Baggrund
Læsetid: 4 min.

’Vi bruger ikke tablets bare for at gøre det’

På Syvstjerneskolen i Værløse har man de seneste år satset på at bruge tablets i undervisningen. Det giver nye muligheder for, at eleverne kan lave kreative og visuelle projekter – og så slipper de for at holde styr på alle papirerne
På Syvstjerneskolen i Værløse bliver iPads brugt aktivt i undervisningen. Fotos: Ulrik Hasemann
Indland
18. maj 2015

Johan har allerede lavet et lagkagediagram på sin iPad.

»Jeg har skrevet ned, hvad jeg har spist i løbet af dagen og hvor meget,« fortæller han og viser, hvordan han ved hjælp af et regneark på iPad’en har lavet diagrammet, der med tydelige farver viser, hvor meget protein, fedt og kulhydrater han fik på én dag i sin påskeferie.

Nu skal Johan så finde de officielle anbefalinger for, hvor meget protein osv. man skal have om dagen, så han kan sammenligne det med sin egen ernæring. Han skifter hurtigt app på iPad’en og finder frem til Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor han søger efter ’anbefalet kulhydrat, fedt og protein’.

Egne blogs

Syvstjerneskolen i Værløse nord for København har de seneste år arbejdet med tablets i undervisningen. Som beskrevet i Information i sidste uge viser en svensk undersøgelse, at brug af tablets kan øge børns indlæring markant.

Ditte Smit, der både er lærer og it-vejleder, forklarer, at tablets har en række fordele frem for den traditionelle brug af tavle og papir og blyant.

»For det første er eleverne enormt hurtigt på alle sammen. De kan tage iPad’en med alle vegne hen, de kan lave små kortfilm og tage billeder hele tiden,« siger hun og fortsætter: »Vi kommer meget hurtigt op i toppen af læringstaksonomien, hvor de producerer alle mulige ting selv.«

En anden fordel er, at eleverne med tablets kan bruge forskellige apps gennem de forskellige dele af et projekt, inden det færdige projekt bliver publiceret på elevernes egne blogs. Her samles alt det materiale, eleverne laver i forskellige fag, på en tidslinje, som de og lærerne har adgang til.

»Mange elever har glæde af det. Vi kommer langt væk fra, at man har en masse papir, som nogle slet ikke kan strukturere. Hvis en elev er syg eller væk i en periode, så ligger det hele digitalt, så man også kan følge med hjemmefra, så man ikke går glip af så meget,« fortæller Ditte Smit.

Signe, Clara og Anna går i 9.z, der var en af de første klasser på Syvstjerneskolen, som begyndte at arbejde med tablets. Anna viser en præsentation om ecstasy, som de har lavet sammen ved at tegne en historie om to drenge til en fest på en tavle. For hvert led i historien har de taget et billede af tavlen, som de har indtalt historien til. På den måde har de lavet en simpel, men kreativ animationsfilm, som præsenterer rusmidlet.

»Det er lettere, og man får mere ud af at lave en film. Det er kedeligt bare at skrive en tekst,« siger Anna, der fortæller, at nogle lærere stadig holder fast ved at få alt materiale på tekst i hånden.

»Det er fint nok, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes bedre om at arbejde med it.«

»Det er også lettere at holde styr på alle sine ting. Alt er samlet ét sted. Og man kan bruge flere medier, f.eks. videoer,« siger Signe, mens hun scroller ned over sin egen blog med tidslinjen, der viser alle de projekter, hun har lavet.

På Syvstjerneskolen har man især brugt tablets i udskolingen, og det har været en succes, mener Tobias Smith, der er it-vejleder på skolen.

»Der er et hav af lavthængende frugter, som man sagtens kan gribe, hvis man interesserer sig for det,« siger Tobias Smith og tilføjer, at brugen af tablets både er med til at lære eleverne klassiske kompetencer i fag som dansk og matematik, men også giver dem digitale kompetencer.

»Det bliver brugt rigtig meget, men det er ikke sådan, at vi bruger tablets bare for at gøre det. Der skal være gode argumenter for, at man kan se, at det gør en forskel, og ikke bare fordi det sparer kopisider,« siger han.

For mange kulhydrater

I 7.z har Johan fundet frem til de anbefalede værdier for protein, fedt og kulhydrater, som han nu skal lave et diagram over sammen med sine to gruppemakkere, Christoffer og Jonas. De sidder med hver deres iPad, og Johan læser op fra sin, mens Christoffer skriver tal ind i et regneark, som han bruger til at lave et diagram. Diagrammet skal bruges i en præsentation, så Christoffer sender et billede af diagrammet fra sin iPad til Jonas’.

»Du skal lige slå airdrop til, min dreng,« siger Christoffer.

Jonas’ iPad modtager diagrammet, som han sætter ind i præsentationen ved siden af diagrammet, der viser hans egen ernæring.

»Jeg har spist for mange kulhydrater,« konstaterer Jonas, da han ser på de to diagrammer.

Præsentationen, som han har lavet, skal bruges i en digital bog om sundhed og motion, som Christoffer viser frem. Den indeholder bl.a. videoer med demonstrationer af anbefalede styrkeøvelser, som drengene selv har lavet.

»Den kan vi så uploade til vores timeline,« fortæller Christoffer.

På den måde afleverer de deres opgave digitalt til lærerne, mens forældrene også kan se, hvad deres børn har lavet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Jensen

Man får styr på - og slipper for.

Børnene, som burde lære om det tilsyneladende uoverkommeliges overkommelighed, grundigheden og besværets udviklingsmuligheder, fyres hen over de lette marker; form, funktion, design og forældrebegejstring.

Morten P. Nielsen, Steffen Gliese og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er helt sikkert gode muligheder i computeren - som klasseundervisning, hvor man i fællesskab kan opleve hele verden - måske få venskabsklasser andre steder i landet og verden. Men at overlade barnet til en tablet på egen hånd er at lukke dem inde i sig selv.

Lasse Glavind

Rune Wolfhagen skriver: "Som beskrevet i Information i sidste uge viser en svensk undersøgelse, at brug af tablets kan øge børns indlæring markant..."

Artiklen om det svenske forsøg fik først Anton Geist til at skrive en Apple-sykofantbegejstret leder, og nu har Wolfhagen så fulgt op med endnu en so ein ding-hyldest til tabletcomputeren fra Store Kongensgade: Halleluja, det er et pædagogisk mirakel - de blinde ser og de lamme går."

Det var bare ikke det, det svensk forsøg viste. Og i artikel - som hverken Geist eller nu Wolfhagen tilsyneladende har læst - står der:

"Den store effekt skyldes ikke tabletcomputerne i sig selv, men måden de anvendes på.

Uden en veldefineret pædagogisk metode forværrer brugen af computere nemlig elevernes resultater i stedet for at forbedre dem, viser undersøgelsen."

Selvfølgelig er det røvsygt at skulle skrive, at det er pædagogik og dygtige engagerede lærere, der virker (det ved vi jo ligesom, eller hvad, Information?). Så er det meget sjovere at opdele debatten i en fiktiv for og imod computere - for og imod fremskridtet - maskinstormerne mod de kreative.

Steffen Gliese

Projektarbejde på grundskoleniveau er meget problematisk. Det giver en sporadisk viden - og her synes det i alt for høj grad at være koblet op på "autoriteter", der kun kan føre til autoritetstro og ukritisk omgang med det for tiden herskende paradigme.

Peter Jensen

Ingen tvivl om at iPad er milevidt forand papir og blyant. Og dette gælder ikke kun i skolen.
Jeg har haft samtlige iPad siden den første der udkom. Der spares mange skove til papir og alt er nemmere.

Benjamin Bach

@Peter Jensen
Jeg har haft samtlige iPad siden den første der udkom. Der spares mange skove til papir og alt er nemmere.

Yeah right, fordi de dér iPads gror nemlig på Tim Cooks magiske bønnestage... ingen naturressource involveret her, det behøver man slet slet ikke tage stilling til... bare køb køb køb.

Marianne Rasmussen

Citat gentaget: "Den store effekt skyldes ikke tabletcomputerne i sig selv, men måden de anvendes på.
Uden en veldefineret pædagogisk metode forværrer brugen af computere nemlig elevernes resultater i stedet for at forbedre dem, viser undersøgelsen."

Med få undtagelser vil jeg vove at påstå, at alt for mange lærere halter langt bagefter i elementær brug af de digitale medier, hvad enten det er tablet eller computer, og før lærerne virkelig behersker mediet med alle dets muligheder og begrænsninger, kan de ganske enkelt ikke udnytte undervisningspotentialet. Børn skal nu engang ledes i den rigtige retning, ellers ender det hele med pjat og leg.

Anne-Marie Krogsbøll

"Den store effekt skyldes ikke tabletcomputerne i sig selv, men måden de anvendes på.
Uden en veldefineret pædagogisk metode forværrer brugen af computere nemlig elevernes resultater i stedet for at forbedre dem, viser undersøgelsen."

Indrømmet - har ikke læst artiklen og kommentarerne grundigt. Men i lyset af ovenstående melder følgende spørgsmål sig i min hjerne: Er det tabletcomputerne eller den veldefinerede pædagogiske metode, der er gavnlig for indlæringen?

Marianne Rasmussen

Anne-Marie Krogsbøll:
Det er en kombination. Undersøger man, hvad der allerede er skabt af gode undervisningsprogrammer (især på engelsk), bliver man dybt imponeret. Mange af dem gør, at eleverne oplever det som virkelig spændende at finde frem til løsningerne. De får lyst til at lære ad den vej. Det skal lærerne kunne udnytte, så de kan vejlede dem videre, når de går i stå.

Torben Loft, Karsten Aaen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Marianne Rasmussen: Tak for uddybningen :-)

Lasse Glavind

Marianne Rasmussen, og når nyhedens interesse er skrællet af hos børnene og teknologien er kedelig hverdag og rutiner og teknologifetichisternes digitale amokløb er kommet lidt ned i tempo (ja, computeren er kommet for at blive - det ved vi godt, og den kan mange gode ting - tak for det), så vil vi opdage, at det stadig er den analoge hjerne med alle dens krinkelkroge, forudsætninger, klasseskel og kamrer, vi aldrig når ind til, der skal lære og forstå.
Og her på Information (hvis de eksisterer til den tid) vil de i et temanummer 'genopdage' den taktile krops i økonomisk forstand dybt forældede betydning for hjernens udvikling - og så vil vi opdage, at vi igennem 20 år har opført os lige så digitalt ureflekteret som de 'unge mødre' på tv, hvis kostvaner og indsigt helt i basale og banale ernæringsforhold i disse år kan få nogle af os til at brække os af grin foran tv'et.

Steffen Gliese, Peter Jensen, Karsten Aaen, Martin E. Haastrup, Marianne Rasmussen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Marianne Rasmussen

Lasse Glavind:
Jeg er helt enig med dig! Det ændrer ikke ved, at vi lige nu er nødt til at komme gennem denne fase med dens 'børnesygdomme' og søge at få det bedst mulige ud af den. Verdens opfindelser kan ikke skrues baglæns. Hver ny omvæltning eller paradigmeskift skal bearbejdes og tilpasses. Alt har en plus- og en minusside. Ethvert løst problem skaber nye og uforudsete problemer, som menneskets egen hjerne må arbejde videre med. Den har bragt os hertil - på godt og ondt.

Steffen Gliese

Jeg bliver lidt skræmt over at læse alt det, de dog kan allerede fra vuggen, nærmest - og tænker, hvad de dog skal bruge resten af deres liv og deres skoletid på. Og så gnaver den lille orm: er dette virkelig en grundigt dannende form for skole, der giver tidligere tiders nidkære grundighed baghjul - eller er det en banalisering over al måde af ypperligheden i menneskers skabende virke gennem tiden.

Torben Nielsen

Hvor ser børnene på billedet dog henrykte og begejstrede ud!

Torben Loft

@Lasse Glavind,
"Og her på Information (hvis de eksisterer til den tid) vil de i et temanummer 'genopdage' den taktile krops i økonomisk forstand dybt forældede betydning for hjernens udvikling - og så vil vi opdage, at vi igennem 20 år har opført os lige så digitalt ureflekteret som de 'unge mødre' på tv, hvis kostvaner og indsigt helt i basale og banale ernæringsforhold i disse år kan få nogle af os til at brække os af grin foran tv'et.",.. Det er retorisk sjovt det du skriver, men indholdsmæssigt både sagligt og fagligt, er det bare plat.
Der findes mange dygtige lærer og pædagoger, der formår at "løfte" opgaven ifht. brugen af digitale medier i formel lærende kontekst (også den uformelle).
Men at de (og vi), der formår at være optaget af, nysgerrige på, åbne overfor, motiverede for, tør eksperimentere med digitale medier i en formel lærende kontekst, ikk reflekter over de muligheder der er, samt de konsekvenser og udfordringer der følger med, er både respektløst og uden anerkendelse af en (flere)faggruppe(r).
Dit indlæg kan jo også bare skyldes uvidenhed og teknologiforskrækkelse, og derfor er udformet (hjælpeløst). Det ville jo klart forklare indlægget og vil være "spiseligt",...