At turde lufte tvivl skaber godt samarbejde

På tværs af kontinenter og kultur tager vi større hensyn til hinandens holdning end til, hvad der er den bedste beslutning.

Det viser ny forskning i gruppedynamik fra Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet og London University College. 98 mænd fordelt ligeligt mellem Kina, Iran og Danmark har deltaget i en række forsøg på, at finde ud af, hvad der sker, når vi arbejder sammen.

Overraskende nok er resultaterne af gruppearbejdet det samme på tværs af de tre forskellige kulturer, forklarer professor Andreas Roepstorff, der er antropolog og biolog på Aarhus Universitet. Sammen med kollegaen Bahador Bahrami fra London University College har han udviklet et helt økosystem til at kortlægge, hvordan vi mennesker samarbejder.

I det nyeste forsøg udi samarbejdets svære kunst skal to personer først hver for sig løse en simpel opgave, hvor de skal finde ud af, hvilket af to billeder på en computerskærm, der er en fejl i. Derefter skal de i samarbejde løse den samme type opgave.

»Det er et ekstremt simpelt forsøg, som ikke siger noget om alle former for samarbejde, men ved at gøre det så simpelt, kan vi bedre gå ind og analysere på resultaterne. Det kan virke som et relativt kedeligt forsøg, men det giver os et billede af, hvordan vi forhandler os frem til en fælles løsning,« forklarer Andreas Roepstorff.

Harmoni vægtes højest

I forsøgene får den ene person en sværere opgave – f.eks. et billede i en dårligere opløsning. Derved kan forskerne se, hvad der sker, når den ene forsøgsperson har et bedre grundlag for at løse opgaven end den anden.

Hvis forsøgspersonerne har lige adgang til information, glider forhandlingen frem til en fælles løsning bedre. Men hvis den ene person er væsentlig bedre end den anden til at løse opgaven, så tager vedkommende i 40 procent af tilfældene hensyn til den anden.

»På tværs af kulturer sker der det, at i det øjeblik den ene løser opgaven bedre end den anden, så bliver det svært for dem at forhandle sig til en fælles løsning. Vi kalder det equality bias (lighedsfejl, red.) Personerne går altså mere op i harmonien i gruppen, end at finde frem til en rigtig løsning,« siger Andreas Roepstorff.

Forskerne havde inden forsøget umiddelbart regnet med, at det ville tage sig forskelligt ud på tværs af forskellige mere eller mindre fællesskabsorienterede kulturer, men resultaterne fra Iran, Kina og Danmark viser, at hensynet til den anden er et fællestræk i alle tre lande i forhold til at træffe fælles beslutninger.

»De her beslutninger handler ikke om global opvarmning, og der findes mange beslutninger, vi skal tage, hvor der ikke findes et objektivt svar, men resultaterne åbner i hvert fald for at sige, at i de situationer, hvor der er forskel i kompetence, så skaber det et problem i forhandlingen, fordi alle skal have noget at sige,« siger Andreas Roepstorff.

Sæt ord på usikkerhed

Heller ikke når forskerne tilbød forsøgspersonerne penge, hvis de nåede frem til den rigtige løsning, hjalp det på forhandlingsprocessens resultat.

»Der er altså en forhandlingsdynamik, som er relativt svært at forandre, men det kan åbne for en diskussion om, hvorvidt vi har en tendens til at have svært ved at bruge de kompetencer, som folk kommer med,« siger Andreas Roepstorff.

Umiddelbart virker resultaterne som en bet i forhold til troen på, at vi sammen kan nå frem til bedre løsninger, men forsøgene med samarbejde i grupper viser også, at der er situationer, hvor gruppen kan opnå bedre resultater, end den enkelte ville kunne.

I et af forsøgene får personerne ikke at vide, om resultatet er rigtigt eller forkert. Her viser det sig, at forsøgspersonerne til trods for, at de ikke kender resultatet, lærer noget af hinanden og situationen, hvis de formår at udvikle et fælles sprog for deres usikkerhed. Og i sidste ende bliver begge parter bedre til at tage beslutninger: »I den proces formår gruppen at opnå bedre resultater, end hvis den enkelte selv skulle tage beslutningen Evnen til at tage fælles beslutninger kræver altså et fælles sprog, hvor det ikke bare handler om, hvad man ved, men også om, hvad man er usikker på. Og det er jo sådan set en meget smuk historie, at vi via sproget kan nå frem til en bedre forståelse og hjælpe hinanden frem til bedre fælles beslutninger, hvis vi vel at mærke bliver bedre til at sætte ord på vores usikkerhed både som vidende autoritet og som lægmand,« siger Andreas Roepstorff.