Læsetid: 2 min.

Danmark tvangsudsender til Somalia for første gang i årevis

Trods advarsler fra både FN og Amnesty tvangsudsendte Danmark for få dage siden fire afviste asylansøgere til det konfliktplagede Somalia. Det er i orden, mener Dansk Flygtningehjælp, og ministeriet afviser at kommentere
21. maj 2015

I weekenden lykkedes det for første gang i årevis Danmark at tvangsudsende afviste asylansøgere til Somalia. Danske politibetjente ledsagede fire somaliske mænd om bord på et fly, som fløj dem til Somalias hovedstad, Mogadishu.

Det sydlige og centrale Somalia har igennem mange år været præget af krig og konflikt, og det har indtil nu ikke været muligt at sende asylansøgere tilbage til dette område.

Men efter et tilsyneladende langstrakt diplomatisk forhandlingsforløb mellem danske og somaliske myndigheder er det nu lykkedes at få Somalia til at acceptere en tvangsudsendelse.

LÆS OGSÅ: Udsendt til Somalia efter syv måneder bag tremmer

Det er uvist, hvad Danmark har aftalt med de somaliske myndigheder, da hverken Rigspolitiet, der står for den praktiske gennemførelse af udsendelser, eller Justitsministeriet vil gå i detaljer om sagen. Ministeriet vil kun oplyse, at »Danmark har et nært samarbejde med de somaliske myndigheder om udsendelse. Efter somalisk ønske sker samarbejdet i fortrolighed«.

Information har haft kontakt til to af de udsendte somaliere, inden de blev sendt til Mogadishu. Deres advokater bekræfter, at de nu er i Somalia.

Internationale advarsler

Flere europæiske lande har det seneste år forsøgt at tvangsudsende afviste asylansøgere til det sydlige og centrale Somalia. Det har fået internationale organisationer som Amnesty International og FN til at protestere og advare mod tvangsudsendelser til disse områder af Somalia. Selv om sikkerhedssituationen er blevet bedre flere steder, er den endnu så skrøbelig, at hjemsendte somaliere kan risikere at blive udsat for overgreb, lyder advarslerne.

»Under de forhåndenværende omstændigheder anmoder UNHCR indtrængende stater om at undlade tvangsmæssigt at returnere nogen personer til områder i det sydlige og centrale Somalia, som er ramt af militære kampe, eller som forbliver under ikkestatslige gruppers kontrol,« skrev FN’s Flygtningehøjkommissariat i juni 2014. Over for Information oplyser UNHCR, at det fastholder denne holdning.

Herhjemme vil Dansk Flygtningehjælp ikke kritisere tvangsudsendelsen, når Flygtningenævnet har vurderet de enkelte somalieres beskyttelsesbehov.

»Når først der er givet et afslag, kan vi ikke protestere mod, at man også udsender folk. Vi vil selvfølgelig altid foretrække, at man gør så meget som muligt for, at folk udrejser frivilligt. Men vi må også anerkende, at staten i sidste ende har ret til at udsende folk med tvang, så længe det sker på en værdig måde,« siger asylchef Eva Singer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu