Læsetid: 4 min.

Karina Larsens drøm er et job i Netto

Regeringens mentorordningen skal få socialt udsatte som 48-årige Karina Larsen, der med få afbrydelser har været på kontanthjælp i 30 år, i arbejde eller uddannelse. ’Min mentor ser mine styrker, men et job er stadig langt ude i fremtiden,’ siger hun. Information var med Karina Larsen til mentormøde
48-årige Karina Larsen har været på kontanthjælp i 30 år og har nu fået en mentor.

Marie Hald

22. april 2015

48-årige Karina Larsen er på vej ned ad trappen fra første sal på Kofoed Skole i København. Hun har netop været til møde med sin mentor, Alexandra Sørensen.

»Jeg føler mig helt lettet. For det hjælper at få snakket om mine udfordringer med Alexandra, og hun er så god til at se mine styrker,« siger Karina Larsen.

Kofoed Skole er et tilbud til arbejdsledige og socialt udsatte mennesker om hjælp til selvhjælp.

På vej ud passerer vi Hans Scherfigs elefanter i junglen på et meterlangt vægmaleri i skolens reception. Samfundskritikerens ikoniske junglemalerier er ofte blevet tolket som en længsel efter en bedre verden.

Karina Larsen er mor til seks i alderen otte til 28 år. Den yngste, Mikas, bor sammen med hende i lejligheden på Amager. I 30 år har Karina Larsen været på kontanthjælp – »On and off«, som hun selv formulerer det. Hun har en 9. klasse-eksamen, men siden har omstændigheder som en add-diagnose (opmærksomhedsforstyrrelse), voldelige kæresteforhold og gigt i hofterne forhindret hende i at tage en uddannelse eller passe et normalt fuldtidsjob i mere end et par måneder ad gangen. Sidst hun var på arbejdsmarkedet var i 2006 som førsteassistent i Netto.

Snakken om fremtiden startede en time tidligere på et af førstesalens kontorer, hvor socialrådgiverne sidder. I snart et år er Karina Larsen kommet her en gang om ugen for at mødes med sin mentor.

Siden 2003 har der været mulighed for at anvende mentorer i beskæftigelsesindsatsen, og med regeringens kontanthjælpsreform i januar 2014 blev mentorordningen mere målrettet mod de mest udsatte borgere.

Målet med ordningen er at styrke udsatte borgeres mulighed for at komme i arbejde og uddannelse, men som beskrevet for nylig i Information viser en undersøgelse fra SFI, at ordningen statistisk set ikke bidrager til at bringe folk i arbejde eller uddannelse – i hvert fald ikke inden for det første halvandet år.

Selvomsorg

Mentormødet foregår ved et lyst træbord i et rum med blåt linoleumsgulv og hvide vægge med farverige plakater.

Karina Larsen har taget plads på den ene af fire stole. Overfor sidder Alexandra Sørensen med en blok med notater fra de tidligere mentormøder. Det er Karina Larsens jobcenter, som har bevilget støtten, og i hendes såkaldte mentorkontrakt står der, at »målet med mentorindsatsen er, at borger kan starte i en beskæftigelses- eller uddannelsesrettet aktivitet«. Dagens mentormøde starter dog et lidt andet sted, nemlig på Karina Larsens hjemmefront, da Alexandra Sørensen spørger, om påsken har været god?

»Jeg har været ideforladt og haft brug for at slappe af. Jeg har været så træt,« fortæller Karina Larsen og tilføjer, at hun stadig døjer med hovedpine på dage, hvor presset bliver for stort. Siden sidste mentormøde har der været en del at se til med en syg søn og en datter, der er flyttet hjemmefra. Alexandra Sørensen spørger, hvordan det så går med kosten, som har en indvirkning på energi og velvære.

»Jeg spiser ikke så meget i øjeblikket, men holder mig til kaffe og cigaretter,« siger Karina Larsen grinende.

Hun er godt klar over, at hendes vaner er usunde og er ikke afvisende, da Alexandra Sørensen foreslår en samtale med en fagperson om kost og ernæring på et af kommunens såkaldte sundhedshuse.

»Du er blevet meget bedre til at vise omsorg for dig selv. Men den omsorg er også meget vigtig, fordi den giver dig det overskud, som et job eller en praktik kræver,« siger mentoren.

For nylig er Karina Larsen begyndt at gå til yoga. Det går hun til hver mandag. Om tirsdagen går hun til psykolog, og begge tilbud er kommet i stand via de ugentlige møder med Alexandra.

»Jeg har tit følt mig usynlig i systemet, men her hos min mentor oplever jeg at blive set som et menneske. Mit liv har ikke været en dans på roser, og jeg har ikke en hg eller hf. Alligevel drømmer jeg om en dag at være selvforsørgende.«

Drømme

Alexandra Sørensen lufter muligheden for et fireugers praktikforløb som eksempelvis SOSU-assistent, pædagogmedhjælper eller medarbejder i Netto. Ifølge mentoren kan det være med til at give en idé om, hvad Karina Larsen kan lide, og hvad hun kan klare psykisk og fysisk.

»Det er svært at tale om drømme, for jeg er bange for at få flere nederlag. Hvad nu hvis en praktik bliver kaos?« spørger Karina Larsen og får våde øjne.

Frygten for nederlag er en vigtig erkendelse, som de kan fortsætte med at tale om ved næste mentormøde, svarer Alexandra Sørensen.

»Jeg kommer nemt til at føle mig uden værdi, når jeg ikke kan præsentere mig selv med nogen titel,« fortsætter Karina Larsen, som har foldet en lille kortærmet skjorte af det papirlommetørklæde, hun har fået til at tørre øjnene.

Derhjemme forvandler hun i øjeblikket servietter til skjorter med blå silkebånd og rhinsten, og de skal pynte til barnebarnets dåb inden længe. Det er Karina Larsens datter, som er blevet mor for tre måneder siden, og dåben er den 17. maj. Samme dato for tre år siden blev datteren konfirmeret.

Til næste mentormøde skal Karina Larsen overveje, hvad hun kunne tænke sig at komme i praktik som. Mulighederne, som har været på tale i dag, har Alexandra noteret på sin blok.

Karina Larsen rækker ind over bordet og tegner et hjerte ud for en af dem.

»Jeg er ikke stolt af, at have været på kontanthjælp i så mange år, og min største drøm er at få et job i Netto. Jeg elsker at have kontakt med kunder og rydde op i en butik, så den ser flot ud.«

»Om det er realistisk, ved jeg bare ikke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Peder Kruse, jeg tror du kæmper mod vindmøller.

I mine ti år i jobcentersystemet har jeg fået en del ukærlige spark i form af økonomiske sanktioner, som bl. a. har bevirket, at jeg i dag ved af erfaring, hvordan det er at sulte så meget, at man er i stand til at overvinde sin modvilje mod at stjæle fødevarer i diverse supermarkeder. Uden at disse ukærlige spark iøvrigt førte til, at jeg blev selvforsørgende.

Nu har jeg kun været i mentorsystemet i en lille måneds tid, men jeg har allerede modtaget flere kærlige skub, som har bevirket, at nogle af mine "problemer ud over arbejdsløshed" faktisk ser ud til at blive løst. Kun fremtiden vil vise, om det så vil føre til, at jeg kan blive selvforsørgende de fem år, jeg har tilbage på arbejdsmarkedet.

Der bliver allerede uddelt både kærlige og ukærlige spark og skub.

Elisabeth Andersen, Carsten Søndergaard, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Jeg har det sådan, at jeg bliver helt rørt over denne debat. Det er en god og relevant artikel, for der er noget galt, når et menneske som Karina Larsen på en eller anden måde bliver gemt væk af samfundet. Selvfølgelig har Karina også svigtet selv i retning af at ville noget med sit eget liv, men det er altså foruroligende, at der ikke har været et samfund omkring Karina, som simpelthen har grebet fat i hendes tendens til at gemme sig væk. Og jeg siger med overlæg samfund og ikke system.

Hvem ved om Karina er blevet seksuelt misbrugt eller har oplevet andre traumatiserende ting under sin opvækst, og som har udløst denne tilbøjelighed til at gemme sig væk, men det er også underordnet. Jeg har intet ønske om at begynde at psykologisere Karina Larsen, min pointe er, at vi lever i et samfund, hvor det her sker hele tiden. Mennesker der bliver overset og glemt, og den eneste interesse samfundet udviser for dem, er når deres cpr. nr. popper op på systemets computerskærme med påbud om at en eller anden myndighed skal foretage en eller den anden forprogrammeret handling.

Men se samtidig hvilken interesse og deltagelse der udfolder sig her omkring Karina Larsen og hendes liv. Og i denne interesse og deltagelse også nogle oprigtige ønsker om at bistå hende, på den ene eller den anden måde, til at komme ud af sit skjul og være en del af samfundet.

Jeg drager to konklusioner af det jeg er vidne til her:

1. De radikalt ny måder internettet sætter os i stand til at kommunikere og blive bevidste om hvad der foregår i samfundet, giver os også nogle radikalt nye muligheder for at engagere os socialt.

2. Vi skal have gendannet vores kvarterer, vores lokalsamfund, så ingen bliver overset og glemt. Vi skal have flyttet nogle samfundsfunktioner som f.eks. børnepasning og ældrepleje ud i lokalsamfundene, vi skal have etableret lokale, bæredygtige initiativer som fx havebrug og hønsehold i lokalsamfundene, og i takt med at funktioner flyttes til lokalområderne skal de selvfølgelig også have tildelt samfundsmæssige midler til at varetage funktionerne. Havde vi indrettet vores samfund sådan, vil jeg sværge på at Karina aldrig havde fået lov til at gå sådan for sig selv.

Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen - du ønskes SÅ meget held og lykke her fra. Og husk - at det væsentligste mål er et godt liv med opgaver, der opleves som meningsfyldte, ikke nødvendigvis et arbejdsliv 37 timer om ugen.

Britta Hansen, Carsten Søndergaard, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Felix Austin, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvis fotoet er taget hjemme hos dig selv, Karina, kan man godt få den tanke at du fuldstændig har indarbejdet jobcentrets farver i din personlige stil. Det kan selvfølgelig være et tilfælde og farverne fejler i hvert fald ikke noget, de er både friske og moderne. Men sådan noget lægger jeg altså mærke til og på en måde skræmmer det mig lidt, selvom de passer perfekt til artiklen. En professionel regissør kunne ikke have gjort det bedre.

Steffen Gliese

Scenograf, Søren Kristensen; men bortset fra det passer det jo med den iagttagelse hos bistandsklienter, man tidligere kunne gøre: at de indoptog udtryk for socialrådgivernes professionelle sprog.

Jeg kan garantere, Karinas drøm ikke er en stilling i Netto. Som kassedame eller hvad? Jesus! Ingen mennesker kan holde det ud, man bliver singssyg af det. Slet ikke et pige, som ikke har arbejdet i sit liv.

Er det ikke 0,6% af befolkningen, som er på kontanthjælp. Well, det er vist 2% eller sådan noget, men kun en trediedel er arbejdsmarkedsparate. Så, vi har et system, som griber en absolut minimal del af befolkningen. Hvis ikke 1 eller 2 procent af befolkningen må være på bistandshjælp - hvad fanden har vi så systemet for? Og i krisetider? Hvis ingen alligevel må være på bistandshjælp, kan vi vel lige så godt afskaffe systemet. Hvad mener "politikerne" egentlig med systemet - vil de have det eller ikke??

Vi skal have de ressourcer, vi skaber, tilbage i vores egne lommer. Oligarkerne skal ikke have mine penge - for what? Karina er ingen byrde for samfundet, det er småtterier, hun modtager. Vi skal have fat i de mafiosoer - fx. Corydon - som sælger vores samfund til een af verdens mest kriminelle organisationer. Hvad med, i øvrigt, at politikerne går ned i løn? Lad os starte med de rige. Hold op med den middelalderlige heksejagt!

Niels Duus Nielsen, Britta Hansen, Carsten Mortensen, Elisabeth Andersen, Carsten Søndergaard, Gert Selmer Jensen, Felix Austin, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ret skal være ret, Ole Hansen, og jeg kender altså folk, der har arbejdet i Netto i henved 20 år og er udmærket tilfredse.

Gert Selmer Jensen

Giv Karina gode råd, og vejledning i sund kost. Overbevis hende om at hun er ok, som hun er.
Og tilbyd så et skånejob, af lang varighed, med et timetal efter eget valg, og i overensstemmelse med egne ressourcer. Mere teknisk behøver det så heller ikke at være.
At 4 ugers jobprøvning, er en dødsejler i dette tilfælde, er da åbenlyst.! ( Systemisk bidrag til endnu et personligt nederlag ).!
Hvor der er vilje, er der vej, og det har Karina, det kniber mere med "Systemet".

Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Karina har 6 børn. Forhåbentlig givet dem kærlighed og omsorg. Hvis det er tilfældet, er det da flot og mere arbejde og mere "værd" end det, de fleste i en alder af 48 år kan se tilbage på.

Anne Schøtt, Britta Hansen, Elisabeth Andersen, Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Herdis Weins og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Torben Nielsen-21:32-
Undskyld mig. Men hvad i alverden er der galt med "beskedne" drømme.?

Britta Hansen, Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ole Hansen: Jeg har arbejdet som "kassedame" i flere år, både som fuldtid og studerende, det kan man sagtens klare i en årrække.

Gert Selmer Jensen

Jeg mener man bør begrænse "Akademisk arrogance", mest muligt. Den har ingen gang på jord. Tak.!

Ole Hansen - det fleste, der arbejder i Netto etc. er folk, der har en uddannelse indenfor detailhandel. Og ved du hvad - den har de taget, fordi de kan lide det arbejdsområde - der i øvrigt indebærer langt mere end "blot" at side ved kassen. Der er også folk, der har det helt fint med at stable kasser på et lager eller sidde ved et samlebånd. Sådan er vi så forskellige.

Lise Lotte Rahbek, Jan Mogensen, Carsten Søndergaard og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar

ang. Ole Hansen : 'Hvis ikke 1 eller 2 procent af befolkningen må være på bistandshjælp - hvad fanden har vi så systemet for?'
Da bemeldte velfærdsstats-service blev introduceret var grænsen for bistandshjælps-ophold såvidt erindres 6 måneder, og en midlertidig ydelse. Derefter skulle der anvises - overenskomstmæssig - beskæftigelse. Det holdt ikke længe.

Gert Selmer Jensen

Alle skal bidrage til det himmelsungne "arbejdsudbud". De seneste års Mantra. Udråbt fra stort set
hele "Flokken" af de danske politikere, ingen nævnt, ingen glemt.
Det være sig syge, handikappede , og ressourcesvage borgere, der pinedød skal bringes i spil, i
konkurencestatens hellige navn.! Ti minutters arbejdsevne om ugen.? Det accepteres i "systemet".!
Som værende "Til rådighed for arbejdsmarkedet". Det påstås at det er til deres eget bedste.?
Her ville jeg nok stikke pipen ind, og tage en kraftig overvejelse, om hvorvidt det holder vand.!!!
Det er politikerne, så åbenbart ikke i stand til. ( Man skal ikke forpligte mennesker, udover deres
evner), som man siger.

Steffen Gliese og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Gert Selmer Jensen - folk = politikere, der har arbejde og karriere som selve livsindholdET , kan ganske enkelt ikke forstå, at der er folk, der prioriterer anderledes. Der er masser af mennesker, der sagtens kan have et godt liv med at arbejde frivilligt - og stærkt engageret - i mange af civilsamfundets institutioner (foreninger/kulturinstitutioner/lektiehjælp - forsæt selv listen) på et økonomisk grundlag, der ligner dagpenge. Der findes familier, hvor man hellere vil passe ens små børn det meste af tiden, end sende dem i institution. Men det gør man også alt for at forhindre. At lade disse mennesker leve deres liv, som de vil, koster langt, langt , langt mindre end at jage dem rundt i manegen efter job, der ikke er der. Og det ville give langt større livskvalitet for alle: glade børn, glade mennesker og job udelukkende besat med folk, der virkeligt gerne vil det job - og derfor er gode til det.
Men en sådan tanke er komplet utænkelig i politikernes ( og mange vælgeres) tankegang, hvor man stadigt tænker på arbejdsmarkedet og samfundet, som det så ud for 30-40 år siden. Og så fabler de stadigt om vækst, mens vi er ved at kvæles under den forurening, produktion ( og i høj grad produktion af overflødedige produkter) fører med sig. Jesus f...... Christ.
P.S. Så på DR-K et afsnit af "indvandringens historie". Her fortæller de ungarer, der kom i 50'erne om, hvordan de måtte lære, når de kom på danske arbejdspladser, at man fandme ikke måtte arbejde for hårdt!

Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Elisabeth Andersen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Brian Pedersen

jeg er bange for at aktionærerne kun vil gi til en fattiggård. . . .borgerløn tror jeg ik på i det her land som alt ser ud nu.

Peter Nielsen

Hvordan kan det lade sig gøre at siden 2003 har man ikke evnet at finde et job til vedkommende, selv under opsvinget hvor der blev skreget på arbejdskraft. Det er hvad det er! Kommunerne sidder med deres handlingsplaner, mentorordninger, personlighedskurser ( hvilken fugl er du), psykologer, medicinering og bla bla bla bla.... Det handler for kommunen ikke om at Karina skal i arbejde, men om at retfærdiggøre systemets eksistens.
Det er selvfølgelig at skære alle over en kam, men hvis ikke man formår at hjælpe en der har været på på overførselsindkomst i ca. 30 år on/off, så kræver det et ualmindeligt stort talent ikke at kunne gøre noget.
Det kan ikke passe at jeg er den eneste der synes at systemet svigter, når hun nu drømmer om et ganske almindeligt job som kassedame ( hedder der ikke servicemedarbejder på akademisk sprog i dag?) så tvivler jeg på at det ikke er muligt at finde ét eneste sted siden 2003 der kunne have interesse i at ansætte hende... stikker der noget under her? Er det kommunen der klokker i det, eller er Karina i stand til at manøvrere rundt i systemet så hun ser ud til at ville arbejde men dybest set ikke vil? Kan hun arbejde - hvad er det der forhindrer hende i et par timer om dagen eller ugen. jeg bliver nok ikke populær af det her, men det virker altså fuldstændigt vanvittigt.

hans lemming, Gert Selmer Jensen, Anne Schøtt, Steffen Gliese og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mentorordningen er jo reelt set det, der i gamle dage var det væsentlige arbejde for socialrådgiveren - deraf jobtitlen.

Liliane Murray

Borgerløn vil hverken fjerne ulighed eller bureaukrati, men plutokraterne ville gnide sig i hænderne, og grine hele vejen hen til banken.

Steffen Gliese

Peter Nielsen, du peger på det paradoks, der er blevet galt i vores samfund siden 90erne: at lønarbejdet er blevet en mangelvare, man af al magt efterstræber - langt mere end tidligere, hvor mange jo reelt blev forsørget af f.eks. en ægtefælle eller forældre (eller medvirkede til at forsørge forældre). Det er det, velfærdssamfundet sådan set skulle bringe os ud over ved at sikre, at alle har egne penge, men det er en anden diskussion.
Den teknologiske udvikling misbruges til at indføre en kontrol, vi levede bedre og mere lønsomt uden - formodentlig fordi der er så mange uddannede indenfor de relevante fag, der skal have arbejde, hvilket er ideologisk dræbende, fordi det er de samme, der påstår, at den mekanisme: øget arbejdsudbud=flere job, fungerer universelt - formodentlig kunne vi undgå kasseassistenten med automatisk stregkodeaflæsning med teknik som rejsekortet, så det hele i kurven blot blev talt sammen og betalt i en automat med kontanter eller kort. Det er et skrækscenarie, fordi vi tænker i at skabe job, men det er en supergod ting, når man tænker i at løse opgaverne så smidigt som muligt, så folk ikke bliver forstyrrede i deres liv.

Steffen Gliese

Det er en vigtig pointe, Ellen Nielsen, fordi det offentlige i vore dage ikke tjener borgerne, men staten.

Peter Hansen - det med at kunderne selv scanner varerne , er allerede i gang visse steder - jeg har glemt hvor.
Bibliotekerne ha jo brugt det længe og er begyndt på at have åbne biblioteker uden personale. Man lukker sig ind via sit sygesikringskort.
Kort sagt som enhver , der har øjne i hovedet, kan se, så forsvinder der hele tiden jo - mens politikerne holder fast i, at vi alle partout skal arbejde 37 timer , helst mere ugentligt.
Hvordan det skal hænge sammen, har de stadigt ikke givet svar på. I stedet for lukker de øjnene og messer de gamle paroler højere og højere. Det er som den lille dreng i den mørke kulkælder , der messer : jeg er ikke bange, jeg er ikke bange, mens han er ved at dø af skræk for mørket.

Gert Selmer Jensen, Felix Austin, Britta Hansen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ja, men disse systemer kræver stadig, at man scanner hver vare. Jeg taler om, at man blot passerer en portal, som i løbet af nul komma nul fem registrerer alle varer og blot skal betales, uden mellemkomst.

ellen nielsen

Borgerløn vil hverken fjerne ulighed eller bureaukrati....

Liliane Murray.
Hvis de to ting, du nævner, er begrundelsen,
tror jeg, at du har ret!

Peter Hansen - hvordan man gør det er ligegyldigt. Pointen er, at jobfunktioner forsvinder. om nogle år bliver det ikke længere muligt for arrogante madammer som Mette Frederiksen at sige til ledige akademikere, at "de bare skal tage job i Netto" - der i øvrigt vil have HK-uddannet personale, tak - for da er de fleste af de ufaglærte jobfunktioner også væk.
Inden længe bliver man nødt til at genopfinde grav-et-hul-og fyld-jord-i- det aktiviteter, så politikernes våde drøm om at folk skal "arbejde" så meget som muligt.
De skulle jo nødigt få lyst til at bruge tid på at læse bøger/passe egne børn/hjælpe gamle hr. Madsen med sin kolonihave etc.

Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen, Felix Austin, Niels Duus Nielsen, Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er ejendomsretten, der gør forskellen, ikke arbejdet - derfor burde man måske overveje, om ejerskab til en virksomhed skal have en udløbsdato, ligesom et patent?

Britta Hansen

Først og fremmest: al respekt for Karina for at have født 6 børn og fået dem igennem under vanskelige forhold, hvoraf nogle beskrives i artiklen. Det må i sig selv være grund nok til respekt og anerkendelse. Men den får hun ikke i vores samfund, der ene og alene giver respekt til de mennesker, der udfører et fuldtidsarbejde for at tjene penge. Hvordan man kan forlange af en person, at hun skal arbejde (og gerne fuldtid) mens hun har 6 børn, er fuldkommen ufatteligt for mig. Hun bebrejdes endda i kommentarer at hun 'også (har)svigtet selv i retning af at ville noget med sit eget liv'. Hun ville da noget: 6 børn! Samfundet burde sige 'tak' - og ikke 'skam dig'!

Og nu, hvor den yngste er i en alder, at Karina kan komme ud og følge nye drømme, skal hun naturligvis få den hjælp, hun har brug for, og det virker ifølge artiklen, at hun modtager den til Karinas tilfredshed. Det glæder mig. Jeg håber på Karinas vegne, at hun vil være i stand til at opbygge sin selvtillid og selvværdsfølelse, da det fremgår af artiklen, at de kunne blive stærkere, og at hun vil kunne udleve sine drømme.

God vind, Karina!

Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Anne Schøtt, Peter Kobl, Herdis Weins, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Peter Nielsen

@Britta Hansen, vi kan også vende den om og sige - hun kunne overskue at få 6 børn men ikke at arbejde.... Jeg siger ikke at det er forbudt at få de børn man ønsker sig, men det kan ikke passe at jeg er den eneste der har en fornemmelse af at artiklen ikke fortæller hele historien om Karina, så jeg vil vente med at rose hende.

Det var en succes historie. Altså for mentoren. Jeg formoder mentorens månedsløn ligger på 30.000 kr.
Så vil jeg gerne brokke mig over, at en muffin i netto koster 10kr.

ellen nielsen

Kofoeds Skole er en privat institution,
som primært drives for privates tilskud/midler
og som benytter meget frivillig/ulønnet personale.
Her hjælper man mennesker til selvhjælp....

ellen nielsen

Her til morgen
har jeg i Nyhederne set, hvodan stat og kommune kræser for
stofmis"brugerne"af hårde stoffer, så de kan fortsætte misbruget hele livet.
Øvrige borgere kan så forvente, at de fortsat skal udsættes for indbrud og tyveri,
da det ofte er den måde, brugerne får råd til stofferne...
Dette er ikke hjælp til selvhjælp....!!!

ellen nielsen

Karina
er sikkert (siger regnemaskinen) startet på kontanthjælp i 80'erne
og har fået lov til at blive dér sidenhen...
selv om kontanthjælpen er indført som en akut, midlertidig hjælp....
Nu kan man så håbe, at hun får hjælp til selvhjælp som 48 årig.

Karina, se fremad, ta' medansvar for eget liv..
- ingen skammer dig ud, kun medierne.
Dét er aldrig for sent at gøre noget andet. Du skal bare selv gøre dét, evt. med hjælp af andre.

ellen nielsen

Marianne Bjerg.
Du tolker som du vil/synes...
Dét kan jeg ikke ændre på...
Nogle tolker altid negativt - andre heldigvis positivt!

Torsten Jacobsen

Ellen Nielsen,

Din grundlæggende fejlslutning, dvs den forforståelse som Marianne Bjerg påpeger, men som du åbenbart selv er blind for, kommer til udtryk når du skriver at Karina Larsen skal 'tage medansvar for sit liv'. Dermed forudsætter du, at det er noget hun ikke gør allerede, og dermed kategoriserer du hende på fuldstændig urimelig vis som stående udenfor den normalitet du formodentlig oplever dig selv som en del af: En normalitet, hvor ansvarlige mennesker ansvarligt udviser passende ansvarlighed.

Samtidig hævder du, at Karina Nielsen jo bare kan gøre noget andet, end det hun gør. Det samme kan jeg jo så hævde om dig. Men det gør du ikke. Du gør præcist hvad du gør, ligesom jeg gør præcist hvad jeg gør, hverken mere eller mindre. Hvis du tænker lidt over hvorfor vi 'ansvarlige' hverken gør mere eller mindre end præcist det vi gør, så kan du måske nærme dig en dybere forståelse for andre menneskers gøren og laden, og dermed komme i det mindste én uklædelig forforståelse til livs.

Ebbe Overbye, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Torsten Jacobsen...
Der er noget grundliggende, jeg ikke kan forstå i et debatforum,
som har et emne.
Ganske få forsøger at debattere emnet,
resten tolker og psykologiser debattørerne..

Eks Marianne Bjerg.
Hun skriver intet om, hvad hun mener om emnet eller Karinas situation.

Britta Hansen

Peter Nielsen

Jeg roser ikke. Jeg anerkender. (Eller værdsætter, som det betegnes i denne beskrivelse af forskellen mellem de to ord: http://www.jesperloyehejl.dk/er-der-forskel-pa-at-rose-og-at-vaerdsaette/)

'Det værdsættende adskiller sig fra rosen, ved at anerkende det der sker. Dvs. at udtrykke sin undrende nysgerrige iagttagelse…

Det værdsættende består også i at finde og anerkende den positive intention i handlingen. Hvad er det, som jeg oplever, at vedkommende giver udtryk for at ville opnå igennem sin handling? – At værdsætte er IKKE at forsøge at vurdere hvad der ER. Det vi tror der ER, er i sidste ende kun forståeligt i vores egen konstruktion – og da kun forståeligt for os selv.'

Torsten Jacobsen

Ellen Nielsen,

Men her diskuterer vi jo ikke hvilken farve himmelen har, eller den bedste måde at tilberede artiskokker på. Vi diskuterer et emne, som i alt væsentligt ikke kan forstås løsrevet fra den menneskelige psykologi. Debatten her handler om menneskesyn. Om menneskers syn på sig selv, vores syn på hinanden, og hvordan sådanne perspektiver, påstår jeg, må forstås som gensidigt konstituerende, dvs. uadskillelige.

Derfor bliver dine forforståelser, såvel som mine, uundgåeligt en del af diskussionen. Hertil kommer så, at 'frelste humanister', som jeg selv, ikke har de store betænkeligheder ved at fremhæve vores forståelse, vores menneskesyn, som både dybere og mere etisk. Men en sådan arrogance og bedrevidenhed punkteres bedst ved at argumentere for, hvorfor det ikke er tilfældet, dvs. ved at påpege og udstille fejl i 'vi humanisters' selv- og forforståelser. En fornærmet mine, eller en illusorisk henvisen til at diskutere 'sagen i sig selv', dvs. en appel til umiddelbar effektivitet, er desværre ikke meget bevendt.

ellen nielsen

Men diskussion, Ellen Nielsen, tror jeg er omsonst...

Marianne Bjerg.
Det tror jeg også, når vi ikke er enige om, HVAD vi diskuterer!
------------------------------------------

Debatten her handler om menneskesyn.

Torsten Jacobsen.
Nej,
primært om hvordan og hvilken hjælp, der gavner Karina, evt. andre.
Hun siger det jo egentlig selv..!
-----------------------------------------

God dag!

Jeg hæfter mig ved, at der i artiklen står noget om, hun har været i nogle voldelige forhold. En voldelig partner kan nedbryde selv den stærkeste kvinde eller mand, har jeg set med egne øjne, hvor den, det gik udover forvandlede sig til et lille forskrækket mæhæ.
Nogle gange ender folk i voldelige forhold, fordi de er vant til vold og ydmygelse fra barndommen. Under alle omstændigheder gør det at have levet i et voldeligt forhold noget ved folk, så det er svært at "tage ansvar for eget liv".

ellen nielsen

.....men det er så pokkers nemt Ellen Nielsen, at mene folk bare skal ta' sig sammen og tage ansvar for sit eget liv.....

Marianne Bjerg.
Jeg har nu brugt tid på at læse debatindlæggene igennem.
Hvis du ikke er en 'evigheds-kværulant',
må du berette, hvor og hvornår jeg har sagt,
at jeg mener, at Karina
1. "bare skal tage sig sammen"
2. "tage ansvar for eget liv"

Det første har jeg intet udtalt mig om.
Om det andet - har jeg sagt og derfor ment "medansvar for eget svar", hvilket absolut ikke er det samme som "ansvar for eget liv = sin egen lykkes.

Sider