Nyhed
Læsetid: 1 min.

Regeringen er tavs om elbilnøl

Den reform af bilafgifterne, som regeringen lovede i regeringsgrundlaget, er endnu ikke blevet til noget. Det skaber usikkerhed i elbilbranchen, som kalder regeringens håndtering af sagen ’uanstændig’
Indland
29. april 2015

En afgiftsreform, som en gang for alle skulle gøre det mere fordelagtigt at køre i elbil. Det var en af de ting, som de danske regeringspartier i 2011 blev enige om i det sorte tårn på Amager og nedfældede i regeringsgrundlaget. Nu, fire år senere og med et folketingsvalg forude, har den stadig ikke set dagens lys. Og det skaber usikkerhed på elbilmarkedet.

Ifølge Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi, og Dansk Elbil Alliance, »grænser til det politisk uanstændige, at regeringen holder sektoren hen i uvished«. Hans medlemmer har investeret mere end to mia. kr. i markedet på grundlag af regeringens udmelding om at styrke elbilbranchen.

»De investeringer trues nu af politisk nøl. Pengene skulle jo ikke være investeret, hvis regeringen ikke mente det,« siger han.

»Det er nu, mine medlemmer skal skrive sig op til hvor mange elbiler, de vil bestille næste år. Sandsynligheden for, at 2016 bliver et dødt elbil-år og Danmark bliver verdens mest elbilfjendtlige land, er overhængende.«

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) fastholder i et interview med Information, at regeringen fortsat arbejder på at præsentere et udspil til en afgiftsomlægning inden et valg. Han henviser dog til skatteministeriet for specifikke detaljer.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) ønsker imidlertid ikke at stille op til interview. Han skriver i en e-mail til Information: »Jeg er naturligvis meget opmærksom på, at afgiftsfritagelsen for elbiler udløber ved udgangen af 2015. Regeringen arbejder fortsat på at finde en løsning, som bidrager til, at det stadig vil være attraktivt for danskerne at vælge en miljøvenlig og energirigtig bil – som fx en elbil – og dermed bidrage til en mere energieffektiv trafik i Danmark.«

Benny Engelbrecht har ikke ønsket at svare på, hvornår vi kan forvente en sådan løsning.

»Jeg har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer,« skriver han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Petersen

EL bilbranchen melder sig ind i en lang og kedelig tradition ved at råbe og skrige for at presse en særaftale igennem for dem. Forståeligt. Dog håber jeg, at regeringen holder hovedet koldt og prøver at arbejde for en generel løsning, som omfatter flere teknologier end lige EL.

Vi skulle meget gene ende med en aftale som sikrer, at vi får en samlet transportsektor der er energieffektiv.

Anne Eriksen, erik mørk thomsen og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar

Klart nok. I Norge er elprisen stabil. Her i landet ryger den op og ned akkurat, som vinden blæser på grund af en fuldkommen afsindig energipolitik, så jeg forstår godt, at regeringen ikke skal nyde noget.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, stabil lav. Så lav, at man varmer huse og fjeldhytter op med el, og lukker ned for varmen ved at åbne vinduerne.

Michael Kongstad Nielsen

"Elbilnøl" må i øvrigt være dagens ord - og det er ikke en øl fra den bayerske by "Elbiln"

georg christensen

Afgiftsreform, en regering handlingsløs, fuldstændig uden "motivation", et ord disse snakkesaligheder nok ikke kender.

Afgiftsfriheden for EL biler var ikke indregnet i 2020 planerne, og kommer fuldstændig bag på dem, på samme måde som miljø ringen omkring København, på samme måde som salget af DONG aktierne.

Den nuværende regering, burde for længst være sat fra bestillingen, som den forgangne.

Når nytænkning og nye muligheder forude ikke ses af nogen af de gamle partier. Så må provokatørene på banen, i en form for "opbrydningsproces".

Benny Engelbrecht og regeringen har formodentligt fået et rap over fingrene af den store del af bilbranchen, som netop IKKE er elektrisk men til gengæld, udover masser af penge, har EU bag sig. "konkurrenceforvridning" - fy fy! Vores klode skal trods alt gå til grunde i fri konkurrence!

Og mens Norge kan se stort på EU og bilbranchens krav er det ikke lige så let for en dansk regering.

Men det kan man naturligvis ikke sige højt i valgkampen, hvilket er grunden til at jeg tror at det er de borgerlige der står bag dette angreb på regeringen.

Michael Kongstadt Nielsen,
det har jeg sgu også regnet mig frem til, sidenhen det i så fald (øl fra den Bayerske by Elbiln) skulle skrives med Stort E.