Læsetid: 4 min.

NGO’er erkender medansvar for dalende opbakning til bistand

Danskernes opbakning til udviklingsbistand er for nedadgående. Det viser en ny meningsmåling, der er bestilt af Udenrigsministeriet. NGO’er medgiver, at de har en del af ansvaret og påpeger, at deres indsats og resultater skal kommunikeres bedre ud
Opbakningen til den høje danske bistand til fattige lande går tilbage i den danske befolkning. NGO’er erkender, at de bærer en del af ansvaret for det.

Jakob Dall

15. april 2015

Selv om verden står i brand med blodige borgerkrige i Syrien og Yemen, folkemord i flere afrikanske lande og enorme flygtningestrømmene, falder antallet af danskere, der er tilhængere af udviklingsbistanden. Det viser en ny meningsmåling foretaget af Wilke for Udenrigsministeriet.

Andelen af danske tilhængere er således faldet fra 76 procent i 2010 til 61 procent i 2014, og det er en »bekymrende udvikling«, understreger flere danske NGO’er. Andreas Kamm, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, hæfter sig ved, at kendskabet til udviklingsbistandsmidlerne er aftagende – et område, hvor også NGO’erne har et ansvar for at fortælle om deres arbejde, og hvilke resultater de opnår.

»Vi får ikke kommunikeret godt nok ud, så det er et område, der skal forstærkes. Vi skal ikke drukne hinanden i rapporter, men med konkrete resultater og historier, så danskerne kan se, at støtten nytter,« siger Andreas Kamm.

Heller ikke Red Barnet er bange for at kigge indad, når årsagen til den dalende opbakning skal findes. Børnepolitisk rådgiver i Red Barnet Laust Leth Gregersen siger:

»Vi skal se på vores egen indsats, for vi må også løfte vores del af ansvaret,« siger han og peger på, at også Red Barnet skal blive bedre til at konkretisere, præcis hvilken forskel organisationens arbejde gør for mennesker i udviklingslande.

Ifølge Danida udgjorde udviklingsbistanden i 2014 cirka 0,8 procent af BNI svarende til cirka 16 mia. kroner. Regeringen har hovedsageligt prioriteret grøn vækst samt stabilitet og beskyttelse. NGO-kampagner er som sådan ikke noget nyt. Hjerteskærende billeder af nødlidende børn og flygtninge fylder på både hjemmesider og i de sociale medier, men Laust Leth Gregersen mener, at mange af budskaberne kun når dem, der i forvejen støtter op om NGO’ernes arbejde og bistandsmidlernes berettigelse.

»Vi skal etablere en dialog med tvivlerne og også møde dem med andre historier end de klassiske,« siger han.

»Vi skal have gang i diskussioner om, hvordan verden hænger sammen, og hvordan vi i Danmark bliver influeret af vilkårene i Mellemøsten såvel som Afrika. Vi skal vænne os til en verden, hvor vi har skæbnefællesskab med mange flere – om vi vil det eller ej,« siger han.

Sidste generation

Også generalsekretæren hos IBIS i Danmark Vagn Berthelsen peger på, at NGO’erne også skal argumentere ud fra flere forskellige hensyn end bare det humanistiske og moralske. At udviklingsmidlerne kan gavne danske interesser – eller sågar hele klodens – kan skabe øget opbakning hos visse dele af befolkningen.

»Tag eksempelvis klimaspørgsmålet. Som Ban Ki-moon har sagt, er vi den sidste generation, der har mulighed for at afværge en klimakatastrofe,« siger han og fortsætter:

»Noget andet er, at vi som nation har haft stor glæde af udviklingsbistanden i blandt andet det sydlige Afrika. Der har vi historisk støttet antiapartheid, og det har givet os en særlig platform til at engagere os,« siger han.

Professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet Henrik Hansen forsker i udviklingsbistanden. Han mener, at den faldende opbakningen også skal ses i forlængelsen af en generel samfundsudvikling, hvor liberale holdninger vinder frem.

»Vi er i en brydningstid, hvor ansvaret i højere grad bliver lagt på den enkelte og mindre på det omkringliggende samfund. Den diskurs flyder over i støtten til udviklingsbistanden,« siger han.

Han mener samtidig, at øget fokus på individet og erhvervslivets syn på støtten gør, at perspektivet for debatten bliver meget kort. Det er ikke fordelagtigt for udviklingsbistanden, der ofte har lange udsigter.

»Mange projekter, der giver reel udvikling tager 50-100 år,« påpeger han.

Han spekulerer i, at den faldende opbakning kan få betydning for Danmarks fremtidige støtte. Mens det ville være »oplagt« for en borgerlig regering at spare på bistandsmidlerne, ville også et genvalg af den nuværende regering betyde, at »vi ikke kommer til at se flere midler til udviklingsbistand.«

For abstrakt og kedeligt

Flere af de danske NGO’er peger ligesom professoren på de dele af udviklingsbistanden, som går til netop de langsigtede og mere komplekse opgaver.

Eksempelvis med at opkvalificere et lands evne til at opkræve skat eller forbedre sygehusvæsnet, så epidemier ikke får lov til at sprede sig.

Selv om indsatsen er essentiel, er det mere kompliceret at formidle resultaterne af den.

»Det bliver en abstrakt og mere kedelig historie, hvor mit indtryk er, at mange hellere vil have den umiddelbare nyttevirkning for det enkelte menneske,« siger Vagn Berthelsen.

Andre gange er det svært at få øje på de konkrete resultater af en flerårig og dyr støtte.

Eksempelvis når man kigger på situationen i Tanzania og Afghanistan, hvor det er svært at se signifikante fremskridt. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at udviklingsbistanden er forgæves, mener Andreas Kamm.

»Det er svært at dokumentere, hvad der ville ske, hvis landene ikke havde fået den hjælp. Det er vigtigt at konkretisere, hvad vi opnår, men også hvad vi ønsker at opnå. Danmark er ikke den største spiller, så vores stemme skal igennem internationale organisationer for at få vægt,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

U-landsbistandorganisationerne ligger som de selv har redt. Man har aldrig gidet at ulejlige sig med at diskutere hvad udvikling er, og hvordan udvikling kommer i stand. U-landsbistandssektoren har ikke et udviklingsbegreb, som de arbejder efter, og derfor er de heller ikke i stand til at opstille realistiske målsætninger, eller at finde frem til metoder, som har en effekt. I over 50 år har de famlet i blinde, fremsat løse påstand og bombarderet os med tonsvis af solstrålehistorier og 'verdens bedste nyheder', mens fattigdommen og uligheden stiger og stiger. Ikke bare i den såkaldte tredje verden, men globalt set.
Først efter at Oxfam for nogle år siden offentligt bekendtgjorde, at deres arbejde giver mindre og mindre mening i lyset af den dramatisk stigende ulighed i verden, var det som om, at der kom lidt bevægelse i den søvnige danske ngo-sektor – især i Ibis hvor Lars Koch synes at være den eneste, som udfører et fornuftigt stykke arbejde.
I 2003 var der 39.729 afdelinger af internationale ngo'er i Afrika. Formentlig er tallet over 50.000 i dag. Hvad laver de på alle disse kontorer rundt omkring på verdens fattigste kontinent? Udover at bombardere overbelastede tredje verdens ministerier med rapporter, arbejder de allesammen på at få deres del af bistandskagen. En påstår, at uddannelse er den korteste vej til udvikling. En anden hævder, at det er sundhed. En tredje hævder, at det er forbedrede dyrkningsmetoder i landbruget. Og en fjerde hævder, at uden infrastruktur nytter alle de andre indsatser ikke. Osv, osv. De råber allesammen i hver sin retning, og alle deres påstande er hverken forkerte eller rigtige, men hvad man ikke synes at fatte er, at udvikling er en uhyre kompleks størrelse, som kræver samtidig tilstedeværelse af en lang række faktorer og minutiøs overordnet planlægning på mega-niveau.
Kineserne har bevist det igen. Uanset at det kinesiske udviklingsprojekt (til dato verdens største fattigdomsbekæmpelsesprojekt) ikke er bæredygtigt, og at det vil kollapse, hvis der ikke sker radikale forandringer ret hurtigt, så har kineserne dog fattet en ting: At udvikling kræver planlægning og styring. Fremtiden vil formentlig vise, at det i særlig grad gælder for bæredygtig udvikling. Ingen vestlige lande har udviklet sig, uden at staten har spillet en central rolle. Det har professor i økonomisk historie på Cambridge University Ha-Joon Chang forlængst påvist.
Det eneste ngo'erne har foretaget sig de sidste 25-30 år, er at efterplapre den neo-liberale påstand om, at civilsamfundet er bedst til at tage sig af alle forhold vedr. fattigdomsbekæmpelse og udvikling. Hvilket i realiteten er det samme som påstanden om, at frie markeder ordner alting til alles bedste, når blot staten blander sig så lidt som muligt. (Lyt blot efter, når man i Venstre og LA med begejstring taler om civilsamfundets rolle.) Derfor har man nu i årtier rodet rundt på det afrikanske kontinent og påstået (med støttet fra nogle forvirrede udviklingsministre), at menneskerettigheder og demokrati er en forudsætning for udvikling, vel videne at ikke et eneste vestligt land – og heller ikke de såkaldte asiatiske tigre – har startet deres industrialisering under demokratiske samfundsformer. Samtidig opretter man så en skole i Tanzania og en sundhedsklinik i Zambia, og sender en rapport hjem til DK, hvori man skriver hvilken fantastisk gavn disse spredte indsatser har for lokalsamfundet. Hvilket ofte ovenikøbet er i overensstemmelse med sandheden, men fattigdommen stiger i Tanzania og Zambia i samme tempo som strømmen af solstrålehistorier fra ngo'ernes mange lokalkontorer.

Hans Erik Andresen, Maiken Guttorm, jens peter hansen, Per Torbensen, Kjeld Smed og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

...så har kineserne dog fattet en ting: At udvikling kræver STATSLIG planlægning og styring....
Skulle der have stået.

Hver eneste gang jeg bliver stoppet af en facer, falder min opbakning til NGO'er også.

Rune Petersen, Bo Carlsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Bistandshjælp er rigtig godt for professionelle bistandsarbejdere, der scorer kassen, får dannet kontakter, går over i det private erhvervsliv og får snabelen langt ned i de offentlige kasser. Så er der læger uden grænser, og andre frivillige der tager ned og klarer ebola mm. Hatten af for dem.
Gennem tiden har man skiftet kurs i den danske bistandsindsats, for nu, ja nu skulle det virkelig hjælpe de fattigste, eller nu var der en sektor der skulle løftes og nu, og nu. Helt forgæves har det ikke været, især ikke for højtagerede medarbejdere. Mon ikke mange synes at de har hørt den samme sang lidt for ofte??

Benjamin Bach

@Ivan Breinholt Leth
Hey, verden er kompleks. NGO'er er ikke et entydigt begreb.

På den ene side ligger hele facer-delen, de fede direktørlønninger og de kyniske konsulenter på 5-stjernede hoteller i Kampala og Nairobi. Kørende i giga firhjulstrækkere med tonede ruder, overfladiske politikerbesøg og drink-fester bag mure med pigtråd.... og for hvem medieomtale og opdateringer på Facebook bliver det primære mål.

På den anden side ligger den store grå masse af civilsamfund, et uoverskueligt landkort af semi-støttede projekter, personlige engagementer, filantropister og remitter-penge... samt nogle enorme projekter kørt af EU, FN, USA, Verdensbanken mv.. som løfter både i uddannelse, sundhed, infrastruktur osv. Din opremsning af fænomener får det til at lyde som om NGOerne skulle ligge i en intern kamp hvor sundhed f.eks. fortrænger uddannelse; men det lyder ikke som virkeligheden, mere en slags overdrivelse og sensationalisering af hvor slem tilstanden er, og en slags personificering af NGO'er, som om det er nogle gnavne gamle mænd, der ter sig barnligt i ben-gnavningens hede kamp.

En forsimpling af over 50 års historie og bølgegange, der involverer en mangedoblet befolkning, sygdomsudbrud, klimaforandringer og endeløse krige. NGO'erne kan sgu ikke bare lastes for det hele.

Det er længe kendt, at budget-støtte er den egentlige vej frem, både et mål i sig selv og et middel... dvs. støtte af en funktionel statsmagt frem for eksterne organisationer; om det er staters dysfunktionalitet eller et bevidst valg at kanalisere penge og service over til NGO'er, tør jeg ikke sige. Men at det ultimativt set leder til en non-governmental stat er der rimelig bred enighed om.

De store NGO'er arbejder også AFAIK i stigende grad med krisesituationer. Det er heller ikke noget, man burde vælge fra, men dalende tilskud og måske også PR-maskinens præferencer for akutte donationer, gør at andelen stiger og den langvarige indsats fortrænges. Sidste år så vi hvordan udviklingsbistanden fik sløjfet tonsvis af midler pga. Syrien. Ingen gider høre på en 10-årsplan for at løfte et uddannelsessystem i et ukendt afrikansk land eller behovet for at investere i sanitet og vand pga. en truende befolkningstilvæksts grumme udsigter 2-3 år nede af vejen.. det var det samme med sult-katastrofen i Somalien 2010-2012 og ebola, katastrofer hvor midlerne ikke kunne indsamles selvom der var viden i god tid om behovet... det var først, da det brændte på og blev akut, at man fik gjort noget ved det.

Men FN prøver da med langsigtethed, 2015 er i øvrigt muldjordens år.

Ivan Breinholt Leth

Benjamin Bach
Jeg har ikke skrevet et eneste ord om ngo'ernes interne kamp om bistandsmidlerne. Det, som jeg har beskrevet, er ngo'ernes illusionsnummer om, at et projekt hist og pist har noget som helst med udvikling at gøre. Med afsæt i det kinesiske fattigdomsbekæmpelsesprojekt har jeg påpeget, at udvikling må handle om bæredygtig fattigdomsreduktion. Den kinesiske model har reduceret fattigdom, fordi kineserne har forstået, at udvikling forudsætter statslig planlægning og samtidig tilstedeværelse af en lang række faktorer. Faktorer som ngo'erne skiller ad og smider omkring sig i stumper og stykker. Kinesernes fejl er, at de fuldstændig ukritisk har overtaget vores produktionsmetoder og vores måder at organisere produktion og distribution på (det frie marked). Derfor er den kinesiske udviklingsmodel heller ikke hverken social eller miljømæssig bæredygtig. Måske har kineserne begået den samme fejl som u-landsbistandssektoren: At igangsætte et 'udviklingsprojekt' uden at have en præcis målsætning for udvikling endsige et præcist udviklingsbegreb?
Kun et fjols vil klandre ngo'erne for “mangedoblet befolkning, sygdomsudbrud, klimaforandringer og endeløse krige.” Jeg ved ikke, hvor du har det fra, men det er ikke mine ord. Jeg vil gerne se den idiot, som påstår, at klimaforandring er ngo'ernes ansvar. Det, som jeg bebrejder ngo'erne er, at de har kastet sig ud i at udvikle andre folkefærd uden at have noget som helst begreb om, hvad udvikling er, og hvordan udvikling kommer i stand. Man har end ikke ulejliget sig med at gøre et forsøg på at definere bæredygtig udvikling/fattigdomsreduktion. Derfor står ngo'erne nu med skægget i postkassen. I en tid, som skriger på alternative modeller, hvis vi skal undgå katastrofen, er ngo'erne ved at vågne op, og de har opdaget, at de ved at lægge sig tæt op ad den neo-liberale mainstream-ideologi om frie markeder og civilsamfundsorganisationernes fortræffeligheder – i håbet om at midlerne ville strømme til dem i endnu større mængder – har gravet deres egen grav. De politiske kredse, som ngo'erne har leflet for, står nu parat til at give dem et los i røven.
Ved overhovedet at bringe begrebet udvikling på banen har u-landsbistandssektoren selv været med til at skrue forventningsniveauet op. Ngo'erne har bildt befolkningen ind, at man kan udvikle hele nationer – og endda kontinenter - ved at oprette projekter hist og pist. Hvis ngo'erne havde kaldt deres indsatser det, som de er – nemlig velgørenhed på lokalt niveau – havde de i det mindste ikke udsat sig selv for den strøm af data, som beviser at deres indsatser ikke har nogen påviselig effekt i forhold til fattigdomsreduktion. De har selv fordret Martin Paldam med argumenter.
Måske er tiden inde til, at man nedlægger den såkaldte udviklingsbistand og anvender pengene til nødhjælp? Nødhjælpsorganisationerne har i det mindste aldrig forsøgt at bilde befolkningen ind, at nødhjælp er noget som helst andet end nødhjælp, og med udsigten til klimakatastrofer, miljøflygtninge og fejlslagne stater, ser det desværre ud til, at der i fremtiden bliver hårdt brug for mere nødhjælp.