: 5 min.

’Gør dit bedste – eller gå til grunde’

De vestlige samfunds ensidige fokus på økonomisk vækst, konkurrence, og individets præstation ændrer vores identitet. Det har skabt samfund med en ekstrem vækst i psykiske diagnoser, ensomhed og stigende økonomisk ulighed, mener den internationalt kendte psykologiprofessor og forfatter Paul Verhaeghe, der ser studenternes gryende oprør som en sund modreaktion
’Vi lever i en vigtig, men ikke særlig sikker tid, fordi der et stort skift på vej i vores forhold til autoriteter. Vi har brug for autoriteter, for uden dem overtager magten kontrollen,’ advarer professor Paul Verhaeghe.

Jakob Dall

27. april 2015

»Du er din egen lykkes smed.« »Gør det, du er bedst til.« »Det skal kunne betale sig at arbejde.«

Vi kender alle smøren. Men den altdominerende økonomiske diskurs i vores samfund er med til at ændre os som mennesker, mener den internationalt kendte forfatter og belgiske professor i psykoterapi Paul Verhaeghe. Og ikke til det bedre.

Det er Verhaeghes første besøg i Danmark og det store auditorium på Københavns Universitets samfundsvidenskabelige bibliotek er fyldt godt op med især unge tilhørere.

Under overskriften »Identitet, tillid, engagement og fejlen ved nutidens universiteter« går Verhaeghe i gang med at forklare sit syn på, hvordan vi skaber vores identitet ud fra det samfund, de værdier og de mennesker, der omgiver os. At vi er dem, vi er, er altså langtfra noget dybt forankret, genetisk og urørligt, som vi har en tendens til at tro, men ændrer sig i takt med det omgivende samfunds værdier.

»Min hovedtese er, at vores samfund har en meget negativ virkning på vores identitet, og det bliver vi nødt til gøre noget ved,« lyder det fra Verhaeghe, der blandt andet har skrevet bøger om, hvorfor vi ser en voldsom stigning i antallet af diagnoser, men senest en bog om, hvordan universiteterne stille og roligt er blevet til beredvillige redskaber for neoliberalismen. Og det er netop den strømning, som siden Murens fald er blevet det altdominerende narrativ i vores samfund, mener Verhaeghe.

»Vores identitet er en konstruktion baseret på det dominerende narrativ i vores kultur, som definerer vores relation til køn, autoriteter og vores ligemænd. Det er aldrig neutralt, men etisk drevet,« siger han til det flittigt noterende publikum.

Universiteterne spiller en vigtig rolle i den proces, fordi universiteterne ikke kun leverer professionel forskning og uddannelse, men er med til at forme de studerendes identitet.

’Gør det bedst eller gå’

Før i tiden var der fire dominerende strømninger i samfundet: den politiske, den religiøse, den økonomiske og kulturelle med de to første som de mest dominerende. I dag står der kun én dominerende diskurs tilbage: den økonomiske.

»Hele verden er blevet et stort marked, og alting er blevet et produkt, hvor enhver er ansvarlig for sin egen succes eller nederlag – som er myten om gør det selv-manden. Hvis du klarer den, kan du takke dig selv, hvis ikke, så har du også kun dig selv at skyde skylden på. Det mest dominerende kriterium er profit,« lyder det fra Paul Verhaeghe og fortæller om det amerikanske energiselskab Enron, der indførte den såkaldte Rank and yank-ordning (Gør det bedst eller gå, red.). Hver eneste medarbejder blev konstant målt og vurderet, og hvert år blev en femtedel af de dårligst producerende fyret og hængt ud på firmaets hjemmeside.

Enron endte med at gå bankerot i svindelsager, men illustrerer den forandring i den måde, vi tænker om os selv og samfundet, som er indtruffet siden 1980’erne.

Livet er blevet en lang konkurrence med de andre, som også vil gøre det godt. Det er vores natur, og det er videnskabelig bevist oven i købet. Med darwinismens ’den stærkeste overlever’ får neoliberalismen et skær af videnskabeligt belæg. Godt suppleret op med de seneste års genforskning.

Også underholdningsindustrien dikterer alles kamp mod alle, og den stærkeste overlever i reality shows så vel som i boligprogrammer. De fleste akademikere føler sig hævet over mainstreamkulturen, men tager man et blik på universiteterne, så vælter de også rundt i ord som konkurrencedygtighed, innovation, vækst, output, stakeholders, bench marking, elitestuderende og topforskere, påpeger Verheaghe:

»Beskeden er klar også fra universiteternes side. Normale mennesker vil altid gå efter at blive nummer et. Hvis nogen rejser kritik, er vedkommende blødsøden og ved ikke, hvordan den virkelige verden fungerer. Vær realistisk.«

Usundt og ensomt

Men er konkurrence virkelig menneskets natur? Ifølge den hollandske biolog Frans de Waal er mennesket disponeret for to slags adfærd: Den ene består af samarbejde og solidaritet, den anden af konkurrerende individualisme og egoisme, men det omgivelserne, der afgør, hvilken adfærd, der bliver dominerende.

»Nutidens neoliberalistiske miljø fremhæver kun den egoistiske side, men det gør os ikke lykkelige, fordi vi har brug for de andre sociale dyr, og den skaber en uretfærdig ulighed, som vi har svært ved at forlige os med,« siger Paul Verhaeghe.

Men ulighed er ikke bare et moralsk problem eller et praktisk problem for den enkelte. Britiske studier af den psykosociale livskvalitet i en række vesteuropæiske lande viser, at jo større økonomisk ulighed, jo flere problemer opstår der i form af flere syge, flere kriminelle, flere selvmord og mere social uro – og problemerne rammer høj som lav, pointerer Verhaeghe. De nordiske lande er dog dem, der klarer sig bedst i disse diagnoser af de europæiske samfunds sundhedstilstand.

Neoliberal arbejdsform

Selv om de fleste universitetsøkonomer for år tilbage har opgivet de neoliberale tanker, så er ideerne stadig indbygget i universitetets hele virke i dag, fordi den enkelte forskers personlige kvaliteter i dag er erstattet med et produktionssystem, der handler om at offentliggøre så meget som muligt i så prestigefulde internationale tidsskrifter som muligt. En strategi, der har betydet mindre forskning i lokale, svære og ikke givtige emner, men også at universiteterne har mistet fokus på forskningen.

Hvis den neoliberale trend fortsætter på universiteterne, er de på vej mod at blive billige forskningscentre for multinationale virksomheder, fordi det offentlige spæder til eller blive opkøbt af private virksomheder, hvis eneste mål er at tjene penge.

»Vi er ikke så langt fra, som man skulle tro. I Dublin er der en institution, som simpelthen er blevet købt af et stort internationalt selskab,« fortæller Paul Verhaeghe og opfordrer universiteterne til at tage deres rolle i samfundet på sig og påtage sig en ledende rolle, når det gælder om at finde alternative måder at tænke vores samfund på.

»Den største udfordring for den neoliberale tankegang er, at antallet af arbejdspladser forsvinder, derfor går den imod sin egen undergang, hvis der ikke sker fundamentale ændringer,« siger Verhaeghe og understreger, at forandringerne er i gang især på internettet og i lokale modbevægelser.

»Vi lever i en vigtig, men ikke særlig sikker tid, fordi der er et stort skift på vej i vores forhold til autoriteter. Vi har brug for autoriteter, for uden dem overtager magten kontrollen, men det er ganske svært efter 10.000 år med vertikal, patriarkalsk autoritet, står vi nu over for en langt mere horisontal form for autoritet, som vi ser det på internettet,« siger Paul Verhaeghe og slutter af med at glæde sig over, at de studerende for første gang i årtier gør oprør.

»Det er betryggende, at vores studerende i stort antal siger fra efter i mange år at have været tavse. Universiteterne skal være med til at formidle den kritik,« siger han afslutningsvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anette Bjørnstrup
  • Jørn Andersen
  • Tommy Mortensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Bodil Waldstrøm
  • Markus Hornum-Stenz
  • Carsten Søndergaard
  • David Zennaro
  • Britt Kristensen
  • Brian Pedersen
  • Flemming Berger
  • Mark Strøm
  • Katrine Visby
  • Marianne Rasmussen
  • Søren Cramer Nielsen
  • John Fredsted
  • Laust Persson
  • Torben Nielsen
  • Peter Wulff
  • H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • Herman Hansen
  • Anne Eriksen
  • Vivi Rindom
  • Lars Jorgensen
  • Dorte Sørensen
  • Mogens Michaelsen
  • peter fonnesbech
  • Ib Jørgensen
  • lars abildgaard
  • Kim Øverup
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Torben R. Jensen
  • Steffen Gliese
  • Torsten Jacobsen
  • Rasmus Knus
  • Lise Lotte Rahbek
  • Grethe Preisler
Anette Bjørnstrup, Jørn Andersen, Tommy Mortensen, Estermarie Mandelquist, Bodil Waldstrøm, Markus Hornum-Stenz, Carsten Søndergaard, David Zennaro, Britt Kristensen, Brian Pedersen, Flemming Berger, Mark Strøm, Katrine Visby, Marianne Rasmussen, Søren Cramer Nielsen, John Fredsted, Laust Persson, Torben Nielsen, Peter Wulff, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Herman Hansen, Anne Eriksen, Vivi Rindom, Lars Jorgensen, Dorte Sørensen, Mogens Michaelsen, peter fonnesbech, Ib Jørgensen, lars abildgaard, Kim Øverup, Anne-Marie Krogsbøll, Torben R. Jensen, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen, Rasmus Knus, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katrine Visby

Torben Nielsen,
Når jeg siger rovdyrstadiet mener jeg at den stærkeste overlever. Det gælder om at få skaffet noget til sig selv, om man så skal slå den anden ihjel eller i en slåskamp for at få det. Bag vores civiliserede facade er vi ret primitive, og har de samme instinkter som rovdyrene.
Det er ihvertfald sådan neoliberalisterne vil skildre mennesket, for at trække det op i store linjer.
Og når jeg ser bankfolk og andre pengespekulanters metoder, så kan jeg godt se nogle paralleller til rovdyrenes egenskaber. Det er faktisk de egenskaber de efterspørger i den slags brancher.

Nu skal vi ikke ind i en længere diskussion om skabelsesberetningen og darwinismen, og artens oprindelse,men artiklen her fremlagde neoliberalismens tendenser efter darwinismens videnskabelige belæg - og det tog jeg lidt gas på

Claus Jensen,

Jeg vil stadig fastholde, at langt de fleste mennesker lever et liv, som er på toppen af eller nær toppen af hvad der nogesinde er forekommet i menneskets lange historie siden vi begyndte at jage på den afrikanske savanne. Går man blot 70 år tilbage i tiden, så hjalp det ikke at have en villa på strandvejen og tjenestefolk. Alle risikerede at dø af en simpel lungebetændelse.

Selv i Afrika er mobiltelefoni udbredt i en grad, så mange afrikanere kommunikerer mere ubesværet med omverden end hvad jeg var i stand til for blot 30 år siden.

Den internationale handel har betydet, at hundredvis af millioner af mennesker er flyttet op i middelklassen og væk fra fattigdom. Vesten udnytter ikke vietnamesiske syersker selvom arbejdslønnen er lav sammenlignet med i Danmark. Tværtimod bidrager handlen til at udvikle landet.

Vi udnytter heller ikke ulandene ved at købe deres råstoffer. Faktisk kunne vi undvære de fleste råstoffer fra ulandene, hvis vi blot betalte lidt mere. Hvis et uland føler sig udnyttet kan det jo blot lade være med at sælge. En handel gennemføres ikke med mindre den er til fordel for begge parter. Men du er måske tilhænger af Godtfred Appels snylterteori?

Det store problem er overbebefolkningen og ikke direkte klimaproblemerne. Hvis verden kunne have fastholdt en befolkning som i år 1900, så var der ikke nogen der i dag ville have talt om CO2-indholdet i atmosfæren.

Frank Hansen, hvad har de fremskridt du nævner med Vestlig kapitalisme -imperialisme at beskaffe, udover naturligvis at kapitalisterne forstod straks at tage patent på fremskridtet.

Bill Atkins, Det er ganske nemt. Det var grundlæggende den kapitalistiske model med markedsøkonomi, som gjorde det muligt at fremstille både antibiotika og mobiltelefoner i en mængde og kvalitet, så disse produkter kunne udbredes til hele folket og ikke forblev noget, som kun en lille velhavende elite havde gavn af.

Det samme galdt automobilet. En bil kostede i årtier en formue og var forbeholdt de aller rigeste. Så kom Ford og indførte masseproduktion. Men det alene var ikke nok. Der blev også indført et distributionsnet med reklamer og finansiering og pludselig var bilen noget som måske ikke alle, men dog en betragtelig del af befolkningen kunne eje eller i hvert fald prøve.

Du kalder det måske imperialisme at sælge mobiltelefoner til Afrika. Jeg er ikke sikker på at afrikanerne er enige med dig.

"Hvis et uland føler sig udnyttet kan det jo blot lade være med at sælge."

Haha, Frank Hansen, nu føler jeg mig også sat tilbage til de gode gamle dage, dog ikke i 70'erne, men på Cepos-universitetet, hvor alt var enkelt, markøren for livskvalitet i ligevægtsmodellerne var adgang til den nye i-Phone, og hvor selv den fattigste havde råd til en kussemagnet - eller et automobil, som vi kaldte dem, når det skulle lyde af økonomi.

Jeg kalder det imperialisme når ulandenes import går ud over levestandarden blandt de laveste indtægter. Og så kalder jeg det monopolisme når produktionen via virksomheds opkøb, braindrain og patentbeskyttelse ender i kapitalkoncentrationer uden at gavne importlandene.

Jeg glemte en mellemregning 17:39 som skal tilføjes for at kommentaren giver mening:
Det forudsættes for at der er tale om imperialisme, at ulandenes import sker under tvang fra et i-land i form af, korruption, handelsaftaler, låneaftaler, strukturtilpasningsprogrammer, militærhjælp, eller andre af de utallige tvangsmekanismer i-landene anvender for at komme af med deres overskudsproduktion.

Walden Bello beskriver i Deglobalisering det imperialistisk projekt således:

Udviklingslandene opdagede, at de ved at underskrive Landbrugsaftalen havde indvilget i at åbne deres markeder samtidig med, at de havde tilladt de store landbrugsnationer at konsolidere deres systematiske støtte til landbrugsproduktionen, hvilket førte til en massiv dumpning af overskudsproduktionen i netop disse lande. Dette var en proces, som til gengæld smadrede et landbrug baseret på små husmandslandbrug.

Olav Bo Hessellund

Leo Nygaard: Jeg beskylder dig ikke for at bifalde de uhyrligheder, der i tidens løb er begået i liberalismens navn. Beklager, hvis du har fået den opfattelse. Men min erfaring er, at mange liberale enten ikke kender til eller bagatelliserer konsekvenserne af, hvordan deres ideologi er blevet udfoldet i praksis.

Formålet med min historiske svada var at påpege modsigelsen mellem det liberale frihedsbegreb som formuleret af fremtrædende liberale tænkere og den manglende konsekvens, når de samme tænkere er blevet kontronteret med et konkret fænomen som slaveri. I en verden som vores, hvor den økonomiske magt koncentreres mere og mere hos store private virksomheder understøttet af staterne, tvivler jeg ærlig talt på tilstrækkeligheden af det frihedsbegreb, du skitserer, når samtidig, som vi ser, vilkårene for alm. lønmodtagere, ledige og unge under uddannelse strammer mere og mere til.

Problemet med den nytolkning af liberalismen, der i disse år sker med konkurrencestaten, er dens énsidighed. Omdrejningspunktet er - både når det gælder fremtidig arbejdskraft (uddannelse) og nuværende arbejdskraft - udvikling af "kompetencer", dvs. en énsidig læggen vægt på færdigheder, som øger den økonomiske vækst. Om BNP vokser ved at sælge flere legoklodser og mere psykofarmaka eller den vokser ved investering i uddannelse og sunde boliger er ligegyldigt, sålænge det bare vokser. Andre aspekter, der tidligere indgik som naturlige led i et uddannelsesforløb såsom personlig udvikling og forståelse af det samfund, man er en del af, nedtones i konkurrencestaten, lige som alt andet, der kræver tid og fordybelse.

Eensidigheden I konkurrencesamfundets uddannelsespolitik består i, at mennesker uddannes til at udfylde funktioner, som principielt kan - og før eller siden også i praksis - erstattes af maskiner/robotter. Det er jo bekvemt, for de strejker ikke, holder ikke ferie og modsiger ikke deres ejere. Det ville altsammen være i orden, hvis det medførte frigørelse til udvikling af menneskelige ressourcer til andre formål end de, der bidrager til et større BNP.

Men det er jo ikke det, vi ser ske. Adgangen til en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet bliver stadig sværere at opnå for de unge samtidig med, at ansættelsesformerne bliver mere løse, midlertidige og usikre. Til gengæld får vi en hærskare af psykologer, psykiatre, terapeuter, coaches og konsulenter af typer, man ikke før vidste, fandtes til at betjene de mange, der ikke kan få fodfæste på et stadigt mere konkurrencepræget arbejdsmarked. Og medicinalvirksomhederne høster kæmpeprofitter på salg af psykofarmaka og anden medicin, der kan afhjælpe virkningen af den belastning, mange ikke kan klare under de vilkår, konkurrencestaten byder flertallet, der lever af at stille deres arbejdskraft til rådighed for en arbejdsgiver. Omkostningerne ved denne groteske, absurde og menneskefjendtlige udvikling læsser erhvervslivet over på de offentlige kasser, dvs. dig og mig. Det burde vi ikke acceptere.

Det er fint, hvis Paul Verhaeghe kan inspirere flere unge til at gå aktivt imod disse tendenser.

Leo Nygaard, Bill Atkins, Bodil Waldstrøm og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Hessellund - Jeg anbefaler, fordi jeg stort set er enig i dine betragtninger.
Men du får et problem med at sætte grænsen for ufriheden.
Eksempler :
- Medicinalindustrien (aktuel med høje priser) der via monopoler skader samfundet, bør reguleres. Efter bevisførelse, naturligvis. I sidste ende en nødvendig nationalisering.
- Finansaktiviteter, der lovligt skader samfundet og den enkelte borger, skal underkastes regulering.
- Offentligheden jagter ledige, der ikke passer ind i systemet. Staten (politikerne) tiltager sig altså magten over borgere, der ikke skader nogen. Her skal dereguleres.
- En virksomhedskultur, der skaber syge medarbejdere, udøver skadelig adfærd overfor de ansatte. Her skal siges nej, og befolkningen skal bevidstgøres om deres egen andel i tilstanden.

I alle eksempler skal via demokratiet besluttes regulering og forbedring i nødvendigt omfang.
Hvorfor ? For den enkelte borgers friheds skyld. Sådan opfatter jeg det at være liberal.
Dette kræver oplysning og selverkendelse hos borgerne om, hvad der egentlig er til deres eget bedste. Det kræver ikke, at alle skal være ens og at ligheden skal være total.
Socialismens fejltagelse er, at den ser bort fra at vi mennesker altid vil være forskellige, uanset hvilket system, der vil prøve at gøre os ens. Historien viser det.

Og så har jeg slet ikke berørt specifikke samfundsforandringer, som jeg går ind for.
Det vil føre for vidt her.

Sider