Læsetid: 7 min.

Claus Oxfeldt er forbundets mand. Altid

Siden Claus Oxfeldt i 2013 blev ny formand for Politiforbundet, har han på enestående vis evnet at italesætte politikorpsets ressourcemangler – ikke mindst efter terrorangrebet i København. Men Oxfeldt går ofte for langt i sit forsvar af rådne betjente, og han bliver rasende, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet
Claus Oxfeldt har været formand for Politiforbundet siden 2013. Han har i den periode været meget synlig i mediebilledet og er blevet kendt for at gå i forsvar for sine betjente – også i møgsager, hvor det ville tjene ham bedre at kigge indad, mener kritikere.

Ulrik Hasemann

22. maj 2015

Det var en vinteraften den 16. februar, at Claus Oxfeldt gik på talerstolen foran de 40.000 rystende og rystede mennesker til Mindehøjtideligheden på Østerbro. To uskyldige havde mistet livet under terrorangrebet i København. Fem betjente var blevet såret i forsvaret ved Krudttønden og Synagogen i København. Fem af Oxfeldts mænd.

Kort forinden havde statsministeren i sin tale messet, at »mørket ikke er stærkere end lyset«, en sætning som flere politikere skulle gentage igen og igen i ugerne efter. Men for mange tilhørere den aften var det Politiforbundets formand, der lyste op og med få bevægede ord satte ord på fortvivlelsen.

»Når vi står her i dag, så står vi her ikke bare for at mindes, men for at vise vores tro på det åbne danske samfund. På demokratiet. På ytringsfriheden. På alle de værdier, som så let kommer under pres, når vanviddet og galskaben pludselig viser sit afstumpede ansigt i hjertet af vores gader,« sagde Claus Oxfeldt til forsamlingen.

»Jeg står her i dag, fordi jeg vil være med til at hylde de værdier. Husk de værdier. Hold fast i de værdier. Kæmp for de værdier. Pas på, at reaktioner ikke bliver til overreaktioner!«

Det sidste var en direkte stikpille til det politiske system, hvis opmærksomhed Claus Oxfeldt som få andre fagforeningsformænd har formået at fastholde. Både politikere og forbundsfæller er enige om, at Claus Oxfeldt har været dygtig til at brænde igennem mediebilledet og sætte fokus på ressourcemangler i korpset, siden han i juni 2013 blev stemt ind som formand for Politiforbundet.

»Han optræder som alle sine forgængere, og jeg har fulgt dem i tre årtier,« siger Bjørn Elmquist, formand for Retspolitisk Forening, der flere gange har været i konfrontation med Claus Oxfeldt i medierne. Typisk ved klagesager over politibetjente.

»Han er en ægte formand for Politiforbundet. De lever næsten altid op til det samme. Hvis jeg skal være forholdsvist urban, vil jeg sige, at de er offensive i deres forsvar for politiets interesser. Og hvis jeg skal være lidt grovere, vil jeg sige, at de er aggressive.«

Temperament

Ingen betvivler, at der ligger ægte passion og følelser bag, når Claus Oxfeldt går i brechen for sine mænd. Han er kendt for sit bramfri sprog i medierne. Da en livvagt fra Politiets Efterretningstjeneste blev sigtet for at køre kronprins Frederik over Storebæltsbroen i januar, fandt Oxfeldt det »fuldstændig hovedrystende og tragikomisk«, at livvagten blev tiltalt.

»Der er jo tale om en form for udrykningskørsel, uden at jeg kender de nærmere omstændigheder, og derfor er jeg virkelig overrasket over, at en PET-livvagt kan sigtes. Hvad bliver det næste? Er det overtrædelse af våbenloven, når politiet bærer våben? Det er så langt ude, at det efterhånden er komisk,« sagde Claus Oxfeldt til Berlingske.

Sådan er Oxfeldt. Formanden taler altid lige ud af posen, fortæller Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte, herunder politiet:

»Jeg oplever ham som en meget engageret faglig leder, som virkelig står op for kollegerne og sætter sin finger på de ømme punkter i debatten. Han taler med hjertet – og når man gør det, kan der godt ryge en finke af panden. Men det er jo også dødssygt med ledere, hvis de bare taler teknokratisk støj. Det behøver man ikke at være bange for med Claus!«

Andre gange kammer det over og bliver for groft, mener nogle. Dagbladet Information har talt med journalister fra flere medier, der alle har oplevet at blive skældt ud af Claus Oxfeldt, fordi de skrev kritisk om politiets arbejde.

Også politikere har oplevet at få ørerne i maskinen. Da Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, i oktober fremlagde et lovforslag om at afprøve kropskameraer på politibetjente, førte det til en ophedet ordveksling på Twitter med Politiforbundets formand. Oxfeldt var dybt skuffet over, at han ikke var blevet taget i råd, inden Enhedslisten fremlagde forslaget.

Han advarede Pernille Skipper mod »igen at gå i selvsving« og afviste retsordførerens forslag om en kop forsoningskaffe. »Gider bare ikke samarbejde på den måde. Så det er såmænd bare taget til efterretning,« skrev Oxfeldt blandt andet.

Pernille Skipper forsikrer, at hun har et godt forhold til Claus Oxfeldt i dag. Men hun fastholder, at han kan nå for langt op i det røde felt:

»Engang imellem virker hans reaktion ikke helt proportionel med vigtigheden af den sag, han udtaler sig om. Selv i mindre sager kan han synes, at andre holdninger end hans egen er ’hamrende uintelligent hovedrystende vanvittigt op i røven’-agtige og forkerte,« siger retsordføreren og fortsætter:

»Men for det meste er det bare enormt befriende at høre et menneske, der taler direkte og får sagt ’sgu’ og ’fanden’, som vi alle sammen gør hjemme ved middagsbordet. Og det gør Claus Oxfeldt rigtig godt. Det taler til folk.«

Claus Oxfeldt lægger sig da også fladt ned, da Information spørger ham ind til Twitter-fejden med Pernille Skipper.

»Det var sgu åndssvagt, og jeg stak også hånden frem til Pernille Skipper efterfølgende og undskyldte. Jeg ved godt, jeg har temperament, og nogle gange løber det af med mig. Det er noget, jeg arbejder med at tøjle. Men for mig er temperament også lig med engagement,« forklarer han.

Skandalerne

Det mærkes, især når Claus Oxfeldt går i forsvar for sine betjente – også i møgsager, hvor det ville tjene ham bedre at kigge indad, mener kritikerne.

Da Oxfeldt i 2008 var lokalformand for Københavns Politiforbund, foreslog han at indføre et gebyr på 50 kroner for at klage over politibetjente. En bagatelgrænse, der skulle afskrække borgere fra at klage over småtteri.

Forslaget blev mødt med skarp kritik, blandt andet fra Steen Bech, den tidligere næstformand for Foreningen af Beskikkede Advokater:

»I stedet burde politiet rette blikket indad og spørge, hvorfor der er så mange, som klager. Det kunne jo have noget at gøre med den måde, politiet optræder på,« sagde Bech til Politiken.

Claus Oxfeldt har også været en stor kritiker af beslutningen om at sætte ID-numre på politibetjentes vest, som blev indført efter en række sager om politiovergreb, hvor betjente efterfølgende ikke kunne huske, hvem der var til stede hvor. Og da en politibetjent 11. april 2014 væltede en mand i en kørestol på Blågårds Plads, hvilket blev optaget på video, omtalte Claus Oxfeldt det i første omgang som et »utilsigtet uheld«. En udtalelse han senere har kaldt ’ærgerlig’. Der burde formanden have holdt sin mund, mener Bjørn Elmquist.

»Der blev han jo snuppet med bukserne nede, om jeg så må sige. Der var video, så han kom jo ingen vegne med det synspunkt. I sådanne sager ville det klæde Politiforbundets formand at lade processen gå sin gang i stedet for at fare ud og udtale sig, når han slet ikke var til stede. Men han har en dybfølt og somme tider misplaceret team spirit og føler ansvar for sine folk.«

Over for Information fastholder Claus Oxfeldt imidlertid, at sagen blev blæst ud af proportioner i medierne:

»Kørestolssagen var kørt helt skævt, og jeg synes, at det var urimeligt, hvordan nogle medier behandlede mig og latterliggjorde mig. Husk på, at jeg nogle gange er oppe imod 15.000 journalister. Sådan en kamp kan jeg jo ikke vinde.«

Dinosaurus

Ihærdigheden har han, indrømmer både Oxfeldt-fans og skeptikere som Bjørn Elmquist.

»Der er ikke mange profilerede fagforeningsfolk tilbage i Danmark. Politiforbundet er en overlevende dinosaur, et af de mest aktive forbund, der stadig findes. Claus Oxfeldt minder mig om sådan en fagforeningsformand fra de glade 1950’ere, der står allerforrest på barrikaderne,« lyder det.

Formanden er da også meget vellidt blandt de 10.500 politifolk, han repræsenterer. Det forklarer Claus Hartmann, næstformand i Politiforbundet og nær kollega til Oxfeldt.

»Lige meget hvor jeg kommer hen, skal jeg ’tage en hilsen med hjem til Claus’. Han er kollegernes mand, og han forsvarer dem i en mediedækning, der kan være meget massiv og uforsonlig. Det aftvinger respekt.«

I månederne efter terrorangrebet har Claus Oxfeldt flere gange klaget over nedskæringer og overarbejde i politikorpset. Han har åbent kritiseret regeringens terrorpakke på 400 mio. kr., fordi den ikke er selvstændigt finansieret, men skal forhandles i den nye flerårsaftale. Flere kilder synes imidlertid, at Claus Oxfeldt går for langt og udtaler sig i sager, der ikke vedrører ham, men i stedet rigspolitichefen – den øverste ansvarlige for dansk politi.

»Han har formået at få et enormt stort spillerum, fordi politiledelsen er så usynlig. Det er problematisk, for hans løsning er hver gang ’flere ressourcer til politiet’. Det forskruer hele debatten om, hvad det vil sige at have et politi. De skal jo evne at skabe tryghed for befolkningen inden for den økonomiske ramme, de nu engang har,« mener Anders Krab-Johansen, chefredaktør på Børsen, der tidligere har været i offentlig polemik med Claus Oxfeldt.

»Han opfører sig som repræsentant for politiet, men det er han ikke. Han er fagforeningsrepræsentant, som skal sikre betjentene ordentlige arbejdsvilkår. Han arbejder jo ikke for borgerne,« fortsætter han.

Claus Oxfeldt er »100 pct. enig« i, at han somme tider udtaler sig i sager, der burde ligge på politiledelsens bord.

»Jeg har sagt til rigspolitichefen igen og igen, at jeg synes, de skal komme mere på banen – også i politiske debatter. Jeg prøver tit at få ledelsen med ind i en sag, fordi jeg føler ofte, at jeg står lidt alene. Men sådan er det. Det er en rolle, jeg må påtage mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jorgen Hansen

Hr. Oxfeldt er i mine øjne lige så elendig som de af sine kolleger han uretmæssigt forsvarer.
Det kan ikke nytte noget at forsvare et system med 10.700 mennesker, der ikke vil vedstå sig hvem de er overfor de borgere de skal passe på. Det er som om at hr. Oxfeldt ikke har opdaget at politiet stadig ikke er kongens prygleknægte, som var den direkte årsag til at man fyrede 75% af samtlige betjente tilbage få år efter etableringen af politiet.

Årsagen til at vi har mange klager over politiet er, at der er ansat utrolig mange kvajhoveder, hvoraf jeg mener Hr. Oxfeldt er et af dem, i politiet. Flere er ganske enkelt inkompetente til deres job og i forhold til at håndhæve straffeloven, politiloven og opføre sig bare nogenlunde ordenligt i forhold til sine kunder, borgerne er de helt ude over kanten. Jeg taler ikke bare om "min mening" - men udfra de fakta jeg personligt har høstet gennem de seneste år i min kontakt med de justitsmæssige system i Danmark.

Min opfordring er, medvirk til at få smidt alle de mange brodne kar og småforbrydere, samt de inkompetente kolleger ud, så kan vi sagtens klare os med de tilbageværende højest 8.000 mand. Det er så rigeligt hvis blot I kunne lære at vælge at gøre de ting vi borgere vil have gjort og ikke det I selv tjener penge på og ønsker at fylde tiden med.

Se at komme igang inden i taber sutten igen.