Sannie Nielsen starter med at undskylde i telefonen, at hun nogle gange kan være svær at forstå.
Den 40-årige vordingborggenser lider af sygdommen multipel sclerose (MS), som angriber centralnervesystemet og medfører en række såkaldte attakker, eller angreb, hvor hun får føleforstyrrelser, synsproblemer, lammelser eller hukommelses- og koncentrationsbesvær.
Efter det seneste angreb fornylig mistede Sannie Nielsen en del af følelsen i tungen og har nogle dage svært ved at tale tydeligt.
Alligevel er Sannie Nielsen, der har været sygemeldt siden 2013, den 21. maj indkaldt til et møde i Vordingborg Kommune om planlægningen af sit kommende toårige ressourceforløb. Et forløb hun ikke forventer sig meget af.
»I korte træk føler jeg, at det er spild af tid. At sætte mig i et ressourceforløb på to år, når vi ved, at det kun går én vej, er faktisk spild af ressourcer. Jeg kunne godt bruge så lang tid ude, som jeg kan. Om to år kan det være, at jeg sidder i kørestol,« siger Sannie Nielsen.
Arbejdsprøvning
Sannie Nielsen har allerede været i såkaldt arbejdsprøvning, der afslørede, at hun netop kun kan klare at arbejde få timer om ugen.
Multipel sclerose er en kronisk sygdom, hvor hvert angreb med tiden efterlader ar omkring nervetrådene, så meddelelser fra hjernen til forskellige dele af kroppen kun dårligt eller slet ikke når frem.
Sygdommens forløb og symptomer er forskellige fra person til person, afhængigt af hvilke dele af centralnervesystemet, der er berørt. Nogle oplever kun enkelte angreb og vil derfor kunne leve et stort set almindeligt liv, mens andre kan blive stærkt invaliderede i løbet af en årrække. På det tidspunkt, hvor diagnosen stilles, er det umuligt at forudsige sygdomsforløbet. Af den grund er usikkerheden om fremtiden et af de største problemer for mange mennesker med sclerose. Den historie kan Sannie Nielsen nu se frem til at skulle fortælle sin tredje sagsbehandler i kommunen, når hun skal starte på ressourceforløbet.
»Jeg ved godt, at for mange mennesker lyder det ikke af meget, og det ville det heller ikke have gjort for mig for 10 år siden, men i dag er det at skulle starte forfra næsten uoverskueligt,« siger Sannie Nielsen. I stedet havde Sannie Nielsen håbet at få tilkendt ret til et såkaldt minifleksjob, hvor hun få timer om ugen kunne arbejde med at passe hjemmeside og Facebook-profilen i det nærliggende internetfirma Stensby, der forhandler kosttilskud til hunde og katte. Nu foreslår kommunen hende et ophold på Scleroseforeningens Rehabiliteringscenter Montebello i Sydspanien for at lære mere om sin sygdom, samt besøg hos både fysioterapeut og kiropraktor.
Sannie Nielsen mener dog, at hun godt ved, hvad hendes sygdom indebærer, ligesom hun allerede er i behandling.
»Jeg føler bare, at de prøver at trække beslutningen ud i to år,« siger Sannie Nielsen.
»Det er frustrerende og økonomisk er det også frustrerende, at jeg skal være på kontanthjælp i to år. Jeg kan ikke blive boende, hvor jeg bor, for det har jeg ikke råd til. Hvilket fører til endnu mere stress, der kun forværrer min sygdom. Jeg tåler ikke at blive presset, og jeg føler mig presset nu«.
Klaget til Ankestyrelsen
Sannie Nielsen og hendes fagforening, 3F, har nu klaget til Ankestyrelsen over kommunens afgørelse.
Sannie Nielsens sagsbehandler hos 3F i Vordingborg Werner Gass mener, at problemet for hende – og mange andre som søger om førtidspension – er den nye lovs ord om, at en sådan ikke ikke kan tildeles, før »det kan udelukkes, at der sker en udvikling af funktionsevne«.
»Idéen er god nok – især for de unge,« siger Werner Gass og fortsætter: »De kan få hjælpe til at komme op om morgenen og afsted, hvis det er det, der er brug for. Men at tro, det hjælper ældre er latterligt. De ved nok, hvad de kan klare, og hvis lægerne siger, at der ikke er mere at gøre, så nytter det ikke at blive ved. Hvis kommunerne bare tilbyder de samme kurser som de seneste fem år, så er det jo bare hul i hovedet og en måde at parkere folks sager på en lavere ydelse. Så kan jeg sgu godt forstå, at folk ikke er motiverede.«
Hvis du erstatter syge borgeres selvværd med regeltyranni og mangeårig udsigtsløse afklaringsforløb der kun tilføjer yderligere dårligt helbred og ringere økonomi samt livssituation, så skal du nok forvente at det er pø om pø med disse borgeres motivation med udsigten til endnu et beskæftigelsespolitisk tiltag uden reelt indhold.
Det er reelt set en politik, der er light-udgaven af det, som grupper, der senere har oplevet folkemord, er blevet udsat for: dehumanisering i stedet for tilstrækkelig hjælp! Det offentlige skal ikke være offensive i forhold til borgerne, men derimod være en støtte, indenfor rimelighedens grænser.
Lider man af sygdomme som disse, skal der ikke være nogen mulighed for en kommune til at undgå at tilkende førtidspension, f.eks.
Hvis konceptet er at stå op om morgenen kan der med held flyttes noget - er man ældre og kronisk syg skal lægens henvisninger følges...
Det er tiltrængt, at man giver kommunerne en arbejdsprøvning - til en optimering af deres forståelse og mulige genoptræning.
Det, som rent ud sagt er problemet, er, at den magelighed, der gerne måtte indfinde sig ovenpå arbejdet med at indrette et samfund, mennesker kan føle sig tilpas i, bekæmpes af magthavere, der mener sig berettiget til at udbytte arbejdskraften.
Mener du politikerne - eller dem, de tjener? :)
Enhver regel som blindt følges - uden mulighed for at tænke sig om - vil før eller siden føre til organiseret dumhed.
Alt fra terminale kræftpatienter til folk med benbrud skal partout slæbes til samtale på kommunen.
Jeg er sikker på, at de fleste erfarne sagsbehandlere sagtens kunne vurdere om en samtale eller et afklaringsforløb vil give mening i forhold til den borger de står overfor. Men det er som om vi ikke vil overlade ansvar til nogen - alt skal køre efter et forudbestemt skema.
Vi har vel fået den politik vi gerne ville have - vi har jo selv stemt på dem som har lavet disse regler.
Henrik Petersen - vi vidste ikke, hvad vi gjorde...
Og selvom de siger, at der snart kommer valg - så kommer der nok ikke noget bedre - for hvem tør give tilliden tilbage til folket.
Stop dette gigantiske fupnummer, pengespild og ulogiske tyrani.............NU
Det er billigere for kommunen at holde disse stakkels mennesker på kontanthjælp....
Men sandheden er jo nok, når alt kommer til alt, at politikerne godt ved, at pengene ikke repræsenterer en reel værdi - hvad der tæller, er det, der bliver udført af reelt arbejde.
Det er vist lettere/billigere for kommunerne, at ansætte e'n til at tryne 30, end at sætte ind med hjælp, hvor borgeren virkelig har brug for det.
Jeg tror kommunerne får flere kroner i tilskud til dem der modarbejder en trængende borger, end dem der kan se realiteterne.
Der er i virkeligheden kun en ting at sige: "Protestantisk Etik!" Den gennemsyrer vort samfund i øjeblikket! Selv meget syge som fx min far, der var i 80erne og havde terminal kræft, han skulle være sund og ikke hengive sig til de piller, som gav hans sidste levedage en smule mening i form af lidt øget livslyst. No pain, no game!
Problemet med førtidspension er i mange tilfælde, at så ved kommunen ikke om klienten groft sagt lægger sig til dø i stedet for at tage kampen med problemerne - eller omvendt: bliver for rask til ydelsen og nærmer sig socialt bedrageri. Holdes klienten på fx kontanthjælp har jobcentret hele tiden mulighed for at følge med i om klienten gør brug af de sundhedstilbud, kurser mv. som tilbydes og som har til hensigt at normalisere borgeren, ved fx at nærme sig arbejdsmarkedet. Det er sådan moderne omsorg. fungerer i dag, hvor familien spiller en sekundær rolle som socialt og økonomisk sikkerhedsnet for de fleste.
Men det er selvfølgelig forkert, hvis kommunen ikke også følger op og stiller de muligheder til rådighed, der er i lovgivningen om fleksjob og på den måde støtter klienten i at blive mere selvhjulpen og fx nærme sig arbejdsmarkedet i et omfang som er realistisk i forhold til klientens helbredstilstand, om det så kun er et par timer om ugen, hvis det er målet for klienten. Udredningen af dette sidste spørgsmål halter vist gevaldigt i mange tilfælde, dels fordi det kan være svært at finde en arbejdsgiver til de dårligste klienter og ikke mindst efter at man indførte lægekonsulentordningen, hvorefter kommunen i praksis selv kan bestemme hvor raske eller dårlige en klient skal se ud på papiret.
På den måde ender man med en temmelig forkvaklet form for omsorg, som i mange tilfælde mere bliver et spil for galleriet end at det reelt hjælper klienterne videre i livet. Det er så her at klienternes opfindsomhed og modstandskraft skal stå sin prøve, for de der lever længe nok ender jo før eller siden på folkepension og så venter et jobcenterfrit liv, med alle de fordele det indebærer.
Løsningen for de der måske ikke kan stå distancen er svær at se, så længe vi (vælgere og potentielle klienter) ønsker at kommunen skal være den primære omsorgsyder for borgerne. Men vi bryder os os jo heller ikke om stilstand. Måske er det også derfor man med jævne mellemrum præsenterer den gamle vin på nye flasker, selvom der måske kun den samme.
Problemet er og bliver, at forvaltningen nu om dage ikke forholder sig neutralt til sin omsorgsopgave, sådan som Søren Kristensen så malende beskriver det.