Det havde været en af de efterhånden lange valgkampsdage. Han troede ellers, at valgkampen var overstået, da det var blevet den 8. februar, og stemmesedlen var kastet i stemmeurnen. Men sådan udviklede virkeligheden sig ikke for Frank Jensen.
Nu var det blevet forår, og han var endelig kommet hjem til Nordjylland. Valgkampen var ikke overstået. I stedet for at dyste mod Anders Fogh Rasmussen og hans tropper fra Venstre var konkurrenten en af hans egne. Det var Helle Thorning-Schmidt, og det gjaldt posten som formand for Socialdemokraterne og venstrefløjens statsministerkandidat. Mogens Lykketoft havde straks på selve valgnatten trukket sig, og for første gang skulle Socialdemokraternes medlemmer i en urafstemning vælge partiets næste formand. Det var valget mellem det kendte og det ukendte. Mellem manden og kvinden. Mellem Frank og Helle.
Men selv om Frank Jensen var kommet til Nordjylland, og hans kone, Jane, var kørt til valgkampsmødet i en partiforening uden for Aalborg, var det ikke muligt at få lidt privat familietid på hjemturen. På trods af deres efterhånden mange politiske dueller, og at de så mere til hinanden end til deres familier i den periode, var Helle Thorning-Schmidt parat til at springe ind på bagsædet af familien Jensens bil og sammen køre til Aalborg, hvor hun skulle overnatte.
»Helle havde ikke noget problem med at sidde i bilen sammen med min kone og mig, selv om vi lige havde været i en lang duel. På den tur kunne jeg mærke, at min kone, Jane, også fik sympati for Helle, fordi Helle har den kolossale styrke, at hun bare kan tale med folk,« siger Frank Jensen i dag.
24.261 af de daværende socialdemokratiske medlemmer ville have Helle Thorning-Schmidt som formand. 21.348 ønskede Frank Jensen. Selv om Thorning-Schmidt dagen efter resultatet af urafstemningen blev offentliggjort kontaktede sin slagne konkurrent og tilbød ham posten som næstformand i partiet, takkede Frank Jensen nej. Han holdt i første omgang fast i sit løfte om at prøve noget andet end politik. I dag er han så næstformand i partiet og overborgmester i København – selv om Thorning-Schmidt fortsat sidder for bordenden og søndag kan fejre, at det er 10 år siden, hun blev formand for Socialdemokraterne.
I dag er det ikke kun Frank Jensens kone, Jane, der har sympati for Helle Thorning-Schmidt. Det har Frank Jensen også.
»I dag er der en glæde i Socialdemokratiet over, at resultaterne af vores politik nu kommer. Den glæde var der ikke for et år siden. Der var blæst på hovedbestyrelsesmødet i Svendborg, men Helle fik forklaret et utilfreds bagland, at det var nødvendigt, hvad vi gjorde i Socialdemokratiet, hvis Danmark skal ud af krisen,« siger han.
Færdig som arbejderparti
I 2005 var det en relativ ukendt formand, Socialdemokraterne valgte. Siden er det ikke kun de socialdemokratiske partimedlemmer, der har lært Helle Thorning-Schmidt at kende. Det har hele Danmark.
Som hende, der ifølge Politiken-journalist Jakob Nielsens portrætbog Helle for magten gennem ungdommen abonnerede på den kommunistiske avis ’Land & Folk’ og først den 24. november 1993 sendte en indmeldelsesblanket til Socialdemokraterne, der tildelte hende medlemsnummeret 110.181. Men også som pigen fra Ishøj, der vendte pølser i den lokale Bilka, inden hun senere i livet erklærede sig som fuldblods-europæer og blandt andet studerede ved Europakollegiet i Brügge.
I dag vurderer danskerne hende til at være deres foretrukne statsminister, men de samme vælgere har tilsyneladende ikke lyst til at stemme på hendes parti. Faktisk er det aldrig lykkes for Helle Thorning-Schmidt at sikre Socialdemokraterne fremgang ved et eneste valg, hvor hun har været formand. Det gælder både folketingsvalg, kommunalvalg og valg til Europa-Parlamentet. Medlemmerne har også forladt partiet: Da Thorning overtog formandsskabet, var der ifølge Folketingets officielle oversigt over partiernes medlemstal ca. 57.000 medlemmer af Socialdemokraterne. I 2013 var det tal under 40.000 medlemmer. Alene i regeringsperioden fra 2011 har Socialdemokraterne mistet flere end 6.000 medlemmer.
»Ser vi på partiets tilslutning, er det jo ikke, fordi det er gået godt. Resultatet i 2005 på 25,8 procent af stemmerne var ti procentpoint under, hvad partiet havde hentet blot syv år tidligere i 1998, hvor Socialdemokraterne fik 35,9 procent. Det var et niveau, partiet havde holdt i mange år. Man kan ikke sige, at det er Thornings skyld, at Socialdemokraterne har lidt det store vælgertab, men hun har i hvert fald ikke været i stand til at genvinde det tabte. Tværtimod. I virkeligheden er der ikke sket særlig meget med Socialdemokraternes tilslutning. Og det, der er sket, er gået den forkerte vej,« forklarer Rune Stubager, valgforsker og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
»To tabte valg i træk gjorde, at det ikke var på nogen opløftende baggrund, at Thorning blev formand. Det var muligvis en medvirkende faktor til, at partimedlemmerne valgte et uprøvet kort. Hun kom med noget nyt og en begejstring om, at hun kunne slå Anders Fogh Rasmussen. Det kunne hun jo så ikke, da hun fik muligheden, men på et hængende hår lykkedes det hende senere at slå Løkke,« siger han.
Udviklingen var allerede begyndt før Thorning, men under hendes ledelse er den accelereret: Det tidligere så store arbejderparti er i dag et parti, der nærmest ikke har nogle arbejdere anno 2015 i sit vælgerkorps.
I 2011 slå Helle Thorning-Schmidt Lars Løkke Rasmussen kneben ved folketingsvalget og kan overtage nøglerne til statsministeriet.
I dag er Socialdemokraternes vælgerbase ifølge Rune Stubager karakteriseret ved: 1. Det er relativt gammelt. 2. Der er en overvægt af kvinder. 3. De er oftest offentligt ansatte eller såkaldte lavere funktionærer.
»Det er velfærdsstatens kernetropper så som skolelærere, sygeplejersker og pædagoger. Men det interessante er, at man ikke længere siger, at den tradtionelle, socialdemokratiske kernevælger er arbejderen. De er stemplet ud i stort tal. Ideen om, at Socialdemokratiet er et stort arbejderparti, er slut,« siger Rune Stubager.
Den analyse deler arbejderdrengen og en af partiets unge talenter, Peter Hummelgaard, der også er folketingskandidat for partiet.
»Arbejdervælgerne har en grundlæggende følelse af, at den kriseregning, der skulle betales, ikke er sket på en fair og retfærdig måde. I en kommende valgperiode udestår den opgave stadig. Det har været de lavest lønnede med de korteste uddannelser, som har måtte bære de største byrder oven på krisen. Og det har kostet nogle arbejdervælgere i Socialdemokratiet,« siger Peter Hummelgaard.
Værdipolitisk dræn hos S
At arbejdervælgeren har forladt Socialdemokraterne er ikke kun Thornings skyld, vurderer Stubager. Selve arbejderklassen er udfordret af demografiske årsager, fordi den ganske enkelt bliver mindre i disse år. Men effekten hos Socialdemokraterne er større, end demografien kan forklare, mener professoren.
»Effekten er blevet meget større, fordi den arbejderklasse, der burde stemme socialdemokratisk, er holdt op med at gøre det. De er gået til de blå – enten i form af Venstre eller Dansk Folkeparti. Her oplever de at få en politik, som langt mere passer til deres ønsker. Det gælder hele paletten. For den særlige udfordring er værdipolitikken,« vurderer Rune Stubager.
Thornings forgængere – Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft – lykkedes aldrig med at finde den opskrift på en socialdemokratisk værdipolitik, der samtidig kunne appellere til de vælgere, der havde forladt partiet. Første gang, der blev lagt et værdipolitisk dræn ind hos Socialdemokraterne allerede ved valget i 2001, som førte Anders Fogh Rasmussen ind i Statsministeriet. Og der er ifølge Rune Stubager aldrig blevet lukket for det dræn.
»Værdipolitikken slog i 2001 hul i muren, og den del af det politiske liv har siden fastholdt de vælgere, man ellers ville opfatte som kernevælgere hos Socialdemokraterne, hos de blå partier. Thorning er ikke lykkedes med at overbevise de vælgere om, at hendes bud på værdipolitikken er bedre. Samtidig har Venstre og Dansk Folkeparti flyttet sig mod midten på den økonomiske politik, og dermed har de sørget for, at de vælgere, der er kommet over til dem, ikke forsvinder igen, fordi de synes, at den økonomiske politik er for højreorienteret. Det var Anders Fogh Rasmussens mesterstykke eller strategi: Han forsikrede om, at han ikke ville ændre eller skære i velfærden. Det har Socialdemokraterne med Thorning i spidsen aldrig fundet svaret på.«
Kun på ét tidspunkt er det ifølge Rune Stubagers analyser lykkedes for Thorning at vende strømmen af arbejder-stemmer: I månederne før valget i 2011. Men desværre for Thorning trak Lars Løkke Rasmussen valgudskrivelsen så længe, at vælgerne kun så pæne ud i meningsmålingerne en kort overgang. Ifølge Stubager nåede mange vælgere allerede før valget at blive skuffede over den økonomiske politik, der var udsigt til, at en ny S-ledet regering ville føre efter en potentiel valgsejr.
»Dem, der ikke forlod partiet inden valget, blev simpelthen så skuffede over, at de løfter, som blev givet på den økonomiske front, blev urealistiske eller slet ikke holdt. Det gælder efterløns- og dagpengereformerne. Den venstreorienterede økonomiske politik blev reelt ikke til så meget.«
Har nået sine mål
At den venstreorienterede økonomiske politik blot blev ved vælgernes drømme er ikke gået ubemærket hen. Thorning har gennem årene fået meget intern kritik for sin evne til at strække socialdemokratismen til sit yderste. En af dem, der ikke har holdt sin kritik internt, er den tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær Ritt Bjerregaard.
»Den ligger generelt set og på en række afgørende punkter til højre for en Løkkeregering,« lød svadaen fra Ritt Bjerregaard i 2013 i Politiken om den nuværende regerings økonomiske politik, og tidligere har hun også lagt stemme til kritikken, når det handlede om partiets valgresultater.
»Vendepunktet var det meget mærkelige valg i 2007, hvor vi gik klart tilbage og tabte to mandater. Alligevel insisterede ledelsen på at udlægge det som en slags sejr, og det er absurd,« skrev hun i en bog i 2009.
En af dem, der gennem alle 10 år med Helle Thorning-Schmidt har været helt tæt på udviklingen i partiet, er nuværende finansminister Bjarne Corydon. Han mener, at Helle Thorning-Schmidt er en succes som Socialdemokraternes formand:
»Det er i virkeligheden en kort og præcis analyse, der kan laves: Helle Thorning har nået det mål, hun satte sig. Socialdemokratiet er kommet derhen, hvor hun ville have det. Hun ville forny Socialdemokratiet, fordi hun var inspireret af de tanker, socialdemokrater i lande omkring os havde gjort som reformpolitikere. Hun ville som en modig politiker lave brede forlig, der lavede om på landet ud fra de værdier, der gjorde hende til socialdemokrat. Hun ville være en pragmatiker, der løste problemer. Alt det har hun nået. Det er egentlig imponende. Når tælleren står på 10 år, og man skal lave en slags status, så er hun en af de politikere i Danmark, der har nået sine mål. Ikke bare at få den post man gik efter, men hun er lykkedes med at få flyttet Danmark derhen, hvor hun gerne ville,« siger Bjarne Corydon.
At Socialdemokraterne står til endnu et historisk dårligt valgresultat – selv i vægtede meningsmålinger, der tager højde for en udvikling over tid – er et vilkår, som tidligere store partier over hele verden må leve med, mener Bjarne Corydon.
»Ser man på andre lande, så er grundvilkåret for både socialdemokratier og store borgerlige partier, der vil have regeringsansvaret i deres land, at man ikke længere kan være enorme folkepartier. Det kan ikke længere være succeskriteriet i den tid, vi lever i, og den tid vi kommer til at leve i. Det er dejligt, hvis det lykkes, men det er jo ikke det, der præsteres nogle steder,« lyder forklaringen fra den socialdemokratiske finansminister.
Selv om det ikke blev Frank Jensen, der fik mulighed for at stå i spidsen for det socialdemokratiske projekt, kan han i dag sagtens stå ved partiets politik og kurs.
»Helle har på mange måder bygget videre på det parti, der blev skabt i Lykketoft/Nyrup-perioden i 1990’erne, hvor det vigtigste var en solid økonomisk politik, der er tillid til. Med hende og Bjarne Corydon står Socialdemokraterne i dag med en stor troværdighed, hvor der er blevet ført en ansvarlig økonomisk politik og en reformkurs. Den har selvfølgelig skabt blæst,« erkender han.
Det var den de facto afskaffelse af efterlønnen i 1998, der førte til valgnederlaget i 2001. Partiet mistede i brede kredse al troværdighed. Så enkelt er det.
Udover at mændene er mere interesseret i dameben, end landet som skulle mødes oppe i damens øjenhøjde (håber ikke forkvindeskabet er valgt på denne måde) - så blev der tæsket lystigt videre efter valget, på sine egne;
Tryk avler modtryk - er der en fysiker til stede?
Hvor går man hen, når man bliver banket i den danske skolegård?
"Ser man på andre lande, så er grundvilkåret for både socialdemokratier og store borgerlige partier, der vil have regeringsansvaret i deres land, at man ikke længere kan være enorme folkepartier. Det kan ikke længere være succeskriteriet i den tid, vi lever i, og den tid vi kommer til at leve i". "Demokratiet" er for eliten, folkets deltagelse er af ringe interesse for den herskende elite og deres nikkedukker.
Det ville være oplysende, hvis der i begyndelsen af denne artikel var en graf over de store partier i både DK og Europa, - og den procentvise tilbagegang i medlemmer de har oplevet.
Overblik.
Nyrup og Lykketofts udsalg af statens "Guldæg" i for af lukretive overskudsgivende virksomheder og "arvesølvet" i form at værdifulde statslige ejendomme, for at finansiere deres opsving og øget beskæftigelse var, oveni svigtet med efterlønnen for meget for den socialdemokratiske vælger.
Udsalget af principper for velfærdsstaten og rettigheder for borgerne for at bevare magten, startede den folkekære Anker såmænd, og det udsalg har nået sin slutspurt med Helle Thorning og Bjarne Corydon, hvor de sidste hylder rydde, butikken lukker og slukker.
Socialdemokratiet har tilsidesat to af de væsentligste faktorer, nemlig kvindelig omsorgs-moral og mandlig retfærdigheds- moral.
Nedskæringer på de svageste grupper i samfundet er fravær af omsorg og fravær af retfærdighed. Hetz mod ledige er fravær af omsorg og fravær af retfærdighed. Hetz mod indvandre er fravær af omsorg og fravær af retfærdighed.
Fortsæt selv listen.
Så glem alt snak om arbejderparti eller ikke arbejderparti, det er moralen (eller mangel på samme) som sender vælgerne på vild flugt.
Nej, Peter Hansen, det var sgu lige så meget Socialdemokraternes førte indvandrer- og flygtningepolitik, der gav Anders Fogh Rasmussen valgsejren den 20. november 2001, fordi rigtig mange danskere ønskede en opstramning i Udlændingeloven af 1983, der indtil da gennem 18 år havde betydet, at titusinder af muslimer fra alverdens fejlslagne stater med anarki og kaos, var strømmet til Danmark på tværs af andre europæiske lande, selv om de ikke var personligt forfulgte i deres hjemland.
VK-regeringen vandt udelukkende de to efterfølgende valg i 2005 og 2007 på grund af samme udlændingepolitik (værdipolitik), mens Socialdemokraterne udelukkende vandt folketingsvalget i 2011, fordi de kom med en økonomisk overbudspolitik sammen med resten af venstrefløjen. Og fordi de under hele valgkampen erklærede, at der ikke ville blive rørt bare èt komma eller punktum i den stramme udlændingepolitik, der gennem årene var blevet etableret af VK-regeringen og Dansk Folkeparti.
Men i samme øjeblik super-europæeren Helle Thorning-Schmidt kom til magten i 2011 sammen med De Radikale og Socialistisk Folkeparti, smed man alle valgløfterne over bord for at tilfredsstille støttepartiet Enhedslisten, hvis ultimative krav var, at samtlige opstramninger i udlændingepolitikken omgående blev ophævet, herunder starthjælpen og kontanthjælpsloftet, og lige siden er der sket endnu flere lempelser på udlændingeområdet.
Hvis den siddende SR-regering vinder det kommende folketingsvalg, vil der blive lukket endegyldigt op for sluserne til en massiv tilstrømning af især syriske flygtninge, hvilket indebærer, at de omgående tilkendes familiesammenføring med deraf efterfølgende livsforsørgelse af den etniske danske majoritetsbefolkning, der hver dag står ude på arbejdspladserne og knokler bruttonationalproduktet hjem til Danmark.
Kampagnen siden nytårstalen 2015 om, at indvandrere og flygtninge nu skal i arbejde som betingelse for at modtage økonomiske velfærdsydelser, er udelukkende brød og skuespil for hele vælgerbefolkningen, fordi mange pragmatiske vælgere med rette kan undre sig over, at statsministeren ikke kom med denne udmelding allerede under sin første nytårstale i 2012, men først nu op til et nyt folketingsvalg.
Alle de brudte løfter siden 2011 forsøges nu dækket ind med en massiv kampagne af løgn og spin fra SR-regeringen om, at de har gennemført en masse nødvendige reformer til glæde for den etniske danske majoritetsbefolkning, skønt alle politisk bevidste mennesker udmærket ved, at det meste af den førte økonomiske politik gennem de sidste fire år, blot er direkte implementering af ”landespecifikke henstillinger” fra EU-kommissionen i Bruxelles, og hele vejen igennem bakket op af fanatiske EU-partier som Venstre og De Konservative samt Liberal Alliance.
Næh, den flot udseende Helle Thorning-Schmidt har ikke skabt noget som helst nyt eller visionært i sin regeringsperiode som ”delstatsguvernør” i Europas Forenede Stater, men har blot sammen med venstrefløjen og de nævnte blå partier, overladt endnu mere af vores nationale selvstændighed til et forfærdeligt EU-monster i Bruxelles, der systematisk går efter at udrydde samtlige europæiske nationalstater hen over hovedet på vælgerbefolkningerne.
Medlemsnummer 110.181 er ikke dansker – hun er først og fremmest europæer.
sidste mand lukker og slukker i det danske parti politiske "demokrati"
tager man udviklingen samlet set over samme ti årige periode, så er socialdemokraties medlems udvikling ikke unikt, tværtimod, bortset fra en villy og, pia og johanne effekt, i henholdsvis SF og DF og enhedslisten så har ALLE partier haft tilbagegang og større tilbage gang end de andre partier, har haft tilgang, LA er også med her,
men tilsammen så er den parti politiske tilslutning faldet fra ca 250.000 omkring år 2005 til nu 153000, og forsætter samme udvikling og det gør den, så vil der være FÆRRE end 100.000 medlemmer af de politiske partier om ja bare ti år,
vi SKAL debatere vores styreform. for det represantive demokrati virker ikke længere,
jeg selv er stoppet med at stemme af samme årsag, og støtter nu 100% de voksende folkebevægelser der ønsker at boycutte valget, for demokraties skyld.
man snakker sådan om amrikanske tilstande, i dansk politik, og med det vil jeg sige nej usa er ikke lige det første land jeg tænker på når jeg tænker på de sidste 20 år i dansk politik,
Støvlelandet, italien virker lidt nærmere, og mere ja dansk, desvære, og som i støvlelandet så har vi danskere nu lært os kunsten, at få et land til at fungere på trods af vores politikere og bestemt ikke på grund af dem og deres politik.
Stem ikke til folketingsvalget for demokraties skyld, for at kæve en ny grundlov med direkte demokrati, så vi for Schweizisk system på vores anti demokratiske kaos, er det ikke ironisk at italien og alpelandet, er nabolande, kaos på den ene side af grænsen, orden på den anden, de taler samme sprog, på begge sider af grænsen, det ene land har et faleret represantivt demokrati mens det andet har direkte demokrati med udbredt lokal selvstyre,
danmark kunne ha Schweiziske tilstande men vi vælger at ha italienske tilstande, fordi vi holder fast i en forældet styreform, der aldrig vil virke, noget sted, represantivt demorkati vil ende i et kaos, som vi ser ja nu nærmest alle lande med det system, folket skal ha veto ret overfor politikerne, de skal kunne stille foreslag direkte,
socialdemokraties udvikling afspejer bare samfundet, som det er nu i det represantive demokratis efterår,
der er jo ikke socialdemorater i socialdemokratiet. . . . i skal skiftes ud.
Helle Thorning har nået det mål, hun satte sig. Socialdemokratiet er kommet derhen, hvor hun ville have det. Hun ville forny Socialdemokratiet, fordi hun var inspireret af de tanker, socialdemokrater i lande omkring os havde gjort som reformpolitikere. Hun ville som en modig politiker lave brede forlig, der lavede om på landet ud fra de værdier, der gjorde hende til socialdemokrat. Hun ville være en pragmatiker, der løste problemer. Alt det har hun nået. Det er egentlig imponende. Når tælleren står på 10 år, og man skal lave en slags status, så er hun en af de politikere i Danmark, der har nået sine mål. Ikke bare at få den post man gik efter, men hun er lykkedes med at få flyttet Danmark derhen, hvor hun gerne ville,« siger Bjarne Corydon.
Beskrivelsen af det repræsentative demokratis endeligt.
Statsministeren får landet formet som hun ønsker.
... men var der ikke noget med, at hun skulle repræsentere folkets ønsker ?
Socialdemokratiet har, og i særdeleshed under Thorning, flyttet sig fra et inkluderende udgangspunkt, til et før inkludering (altså en regression til et før stadie (den voksne bliver barn) og i samme periode har DF flyttet sig hen mod et tidligt forstadie til inklusion. Altså den egentlige vækst er sket i DF, medens Socialdemokratiet er gået tilbage i udvikling.
Og som venstrefløjs menneske er det selvfølgeligt glædeligt at se bunden komme med op, men det er samtidigt ulykkeligt at se de katastrofale tilbageskridt som Socialdemokratiet har fortaget.
"-Helle Thorning har nået det mål, hun satte sig. Socialdemokratiet er kommet derhen, hvor hun ville have det"
Men var det derhen hvor landets befolkning ville hen?
Hun har lagt en strategi sammen med eliten på Bilderberg møderne. Corydon er med på vognen, han deltog til Bilderberg-mødet i 2013 hvor der tilfældigvis også var en repræsentant fra Goldman Sachs tilstede. Senere på året blev Dong-aktier solgt til Goldman Sachs. Tilfældigvis har Goldman Sachs nu tjent på Dong salget. Bjarne Corydon har opført sig højst besynderligt under hele Dong-sagen.
Man kan kalde det konspiratinsteorier. Men kan kalde det tilfældigheder. Men man kan også prøve at lægge to og to sammen.
PDF, der viser udviklingen i partiernes medlemstal 1960-2013.
Fra Folketingets hjemmeside, senest opdateret i december 2014. Mon medlemstallene for 2014 skal holdes hemmelige til efter folketingsvalget? De kunne da ellers være interessante nok at se nu … inden.
Interessant billede; fotografen har været vaks på aftrækkeren.
Den Socialdemokratiske nestor og hyggeonkel ser ud som om han lige har sagt: "Nydelige benklæder til en partiformand", mens Frank Jensen nok tænker: "Er de sko ikke lige lovlig smarte til en Socialdemokrat?"
/O
Hvis hun med finansministerens ord har nået det, hun ville, må hans udtalelse anses ikke blot som bekræftelse på anklagen om løftebrud, men som en erkendelse af regulær løgnagtighed, når det, hun har nået, ikke er det, hun sagde, hun ville.
Dernæst må man undre sig over, hvilke værdier, det så er, finansministeren mener, har gjort Thorning til socialdemokrat. Er det værdier, der skulle ses udmøntet eller afspejlet i Offentlighedsloven, DONG-salget, "nødvendighedens politik" (reelt: politik uden politik - hvordan kan det udtrykke værdier?), folkeskole"reformen", dimensioneringen af videregående uddannelser, "god arbejdsgiveradfærd"?
Er det værdier, vi ser udtrykt i Folketingets spørgetid, hvor øvelsen er at undgå ikke blot forpligtende, men overhovedet?
Hvad foregår der i de mennesker? At de vil have magten, kan ikke betvivles, men hvad i alverden vil de ha' den for?
Interessant PDF Vibeke Rasmussen,
Jeg har hældt den ind i et regneark, og lavet lidt analyse. I 1960 er det samlede medlemstal omkring 600000 medens det i 2013 er omkring 143000. Sørgeligt. Faktisk ligger socialdemokraternes procentvise medlemstal (målt i forhold til det samlede tal) faktisk konstant omkring 30% (svingende med 2 procentpoint) siden 1995.
Venstre var faktisk noget større end Socialdemokratiet i 2000 og er gået markant mere tilbage.
Jeg tror ikke socialdemokratiet har mistet flere medlemmer (relativt) end andre. Der er bare helt overordnet set et markant fald i medlemskaber.
Jeg kan desværre ikke "paste" grafer ind her, de er ellers ret sigende.
Ja, det samlede fald var også noget, der slog mig som en noget trist udvikling. Noget andet, jeg fandt interessant og ikke mindst overraskende, var de forholdsvis ens størrelser på medlemstallene hos DF, K, SF og EL. Ikke hvad jeg rent umiddelbart ville have forventet.
Kosteligt billede, de to herrer er parate til at blive håndfodret, med små kiks, af HTS´s hånd.!
Halerne logrer allerede.
Man kan ikke påstå at HTS er en dårlig politiker, som sådan. Det er den førte politik der skuffer
vælgerne, der føler sig ført bag lyset.
Ja men hendes ankler er da grimme og knudrede.
Helle dansede ind på formandsposten. Ingen tvivl om, at det rykkede noget i de gamle mænds hormoner, at se sådan en stjerne i rød kjole danse forbi, i den sammenhæng var Frank noget af en konfirmand. Dertil var Helle sej, men politisk var hun en katastrofe for det gamle arbejderparti, og har tabt dets rødder på gulvet.
Jens Illum:
"Hvad foregår der i de mennesker? At de vil have magten, kan ikke betvivles, men hvad i alverden vil de ha' den for?"
De kan godt lide at bruge penge.
Hitler nåede som bekendt også flertallet af sine mål, de første 10 år, det blev det ikke bedre af.
Ligesom det ikke ville have været bedre med Frank Jensen, en tidligere bingovært, der nu scorer kassen på at være overborgmester, arrangere vodkajulefrokoster og gramse på sine kvindelige kollegaer. Vor herre bevares! Jeg havde været medlem i mange år og betalt ekstra bidrag for at støtte, men da det gik op for mig, at Frederiksen og Thorning blot fortsatte, hvor Venstre slap, da meldte jeg mig ud.
Marianne Christensen-21:11-
Hvor er i piger dog hårde ved hindanden.! Som "fod-fetishist", kan jeg dog godt følge dig lidt.
Men måske er det bare lyset.? Eller en gammel sportsskade.?
Peter Kvint, det ka' vi vel alle...
Kapitalismen har ingen bedre forbundsfælle end socialdemokraterne og har aldrig haft det. Det er der for så vidt intet nyt i. Men det bliver tydeligere gennem den finanskrise, vi stadig mærker virkningerne af.
Krisen søges løst gennem 1) bankpakker og finansielle garantier, som har øget statsgælden voldsomt, 2) skattelettelser til de i forvejen velaflagte, 3) den gradvise afvikling af velfærdsstaten godt hjulpet på vej af vort EU-medlemskab, 4) øget centralisering og indskrænkning af mulighederne for at se politikerne over skulderen - altsammen initiativer og kræfter, der peger i samme retning: Byrderne for at stable kapitalismen på benene igen skal betales af det store flertal, som ikke har deltaget i "festen", og som heller aldrig kommer til det.
Lige så slemt er, at de afgørende beslutninger, der ligger til grund for både finanskrisen og dens genopretning blev truffet og træffes af institutioner, som ligger udenfor de folkevalgtes rækkevidde (investeringsbanker, centralbanker, IMF, EU). Det meste af det, der foregår på finansmarkederne, ligger udenfor politikernes kontrol - og muligvis også forståelse for, hvor sårbart hele det finansielle system i dag er med computerstyrede transaktioner, som på millisekunder kan flytte milliarder af dollars fra den ene verdensdel til den anden og dermed fjerne tusindvis af arbejdspladser.
For flertallet gælder, at vi reelt befinder os i en Catch-22 klemme, som først får ende, når vi får gjort op med de grundlæggende regler for, hvordan økonomiske beslutninger med virkninger for hele samfundet træffes.
Hvad Helle Thorning angår, så vil hun gå over i historien som en af de sidste kaptajner for en dødssejler.
Der har jo aldrig reelt været nogen grund til al denne flygtninge- og indvandrerhetz, Ole Brockdorff, den er bluff, afledning fra de virkelige samfundsændringer, der har fratage folkets organisationer deres indflydelse og foræret dem til storkapitalen, imens folk har rendt rundt og besværet sig over halal i børnehaven.
Kapitalismen har ingen bedre forbundsfælle end det såkaldt demokratiske system, der bare ikke er demokratisk, fordi det har indbygget en aristokratisk brist. Da det endelig gik godt med egentlig demokratisering, skyldtes, at repræsentanterne, der blev valgt, havde et bagland, hvis interesser de skulle promovere; men nu er disse bånd skåret over, og der er kun dem med penge at rette sig efter.
"»Det er velfærdsstatens kernetropper så som skolelærere, sygeplejersker og pædagoger. Men det interessante er, at man ikke længere siger, at den tradtionelle, socialdemokratiske kernevælger er arbejderen. De er stemplet ud i stort tal. Ideen om, at Socialdemokratiet er et stort arbejderparti, er slut,« siger Rune Stubager."
Men, forsåvidt, stadig et parti for nogle proletarer - resten støtter kapitalejernes lakajer.
"»Helle har på mange måder bygget videre på det parti, der blev skabt i Lykketoft/Nyrup-perioden i 1990’erne, hvor det vigtigste var en solid økonomisk politik, der er tillid til."
Frank Jensen forklarer os hvordan økonomi under Nyrup/Lykketoft rykkedes centralt ind over politikudviklingen; alt skulle (og skal) gennem finansministeriet, som dikterede sigtelinjerne. Hvormed fagministerielle vurderinger, analyser og anbefalinger underordnedes en arbitrær (men altid interesseforankret) økonomis doktrin om hvad man 'mener' at der er 'råd til'. Politik som forretning; virksomhedstænkning og markedsorientering helt ind i hjertet af det forvaltningsmæssige Danmark - og så var kursen stukket ud.
Ej hvor jeg elsker at læse alle de viise bemærkninger om mit parti - som om de ærede skribenter ved noget, som jeg har overset ;-)
Jeg orker ikke at kommentere, blot at henvise til nogle artikler i andre blade, der giver en ordentlig beskrivelse af Thornings 10 år som leder af landets største parti.
Politiken er fyldt med lovord, men har især travlt med at inddele Thornings karriere i milepæne. Den bedste af artiklerne er denne:
4 møder, der formede formanden.
1. Vilje til magt: Tiden skriger på en kvinde - den 38-årige Helle Thorning Schmidt ... "ucamouflerede lyst til magten" - alt sammen foregik på Klaus Hækkerups kontor den 10. februar 2005.
2. En historisk alliance: Dansk Metals kursuscenter i Jørlunde den 27. maj 2008. "Embedsmændene" Bjarne Corydon og Thor Möger Pedersen havde lavet en skitse. "Vi begynder med det sværeste", sagde Thorning: "Udlændinge og skat". Og det blev til en udødelig duo Humørikonet wink ... "Vi gjorde det!"
3. Magtopgør på 25. etage: "Det var drama fra morgen til aften". Thorning er mere realpolitiker end ideolog ... Vestager vil være finansminister. Det ender med "Et Danmark der står sammen" - hvilket i parantes bemærket også blev til navnet for denne gruppe Humørikonet wink
4. Stærk i modvind: 4. maj 2014 i Svendborg er modvinden så stærk, fordi alt er gået galt i foråret 2014. Frasalg af DONG til Goldman Sachs, hvilket får SF til at gå ud af regeringen. S ligger under 20% i meningsmålingerne. Er Thorning på vej til EU? Men .. "ansigt til ansigt med hende folder kritikerne sammen".
En bemærkelsesværdig reportage af Politikens journalister: Jesper Vangkilde og Jesper Thobo Carlsen. Fremragende "story-telling".
Det er jo mærkeligt, at hun på tv sidder og siger, at hun har nået det hun ville! Før valget var det hun ville if. hende selv: "Velfærd før skattelettelser", det vi fik var "skattelettelser før velfærd". Hun må have en noget kort hukommelse!
Mads Kjærgård: Kan du slet ikke forestille dig, at du har nogle mål - og hvis du er leder af et parti endog nogle bredere mål? Når du så er så dygtig - som Thorning - at du bliver leder af landet, så sker der noget. Så ER det ikke bare dig selv eller dit parti, du skal tænke på, så skal du tænke noget bredere.
Thorning har en glimrende hukommelse og ved præcis, hvad hun har både tænkt, ønsket .. og gjort. Hun har ganske enkelt prioriteret på en sådan måde, at de mange brede forlig har givet et godt fundament for det velfærdssamfund, du kender.
At den arbejdende del af befolkningen og især dem, med de lave indtægter - og hvis jeg ikke husker forkert: Enlige med børn - har fået en skattelettelse på små 5.000 kr. om året - det trækker ikke fra i mit regnskab.
http://politiken.dk/debat/profiler/pelledragsted/ECE2626615/her-er-tre-r...
Lise Lotte Rahbek: Jeg kunne ikke nære mig for denne kommentar til Pelle Dragsted: Du følger åbenbart ikke med i dansk politik, siden du glemmer noget så elementært som den manglende barsel til mænd.
Så kan du passende udskifte dit første punkt: Skattereform i 2012. Dels sov EL i timen og skulle via centralkommiteen, dels fik arbejdstagere med en lav løn et løft, der kan mærkes, især enlige med børn. Du blander andre ting ind i dette, som bestemt ikke er noget med brudte løfter.
Desuden er det let at sidde på et plankværk og hyppe sine egne kartofler, når man ikke tør tage et regeringsansvar. For der vil altid være noget, der er upopulært og af nogle så bliver kaldt "løftebrud", min bare .. SF turde tage dette ansvar, og det gav jer stemmer og SF skrammer - længere er den potte ikke.
Tak til Peter Theisen for dagens bemærkning: .."DF er pyromaner i brandmandsuniformer."
Hans Jørn Storgaard Andersen
Jeg har sagt det før til dig. og vil gerne sige det igen.
Dit elskede socialdemokrati er med de nuværende pampere som ledere, blevet en rorløs båd uden sejl.
Det kan du ikke ændre på med nok så meget gejl.
Flemming Andersen: Du behøver ikke at gentage eller tale højere, jeg er ikke døv eller talblind.
Faktisk burde du tale pænere om andre debattører samt offentlige politikere - i stedet for de gamle, intetsigende travere.
Det eneste, der behager mig, er dit rim - men det er ikke nok.
Du mangler indhold.
Uden det kan man ikke debattere.
At kalde en dansk statsminister og socialdemokratisk leder for "pamper" - siger mere om dig end om hende.