Kommentar
Læsetid: 6 min.

1945-nederlaget

Vi levede livet mangefold i de susende togter og sparede ikke os selv hverken godt eller ondt. Men da sejren var nær, og den nye dag gryede, kom de gamle mænd frem igen og tog os sejren ud af hænderne. Sådan skriver Informations stifter Børge Outze i et essay, som ikke tidligere har været bragt i Information
De gamle politikere tog sejren ud af hænderne på modstandsbevægelsen, konkluderede Børge Outze 25 år efter krigens afslutning

De gamle politikere tog sejren ud af hænderne på modstandsbevægelsen, konkluderede Børge Outze 25 år efter krigens afslutning

Scanpix

Indland
5. maj 2015

Blandt de 1700 forklaringer på generationskløftens dybde og bredde synes et par mig enkle og rigtige. Den ene er den selvfølgelige, at forskellen på før og nu opstår hurtigere end nogensinde før og vitterligt er stor. Det er ikke kun noget, hanekyllinger galer om i deres udfordringer. Den anden forklaring, jeg vælger blandt de mange, er den, at midaldrende og ældre er længere fra deres egen ungdomstid, end de ret gør sig klart, og det ikke kun på grund af forandringerne. Man skal ikke alene tælle sine år, men også regne med sine oplevelsers tyngde – både dem, man har haft lykke eller ulykke til at komme igennem, og dem, man fik på anden hånd, som tilskuer, medlever, ja blot som samtidig. Der har været for få år af dem, som ikke omtales i verdenshistorien, i vor levetid.

Tænk bare på, at den jublende maj 1945, som vi i denne måned »jubilerer« for, ligger omme på den anden side paddehatteskyerne over Hiroshima og Nagasaki. Vi lærte først efter befrielsessommeren at tælle baglæns, som det er blevet udtrykt. Og vi er jo endda en flok, som føler os særdeles nulevende, der længe før de »de fem lange år« havde gjort erfaringer, der tynger – f.eks. havde vi set nazismens paddehatte trives og sprede sporer, mens folk åd dem både stuvede og rå. Også herhjemme. Forgiftningen var vidt udbredt. Og lad os slet ikke tale om den naturligvis noget mindre og vel også noget mindre nulevende flok, som har oplevet to verdenskrige, nogle helt ind på livet. Kan det undre, at de ikke taler samme sprog som unge, for hvem ordet krig er ensbetydende med Vietnam-Laos og ordet vold med politiknipler?

Men om vi ellers kunne tale forståeligt med hverandre – kommunikere, som det hedder i tidens sprog – så skulle der jo være muligheder for i det mindste at råbe over generationskløften. Vi er mange ældre, der selv har været med til en del af det, vi forarges over i vore dage. Jeg tænker ikke på, at den kommitterede i Hjemmeværnet i sin tid bragte stinkbomber ind i Studenterforeningen, men på de andre udenparlamentariske metoder, som tusinder deltog i. Hvad var modstandsbevægelsen og folkestrejken andet?

Ungdommen skal ikke lade sig forvirre af, at det den gang – i denne måned er der kun én periode, som dækkes af ordene den gang! – drejede sig om modstand mod en besættelsesmagt, der repræsenterede det farligste politiske system, som endnu har hjemsøgt Europa. Det gjorde det også; men det drejede sig først — og i lang tid først og fremmest — om modstand mod den danske regering, dens love og forordninger. Modstandsbevægelsen opstod i kvalmende afsky mod den politik, som gik ud på, at man bare skulle hytte sig. En modstandsmands farligste modstander var meget længe det danske politi. At dansk politi så endte med også at blive nazismens offer, bl.a. fordi en række politifolk havde hjulpet dem, de skulle fange til tyskerne (og fordi tyskerne blev bange efter bitre erfaringer med politiet i Paris under invasionen), ja se det er en anden historie.

Der har været demonstrationer, aktioner på arbejdspladserne, omgang med trotyl og ganske anderledes farlige sager i det, som vel nu er blevet til gamle dage, om end ikke gode gamle. Jamen, siger de unge: Det endte da med et underligt kompromis her i landet.

Det gjorde det, og det ansås af mange grunde for strengt nødvendigt — læg mærke til ordet strengt. De 45,000 mand under våben gik i gang med politiarbejde og militær vagttjeneste, ofte af kedsommeligste art, og var længe om at kny. De fleste var væbnede civilister, som havde drømt om, at alt ikke skulle forblive ved det gamle.

Der var bare det ved det, at de ikke havde drømt de samme drømme. Og de havde set, hvad der var sket andre steder, først og fremmest i Grækenland, hvor to fløje af modstandsbevægelsen var tørnet sammen i et opgør, der jo egentlig ikke er endt endnu. Det, de ville opnå i et befriet Danmark, skulle ikke opnås med våben eller ved aktioner, men ad parlamentarisk vej, fordi de hver og en var overbevist om, at alle andre da også måtte have lært af besættelsestiden — om ikke andet, så lært at glemme egoisme for en tid. Det var ikke mindst den hjælpsomhed, folk under jorden havde mødt, og det sammenhold, man havde oplevet under de store strejker, som gjorde optimismen levende. Nå, ja, og så var vi nogle stykker, som vidste, at den illegale militære ledelse med politisk opbakning havde sat sig på våbendepoter på et tidspunkt, da de aktive grupper var kummerligt udrustede.

Det er nok overdrevet, men ikke frit opfundet, når det er blevet sagt, at mange af de fremtrædende folk, som stillede militær- og anden sagkundskab til rådighed for modstandsbevægelsen efter 29. august 1943 tænkte mere på at holde dens venstreorienterede grupper i ave efter befrielsen, end de tænkte på tyskerne.

Men det turde også være en historisk sandhed, at kun meget rabiate kommunister mod krigens slutning udgjorde noget i retning af den fare, generaler og politikere svedte ved at tænke på. Det, kommunisterne i Danmark drømte om, var folkefront. Naturligvis havde de kunnet føle medvinden stryge sig om kinderne på det sidste. De fik jo da også 20 mandater ved det første folketingsvalg. Det andet modstandsparti, Dansk Samling, hvis førstemand, Arne Sørensen, ved kompromisset mellem Frihedsråd og politikere lod sig udpege til kirkeminister, gik derimod store skuffelser i møde. Og 45-sommerens parole blandt modstandsfolk: »Stem på personer« — underforstået »Kandidater, der har gjort modstand« — gav ikke bonus; det tør siges. Venstre blev valgets sejrherre.

Især blandt de yngste var skuffelsen over, at Frihedsrådet allerede under krigen var gået på kompromis, meget stor den sommer, og »modstandsbevægelsen« lod hurtigt høre fra sig. Det blev til, hvad Information kaldte »Hyldest til de døde og spark til de levende«. Der var dem, som begik selvmord i følelsen af, at alt skulle føres tilbage til det gamle, og at deres dåd skulle kaldes udåd. Læser man modstandsbladene — Land og Folk, Morgenbladet, Frit Danmark og Information — fra jubelåret, vil man hurtigt opdage, at jubelen var de andres. Der spores fra første færd en tone af resignation, senere af bitterhed: Mohren har gjort sin pligt, Mohren kan gå …

Ikke for ingen ting citerede »Modstandsbevægelsens avis«, Information, den sommer nogle ord fra »Visdommens syv søjler« — Lawrence af Arabiens korte skildring af de følelser, som besjælede ungdommen efter 1. verdenskrig, personificeret i ham selv. Ordene er noget frit oversat og skrevet efter hukommelsen. Redaktionen havde ikke bogen for hånden …:

»Det var som en morgenstund, og den kommende dags friskhed berusede os. Vi var fyldt af tanker uden fast form og indhold, men værd at kæmpe for. Vi levede livet mangefold i de susende togter og sparede ikke os selv hverken godt eller ondt. Men da sejren var nær, og den nye dag gryede, kom de gamle mænd frem igen og tog os sejren ud af hænderne. Ungdom kunne sejre, men havde ikke lært at fastholde, og var kun svag for alderdommen. Vi stammede frem, at vi havde kæmpet for en ny himmel og en ny jord — og de takkede os venligt og skabte deres fred.«

Alligevel må det fastholdes, i hvert fald af enhver, der havde blot en smule medansvar for kompromisset mellem modstandsbevægelsen og politikerne, at det var nødvendigt. Vi var et mindretal, og det var demokratiet, vi havde kæmpet for. Det store flertal følte ikke noget med en ny himmel og en ny jord, men længtes efter alt det go’e gamle. »Når der kommer en båd med bananer« — blev sommerens melodi, udtrykkende det danske folks nye længsel, efter at friheden var opnået.

- - -

Der kæmpes stadig for en ny himmel og en ny jord, og selv om vi halv- og helgamle synes, det er sære metoder og tågede mål, er det urimeligt at fordømme, at der kæmpes.

Børge Outzes essay blev bragt i tidsskriftet Vindrosen i 1970.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bente Petersen

Det er med tungt hjerte jeg skriver dette.
Det er 70 aar siden, men det er ligesom Danmark intet har laert. Danmarks underigspolitik er ligesaa grim nu, som den var, da vi sagde ja til Hitler's tropper, ja vaersaagod, kom bare ind... vi skall nok behandle jer ordentligt, bare
I ikke skyder os. FY FOR FANDEN. Siden da har vi haft mange daarlige politikkere - der har forraadt os og det og hvem vi virkeligt er... Idag er det Helle med hendes regering og omfavnelse af alt, som USA og NATO maatte oenske os at goere, hun parere ordre. Jeg skammer mig. Foer hende var det Fogh Rasmussen, som er paa min liste af landsforraedere. Han er ikke alene. Siden Gruntvig sagde "luk vinduerne op, der er en verden udenfor" har vi taetned vinduerne, saa der ingen luft kommer ind. Man skal jo passe paa, man ikke fyrer for fuglene.
-
Jeg maa sige, at vi er meget heldige, der er andre her paa jorden, der arbejder for frihed... og de er ikke er paa den Vestlige side... de er ikke paa team USA-NATO-EU... et team der har vaeret I krig efter krig siden 1945 og har millioner af menneskeliv paa samvittiheden.. vi skal vaere glade for at vi har nogen her paa jorden, der har en god politik, der arbejder imod krig, der arbejder for at alle mennesker skal have udbytte af (deres) lands tiltag, det er Rusland, Kina, det er BRICS landene, og dem der er medlem af SCO Shanghai Cooperation Organization - Det er en god ide at laese lidt historie - det vil sige laese nogen ting vi nodvendigvis ikke normalt laeser eller faar serveret I Danmark eller I Vesten. Japan's historie, Kina's historie, Indonesiens historie, Indien og Pakistans historie, Iran's historie der alle gaar mange tusinder af aar tilbage, men er relevant idag... maaske vi skulle genlaese Danmarks historie...
-
Jeg er 74 og kan huske en lille smule fra krigens tid og jeg kan huske den kolde krig og det uendelige "Russerne kommer, pas paa" det er som om, mange ikke er kommet videre end de var I 50'erne... DET ER TID VI VAAGNER OP, AABNER VINDUERNE, DER ER EN VERDEN UDENFOR. Og det gaelder ikke bare vor undenrigspolitik, men ogsaa vor flygtninge politik - vi har jo vaeret med til at skabe de millioner af flygtninge der er idag, banker paa vor doer. Og det gaelder vor handelspolitik. Hvis vi skal overleve og bibeholde vor velfaerd og vort hoeje tenologiske nieveau, skal vi handle med Oesten, med Rusland, Kina, Iran, Indonesien, Indien kort sagt med alle de 4 milliarder der ovre paa den oestlige side af EU... det er der, der sker noget godt ... vi skal ikke bekrige dem, vi skal samarbejde og handle med dem!

Holger Madsen, erling jensen, Olav Bo Hessellund og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

"...»Stem på personer« — underforstået »Kandidater, der har gjort modstand« — gav ikke bonus; det tør siges. Venstre blev valgets sejrherre."

Så meget for Fog Rasmussens nonsens - for virkeligheden er at hans aget parti var blandt de mest samarbejdsvillige

Henrik Petersen

Fog Rasmussen's special var at rotte sig sammen med de stærke for at tæve de svage. Han burde sige undskyld.

Karen Grue, Ejvind Larsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Ja, du har en pointe, Bente Petersen. Rigtig mange af de væbnede konflikter, som stadig er i gang over hele verden siden 2. verdenskrigs afslutning har deres udspring i vestlig imperialisme. Og nogle trækker spor helt op til i dag: Indien-Pakistan, Israel-Mellemøsten, Mellemøsten indbyrdes, Iran-UK/USA, utallige konflikter i Afrika og Latinamerika. Og når man tænker på arten af de regimer USA og de gamle europæiske kolonimagter har i årenes løb har støttet, så tegner der sig et mistrøstigt billede af ufolkelige, fascistoide regimer (Iran, Grækenland, Chile, Indonesien, Mellemamerika) - som alle i varierende grad repræsenterede de anti-demokratiske egenskaber, det tredje rige i ekstrem grad stod for.

Og det officielle Danmarks rolle i spillet er også den samme som før: Vi hytter vores skind og ynder tilmed på tragikomisk vis at optræde i musens rolle sammen med elefanten på vej over broen: "Ihh, hvor vi gungrer!" En Oluf Palme, som havde modet til åbent at udtrykke det, mange herhjemme har tænkt om danske politikeres klamme følgagtighed overfor USA, har Danmark desværre aldrig haft.

Fint, at Information genoptrykker Børge Outzes stadig aktuelle artikel.

Holger Madsen, erling jensen, Ole Henriksen, Ejvind Larsen, Leif Høybye, Robert Ørsted-Jensen, Marianne Rasmussen, Rasmus Kongshøj, Thomas Borghus og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

God påmindelse Information gør med dette Essays fra Børge Outze.
Han har fuldstændig ret i hans antagelse den mest miskrediterede var manden som i regeringen sørgede for at samarbejdspolitikken havde udspillet sin rolle da modstandsbevægelsen var vokset og tyskerne mente at der måtte dødsstraf til for at stoppe modstandsbevægelsen.
Manden jeg her taler om er Socialdemokraternes forlangte afsatte statsminister Vilhelm Buhl som var enig med frihedsrådets formand Frode Jacobsen om modstanden mod tyskernes krav.
Men vi ved også at den indsats betød ikke at Vilhelm Buhl fik mulighed for at blive Statsminister efter Krigens ophør. Her blev det Venstres Knud Kristensen der indtog Statsministeriet efter det første afholdte valg efter krigen.
Men inden havde Vilhelm Buhl og Frode Jacobsen ved samlingsregeringen der trådte til fået styr på de paramilitære modstandsgrupper umiddelbart efter krigens afslutning ved at oprette hjemmeværnet og lade Frode Jacobsen være den første politiske leder af hjemmeværnet, som fik ministerstatus i regeringen. Hvilket betød at modstandsfolkene kunne beholde deres våben blot de meldte sig ind i hjemmeværnet.
Hvilket betød at nu kunne det danske demokrati sikres levedygtighed.

Bente Petersen
"der har forraadt os og det og hvem vi virkeligt er... "
"Rusland, Kina - der arbejder for frihed..."

Disse udsagn viser blot, hvor forskelligt mennesker opfatter verden.

-Information er det forum, hvor landets bedste hoveder diskuterer de mest presserende emner-

Derfor besluttede jeg mig for at lære noget nyt. De bedste hoveder har garanteret arbejdet med noget nyt og visionært, samt ikke mindst realistiske ALTERNATIVE veje.

Desværre er jeg blevet skuffet.
Debatten er (med få undtagelser) lige så sort/hvid- rød/blå - hadefuld - personforfølgende - selvpinende som andre steder.
Samme retorik som for 40-50 år siden (storkapitalen er dog skiftet ud med neoliberalisme).
Samme fjendebillede osv.
Intet nyt fra landets bedste hoveder siden jeg abonnerede på Information i 70érne.
Der råbes på forandring og der klages, men løsningerne er bare et tilbagetog til gamle forfejlede ideologier.
Samme ulyst til at tage ansvar og nøjes med at være protest(parti). Tag den lette vej. Se på SF der desværre måtte returnere til en råbeplads.

Når nu landets bedste hoveder ikke har "rykket" sig i årevis hvad så ?
Tilhøre de bare landets hurtigst voksende familie : von Brok ?

Anne M. Lassen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er en kamp ikke at gå i stå .........der er ingen endelig sejr i dette liv. I heldigste tilfælde kan man tale om en transformation til noget mere formålstjenligt og inspirerende, men ved roden af alt transformationen ligger stadig fortiden med dens store potentiel. Selvfølgelig besejres "fortidens potentiel" ikke bare fordi en del af fortiden gennemgår en transformation og bliver en tone angivende nutid ....De store spørgsmål bliver ved at vende tilbage i nye udformninger, selv den fortid der har helt åbenbart har fået store "skår" vender tilbage ... men selvfølgelig hvorfor bruge det fine porcelæn når verden er som den er og hvem ved hvor det fine porcelæn gemt ... måske er det fine porcelæn slet ikke opfundet endnu...

Ole Vagn Christensen

Nogle skribenter vil have os til at forstå ved at drage nutiden ind i vurderingen af Danmarks besættelse om vi intet har lært af de fem mørke år. Outzens essay som er skrevet for 20 år siden så det også ud fra den tidsånd der eksisterede på 50 års dagen.
Sådan vil det altid være det man mener at kunne bruge fortiden til over for den eksisterende tidsånd er der intet forkert ved.
Men rart var det at det samme gjaldt hvis man inddrog tidsånden som den så ud den 9 april 1945.
Da Danmark blev besat havde regeringen to muligheder enten at overlade tingene til Nazist Partiet i Danmark som jeg har forstået ikke var et lille parti.
Eller danne en samarbejds regring som kunne vende folestemningen så danske Nazister mistede indflydelse. Det sidste har jeg forstået lykkedes af de gamle mænd.
Når denne mulighed ikke eksisterede kunne der dannes modstandsgrupper der kunne vise heltemod. Ja Frode Jacobsen modstandsgruppernes talsmand kunne berette over for Statsminister Buhl hvad der foregik og hvordan modstands grupperne fik hjælp fra England i deres kamp mod besættelsesmagten. På et andet tidspunkt skete det at det nære forhold gjorde at Hitlerregimet forlangte at Vilhelm Buhl skulle træde tilbage og regeringen skulle gøre Erik Schavenius til Statsminister som var udenrigsminister og ham havde Tyskerne tillid til hvilket de ikke havde til Statsminister Buhl.
Men i august 1943 var modstandsbevægelsen en stærk paramilitisk bevægelse som nu Tyskerne ville have over for deres modstand dødsstraf for.
Dette krav ville Samarbejdesregringen ikke acceptere og Vilhelm Buhl Frode Jacobsen og Hartvig Fris var enige om her måtte der slås en streg i sandet. Regeringen trådte tilbage på en sådan genial måde at Jøderne i Danmark blev reddet. Frihedsrådet blev dannet.
I Frihedsrådet fik flere fremtrædende kommunister plads da mange af frihedskampens grupper var dannet og ledet af kommunisterne.
Dette med at Moskva tro kommunister havde fået fremtrædende pladser i Frihedsrådet og dermed magten i Danmark gjorde der var opgaver der skulle løses det ene var at få kontrol over de unge frihedskæmpers våben her foretog man sig det geniale træk fra de gamle at skabe et hjemmeværn under en politisk ledelse.
Det andet der skete var at ligesom ved besættelsen hvor Nazist partiet stod stærkt var der ingen der var i tvivl om at efter besættelsens ophør stod Kommunistpartiet stærkt.
De gamle mænd i Socialdemokratiet gjorde nu det geniale træk at de foreslog at slå Kommunistpartiet og Socialdemokratiet sammen til et parti under den forudsætning at Kommunist partiet ville acceptere at de i fremtiden underlagde sig de demokratiske spilleregler.
Det ville Kommunistpartiet ikke har jeg forstået, hvorfor kommunistpartiet med sin benægtelse udstillede sig selv og ingen fare var for demokratiet men hele øvelsen kostede socialdemokratiet Statsministerposten i den første folkevalgte regering efter besættelses tidens ophør.
Jeg forstår derfor godt det der står først i indlægget. Citat "Men da sejren var nær, og den nye dag gryede, kom de gamle mænd frem igen og tog os sejren ud af hænderne"
Jeg er nu af den opfattelse at de gamle mænd var der hele tiden og havde kontrol over situationen.

georg christensen

Jeg tør igen i dag give, 70 år, efter, give Børge Outze ret, først, da krigen dengang var slut, kom alle hulebeboerne på banen og skabte sig, som en flok tosser som medens ballet var i gang gik i skjul og bagefter opførte sig som sejerherren.

I dag ser vi det samme, forskellen er bare, at finansindustrien har overtaget, det nazisterne ikke formåede. " Halejuja" , en lykkelig fremtid imødeses, falske dollar og Euroer sammen med værdiløse gældsbeviser, flyver om ørene på os, i magtbegæret´s struktur fiduserier, alt bygget på samfundsborgernes uvidenhed, om finanser og økonomier.

georg christensen

Når vi nu er i gang med anden verdenskrigs afslutning, tænker jeg lidt mere på begyndelsen , hvordan og hvorfor startede den?, hvorfor indgik Stalin en fredsaftale med Hitler?. I sær hvorfor, indgik Stalin en ikke angrebsaftale med Hitler?. Mit svar er: Fordi vesten ikke ville hjælpe russerne i kampen mod nazisterne. At hele grundlaget for anden verdenskrig måske skyldes vestens modvilje mod russerne, som kort forinden havde overstået en revolution, samt første verdenskrigs afslutning, som nedværdige tyskerne.

I bund og grund, præcist det samme som vi i dag oplever.

NB: Mit opråb til Europafolket vil være: Stol ikke på jeres egne magtbegærlige "propagandister", selv om de i dag, har magten, kan de let i morgen have tabt den i deres egen løgnagtighed, hvor halve løgne let forvandles til halve sandheder, hvor åbenhed lukkes med lukkethed.

Ole Vagn Christensen

Georg kan ikke lade være med at spørge dig mener du at regeringen skulle træde tilbage i 1940 og overladt landet til et nazistisk styre og ladet jøderne sejle deres egen sø.
Det her var hvad der var det danske Nazistpartis ønske skete, at de med deres store tilslutning i den danske befolkning så frem til har jeg forstået. At få den politiske magt i Danmark.
Men fortæl mig lige er det rigtigt at Nazistpartiet stod stærkt i Danmark i 1940.
For er det forkert at denne frygt for Nazistisk overtagelse var forkert, så kan dit synspunkt have nogen mening. Politisk magtovertagelse behøver nemlig ikke at ske ved blodudgydelser eller bomning af København.
Så den trussel vil jeg ikke inddrage. For ingen dansker med sund fornuft kunne efter nederlaget i 1864 drømme om at sætte den danske hær ind mod Tyskernes overmagt.
I øvrigt interessant at du vil retfærdiggøre Ruslands inddragelse af Krim til noget du sammenligner fortiden med, som du kalder at grunden til ikke angrebspagt mellem Stalin og Hitler er fordi vesten svigtede Rusland. Stalins Rusland svigtede, mest af alt sin egen befolkning.
Hvilket vesten selvfølgelig ikke kan og skal acceptere. Vesten skal i dag eller ikke acceptere at Rusland besætter dele af et andet selvstændigt land, hvis vi også skal bevæge os i nutiden.

georg christensen:

"hvorfor, indgik Stalin en ikke angrebsaftale med Hitler?"

Fordi både Stalin og Hitler så det som en mulighed for aggresivt at ekspandere i nærområdet uden at genere den nærmeste stærke nabo.

Husk på at Molotov-Ribbentrop-pagten indeholdt hemmelige klausuler om en opdeling af Central- og Østeuropa i de to magters interessesfærer, og den resulterede også i invasionen og opdelingen af Polen mellem Nazityskland og Sovjetunionen.

Og Sovjet kunne desuden frit invadere Finland i 1939 og Letland i 1940 uden at skulle bekymre sig om Hitlers reaktion. At Hitler havde bagtanker vedrørende Sovjet var Stalin for grådig og kortsynet til at indse. At prøve at fremstille Stalin i offerrollen i 1940 er altså temmelig langt ude og absolut ikke i overenstemmelse med de historiske realiteter.

Vestmagterne svigtede helt klart i forløbet op til krigen, men det var altså ikke Stalin de svigtede, det var Rhinlandet, Østrig, Tjekkoslovakiet og ikke mindst Polen de svigtede. Og så altså Letland og til dels Finland.

Bill Atkins

Sovjet forsøgte til det sidste at indgå en forsvarsalliance med Polen, England og Frankrig ...men forhandlingerne blev pure afvist af Polen, der havde en indgået en ikke-angrebspagt med Hitler i 1934, og demonstrativt trukket i langdrag af England Frankrig, så Stalin indgik til sidst en ikke-angrebsalliancemed Hitler i protest mod Vestmagternes maskepi. I det hele taget føg det med ikke-angrebsaftalerne henover Europa i slutningen af 30'erne. Danmark indgik en ikke-angrebspagt med Hitler i 1939 og vi havde defacto samarbejdet med den tyske efterretningstjeneste siden 1933 om at opspore kommunistiske flygtninge fra Tyskland, og sende dem retur til internering i konzentrationslejrene.

Sovjet angreb ikke Polen sammen med tyskerne, men da den polske fascistiske regering, 10 dage efter det nazityske angreb, var flygtet med nationalguldet til det neutrale Rumænien og der var blevet interneret, så udfyldte den Røde Hær det tomrum, der opstod i Polen øst for Curzon-linien. Et område Polen havde annekteret efter den sovjetisk-polske krig 1919-1921.

Fra den hemmelige aftale om Polen:

Artikel II.
I hændelse af territorial og politisk omdannelse af områderne tilhørende den polske stat skal indflydelsessfærernes grænse trækkes omtrent langs linien på floderne Narev, Wisla og San. Spørgsmålet om hvorvidt der ligger i begge staters interesser at opretholde en uafhængig polsk stat og inden for hvilke grænser en sådan stat skal få lov at eksistere kan kun endeligt afgøres i løbet af videre politisk udvikling.
I hvert fald kommer begge regeringer til at løse spørgsmålet igennem venskabelig gensidig forståelse.

Bill Atkins:

"...så udfyldte den Røde Hær det tomrum, der opstod i Polen øst for Curzon-linien"

Ja, et "tomrum" som Tyskland og Sovjet tilfældigvis havde aftalt før det opstod, som dit citat tydeligt viser. Nogle gange bliver jeg ærlig talt forbavset over det lave niveau vedrørende kildefortolkning, som gang på gang kommer til udtryk her på Informations debatsider.

Robert Ørsted-Jensen og børge pedersen anbefalede denne kommentar

Men mønstret taler selvfølgelig sit tydelige sprog. Er kilden Kreml, så skal den tages bogstaveligt og ikke fortolkes.

Bill Atkins

Sune, hverken England eller Frankrig, som havde en forsvarsalliance med Polen, eller USA, opfattede dengang den Sovjetiske indrykning, som en aggression. Og du ignorerer fuldstændig dels at den polske regering flygtede og opgav at forsvare deres land, og dels at området var erobret og annekteret af Polen fra Sovjetunionen i strid med de internationale aftaler (Derfor begrebet Curzon-linien) efter krigen i 1921. Der var ingen der dengang var i tvivl om at Sovjetunionen havde et legitimt krav på området. Og faktisk blev Polen jo rykket et tilsvarende område mod vest til efter anden Verdenskrig.

Nogen gange så undre det mig hvordan tidens forenkling af det historiske forløb sniger propagandaen ind i folks bevidsthed.

Bill Atkins

Man kan ud af Artikel II læse at Sovjetunionen overlod den Polske nation til deres aftale med England og Frankrig - og det havde Polen selv ønsket ved at nægte en forsvarsalliance med USSR. Hv0r stor risiko skal en socialistisk nation løbe for at redde en fjendtlig fascistisk regering i et andet land?

Robert Ørsted-Jensen

Sune
"forbavset over det lave niveau"

Vel Sune Atkins, er nu ikke et eksempel på ret meget andet end hans egen gammelstalinistiske dårskab og uendelige naivitet. Men han er bestemt et glimrende eksempel på den hang til religiøs fundret underkastelse og de øvrige psykologiske mekanismer der gjorde at så mange lod sig forføre af stalinismens idioti

Bill Atkins

Robert Ørsted-Jensen, du er ikke den eneste der anser sandhedssøgende historisk vurdering, som udtryk for politisk underkastelse og det endda som selverklæret historiker. Robert er du klar over at siger en del om dig, som person og din hensigt, samt din mangel på faglighed. Prøv dog om du kan argumentere, ellers virker du blot som et propagandistisk tågehorn.

Bill Atkins

...men for at Robert Ø Jensen (historiker min bare ...) ikke skal ødelægge debatforløbet så vil jeg lige bringe en betragtning fra Preben Wilhjelm:

Var Hitler gået mod Sovjetunionen allerede i 1939 uden at behøve at tænke på en vestfront, så var han formentlig hurtigt blevet herre over hele unionen og havde dermed underlagt sig alt fra Maginot-linjen til Kamtjatka, nabo til sine fascistiske venner i Japan. Med det potentiale af industrikapacitet og mandskabsressourcer kunne Det Tredje Rige og Japan så i fællesskab i 194o eller 41 have vendt sig mod vest - og hvem kunne da have stoppet dem?

Molotov-Ribbentrop-pagten forhindrede dette alternativ, og det skal vi være uendeligt taknemmelige for!
(fra 'I min tid')

...Og Robert Ø. Jensen, med flere, kunne have fået det regime de inderligt ønsker sig. Men det forhindrede Sovjet med sine umådelige menneskelige ofre. I dag er vi vel blevet klogere.