’Befrielsen var en forbandelse’

Mens Dannebrog hang fra vinduerne, og mange danskere jublede i gaderne, var Danmarks befrielse et skrækscenarie for flere såkaldte tyskerpiger. Birgitte Breiners mor var en af dem. Moren blev som gravid fængslet og udstødt, mens datteren startede livet på børnehjem og levede uvidende om sin arv i over 40 år
Birgitte Breiner har levet størstedelen af sit liv uvidende om, at hendes mor var en såkaldt tyskerpige. Først i 2012 fandt hun sin tyske familie og fik klarhed om sin arv og identitet.

Birgitte Breiner har levet størstedelen af sit liv uvidende om, at hendes mor var en såkaldt tyskerpige. Først i 2012 fandt hun sin tyske familie og fik klarhed om sin arv og identitet.

Hans Christian Jacobsen
5. maj 2015

Visse oplevelser i løbet af et liv fæstner sig i hukommelsen på en måde, så de selv efter årtier står lysende klare. Birgitte Breiner havde for 66 år siden en sådan oplevelse. Hun husker den råkolde forårsluft på huden, mens de andre børn på vejen råbte »Tyskertøs! Tyskertøs! Tyskertøs!« Hun husker, hvor forvirret hun blev, og hvordan hun spænede hjem til sine forældre for at blive trøstet.

Moren slog det hen. Det passede ikke, sagde hun. Og så blev der ikke talt mere om det. Men der gik alligevel ikke lang tid, før familien flyttede fra deres hjem i Skive. Birgitte Breiner var fire år og kunne ikke selv drage konklusioner, men episoden nærede til hendes følelse af, at der var noget galt.

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Forræder

Løbesedler og avisforsider med beskeden om, at Danmark atter var frit, blev den 5. maj 1945 begyndelsen på en forfærdelig tid for Inger Margrethe. Hun mistede Josef, som marcherede mod Tyskland den 8. maj som led i kapitulationen. Selv blev hun udråbt som forræder, anholdt og kørt til København for at sidde bag tremmer i Vestre Fængsel, hvor hun afsonede i flere måneder, før hun blev løsladt.

Inger Margrethes skæbne var ikke ulig mange andre såkaldte tyskerpiger, der oplevede at blive fængslet, hængt ud og få håret klippet af og tøjet revet itu på åben gade.

Familien i Rørbæk var ikke til nogen hjælp efter hendes løsladelse. Væk var deres accept af forlovelsen. Den fromme far kunne ikke gøre noget for en gravid ’tyskerpige’.

Præstens omdømme betød mere end datterens ve og vel, og familien skulle ikke nyde noget af, at hun påvirkede de mindre søskende.

»En præstegårds mure er af glas – alt skal kunne tåle dagens lys,« lød devisen.

Hun kunne ikke vende hjem, og hun kunne heller ikke fortsætte på jurastudiet. Familien havde standset betalingen til universitetet og for hendes værelse, så hun måtte i stedet arbejde som hushjælp hos en familie i en lille landsby på Fyn. Her fødte hun Birgitte, som straks blev sendt på børnehjem.

Udmagrende hemmeligheder

Tiden på børnehjemmet husker Birgitte kun vagt for det brune linoleumsgulv og sko, der strammede, for efter 2 år og 10 måneder blev hun adopteret af en familie, der ikke selv kunne få børn.

Faren i familien var gammel modstandsmand, og der lå kassevis af det illegale blad ’Frit Danmark’ på loftet. På trods af, at der var flere episoder, der bekræftede Birgitte i, at ikke alt var, som det blev udlagt, var hendes biologiske arv ikke noget, de nogensinde talte om.

»Hemmelighederne var udmagrende, og de fyldte meget i min barndom,« siger Birgitte Breiner.

En af de episoder var til en familiesammenkomst, hvor adoptiv- farens mor fremlagde et stamtræ over familien, men undlod at inkludere seksårige Birgitte. Ved den lejlighed fandt hun ud af, at hun var adopteret.

»Jeg fik en følelse af ikke at høre til. Det var, som om mit selvbillede var halvt,« siger hun.

Også forholdet til adoptivmoren var langtfra optimalt. Moren var åbenlyst ked af ikke at have biologiske børn, hvilket tyngede Birgitte, som følte sig som en »erstatning.«

Inger Margrethe Stougaard havde i besættelsens sidste måneder et kærlighedsforhold til den tyske soldat Josef Leibig. Efter befrielsen blev hun udstødt, fængslet og måtte sende sit nyfødte barn på børnehjem.

Hans Christian Jacobsen

Jagten på sandheden

Birgitte nåede at fylde 41 år, før hun fik sandheden om sin biologiske mor og far at vide. Hun var blevet sygeplejerske og havde fået en søn, før hun kontaktede myndighederne for at få indsigt i den gamle faderskabssag.

Men da brevet med svar kom, fik det lov at ligge i skuffen i flere år, før hun reagerede på det.

»Jeg nænnede ikke at sige til mine adoptivforældre, at jeg ville opsøge min biologiske mor,« siger hun.

Først efter adoptivforældrenes død fandt hun brevet frem og tog forbi den oplyste adresse på Østerbro. Fra gaden så hun et abstrakt maleri og en PH-lampe, der gav hende mod til at henvende sig.

Efter 35 brevudkast og korrespondance frem og tilbage aftalte de to at mødes på Glyptoteket.

»Vi mødtes i foyeren. Der var 50 mennesker, men jeg kendte hende med det samme. Det var utroligt, og jeg får helt hjertebanken ved bare at tænke på det,« siger Birgitte Breiner. »Hun sad ved statuen Vandmoderen, kan jeg huske – det var meget rørende og et øjeblik, hvor jeg begyndte at få klarhed om, hvem jeg er.«

Der var meget at berette – om Josef, om forelskelsen, hvor forfærdelig befrielsen havde været, og hvordan hendes liv efterfølgende havde udspillet sig.

Det skulle vise sig, at mor og datter havde meget til fælles. Politisk var de begge engageret i SF og i kvindebevægelsen i 70’erne, og både mor og datter arbejdede med mennesker – Birgitte i sygeplejen, Inger Margrethe som socialrådgiver: »Før i tiden mente jeg, at miljø var altafgørende, og at arven var irrelevant. Men da jeg mødte min mor, var der var en hel masse, som faldt på plads,« siger Birgitte Breiner.

Inger Margrethe og Birgitte fik aldrig et rigtigt mor-datter-forhold, men de havde tæt kontakt indtil morens død i 2002, og kontakten betød, at Birgittes identitet begyndte at stå mere tydeligt frem.

Den tyske gren

Forholdet til moren fik Birgitte til også at søge efter sin tyske far, Josef. Under besættelsen havde Josef fortalt Inger Margrethe, at han hed ’Bub’ og var søn af en farmer, der havde slået sig ned i en tysk koloni i Afrika omkring Tanzania. Hverken historien eller navnet, som betyder en lille sød dreng, passede.

Måske var det opdigtet for at dække over, at han allerede havde en kone i Tyskland – eller at han var halvt jøde.

Forvirringen omkring navn og oprindelsessted gjorde sporingsarbejdet svært, og først i 2012 fandt Birgitte den tyske gren af familien.

Josef var død af lungekræft i 1977, men han havde tre sønner, der alle levede, og som inviterede Birgitte på besøg.

Selvom adoptivfaren, den gamle modstandsmand, altid havde omtalt tyskere meget negativt, faldt hendes verden for alvor på plads, da hun mødte sin tyske familie og så sin fars gravsten.

»Det tyske er jo en del af mig, og nu kunne jeg spejle mig i min biologiske familie. Det var forløsningen, hvor jeg pludselig fik ro og følte mig hel for første gang i mit liv,« siger hun og tilføjer, at de jævnligt har kontakt og ses.

Historien bygger på interview med Birgitte Breiner.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Krigsbørn

Der er registreret 5.579 personer i Danmark, som er født under eller lige efter besættelsen med en tysk biologisk far. De personer kaldes ‘krigsbørn’.
Faderskabssagerne blev behandlet fra 1940-1951 og dokumenterne findes i Lands- og Rigsarkivet.
I 2007 blev ’Forum der Kriegskinder’ stiftet i Berlin, som er en sammenslutning mellem krigsbørnforeninger fra flere europæiske lande.
Den danske forening hedder Danske Krigsbørns Forening, DKBF og blev stiftet i 1996.

Tyskerpiger

Det anslås, at cirka 50.000 danske kvinder havde fortrolig omgang med tyske soldater i Danmark under besættelsen.
Omgangen førte til sammenstød mellem danskere og enten tyske soldater eller kvinderne selv.
Nogle af kvinderne blev udsat for social udstødelse, chikane med klippeaktioner og offentlig afklædning.
Flere illegale blade opfordrede til at afstraffe kvinderne, der også blev kaldt feltmadrasser, tysker-
tøser og syfilishopper.

Kommentarer

Brugerbillede for Anne Schøtt

En bevægende historie. Godt at den slags historier også kommer frem, her 70 år efter besættelsens ophør. Også børn af det tyske mindretal i Sønderjylland havde det svært i tiden efter besættelsen. Et trist scenarie fandt sted den 7. maj 1945. Det hamrede på døren og min mormor åbnede. Min mor og hendes storesøster så forskræmte til, at danske medmedløbere, der pludselig var meget modige efter krigen, hentede min morfar. Min mor kiggede ud og så, at der stod en mand med maskingevær på hver trappeafsats og én foran gadedøren.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

Hvad er en dansk medløber ? I min verden var det en der samarbejdede med tyskerne på et relativt lavt plan. 2500 medlemmer af det tyske mindretal blev dømt. Langt de fleste, 90 % havde båret tysk uniform. Godt 1000 af dem havde været såkaldte Zeitfreiwillige og var under tysk kommando i Sønderjylland. Resten havde for de fleste andres vedkommende været SS-soldater. At børnene ikke kunne gøre for hvad deres forældre havde bedrevet er naturligvis sandt, men dette vilkår delte de jo med de børn der havde fornøjelsen at få deres ophav arresteret af tyskerne, som sjældent bankede på, men ofte bankede løs. Ikke ét medlem af de dømte hjemmetyskere blev dødsdømt ved dansk ret. Ikke én tysksindet dansk statsborger blev udvist, selvom modstandsbevægelsen ønskede dette. Nogle ganske få blev udleveret til englænderne fordi de havde været særdeles aktive bødler i kz-lejre, men de fleste var ude efter mindre end 1 1/2 år i Fårhuslejren og efter nogle år sad de gamle nazipartispidser atter i ledende poster i det tyske mindretals organisationer og de næste mange år. Mindretallet var fra 1938 fuldkommen overtaget af NSDAP-N og de søde små piger og drenge gik i hvad der svarede til de nazistiske BdM og Hitlerjugend, storebror i SK, som svarede til SA og gik rundt i spidsbukser og blanke støvler. Skolerne var dekoreret med billeder af føreren og hagekorsflag og man sagde Heil Hitler til læreren i stedet for god morgen. Nej det er svært at være barn, især hvis ens forældre ikke vil fortælle sandheden. Så er det unægtelig lettere at fortælle hvor onde de andre var.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

En meget bevægende historie, og så fint fortalt. Kommer også til at tænke på Lotte Tarps bog, som også gjorde stort indtryk. Så mange skæbner kastet hid og did, som værgeløst drivtømmer på åbent hav i storm.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

En meget bevægende historie, og så fint fortalt. Kommer også til at tænke på Lotte Tarps bog, som også gjorde stort indtryk. Så mange skæbner kastet hid og did, som værgeløst drivtømmer på åbent hav i storm.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

Det er så let og politisk korrekt at hylde de få helte i modstandsbevægelsen. Men mit hjerte tilfalder de almindelige mennesker, som bare står tilbage som ikke helte i deres kamp om at overleve i en uforskyldt kaotisk tid.

Ære være deres minde og det helt uden statstilskud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

Det er den samme type menneske som skaber såvel modstand som helvede for det almindelige menneske bare med omvendt fortegn. Hvad enten de ender som helten eller terroristen.

anbefalede denne kommentar