Karina Larsens drøm er et job i Netto

Regeringens mentorordningen skal få socialt udsatte som 48-årige Karina Larsen, der med få afbrydelser har været på kontanthjælp i 30 år, i arbejde eller uddannelse. ’Min mentor ser mine styrker, men et job er stadig langt ude i fremtiden,’ siger hun. Information var med Karina Larsen til mentormøde
48-årige Karina Larsen har været på kontanthjælp i 30 år og har nu fået en mentor.

48-årige Karina Larsen har været på kontanthjælp i 30 år og har nu fået en mentor.

Marie Hald
22. april 2015
Delt 26 gange

48-årige Karina Larsen er på vej ned ad trappen fra første sal på Kofoed Skole i København. Hun har netop været til møde med sin mentor, Alexandra Sørensen.

»Jeg føler mig helt lettet. For det hjælper at få snakket om mine udfordringer med Alexandra, og hun er så god til at se mine styrker,« siger Karina Larsen.

Kofoed Skole er et tilbud til arbejdsledige og socialt udsatte mennesker om hjælp til selvhjælp.

På vej ud passerer vi Hans Scherfigs elefanter i junglen på et meterlangt vægmaleri i skolens reception. Samfundskritikerens ikoniske junglemalerier er ofte blevet tolket som en længsel efter en bedre verden.

Karina Larsen er mor til seks i alderen otte til 28 år. Den yngste, Mikas, bor sammen med hende i lejligheden på Amager. I 30 år har Karina Larsen været på kontanthjælp – »On and off«, som hun selv formulerer det. Hun har en 9. klasse-eksamen, men siden har omstændigheder som en add-diagnose (opmærksomhedsforstyrrelse), voldelige kæresteforhold og gigt i hofterne forhindret hende i at tage en uddannelse eller passe et normalt fuldtidsjob i mere end et par måneder ad gangen. Sidst hun var på arbejdsmarkedet var i 2006 som førsteassistent i Netto.

Snakken om fremtiden startede en time tidligere på et af førstesalens kontorer, hvor socialrådgiverne sidder. I snart et år er Karina Larsen kommet her en gang om ugen for at mødes med sin mentor.

Siden 2003 har der været mulighed for at anvende mentorer i beskæftigelsesindsatsen, og med regeringens kontanthjælpsreform i januar 2014 blev mentorordningen mere målrettet mod de mest udsatte borgere.

Målet med ordningen er at styrke udsatte borgeres mulighed for at komme i arbejde og uddannelse, men som beskrevet for nylig i Information viser en undersøgelse fra SFI, at ordningen statistisk set ikke bidrager til at bringe folk i arbejde eller uddannelse – i hvert fald ikke inden for det første halvandet år.

Selvomsorg

Mentormødet foregår ved et lyst træbord i et rum med blåt linoleumsgulv og hvide vægge med farverige plakater.

Karina Larsen har taget plads på den ene af fire stole. Overfor sidder Alexandra Sørensen med en blok med notater fra de tidligere mentormøder. Det er Karina Larsens jobcenter, som har bevilget støtten, og i hendes såkaldte mentorkontrakt står der, at »målet med mentorindsatsen er, at borger kan starte i en beskæftigelses- eller uddannelsesrettet aktivitet«. Dagens mentormøde starter dog et lidt andet sted, nemlig på Karina Larsens hjemmefront, da Alexandra Sørensen spørger, om påsken har været god?

»Jeg har været ideforladt og haft brug for at slappe af. Jeg har været så træt,« fortæller Karina Larsen og tilføjer, at hun stadig døjer med hovedpine på dage, hvor presset bliver for stort. Siden sidste mentormøde har der været en del at se til med en syg søn og en datter, der er flyttet hjemmefra. Alexandra Sørensen spørger, hvordan det så går med kosten, som har en indvirkning på energi og velvære.

»Jeg spiser ikke så meget i øjeblikket, men holder mig til kaffe og cigaretter,« siger Karina Larsen grinende.

Hun er godt klar over, at hendes vaner er usunde og er ikke afvisende, da Alexandra Sørensen foreslår en samtale med en fagperson om kost og ernæring på et af kommunens såkaldte sundhedshuse.

»Du er blevet meget bedre til at vise omsorg for dig selv. Men den omsorg er også meget vigtig, fordi den giver dig det overskud, som et job eller en praktik kræver,« siger mentoren.

For nylig er Karina Larsen begyndt at gå til yoga. Det går hun til hver mandag. Om tirsdagen går hun til psykolog, og begge tilbud er kommet i stand via de ugentlige møder med Alexandra.

»Jeg har tit følt mig usynlig i systemet, men her hos min mentor oplever jeg at blive set som et menneske. Mit liv har ikke været en dans på roser, og jeg har ikke en hg eller hf. Alligevel drømmer jeg om en dag at være selvforsørgende.«

Drømme

Alexandra Sørensen lufter muligheden for et fireugers praktikforløb som eksempelvis SOSU-assistent, pædagogmedhjælper eller medarbejder i Netto. Ifølge mentoren kan det være med til at give en idé om, hvad Karina Larsen kan lide, og hvad hun kan klare psykisk og fysisk.

»Det er svært at tale om drømme, for jeg er bange for at få flere nederlag. Hvad nu hvis en praktik bliver kaos?« spørger Karina Larsen og får våde øjne.

Frygten for nederlag er en vigtig erkendelse, som de kan fortsætte med at tale om ved næste mentormøde, svarer Alexandra Sørensen.

»Jeg kommer nemt til at føle mig uden værdi, når jeg ikke kan præsentere mig selv med nogen titel,« fortsætter Karina Larsen, som har foldet en lille kortærmet skjorte af det papirlommetørklæde, hun har fået til at tørre øjnene.

Derhjemme forvandler hun i øjeblikket servietter til skjorter med blå silkebånd og rhinsten, og de skal pynte til barnebarnets dåb inden længe. Det er Karina Larsens datter, som er blevet mor for tre måneder siden, og dåben er den 17. maj. Samme dato for tre år siden blev datteren konfirmeret.

Til næste mentormøde skal Karina Larsen overveje, hvad hun kunne tænke sig at komme i praktik som. Mulighederne, som har været på tale i dag, har Alexandra noteret på sin blok.

Karina Larsen rækker ind over bordet og tegner et hjerte ud for en af dem.

»Jeg er ikke stolt af, at have været på kontanthjælp i så mange år, og min største drøm er at få et job i Netto. Jeg elsker at have kontakt med kunder og rydde op i en butik, så den ser flot ud.«

»Om det er realistisk, ved jeg bare ikke.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta: Mentorordninger

Siden 2003 har der været mulighed for at anvende mentorer i beskæftigelsesindsatsen, og med regeringens kontanthjælpsreform 1. januar 2014 blev ordningen mere målrettet mod de mest udsatte.

Ifølge SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, påbegyndte 43.485 personer et mentorforløb i perioden januar 2012 til april 2014, heraf 9.249 i 2014.

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal mentorordningen styrke udsatte borgeres mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet og i uddannelse.

Ifølge en vejledning fra styrelsen skal en mentor, som kommunen bevilger, således »understøtte realiseringen af de mål, der er sat i borgerens plan, hvor endemålet altid er uddannelse eller job« ifølge en vejledning fra styrelsen.

Herudover kan mentorens rolle være at hjælpe borgeren med at strukturere sin hverdag, som inkluderer familie, sundhed og en stabil økonomi m.m.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen

Hvorfor tilbydes erhvervslivet ikke også en mentorordningen?
Vil det ikke give bedre resultater, da det er erhvervslivet der skal være villige til at tilbyde de "udsatte grupper" mulighed for at tage skridtet ind på arbejdsmarkedet.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Uh, det er komplekst, og jeg vil ikke afvise, at det er komplikationer i selve bistandssystemet, den er gal med: alt for meget fokus på vanskeligheder og for lidt på muligheder, der med tiden ser ud til nærme sig sidste udkald - i 90erne tilbød man selv folk, der blot var arbejdsløse, en aftrædelse ved de 50.
Det ligner en kæde af dårlige valg, som systemet burde have kunnet hjælpe Karina med ikke at gennemgå - hvis man havde bevaret det almindelige socialrådgiversystem, hvor man kunne tale ærligt og voksent med hinanden.
Jeg er skeptisk overfor alle disse diagnoser, der med løs hånd strøs ud over folk for snarere at beskrive en tilstand end en lidelse. Som bekendt er hjernen et yderst fleksibelt organ, som udvikler sig livet igennem. Dér burde man måske også gribe fat, når folk har "diagnoser".

Brugerbillede for peter fonnesbech

I et samfund ,hvor mangfoldigheden trives, og hvor der ligeledes er en åbenhed for mange løsningsmodeller, ved man godt at en regning kan betales på mindst 50 forskellige måder.

Med det samfund vi har nu skal alle sociale udgifter betales via skatten, og byrden er fordelt på lønmodtagere, virksomheder og et hav af afgifter.

Hvis virksomhederne arbejder bevidst med at udvikle en empatisk politik, hvor de enkelte virksomheder udvalgte enkelte mellemledere som mentorer, der skønsomt kunne indfører socialt udsatte på arbejdsmarkedet, og hvor man eksempelvis kunne starte med en arbejdsuge på 8 timer, som gradvist kunne trappet op efterhånden som intergrationen lykkedes, er jeg sikker på at en masse mennesker igen kunne finde en vej tilbage.

Hvis man så overikøbet gav en mindre skattelettelse til virksomhederne ( ikke dækkende for den fulde omkostning) ville det måske kunne lykkedes.

Som der er nu skal en kommende medarbejder de allerfleste steder kunne performe max , ofte efter en kort introduktion.

Denne mekanisme udelover en masse mennesker, der så kan leve et helt liv udenfor arbejdsmarkedet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Kristensen

Simpelt Dorte Sørensen - erhvervslivet vil kun skumme fløden, overskuddet. De ønsker ikke at yde noget, de vil kun modtage, hos arbejdsløse hedder den slags krævementalitet, hos erhvervslivet er det legalt - der hedder det overskudsoptimering.

Af samme grund er der somme tider mangel på faglærte arbejdere, erhvervslivet vil gerne have en udlært håndværker, de gider bare ikke bruge tid og penge på selv at have lærlinge. Når lærlingene så ikke kan få en læreplads og får det meste af uddannelsen på skolen, klager erhvervslivet over uddannelsen.

Alle disse udsatte mennesker vil formodentlig aldrig få lov at komme ind på arbejdsmarkedet, det vil jo kræve at arbejdsgiverne bruger tid og penge på oplæring og de får formodentlig aldrig 100% arbejde ud af disse mennesker. Den eneste grund til at erhvervslivet og deres betalte oppassere politikerne absolut vil sparke dem ud i arbejdsløshedskøen er netop, de skal være arbejdsløse, så man kan sige "Se alle disse arbejdsløse der er, der er altid en der gerne vil have dit arbejde, så hvis du kræver ordentlige arbejdsforhold og ordentlig løn, ja så ryger du ud og en anden ind".

Sådan.er.det.jo.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Man kan sige, at samfundet står sig selv i vejen ved at arbejde for større arbejdsudbud: hvis erhvervslivet skal løse problemer, skal det presses - f.eks. med mangel på ledige hænder, sådan som det så så dejligt ud i de par årtier med stor arbejdsløshed: at arbejdsgiverne ville blive presset til at ansætte rub og stub og få det bedste ud af det.

Brugerbillede for Carsten Mortensen

Samtaler om hendes kost, samtaler om hendes vaner, samtaler om .....mentor mig her og her...
...hold da fast, jeg krummer tæer!
Hvordan pokker skal det arme menneske nogen sinde komme til at føle sig som andet end forkert!

Og gruppen af behandlere, mentorer, coaches mm. samler sig og bliver mere og mere enige om hvor gode de er, og at de bare vil hjælpe.....imens spiller orkesteret.
De gode græd, og de onde lo.

Brugerbillede for Dorte Sørensen

Helene vi er slet ikke uenige. MEN hvis erhvervslivet BLEV stillet krav på samme vis som den ledige, syge osv… så kunne det være at der kunne ske en ændring.
”Vi” som vælgere kan jo begynde at stille krav til vore politikker inden vi giver dem vor stemme. PS: nu se det jo ud til at de studerende er begyndt at få for meget af markeds og erhvervslivsvilkår på deres universiteter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Carsten Mortensen skriver:

Hvordan pokker skal det arme menneske nogen sinde komme til at føle sig som andet end forkert!

Det er jo det helt grundlæggende spørgsmål. Mentor-ordninger er i en vis forstand opstået som et svar på dét spørgsmål. Hvad er dit svar, Carsten Mortensen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Jeg tror, at en hund f. eks ville blive forvirret over først at få et klap og lidt efter - et spark bagi...

Ikke for at samstille mennesker med dyr - men er det ikke, hvad der sker?
Du hjælpes med at erkende dine mangler og man ønsker at udrydde "den sociale arv" - samtidig skæres der på ydelser, oprettes nyttejob (er tilskudsjob ikke også en slags?) og den generelle politiske opfattelse er inddeling og kontrol.

Man har tyvstjålet "konkurrence" fra at være en sund kappestrid til at være noget med at træde hinanden ned - et menneskesyn.

Brugerbillede for Torben Selch

Vi er nød til at få defineret dette "arbejdsliv" anderledes.
I japan er den første robot-ekspedient ankommet.

Det er små dygtige computer-nørder der finder frem til de fantastiske løsninger - men det er erhvervslivet der høster gevinsten.

Se bare på bankerne - hvem har udviklet de enorm effektive software systemer - der erstatter tusindevis af bank-"damer" og rådgivere - og efterlader bankdirektøren med en løn på 25 millioner - det er jo ikke udelukkende den 100år gamle banks evne alene - der bliver jo af samfundet uddannet superprogrammører og internet mobil telefonudvikling og app's

Brugerbillede for Herman Hansen

Carsten Mortensen
22. april, 2015 - 09:16

Helt enig. Vi har et system idag udelukkende for systemets skyld med registreringer, som udelukkende er til for at dokumentere og retfærdiggøre indsatsen af de ansatte på jobcentrene. De ledige hjælper det ingenting, men dem er der alligevel ingen som gider høre på. For dem gælder det kun om at få de her møder og aktiviteter overstået.

Giv folk mulighed ansvar for deres liv og de tager ansvar.

Brugerbillede for Herman Hansen

Væk med alt det her fordrejet middelalder straffesystem over for ledige. Hvis mennesket tillid og muligheder. Så vokser mennesket med opgaven og finder selv sin løsning.

Men OK, efter venstres opfattelse er de jo de eneste, som kan tage ansvar med et stramt. Alle vi andre skal jo føres.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ellen nielsen

Fokuser dog på
at finde det job i Netto,
som Karina Larsen har kendskab til, ønsker sig
og selv mener, hun er god til...
Kvinden trænger til at omgås almindelige mennesker
og ikke kun behandlere - efter min læsning,
hvilket ikke betyder, at jeg synes, at en kort og kvalificeret mentor-ordning ikke kan være en god hjælp for andre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

"Men dybest set er konkurrence grim"

Så ER livet dybest set grimt. Vi der er til stede her og nu, er børn af mennesker, der tog konkurrencen op og overlevede. Alternativet i form af mentorer, sagsbehandlere og beskyttede støtteordninger degenererer ikke kun klienterne, men hele samfundet og de efterfølgende generationer. I stedet for at sætte fortrædelighederne i fokus og holde klienterne fast i apati og selvmedlidenhed, burde man yde et velmenende spark, så klienten lærer at gå selv. På den måde genskaber man selvværd og succes for den enkelte, ikke for at spare på samfundsbudgettet men for at reaktivere mennesker, som er kørt fast i livet af den ene eller anden grund. Med en anden kommentators ord: "Hvordan pokker skal det arme menneske nogen sinde komme til at føle sig som andet end forkert!" Hvis vi fjerner konkurrencen fra vores samfund, fjerner vi os samtidigt fra den evolutionære vej, som har bragt os frem til den velstand, vi trods alt nyder i dag.

Så er der den med at det er arbejdsgivernes ansvar. En typisk indfaldsvinkel her på Information. Hvis vi blander produktion og socialt ansvar sammen på den måde, bliver det ikke nemmere at drive virksomhed i Danmark. Det må være virksomhedernes ansvar at skabe værdier i form af arbejdspladser for dem, der kan og vil og produkter til dem, der vil købe. Guleroden er det overskud, virksomheden skaber. Det er i sidste ende den algoritme, der har drevet hjulene i vores samfund i mange, mange år. Den socialistiske løsningsmodel har vist sig at udarte til noget, ingen af os ønsker.

Man skaber ikke vindere ved at behandle mennesker som tabere. Hvis der er tale om sygdom og borgere, som ikke kan arbejde, er det fint med et velfærdssystem, som støtter op og kompenserer for manglende indtægt og initiativ, men det er en anden sag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

I øvrigt - da jeg var barn, var det et almindeligt kvindearbejde at tage sig af børn, hjem og evt. mand. Det er så den livsstil, man nu, 50 år senere anser for behandlingskrævende..

Verden er et underligt sted.

Brugerbillede for Dorte Sørensen

Peder Kruse her til morgen har flere været ude og forslå momsfritagelse ol. til virksomheder , der udviser socialansvar og ansætter folk fra "de udsatte grupper" ol. - som det så smukt siges.
Tidligere har virksomheder fået tilbudt folk med løntilskud osv. - med andre ord virksomhederne får kompensation for at vise en god vilje ligeledes bruger flere virksomheder også dette til at brande virksomheden - så det er nu ikke helt en ekstra byrde for arbejdsgiverne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Schøtt

Danmark er verdensmester i klientliggørelse. Så snart du ikke har et arbejde, og dermed falder uden for den herskende norm om at arbejde skal du "tilbydes" aktivering og øve dig i joblignende tilbud; f.eks skal folk, der før har passet et arbejde lære at "møde til tiden" i et nyttejob. Du får hver gang et gok i nødden og bringes længere væk fra arbejdsmarkedet. Al denne misforståede "velmenenhed" er nedbrydende. Ydermere er partier som Venstre med til at føre heksejagt mod de ledige. Men bevares; klientliggørelsen af ledige holder en masse andre i beskæftigelse, konsulenter, coarches osv. Løsningen er ganske enkel: Rigtige jobs - om det så er på nedsat tid.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Jeg har lidt erfaringer med mentorordningen, jeg går til ugentlige møder, ligesom Karina Larsen.

I mit tilfælde har det været en stor hjælp, min mentor har hjulpet mig med at få orden på en hel del løse ender i mit liv, som jeg hidtil har ladet flyde, og som min sagsbehandler på jobcentret har stået magtesløs over for, da det ikke er en del af jobkonsulenters arbejdsbeskrivelse at afhjælpe sociale problemer - en jobkonsulent skal kontrollere, om jeg nu reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet eller ej, intet andet.

Min mentor derimod kan hjælpe mig med fx at få hjælp til et gebis, hvilket vil hjælpe gevaldigt på mine jobmuligheder, da mit tandløse smil p.t. forhindrer mig i at søge jobs med kundekontakt. Hvilken arbejdsgiver ønsker at lade sig repræsentere af et menneske, der ligner en bums? (At jeg måske i virkeligheden er en bums er sagen uvedkommende i vore dage, hvor indpakningen er vigtigere end indholdet).

Tilbage i firserne havde jeg lidt kontakt med bistandssystemet; dengang fik jeg hjælp i hoved og røv, med det resultat, at jeg efter forholdsvis kort tid (et lille år) var i stand til at forlade systemet igen og forsørge både mig selv og min dengang lille søn. Hvad jeg har set indtil videre med den nye mentorordning, er en tilbagevenden til dette gamle system, hvor man forsøger at se mig som et menneske, og ikke bare som en arbejdskraft.

Der er selvfølgelig lidt sindelagskontrol involveret. Målet med forløbet er at få mig i arbejde, hvad enten jeg ønsker det eller ej. Men sammenlignet med mine samtaler hos jobkonsulenten er der en verden til forskel. Hos jobkonsulenten SKAL jeg erklære, at jeg står til rådighed for arbejdsmarkedet, uanset om jeg reelt står til rådighed eller ej, hos min mentor KAN jeg fortælle, hvorfor jeg mener, at jeg ikke reelt står til rådighed - uden automatisk at miste min understøttelse.

Den eneste relevante potentielle kritik af mentorordningen, som jeg umiddelbart kan komme på, er, at det må være forfærdeligt at få en mentor, der ikke er sin opgave voksen. Mine egne konkrete erfaringer og de meldinger, jeg får fra bekendte, der også er tilknyttet mentorordningen - og nu denne artikel om Karina Larsen - fortæller mig, at dette ikke er et stort problem. Selvfølgelig med forbehold for, at man ikke kan generalisere ud fra så få anekdotiske fortællinger.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Jeg synes ærligt talt, at alle jer der uden videre affejer en sådan mentor-ordning som spild af tid, udtryk for klientgørelse, osv. osv., skulle tage og læse hvad Karina Larsen selv siger:

»Jeg har tit følt mig usynlig i systemet, men her hos min mentor oplever jeg at blive set som et menneske. Mit liv har ikke været en dans på roser, og jeg har ikke en hg eller hf. Alligevel drømmer jeg om en dag at være selvforsørgende.«

Men hende kan vi jo ikke tage for pålydende, vel? Næh nej, for hun er 'klient-gjort', trænger blot til et 'velmenende spark', ikke sandt? Eller også er det udtryk for falsk bevidsthed, når hun hævder at hun vitterligt gerne vil forsørge sig selv. Vi kan jo ikke stole på hvad sådan en siger, vel...?

Måske var det værd at overveje om man i sine kommentarer her i tråden ikke blot viderefører den dehumanisering som man beskylder 'systemet' for at gøre sig skyldig i? Det er en myte at man kun kan dehumanisere andre mennesker, ved at fraskrive dem egenskaber man selv er i besiddelse af. Et andet udtryk for dehumanisering, og i mine øjne et lige så modbydeligt, er antagelsen af at alle andre mennesker, er lige som en selv.

Brugerbillede for Herdis Weins

Jeg bider mærke i, at hun omdanner papirservietten til en lille skjorte til bordpynt og tænker: der er en kreativ-praktisk åre. Måske var der noget at arbejde videre på. Det vil "systemet" godt aldrig tænke på, for de tilbyder typisk nemlig sosu/pædagogmedhjælper eller Netto/fakta/Aldi etc.
Det er fuldstændigt ude a stand til at tænke ud af boksen.
Jeg bider også mærke i, at hun kun får tilbud et 4-ugers praktikforløb. Men for folk, der er bange for nederlag og har haft nok af dem livet igennem, er 4 uger alt for lidt. De skal have tid til a føle sig trygge et sted, tid til at opdage, man godt kan lave fejl om den ene dag og være hammerdygtig den næste dag. At vide, man kun har 4 uger til at lære et fag at kende og bevise for sig selv, at man kan noget - og gerne mere end man selv tror - det er i sig selv stressende og derved benspændende.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Torsten Jacobsen
Modbydelig? Jah.. det kan da godt være, at jeg er modbydelig i min tankegang.
Jeg gør mig ingen illusioner om, at egen ophøjethed.

Jeg læser beskrivelsen af Karina Larsen og situationen ind i den store fortælling om 'fattig-katina, 'dovnerobert' og behandlersamfund.
Hvis det gør min tankegang modbydelig i dine tanker, så må jeg nok lære at leve med, at du synes det.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Desuden, Lise Lotte Rahbek, er vi jo nok ikke uenige om essensen: At 'selvforsørgende' jo ikke nødvendigvis behøver at være kædet sammen med et lønarbejde. Det er bare noget vi leger, og som f.eks. Peder Kruse så forveksler med den eneste mulige virkelighed.

Udtrykket 'selvforsørgende' forstår jeg som at Karina Larsen ønsker at have værdi for andre end sig selv. Det har hun selvfølgelig allerede, hvilket jeg da håber hun til fulde forstår. Måske forstår hun selv begrebet umiddelbart i ordets konkrete betydning? jeg ved det ikke. I så fald er hun, som så mange andre, offer for en kulturel fortælling, der i al sin absurditet lyver om hvem, og hvad vi er - som mennesker, som samfund.

SELVFORSØRGELSE
[et menneske] som forsørger sig selv uden at være afhængig af hjælp fra andre eller fra samfundet (ordnet.dk)

Brugerbillede for Jens Illum

Ellen, på sin vis enig, men nu har hun jo så haft det job i Netto, et par måneder i 2006. Hvorfor kiksede drømmen? Idealiserer hun den tid, der var? Var det i '06, hun blev gravid med Mikas, der nu er otte? Hun har dårlig hofte, så et job med at slæbe kasser er måske ikke det smarteste...

Skandalen er, at Karina har fået lov at gå i tredive år på kontanthjælp; derom kan der næppe være tvivl. Ingen mennesker kan være tjent med at stå i stampe så længe og forblive uafklarede om, hvad de vil med tilværelsen. Samtaler med psykologer og mentorer kan være fint nok til at få struktur på en hverdag, hvor dagene ellers, kan man forestille sig, kunne have tendens til at flyde sammen, men er ressourcerne vel anvendt?

Mit svar er borgerløn. Var Karina ikke bedre tjent med at få pengene og selv finde mening i sin tilværelse for de penge, der nu postes i behandlersystemet? Bevares, nogle behandlere ville måske miste forsørgelsesgrundlaget, men måske deres evner også kunne bruges bedre på noget andet.

Det er synd og skam at behandle raske mennesker. Det er synd at klientgøre Karina; ud over opmærksomhedsforstyrrelsen, som man vel dog kan arbejde med eller på trods af, og dårlig hofte, som masser af erhvervsaktive også døjer med, synes hun at fejle absolut ingenting.

Sæt hende fri.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Lise Lotte Rahbek, jeg forstår din skepsis - jeg var selv skeptisk, inden jeg selv begyndte. Efter ti år i et menneskefjendsk system, skabt af psykopater som Claus Hjort Frederiksen, har man jo vitterligt noget at have sin skepsis i.

Måske har jeg bare været heldig? Det tror jeg nu ikke. Snarere forestiller jeg mig, at socialrådgiverne står i kø for at få et job som mentor, fordi de der får mulighed for at bruge deres uddannelse til at afhjælpe sociale problemer. I modsætning til jobcentersystemet, hvor de alene skal kontrollere borgerne og formulere handlingsplaner, som de godt selv ved ikke er det papir værd, som de er skrevet på.

Det glæder mig oprigtigt, at også Herdis Weins bruger og er fortaler for mentorordningen - det er endnu et anekdotisk belæg for, at ordningen ikke er helt idiotisk. Konkret havde jeg opgivet nogensinde at trænge gennem paragrafjunglen for at få mig et gebis, men nu vover jeg at nære et lille håb, selv om jeg selvfølgelig risikerer at blive skuffet.

Brugerbillede for Peder Kruse

@Torsten

Hvis ikke der er tale om sygdom med begrænsning i arbejdsevne, opfordrer man vedkomne til at tilbyde sin arbejdskraft i Netto. Det gør man ved at diskutere den_første_dags problemet igennem med klienten. Det gør man ved at trække fordelene ved beskæftigelse samt en bedre økonomi frem i lyset. Forskellen mellem lediggang og beskæftigelse er ofte ensomhed kontra socialt samvær med deraf følgende større livskvalitet. Det gør man ved at fortælle om lignende tilfælde, hvor klienten i dag er fuldt selvkørende. Det gør man ved at spørge ind til minder om bedre tider, hvor lyset stadig rådede i klientens verden. Tag udgangspunkt i de resurser, som var engang. Det gør man ved at pakke klienten ud af den vat, som gennem årene har låst vedkomne som en puppe. Nu er det tid at klækkes.

Du kan godt, hvis du vil, og du skal ville, for du skal ud i verden for at leve i stedet for bare at overleve. Du skal ikke søge arbejde, du skal tilbyde din arbejdskraft og tage magten fra første færd og ikke mindst, du skal bevare den. Det er en kamp at komme i gang igen efter så mange år, men du kan godt, og du vil godt, for det er din tilværelse, det handler om. Et spark er til enhver tid bedre end trøst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nielsen

Siden 2003, er der nogen der ved hvilken virkning mentorordningen har haft? noget siger mig at vores bistandssystem - ja hele vores socialsystem trænger til en kraftig gennemgang og revision. Man sender personer fra den ene kasse over i den anden. Det er sgudda utroligt at man i størstedelen af 30 år kan befinde sig i systemet, uden at der sker noget.
Og det siger jeg som arbejdsgiver, og ikke en af dem der bare vil score profitten, som nogen her så indskrænket og unuanceret pådutter virksomheder i danmark.
der er mere fokus på at flytte borgere udenfor det ordinære arbejdsmarked rundt i systemet end at få løst den enkeltes udfordringer på ordentlig vis.
Der er mange virksomheder der faktisk gerne vil medvirke, men det skal ikke være en økonomisk belastning, men det forstår man åbenbart ikke. Hvorfor ikke bruge pengene på mentorer og alt muligt andet, formodentligt meget lidt virkningsfuldt, og send disse penge med personerne ud i virksomhederne. Virksomhederne bliver nødt til at have en kompensation i det omfang en arbejdsprøvning vil påføre omkostninger de ikke ville have hvis ikke der var arbejdsprøvning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Peder Kruse,

Jamen sådan et 'spark' lyder da, som du fremlægger det, ikke så fjernt fra hvad der tilsyneladende foregår i en mentor-ordning?

Dog kan jeg ikke lade være med at hænge mig i dit lille indledende 'men':

"Hvis ikke der er tale om sygdom med begrænsning i arbejdsevne"

Det er en meget problematisk sætning, alene af den grund at en definition af begreberne 'sygdom' og 'arbejdsevne', jo netop er det grundlæggende stridsspørgsmål: Hvad vil det sige at være 'for syg til at arbejde?'. Hvem skal træffe den afgørelse? Og hvad vil det sige at have arbejdsevne? For ikke at tale om en 'god nok' arbejdsevne?

Hvis vi ikke kan svare præcist på sådanne spørgsmål, og det kan vi som sagt ikke, for der er ingen enighed på dette punkt, så diskvalificerer du resten af dit svar til mig. For dit svar vedrører kun mennesker, om hvem vi kan sige at de ikke er ramt af sygdom med begrænsning i arbejdsevne.

Brugerbillede for Torben Selch

Der var også en højskole lærerinde - tror jeg det var - der via sin facebook konto argumenterede imod at vi sendte HIV, Ebola og andet medicin til Afrika - da "vor herre" jo selv i såfald ville sørge for den ujævning af befolknings tilvækst der er, især af masse død - ala den sorte pest i middelalderen.

Vi kunne jo via Jan Mogensen, indføre samme princip hos de svage i samfundet - men i virkeligheden er kvinden jo lidt en helt - da de samme personer som mener ovenstående - jo er dem der bifalder en befolkningsstilvækst via børnefødsler af "rigitge" danskere - men nok også mange af dem der ikke selv bidrager med de 2,1 barn pr. familie der skal til - grunden deres ihærdige forfølgelse af en pind på karriere rangstigen.

Tyskland forventer selv at de kommer til at mangle ½ million immigranter om året - da deres egen fødselstal og stigende alderdom bliver et kæmpe problem.
Effektive Japan - sælger idag flere pensionist bleer end børnebleer, og de unge mænd foretrækker en Nintendo kæreste frem for en rigtig en.

Jan Mogensen - brug nu din kreative energi og overskud på at hjælpe med til, at ihvertfald hendes 6 børn får en fair chanche - din påstand kan der udemærket argumenteres for, men uanset hvorledes du vender og drejer det - når engang du bliver voksen og følsom - vil du kunne se - det holder ikke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

@Torsten

Tak for dit svar.

Sygdom kontra ikke sygdom er ikke blevet nemmere på det sidste. Vi har i dag diagnoser, som ikke tidligere eksisterede, så du har en pointe, for naturligvis skal uarbejdsdygtighed udløse kompensation og støtte i et dansk velfærdssystem.

Jeg mener det er vigtigt at skelne mellem at være uarbejdsdygtig og uarbejdsvillig. Min påstand er, at vores store behandlingsapparat i en vis udstrækning er sygeliggørende i sin behandling af klienterne og dermed skaber langvarige problemer, som ikke behøves opstå. I den forstand kan man sige, klienten er syg, men kuren her er mit lille spark, for den største og eneste helbredelse i den situation er muligheden for på egen krop at opleve, at man kan noget, og at man er noget. Det er lidt som en depression. Indenfor i sygdommen findes ingen vej ud, men også her kan det rigtige skub på det rigtige tidspunkt være den energi, der skal til for igen at komme i bevægelse, og helbredelsen ligger i bevægelsen. Et citat fra et tidligt Pink Floyd album: "Action brings good fortune" har for mig fået større sandhedsværdi efterhånden som årene er gået.

En professionel behandler har, forståeligt nok, let ved at falde i grøften med at tage den nemme vej ud, for der er mange klienter, men 'behandlingen' mister helt sit momentum, hvis man undviger konfrontationen. Jeg er ofte selv faldet i denne nemme vej, da mine børn var børn og de skulle tage opvasken. Det var meget nemmere at tage den selv, frem for at starte en konflikt med de uvorne unger, men det var jo ikke den rigtige løsning på længere sigt. I dag har de så uheldigvis opvaskemaskiner, så de klarer den nok alligevel.

Jeg mener ikke de langtidsledige skal sparkes, fordi de er mindre værd, eller fordi vi skal spare penge, eller fordi de er mindreværdige. De skal sparkes, fordi de går glip af en rigere tilværelse, hvor smilet får bedre kår. Det er ikke trøst eller godhjertet medlidenhed, de trænger til. Det er et lille skub til bevægelse..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

Hvis vi skal have en anstændig fremtid, hvor digitalisering og robottisering overtager flere og flere selv videnstunge opgaver og meget arbejde bliver udført som opgaver frem for fastansættelse er det nødvendig med en borgerløn, som sikre alle det bassale til livets underhold. Men det bliver først en realitet om måske et par årtier, når middelklassen ikke længere kan hænge økonomisk sammen.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Peder Kruse,

Jeg ville ønske at jeg havde tid til at levere et lidt mere dybtgående svar, for selv om jeg tror vi er dybt uenige i vores opfattelse af hvordan verden hænger sammen (jvf. dit indlæg kl 10.40), så er jeg i princippet fuldstændig enig i det du skriver kl. 14.00.

Men enighed i princip er jo som bekendt ikke enighed i praksis. Så min glæde over at vi, i det minjdste i princippet, kunne sætte os ned og i fællesskab kreere et forslag til en løsning, veksler med fortvivlelse over at selv gode viljer og fælles mål kun alt for sjældent er nok til at bringe os videre, så længe ideologi skiller ad.

Mere om det senere, om guderne vil. Nu har jeg en søn der skal hentes. I mellemtiden vil jeg da gerne høre hvad du mener om en form for borgerløn?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Problemet er blot, Peter Kruse, at vi har set de umådelige ulykker "et kærligt spark" forårsager - i de ti forbandede år med VKO ved magten.
Mentorordningen burde være, hvad folk i det sociale system mødte i stedet for den nedbrydning, som Hjort Frederiksens énstrengede model har udsat mennesker for.
På samme måde med den latterlige behandling af syge mennesker, hvor det offentlige system indblandes, selvom folk rent faktisk har en ansættelse, de er sygemeldte fra.
En pest har bredt sig - og det er den, at når man betaler, har man ret til at bestemme. Sådan har det altid været accepteret i det private, men det offentlige system bygger faktisk på præcis det modsatte: at man skal hjælpe dem, der har hjælp behov, uden kærlige spark, men med relevant og virkningsfuld indsats.

Brugerbillede for odd bjertnes

Hvis man stopper al indvandring af indtil erhvervslivet har opsuget Karina og hendes 6 børn - og de hidtil ankomne - så ordner det sig hen ad vejen. At erhvervslivet skulle blive 'godt' kan man godt glemme.
Den eneste måde er at BEGRÆNSE arbejdsudbuddet. Karina har ikke selv bidraget specielt med 6 børn, men sket er sket ikke ? Herfra hvor vi står.
Klart, man er oppe mod NWO, venstrefløj-lig grænseløshed, kapitalistisk friheds-logik, alt dette der går hånd i hånd for at sikre arbejdsgiverne maksimal valgfrihed ved ansættelser. Mod propagandaen vil være enorm, men det er nu engang 'flygtninge-industrien'...,
der øjeblikkeligt og i bred politik enighed blev sat på skinner da 70'ernes ungdomsabejdsløsheds-strategi tabte momentum under Schlüter (!!!),
.... der har taget Karinas livs-arbejde fra hende og konverteret hende til permanent ledig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

@Torsten

Borgerløn:
Pro:
10-15% (gæt) selvfinansierende grundet besparelser på administration og kontrol af rigtig mange forskellige ydelser. Et stop for værdighedsdiskussionen i forbindelse med udbetalte ydelser (vi er alle lønnede af staten som borger i Danmark). Det ville i en vis udstrækning være forbrugsbegrænsende, fordi der er perioder i ens liv, hvor vi alle ville være bedre tjent med en reduktion i tempo og forbrug af resurser. Børnene ville stortrives i et samfund, hvor de voksne ikke altid havde så travlt. Generelt ville vi få en større frihed til at prioritere vores tid.

Contra:
Incitamentet for at 'gå ud på jagt' fra den årle morgen til den sene eftermiddag må forventes at falde, hvis vi kan plukke æbler i egen have, og det tilsvarende fald i beskæftigelsen vil resultere i en mindre samfundskage. Er der så råd til borgerløn samtidig med uddannelse, sundhed, pleje og militært isenkram til politikernes globale ambitioner ? Vi kan i hvert fald ikke finansiere dansk borgerløn til et på forhånd ukendt antal unionsborgere, så vi er nok desværre nødt til at spørge den ærlige, retskafne store leder for bordenden i kommissionen om lov først. Apropos vores tidligere diskussion. Jeg tror et vist antal borgere vil se helt bort fra at vælge lønnet beskæftigelse, fordi med borgerløn kan de, og her er der så ingen til at nudge (ikke sparke eller skubbe :) dem til det. Mit argument er, at de går glip af noget, de ikke ved hvad er, but who am I to know ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

Fra den ene Peder til den anden Peter

" man skal hjælpe dem, der har hjælp behov, uden kærlige spark, men med relevant og virkningsfuld indsats"

Mit argument er blot, at uden et kærligt (skub ?) er indsatsen ofte hverken virkningsfuld eller relevant. Vi taler om 30 år her. Indsatsen må have været virkningsløs og derfor også irrelevant.

Vi slår ikke længere vores børn, men vi opdrager dem forhåbentlig stadig ? Ellers skubber vi problemerne foran børnene, og de hober sig op til den tid, de flytter hjemmefra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Men jeg må også indrømme, at jeg har svært ved at forstå en udvikling som Karinas. Hun er ca. to år yngre end mig, og jeg ville ikke ane, hvordan man kan ende så mulighedsløst.
De bistandsmodtagere, jeg var jævnaldrende med og mødte i mine unge år, fik nogle tilbud, der synes at have bragt dem videre. Det er jo ikke sådan, f.eks. at vi har at gøre med en teenage-mor - og noget er der vel sket i årene efter 9. klasse og frem til det første barn? Jeg tror, at jeg helt sikkert har kendt mange, som kunne have fået et liv som Karinas, hvis der ikke havde været en eller anden form for intervention.

anbefalede denne kommentar

Sider