Nyhed
Læsetid: 4 min.

Pensionskunder stemmer ja til at droppe investeringer i kul

Tirsdag aften vedtog et flertal på Arkitekternes Pensionskasses generalforsamling et forslag om at afvikle investeringer i kul og særligt risikable olie- og gasprojekter. Det krav har bestyrelsen dog ikke umiddelbart tænkt sig at efterkomme
Indland
16. april 2015

For første gang nogensinde siger medlemmerne af en dansk pensionskasse nu fra over for investeringer i kul. Med stemmerne 44 for og 32 imod vedtog Arkitekternes Pensionskasse på den årlige generalforsamling tirsdag et forslag om at afvikle pensionskassens investeringer i de 100 største kulselskaber samt i såkaldt højrisikable olie- og gasprojekter. Det glæder Lene Nielsen, der er et af de medlemmer, der har stillet forslaget.

»Det er et vink med en vognstang til bestyrelsen om, at der skal handling til. Og så er det et vigtigt signal i forhold til den bredere debat. Vi håber, det kan inspirere andre,« siger Lene Nielsen.

Ansvarlig Fremtid, et netværk af pensionskunder, har siden 2014 kæmpet for at få de danske pensionskasser til at opgive investeringer i kul, olie og gas. Sidste år led netværket nederlag, da de stillede forslag ved tre pensionskassers generalforsamlinger. Med tirsdagens afstemning har de nu fået deres første sejr.

»Jeg er rigtig glad for, at vi her i Danmark kan være med til at bidrage til den verdensomspændende bevægelse, der er i gang,« siger Thomas Meinert Larsen, der kalder afstemningsresultatet »banebrydende«.

»Mig bekendt er det det første pensionsselskab i verden, hvor det er medlemmerne, der gennem direkte demokrati kræver afvikling af fossile investeringer.«

Vil undersøge mulighederne

Arkitekternes Pensionskasse råder ifølge årsrapporten for 2014 over investeringsaktiver for mere end otte milliarder kroner. De investeres gennem Unipension, en sammenslutning af tre pensionskasser, der forvalter i alt 110 milliarder kroner. Unipension investerer blandt andet i 89 af de 100 største børsnoterede kulselskaber og de 100 største børsnoterede olie- og gasselskaber.

Nu er det op til pensionskassens bestyrelse at beslutte, om de vil følge medlemmernes indstilling. Det er de nemlig ikke forpligtet til, og det er bestyrelsesformand for Arkitekternes Pensionskasse, Mette Carstad, godt tilfreds med.

»Vi er glade for, at det er bestyrelsen og ikke generalforsamlingen, der har ansvaret for vores investeringer,« siger Mette Carstad, der mener, at det ellers ville ende »i det rene ragnarok, hvor ganske få fremmødte medlemmer til vores generalforsamling får alt for stor indflydelse med store konsekvenser for samtlige 8.000 medlemmer«.

Blot 25 pensionskunder var mødt personligt op til generalforsamlingen, mens godt 50 medlemmer havde sendt en fuldmagt. Derfor er der som sådan ingen sikkerhed for, at flertallet af medlemmer reelt ønsker afvikling, siger Mette Carstad.

– Så I vil ikke umiddelbart rette jer efter resultatet?

»Nej, det gør vi ikke. Vi fastholder, at det er bestyrelsens ansvar at investere. Og jeg siger ikke dette som en måde at afværge forslaget fra medlemmerne på, men fordi vi først ønsker at analysere, om forslaget får investeringsmæssige konsekvenser, og om flertallet af medlemmerne reelt er interesserede,« siger Mette Carstad, der omvendt mener, at forslagsstillerne Ansvarlig Fremtid er i gang med at presse forhastede beslutninger igennem.

»Vi mener, at vi først skal lave analysearbejdet, og så kan vi skride til handling. Ikke som Ansvarlig Fremtid, der vil have handling, inden vi kan overskue konsekvenserne af det. I vores optik er det en forkert rækkefølge.«

»Hvis det eksempelvis koster 2.000 kroner om måneden for medlemmerne, kan det jo være, at flertallet ser lidt anderledes på det. Men det er det, vi skal finde ud af.«

Bestyrelsen hos Arkitekternes Pension vil også analysere på andre muligheder end det foreslåede. Eksempelvis at oprette en separat fond helt fri af kul, olie og gas, som medlemmerne af pensionskassen kan vælge at investere i.

»Hvis medlemmerne er med på det – og det ikke vil få store investeringsmæssige konsekvenser – så kan det være, at det bliver en mulighed,« siger Mette Carstad.

Bestyrelsens linje skuffer Lene Nielsen.

»Jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke tager det alvorligt. Og at de ikke sætter sig seriøst ind i problemstillingen – for havde de gjort det, ville de ikke ignorere beslutningen,« siger hun.

Pensionskassen bør tage ansvar

Muligheden for at oprette en særlig fond for medlemmer, der ikke ønsker deres pensionskroner investeret i kul, er ikke tilstrækkeligt, mener Lene Nielsen.

»Det er en bagvendt måde at tænke på. Pensionskassen bør tage ansvaret på sig i stedet for at lægge det over på de enkelte medlemmer. Man beder jo ikke folk om at vælge en særlig fond, hvis de gerne vil investere i kul,« siger hun.

Lene Nielsen medgiver, at »det er svært at sige«, hvor mange medlemmer af pensionskassen, der reelt er enige med Ansvarlig Fremtid.

»Men det kan man jo altid sige om de generalforsamlinger. Og i forhold til andre punkter på dagsordenen, der bliver besluttet og får konsekvenser, er der ikke nogen, der bruger tid på at så tvivl om legitimiteten,« siger hun.

Selv om bestyrelsen ikke ønsker at efterkomme generalforsamlingens beslutning, er Lene Nielsen dog stadig begejstret over, at det lykkedes at samle et flertal.

»Jeg havde selvfølgelig helst set, at beslutningen blev ført ud i livet. Men jeg tænker også, at kampen ikke slutter her. Vi har et rigtig godt udgangspunkt for at føre debatten videre og presse bestyrelsen. Og så er det altså stadig et rigtig stærkt signal, vi sender til omverdenen,« siger hun.

En lignende afstemning fandt sted mandag i Pensionskassen Jordbrugsakademikere og Dyrlæger, der også er en del af Unipension.

Her blev resultatet helt lige med 55 stemmer for og 55 stemmer imod, hvorved forslaget faldt. I løbet af denne måned kommer forslaget til afstemning i yderligere fem pensionskasser.

Den britiske avis The Guardian fører i øjeblikket kampagnen 'Keep it in the Ground', der forsøger at få amerikanske Bill & Melinda Gates Foundation og britiske Wellcome Trust til at frasælge deres investeringer i fossil energi. Med en samlet investeringspulje på over 450 milliarder kroner udgør de verdens to største velgørenhedsfonde.

Serie

Sort afvikling

En global bevægelse har taget fart for at afvikle investeringer i fossile brændsler – kul, olie og gas. Videnskaben viser, at mindst to tredjedele af alle kendte forekomster af olie, kul og gas skal blive i undergrunden, hvis den globale opvarmning skal holdes under to grader celsius.

I det lys hævder aktivisterne, at investeringer i fortsat udvinding af sort energi er medvirkende til at ødelægge kloden og vores fælles livsgrundlag. Omvendt argumenterer kritikerne af afviklingb for, at andre investorer blot vil tage over, hvis man sælger sine sorte investeringer, og det derfor er bedre at søge at påvirke industrien indefra.

Information sætter i den kommende tid fokus på kampen for at afvikle investeringer i fossile brændsler.

Seneste artikler

  • Den norske oliefond afvikler investeringer i kul

    29. maj 2015
    Det norske parlament har besluttet, at landets oliefond skal afvikle investeringer i en række kulselskaber. Oliefonden er verdens største statslige investeringsfond og en af verdens største investorer i kulindustrien. En sejr for miljøet, siger grønne organisationer
  • Bliver danske pensionskroner grønnere?

    16. maj 2015
    Medlemmerne i tre danske pensionskasser har stemt ja til et forslag om at afvikle pensionsopsparinger i verdens 100 største kulselskaber og i højrisikable olie- og gasprojekter. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at pensionskasserne ender med at afvikle de sorte investeringer
  • Grønne investeringer? Kun hvis det er en god forretning

    12. maj 2015
    Brancheforeningen Forsikring & Pension brugte deres årsmøde på at diskutere grønne investeringer. Trods pæne ord om at gøre sit blev det understreget, at det ikke må koste, når pensionskasser og forsikringsselskaber fravælger enkelte sektorer af etiske hensyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er så forholdsvis enkelt: hvis man investerer i noget, kan det fortsætte, hvis man ophører med at investere i noget, vil noget andet træde i stedet. Men det hele kan kun komme fra den enkelte til gruppen - og forhåbentlig brede sig til et overvejende flertal. Måske bestyrelsen skal sende forslaget til vejledende afstemning hos alle medlemmer?
Mon i øvrigt ikke flere ville deltage i generalforsamlingen, hvis der blev truffet beslutninger, som bestyrelsen skal rette sig efter?

Niels-Simon Larsen

Nu kører det i olie - altså planteolie.

Vibeke Hansen

Det er da arrogance udover alle grænser. Hvorfor overhovedet holde generalforsamling!
Det er demokratiets lov, at et flertal er et flertal, ligegyldigt hvor få, der deltager.
Peter Hansen har ret i, at man burde sende forslaget til vejledende afstemning, og vil jeg tilføje, rette sig efter resultatet.
I den lettere del af medlemsstyre, har vi netop set et eksempel om, at en muslim blev valgt som formand i en boligforening. Hvad er det for særregler pensionskassen har til at negligere et flertal? Jeg mindes ikke, nævnte boligforenings bestyrelse havde mulighed for at overrulle medlemmernes stemme, og i sidste instans selv vælge ny formand.

Brian Rosberg

Jeg jublede over, det grønneste flertal nogensinde var en realitet for godt og vel tre og et halvt år siden. Det kan vel ikke fås 'grønnere' i DK.
Men det kunne jeg jo nok godt have sagt mig selv. Det var jo ikke ligefrem en elbil, Helle Kinnock udnyttede et skattehul med, da hun leasede en i Tyskland, før hun fik ministerbil.

Hvis de grådige penge-drenge og befolkningen kan se, at pengene ligger i grøn transport (herunder også billigere offentlig), grøn energi, økologi mm, så investerer de også her. Men det kræver jo lidt topstyring, hvad VKO i fåreklæder ellers har været uhyggeligt dygtige til på andre områder.

Undskyld, at jeg lige måtte op med lidt sur mavesaft herude fra udkantsdanmark, hvor landmændenes nye forgiftningssæson er gået i gang for fulde omdrejninger.

Henrik Bjerre

Øv jeg havde lige håbet jeg kunne købe nogle billige kulaktier.

Det er da virkeligt mærkeligt at bestyrelsen ikke vil rette sig efter flertallet af medlemmerne. Det er da ikke noget Demokrati. Medlemmerne ved åbenbart meget bedre hvor bydende nødvendigt det er med grøn omstilling hurtigst muligt, for at forhindre en klimakatastrofe.
Kan man ikke skille sig af med den uduelige bestyrelse og vælge en ny, som handler i medlemmers interesse, som er en planet, vi kan blive ved at leve på i stedet for rent økonomiske hensyn, som man jo ikke kan få bedre klima og miljø af !!

Steffen Gliese

Lene Santora, det er, fordi den almindelige moral er blevet forladt til fordel for en kræmmermentalitet. Det er blevet legalt at opføre sig umoralsk, hvis det er til økonomisk fordel for én selv, endog blot på kort sigt. Hele den tanke at undlade noget, fordi det går imod ens livsopfattelse, selvom det ville være pekuniært attraktivt, har vi mistet. Det er ren degenerering.

De vil ikke umiddelbart rette sig efter resultatet. Hvad er det denne bestyrelse ikke kan få øje på?

Poul Sørensen

Bestyrelsen er begejstret for flertallets beslutning men de vil ikke følge den ....jamen er det sådan "folkestyre" fungere....

Dan Johannesson

I så fald bør der naturligvis fremsættes et mistillidsvotum, og bestyrelsen bør afsættes hurtigst muligt, det er klart.

»Hvis det eksempelvis koster 2.000 kroner om måneden for medlemmerne, kan det jo være, at flertallet ser lidt anderledes på det. Men det er det, vi skal finde ud af.«.

Ja, og hvis rumvæsener kommer ned og invaderer os som resultat af forslaget, så kan det også være, at flertallet ser lidt anderledes på det.

Iranerne havde sgu alligevel fat i den lange ende med deres demokrati. Det er siden blevet kopieret af både EU og af individuelle virksomheder.

Jeg ville slet ikke være medlem af en pensionskasse, hvis et par procent af medlemmerne ved at møde op på generalforsamlingen kunne bestemme pensionskassens investeringspolitik. Det er naturligvis bestyrelsens opgave, som det også fremgår af vedtægterne. Et medlemskab af en pensionskasse er en langsigtet og gensidigt forpligtende kontrakt, som nemt kan løbe over halvtreds år. Det er aldeles uacceptabelt, hvis et lille antal medlemmer, som lader sig påvirke af et af tidens modeluner, blot ved at møde op til generalforsamlingen kunne træffe beslutninger, som fører til formuetab for andre af pensionskassens medlemmer.

Man kan ikke skifte pensionskasse som man skifter undertøj. Derfor bør bestyrelsen være meget varsom med at vedtage noget, som forrykker de engang vedtagne regler for den overordnede styring af pensionsformuen.

@Frank Hansen

Jeg tror ordene du harcelerer over - men ikke nævner - er medlemsdemokrati og etik.
To forholdsvis moderne begreber som desværre forhindrer optimal profit.

Rasmus Knus,

Jeg har ikke meldt mig ind i en demokratisk forening. Jeg har indgået en bindende kontrakt med en organisation, som jeg forventer forvalter mine pensionsindbetalinger efter de regler, som vi var enige om dengang kontrakten blev underskrevet.

Hvis nogen ønsker at gamble med deres pensionsopsparing, så må det være for egen regning og risiko.