Nyhed
Læsetid: 3 min.

Folketinget opruster i kampen mod regeringen

’Det er jo fortællingen om at sikre sig, at Folketinget passer sit arbejde,’ siger Mogens Lykketoft om ansættelsen af en række eksperter i tinget. Det er på tide, lyder det fra politologer
Indland
18. maj 2015

Folketinget tager kampen op med ministrene og deres mange embedsmænd.

Efter at Folketingets præsidium tidligere har kritiseret regeringen og embedsværket for at være tilbageholdende med at give folketingsmedlemmer og udvalg de nødvendige oplysninger, bliver der nu ansat en række eksperter, der – sammen med ekstern ekspertbistand – skal afhjælpe problemet.

»Det er jo fortællingen om at sikre sig, at Folketinget passer sit arbejde. Der harværet en diskussion om, hvorvidt Folketinget får de rigtige oplysninger og stiller de rigtige spørgsmål for at kunne få disse oplysninger. Og om vi derfor udfylder vores rolle tilstrækkelig godt i forhold til både at lave ordentlig lovgivning og føre kontrol med regeringen,« siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S).

Præsidiet vil derfor ansætte fem eksperter, der skal tage sig af henholdsvis juridiske, EU- og økonomiske spørgsmål. Pengene – 3,35 millioner kroner samt yderligere en halv million til køb af ekstern bistand – skal findes i Folketingets nuværende budget.

Ikke et enten-eller

Mogens Lykketoft understreger dog, at Folketinget hverken kan – eller vil – forsøge at hamle op med centraladministrationen på Slotsholmen.

»Forudsætningen for, at Folketinget kan løse sin opgave ordentligt, er stadig, at vi kan regne med et respektfuldt og ordentlig samarbejde fra ministrene og brugen af embedsmændenes ekspertise. Men det betyder ikke, at det er et enten-eller. Vi skal også kigge på, hvad Folketingets eget apparat kan bidrage med til at hjælpe udvalgene og folketingsmedlemmerne til at stille de rigtige spørgsmål. Ikke flere spørgsmål. Det har vi ikke brug for! Men de rigtige spørgsmål i forhold til at afdække konsekvenserne af de love, vi behandler,« siger Folketingets formand.

Beslutningen kommer, efter at Folketinget tidligere på året tilføjede en »politisk norm« til ministeransvarsloven, nemlig at ministre også skal fremlægge de oplysninger, der taler imod deres sag.

I et notat om »styrkelse af Folketingets ressourcer på det parlamentariske område« nævnes, at eksperternes opgave blandt andet kan være at lave redegørelser om politiske sagsforløb, gennemgå ministrenes svar eller bistå eventuelt nedsatte underudvalg i Folketinget.

»Det er væsentligt, at opgaverne løses på kort tid, så en sag ikke mister sin aktualitet, samt at sagen fremstilles kortfattet og præcist,« står der i stillingsbeskrivelsen for eksperterne.

Enhedslistens medlem af præsidiet, Per Clausen, havde gerne set, at der var blevet ansat endnu flere eksperter, men kalder det »en god start«.

»Folketinget har tit brug for at kunne få en anden vinkel på de vurderinger, som kommer fra ministrene. Det gælder deres juridiske argumenter, hvor Folketinget er i lommen på, hvad Justitsministeriet måtte mene om dette og hint. Og når vi snakker om samfundsøkonomi, beskriver Finans- og Økonomiministerierne deres økonomiske modeller som sandheden. Hvilke de ikke er. Der findes andre måder samfundsøkonomisk at beregne tingene på. Og i forhold til EU har vi også svært ved at følge med i, hvad der egentlig sker,« siger Per Clausen.

Folketinget fik senest i 1995 flere ressourcer i forbindelse med den såkaldte »Olsen-plan« (Opkaldt efter tingets daværende formand, Erling Olsen, red.), men pengene gik til at styrke partierne – ikke Folketinget som institution.

Svagt Folketing

I modsætning til eksempelvis den amerikanske kongres eller EU-Parlamentet, har Folketinget ikke sin egen analyseenhed, der kan hjælpe de menige folketingspolitikere med at kaste lys over en given sag.

I praksis er de derfor ofte afhængige af de oplysninger, som enten regeringen og dets embedsapparat eller medierne leverer. Og jo mere afhængige de menige folketingspolitikere er af regeringen og embedsværket, jo vanskeligere er det selvfølgelig for dem at kontrollere netop regeringen og embedsværket.

»Vi har et svagt Folketing i international sammenligning,« siger professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, og fortsætter:

»Det har vi ikke mærket så meget til, fordi vi så sjældent har flertalsregeringer. Mindretalsregeringer tør ikke altid gå til kanten og ud over den. Men får vi nogen sinde en stærk flertalsregering, så forventer jeg arrogance og hensynsløshed. Parlamenter svækkes desuden langsomt over for den udøvende magt. Derfor er der al grund til at hilse enhver styrkelse af Folketinget velkommen.«

Historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, henviser til, at magtens tredeling – med den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt – netop skal sikre, at en person eller gruppe ikke får for meget magt.

»Men den udøvende magt – regeringen – har i mange år haft rigtig mange midler til rådighed, hvorimod den lovgivende magt – Folketinget – lidt mangler de tilsvarende midler til at kunne leve op til sin rolle,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Knap 4 mill. om året - det er da billigt. Topchefen i Novo Nordisk tjente 19,4 millioner kroner i 2013.

Og nej, det er ikke fordi jeg synes, Folketinget bruger for få penge..

Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Anne-Marie Krogsbøll og Søren Cramer Nielsen anbefalede denne kommentar
Troels Larsen

Det lyder jo meget godt. Man må så håbe, at det ikke er en ny åbning for mere lobbyarbejde og fordrejning af FT-medlemmers synsvinkler, men som udgangspunkt kan jeg godt være optimist.

Søren Cramer Nielsen

Magten skal kontrolleres og holdes i skak, så den tjener almenvellet. Giv folketinget mere bistand til at kontrollere ministrenes udøvelse af magten, særligt set i forhold til den øgede lukkethed, der er en trussel for befolkningens og folketingets indsigt i hvad der foregår. Jeg tænker her særligt på Bjarne Corydons salg af DONG og lignende sager, hvor det flere år senere kommer frem at folketinget er blevet vildledt. Det indlysende forhold at Bjarne Corydon slap afsted med at sælge DONG til Goldman Sachs uden at nogen udenfor havde indsigt i hvad der foregik er jo forrykt. Særligt set i forhold til, at Goldman Sachs ikke betaler en krone til den danske stat, og at vi finansierer DONG gennem skat.

Vi har også brug for bistand til medier der med aktindsigt kan lave kritisk dybdeborende journalist, så vi borgere har en ærlig chance for at finde ud af hvad der foregår. Politik og magt handler om at vinde, og politikkere vildleder og hemmeliggør gerne for at sikre, at de har en større chance for at opnå/bevare magten. Kom nu!! :-)

Tue Romanow, Karsten Aaen, Maibritt søvsø Carstens, Vibeke Rasmussen, Randi Christiansen, Felix Austin og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Søren Cramer Nielsen

For ikke at tale om hemmelighedsgørelse af partistøtte fra forskellige magtfulde økonomiske bidragere! Det skal befolkningen også have en chance for at sætte sig ind i.

Vibeke Hansen, Tue Romanow, Maibritt søvsø Carstens, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Felix Austin og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anders Hald

Forslaget til styrkelsen af Folketinget er endnu en begyndelsen til "en skrue uden ende"... jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig hvad det kan få som konsekvenser... yderligere bureaukrati og ekspertvælde for eksempel... og yderligere udgifter... noget er grundlæggende galt når "afbalanceringen" kræver dette... professor emeritus Tim Knudsen har fat i noget væsentligt... det fortjener at blive uddybet... hvortil kommer at den omtalte "politiske norm" til ministeransvarsloven burde have været en selvfølge for længe siden... men da det ikke er tilfældet er det som at se ned i en sump...

Philip B. Johnsen

Hvad skal Folketinget med flere eksperter, ingen lytter til dem alligevel, Danmark har brug for politikkere, der ikke er købte og betalte.

Magten ligger ikke i folketinget, magten ligger i markedet, Folketinget arbejder sjældent langsigtet politisk, men generelt kortsigtet økonomisk, eksperter bruges kun i det omfang, at eksperterne er enige med markedsøkonomiske vækst fremmende tiltag.

Tag dagens udmelding fra klimaministeren, Det skader Danmark, at der ledes efter nye fossilbrændstof reserver (skifergas).

IPCC 'prøver' at forklare danske politikkere, at 80% af verdens kendte, også 'de danske olie, gas og kul reserver', skal 'blive' i jorden, for ikke klimaet skal tage, en dramatisk drejning mod kraftigere katastrofer, at søge nye reserver (skifergas) er en 'forbrydelse imod menneskeligheden'.

Men det kan ikke stoppes siger ministeren

Eller tag finansminister Bjarne Corydon i Deadline, der for en tid siden, til skræk og advarsel, for alle danskere, men således bedre oplyst, gjorde regeringens holdning og stå sted helt klart, det er muligt der er brug for skatteindtægter til kortere dagpenge optjeningsperiode, bedre ældre vilkår og til sygehusene men:

"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked."

Finansminister Bjarne Corydon gentager eksemplet med statsbeskyttet skattely i servicekontrakten på Thule-basen.

Tue Romanow, Karsten Aaen, Maibritt søvsø Carstens, Keld Albrektsen, Anne Eriksen, Randi Christiansen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Den 1% og co har med startpakkefordel og de længste pensionatsarme korrumperet samfundene, har gaflet til sig med påstanden om, at den privatkapitalistiske konkurrencestat er den 'eneste' effektive model til den miljø-og socioøkonomiske administration af fællesejet. Hallooo - allerede her bør det skurre i ørerne. Den 1% og co tager sig styrtende godt betalt for deres position i det marked, som de selv kontrollerer - og deres model er samtidig undergravende for menneskehedens eksistensgrundlag : naturen, som er fælleseje. Det er ikke blot røveri ved højlys dag, det er også ufattelig dumt.

'Men sådan er det jo', 'nødvendighedens politik', 'there is no alternative', 'det bedste tilbud' - og så videre ævles der i lange baner af dumme og/eller korupte og kujonagtige politikere. Hvordan de kan bilde sig selv ind, at de, som de er ansat til, arbejder for fællesskabet, er en gåde. Men lidt, mogens, er jo bedre end ingenting. Bodsgang, fordi du i firserne var med til at sælge ud af dansk fælleseje?

Anne Eriksen, Anders Barfod og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Eksperter en masse - og glem ikke spindoktorerne - ministrenes særlige rådgivere...
Forenklet åbenhed er et drømmescenarie og i stedet får vi skruen uden ende.

Peder Kruse

Hvad skal sikre, at disse 'eksperter' ikke bare bliver en tilføjelse af flere embedsmænd i ministrenes, i forvejen veludstyrede værktøjskasse ? Er det virkelig realistisk de bider hånden, som fodrer ?

Flemming Berger

Jeg finder det komisk at høre om denne jammer;for hvad hindrer folketinget i at stemme nej til lovforslag,der er uklart begrundede.
Dong-salget blev stemt igennem på trods af stor folkelig modstand!!!!!!!
Mørklægningsloven blev stemt igennem på trods af stor folkelig modstand!!!!!
Og på trods af at det også hæmmer folketingets egen aktindsigt!!!!
Og folketingsmedlemmerne får da en så stor løn,at de må kunne betale studerende ved universiteterne for en gennemgang af,hvad der åbenbart ligger over deres intellektuelle formåen.
Nemlig at danne sig en selvstændig mening om politiske forhold.
Er de fæ virkelig de eneste,vi kan finde til at forvalte vore fælles værdier?

Gud se i nåde til os danskere!

Anne Eriksen, Troels Larsen, Hans Larsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar