Læsetid: 7 min.

Generation Lean står af

For Jesper Pøhler og Sofia Luna Steenholdt er personlig dannelse et spørgsmål om, hvad der kan svare sig. De tilhører Generation Lean, der er skåret efter tidens krav, men er også del af en ny modstand mod ’nødvendighedens ideologi’
’Hvor vover de at sige til os, at der er noget, vi ikke kan?’ spørger Sofia Luna Steenholdt, når hun af de ’voksne’ på universitet får at vide, at deres protester ikke nytter

’Hvor vover de at sige til os, at der er noget, vi ikke kan?’ spørger Sofia Luna Steenholdt, når hun af de ’voksne’ på universitet får at vide, at deres protester ikke nytter

Sigrid Nygaard

7. maj 2015

Sofia Luna Steenholdt blev selvstuderende efter et år i 1. g på Det Frie Gymnasium. Hun læste selv bekendtgørelserne og troppede op i Undervisningsministeriet for at finde ud af, om det kunne lade sig gøre, for hun gad ikke »gymnasiets selvdisciplineringsmaskine«. Efter to års selvstudier fik hun sin eksamen og kom ind på filosofi på Københavns Universitet.

Nu står hun til at blive smidt ud til sommer. Universitetet var ikke den højborg af dannelse og søgen efter den højeste viden, som hun havde drømt om, men snævre rammer, jagt på gode karakterer og ECTS-point.

Jesper Pøhler læser også filosofi, men på RUC. Om lidt skal han i gang med specialet. Efter syv år på studiet, hvor han i perioder studerer på halv tid. En slags evighedsstudent, selvom det for længst er gået af mode.

Begge er de en del af en spirende protest mod de betingelser, ungdommen bliver stillet i dag, hvor fokus i uddannelserne er på økonomi, gennemførselstid og konkurrence. Sociologerne har beskrevet, hvordan deres generation vender kritikken indad. De dyrker præstationsræset i fitnesslokalet, den sunde kost og konkurrerer på de bedste karakterer, alt imens flere og flere bukker under med stress, og en klode i økologisk krise skriger på, at kritikken bliver rettet udad mod samfundet, som en af Norges førende filosoffer, Arne Johan Vetlesen, påpegede i Information for nylig.

»Alt bliver gjort op i økonomi. Hvad kan bedst svare sig? Jeg oplever, at mine medstuderende er enormt fokuserede på, hvad der fører til et godt job og ikke så meget på indholdet af studierne. Vi er Generation Lean, der er skåret til at passe til tidens krav om effektivitet og målrettethed. Det er ikke okay at være tilfreds, man er hele tiden på vej videre,« siger 25-årige Jesper Pøhler og fortæller, hvordan han blandt andet har oplevet, at hans medstuderende er skiftet fra RUC til et andet universitet, fordi de ikke mente, at studierne var målrettet et efterfølgende job godt nok:

»Når man så taler med folk fra det efterstræbte universitet, har de gjort nøjagtig det samme. Man jagter hele tiden et bedre fundament for at få et godt resultat. Succeskriterierne gælder ikke bare karakterer. Jeg måler for eksempel også min egen fedtprocent, så jeg kan få den krop, jeg gerne vil have, og jeg skal passe på ikke at se relationer og mine bestræbelser på at være en omsorgsfuld ven eller bror som endnu en præstation.«

Mangler sprog til kritik

Som chefredaktør på Universitetsradioen har Jesper Pøhler holdt debat-arrangementer om, hvad dannelse er, og hvilke værdier der opbygger et menneske.

22-årige Sofia Luna Steenholdt har netop afsluttet to ugers besættelse af rektoratet på KU i forbindelse med studenterinitiativet ’Et andet universitet’.

Hun er enig med Jesper Pøhler i, at den »økonomiske nødvendighed« er det, der i urimelig grad danner rammen for unges dannelse og uddannelse. Men sproget til at kritisere det forhold må de først nu i gang med at finde:

»Vi har ikke noget sprog for den kritik, der vender udad og ikke indad. Vores undervisere, der skulle være ’glødens fakkelbærere’, er bange for at udtale sig, fordi de har et prekært ansættelsesforhold. Og når der f.eks. kommer en undersøgelse, som viser, at hver tredje på universitetet lider af stress og angst – og det eneste svar er, ’at det jo også er hårdt at studere’, så oplever man, at der ikke er noget at hente hos omverdenen. Derfor vender man kritikken imod sig selv og siger: ’Hvorfor kan jeg ikke klare det her?’ Selv når der er en undersøgelse, der siger, ’du er ikke alene’, så vender man det indad,« siger Sofia Luna Steenholdt, og fortæller om dengang hun tog kurset ’Sammenbrud’ på Institut for Kunst og Kulturformidling.

»Det handlede om, hvad der sker af skred, når katastrofen rammer: katastrofen, revolutionen og nervesammenbruddet. Lærerne var enormt engagerede, men selv om de underviser på et fag, hvor de ved, at de er dimensioneret væk om to år, turde de ikke være kritiske over for kritik af universitetspolitikken. De folk, der underviser i, hvordan folk tog skæbnen i deres egne hænder under Pariserkommunen, kunne ikke svare på, hvad lighederne er mellem historien og det, vi står med nu. De sagde: ’Fedt, det I gør, men vi vil gerne se med fra sidelinjen.’«

Turde tro på forandring

Den vel nok mest individualiserede generation nogensinde har altså ikke en analyse, der peger på strukturelle forklaringer.

»Det betyder jo også i forhold til den personlige udvikling, at det bliver en uhyggelig ting at sætte sig uden for strukturen og normen,« konkluderer Sofia Luna Steenholdt.

Og et af generationens største dilemmaer er netop, at unge i dag ikke er vant til at organisere sig.

»Vi har nogle andre former for fællesskaber i dag end tidligere, som består af forskellige subkulturer. Vi er ambitiøse, kreative, dygtige og kan nogle helt andre ting end vores forældre. Men problemet er, at vi ikke holder mere fast i vores rettigheder og organiserer os. Det kunne vores forældre til gengæld finde ud af,« siger Jesper Pøhler.

Under studenteraktionerne på KU har reaktionen været fra ’de voksnes rækker’, undervisere og rektorer, at de unge godt kunne opgive at lave om på universitetspolitikkens dimensionering af optag og fremdriftsreformen, der skal få de studerende til at færdiggøre deres studier hurtigere.

»Hvor vover de at sige til os, at der er noget, vi ikke kan? At vi ikke kan ændre rammerne, og at vi opnår mere ved at arbejde inden for dem. ’Nødvendighedens ideologi’ er skabt af interesserer, og selvfølgelig kan det laves om. Jeg bliver vred, når de voksne fortæller os, at der er noget, vi ikke kan, og at vi ikke skal drømme eller kæmpe for noget. En af de største glæder, jeg har haft i forhold til at være aktiv i Et Andet Universitet, er at turde tro på noget.«

Jesper Pøhler prøver i sproget og i sin adfærd; det han taler med sine venner om, at gå i mod den præstationsorienterede retorik. Men han mener også, at det er svært at træde ved siden af.

»Med mindre du altså har succes med at træde ved siden af. Derfor holder de fleste af os ud, så længe vi kan, og håber at det hele nok skal falde på plads,« som han siger.

Når man spørger Sofia Luna Steenholdt om muligheden for at vælge alternativer, svarer hun, at når man opdager, at det er samfundets strukturer, den er gal med og ikke én selv, så opdager man også, at man har et valg.

»Jeg har været bange for at misse afleveringer, så jeg blev smidt ud. Haft hjerteflimmer og været bange for at besvime, og hele tiden opleve splittelsen mellem at fordybe mig eller at blive hurtig færdig. Men så skete der heldigvis det, at jeg tænkte ’det kan ikke passe’ og fandt nogle andre, der havde det på samme måde. Vi kunne kanalisere frustrationen ud i et fælles projekt, og det gjorde, at jeg kunne blive i det. Det med at organisere sig og blive ved med at tænke i fællesskab er noget af det mest frigørende, jeg har oplevet. Den erfaring for, hvor meget der kan ske i et fællesskab, er meget identitetsgivende,« siger hun.

Glød er dannelse

Til sommer læser Sofia Luna Steenholdt ikke længere filosofi. Hun er ikke tilmeldt nogen eksaminer. Men hun ved godt, hvad hun skal lave i stedet for, selv om det stadig er ikke er noget, hun fortæller til ret mange.

»Man skal altid argumentere for sit nej. Men jeg tror, at der er rigtig meget værdi i bare at sige nej. Punktum. Det er noget vores generation ikke er så gode til: At sige: jeg vil ikke have ondt i maven, stresse på studiet og tage betablokkere, når jeg skal gå til eksamen.«

Det universitet, hun så som stedet for dannelse og søgen efter den højeste viden, var en skuffelse.

»I gymnasiet oplevede jeg, at gymnasiereformen standardiserede og centraliserede undervisningen. Når en lærer virkelig brændte for Den Spanske Borgerkrig for eksempel, skulle vi bare hurtigt videre. Selv om man kunne mærke, at det var der, han fik glød i øjnene. Den glød hos lærerne er jo indføringen i den egentlige dannelse, der hvor, man stræber efter det større og det dybere. Men den disciplinering, lærerne er udsat for, smitter af på os studerende, og gløden får svært ved at fænge hos os. Jeg havde glædet mig til universitetet, fordi jeg troede, at det ville være anderledes. Men det var akkurat det samme,« siger Sofia Luna Steenholdt.

Jesper Pøhler er, som han siger, »ret godt kørende i forhold til de idealer, jeg kritiserer«.

Selv om han har været syv år om studiet indtil nu, har han brugt tiden på Universitetsradioen og et godt studenterjob hos Det Etiske Råd:

»Man bliver jo nærmest betragtet som naiv, hvis man taler om livskvalitet eller identitet, som andet end det at være målrettet et arbejdsmarked. Men jeg prøver at blive et mere attraktivt menneske ved at lade være med at tale med folk om, hvad de laver og i stedet spørge dem om, de har det godt for tiden. Formålet med livet er jo blevet, hvordan man kommer hen til et bestemt slutresultat. Men det kan jo ikke være meningen med livet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Kjær Karlsen
  • Slettet Bruger
  • Kim Øverup
  • Marianne Christensen
  • Anders Klausen
  • Anna Agger
  • Olav Bo Hessellund
  • Torben Nielsen
  • lars abildgaard
  • Ervin Lazar
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kurt Loftkjær
Kristian Kjær Karlsen, Slettet Bruger, Kim Øverup, Marianne Christensen, Anders Klausen, Anna Agger, Olav Bo Hessellund, Torben Nielsen, lars abildgaard, Ervin Lazar, Anne-Marie Krogsbøll, Lise Lotte Rahbek og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Livets mening

Det er opmuntrende, at der tilsyneladende er bevægelse i et regeldomineret uddannelsessystem.

Livet er andet end at leve op til en feudal regelstruktur udtænkt af politikere, erhvervscheffer, universitetsledelser m.fl. mhp. at disciplinere os alle til at tro, at livet er en lang tur gennem et kvantitetsorienteret samfund.

Livet bør være en dannelsesrejse hele livet. Der er så meget at se, lære og forstå derude. Det er den nysgerrige del af menneskeheden, som har bragt os til det stade vi har i dag. Det er de såkaldt "ansvarlige", som forfladiger livet.

Livet skal være en glæde i sig selv, glæden over muligheden for at prøve at forstå livet, glæden over livet med sine nærmeste, glæden over at kunne tjene til livets ophold sammen med livsinteresserede kollegaer, glæden over at opnå stadig større visdom.

Med tid til en dannelsesrejse gennem livet bliver der måske også tid til at forstå nødvendigheden af bæredygtig udvikling og naturens mangfoldighed og sårbarhed.

Lad livet blive en dannelsesrejse. I 1969 begyndte jeg på gymnasiet og her åbnede der sig i helt nyt og ukendt univers for mig. Det var en grænseoverskridende oplevelse at erfare den boglige verdens mangfoldighed og det blev begyndelsen til en lang dannelsesrejse, som vil fortsætte resten af mit liv.

Mine medmennesker: Forbliv nysgerrige hele livet og fokuser på kvalitet!

Keld Albrektsen, Flemming Berger, Bodil Waldstrøm, Vang Bach, Karsten Aaen, ingemaje lange, Poul Sørensen, lars abildgaard, Ervin Lazar, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er uhyggeligt, som det livssyn, der blev bekæmpet i 30erne og 40erne, er blevet mainstream på et tidspunkt i menneskehedens historie, hvor det aldrig burde have været lettere at slappe af og bruge størstedelen af livet i frihed.

Tommy Mortensen, Slettet Bruger, Keld Albrektsen, Ib Christensen, Bodil Waldstrøm, Mads Kjærgård, Tue Romanow, Britt Kristensen, Karsten Aaen, Helene Kristensen, Torben Nielsen, Peter Jacobsen, Sven Elming, Lennart Kampmann, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvor oplivende at læse.
Jeg håber ikke, der skulle ledes for længe efter unge mennesker, som har syn for,
at lighed ikke er det samme som enshed.

Kim Øverup, Bodil Waldstrøm, Tue Romanow, Mathias Rasmussen, Torben Nielsen, Peter Jacobsen, Lillian Redam og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Da vi i slutningen af 60'erne søgte indflydelse på vore studier (i mit tilfælde kultursociologi) var det ikke bare for at kunne studere "frit". Det var fordi vi var i opposition til en samfundsudvikling, som det "gamle" universitet syntes at være blindt for. Vi ville til bunds i ulandsproblemerne; vi ville protestere mod USA's krigsførelse i Vietnam med basis i teoretisk viden; og tænk engang, allerede da kunne vi se, at vort miljø var under nedbrydning, så det ville vi også vide noget om; og ikke sidst men vigtigst: vi ville lære noget om kapitalens måde at fungere på. DERFOR ville vi have nyt studieindhold, hvilket krævede medindflydelse. Derfor besatte vi rektors kontor. Man kan kun være glad for at de studerende nu vil andet og mere, end det der serveres i butikken. Men bedømmelsen af, hvor fint det er, afhænger fuldt og helt af hvad deres målsætninger er.

Jakob Silberbrandt, Flemming Berger, Bodil Waldstrøm, Britt Kristensen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

»Vi har ikke noget sprog for den kritik, der vender udad og ikke indad«

Karl Marx skabte et yderst slagkraftigt magtforhånende sprog ved at solidarisere sig med, og indleve sig i, de levevilkår kapitalismen udsatter proletarerne og livegene for. Det er stadig slavelignende forhold bønder, arbejdere og daglejere bydes idag, selv om globaliseringen har skjult dem for os her i den "humanistiske" del af verden.

Claus Oreskov, Mads Kjærgård, Britt Kristensen, Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, Torben Nielsen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Egon Maltzon

Jeg havde engang en samtale med en svensk ven, som sagde de berømte ord
'Problemet med danskere og svenskere er at de tror Staten er deres ven. Det er den ikke. Staten vil aldrig sine borgere det vel, ligegyldigt hvad den prøver at bilde os ind.'.
Kloge ord for 25 år siden, og stadig kloge ord.
De mennesker som advokerer for en stor Stat har et forklaringsproblem, ikke os der advokerer for så lille en stat som muligt.
Den eneste måde at undgå konkurrencestaten på et at minimere den så meget så den ikke ligger I international konkurrence.

Bill Atkins

Egon Maltzon, Staten er flere ting - flere forskellige opgaver. Der er, dels rets- og myndighedshåndhævelsen, og dels infrastrukturen, og så fordelingsopgaven.

Problemet med en Stat opstår når Markedet (erhvervslivet) overtager, først infrastrukturen (privatiseringer), så rets- og myndighedshåndhævelsen (værdipolitik), og til sidst fordelingsopgaven (forskellinge Skatterabatordninger).

Det sker når Civilsamfundet er uopmærksomt, vildledt, og underoplyst.

Kristian Kjær Karlsen, Anders Olsen, Marianne Christensen, Michael Lomborg, Bob Jensen, Torben Nielsen, Claus Oreskov, Olav Bo Hessellund, Bodil Waldstrøm, Morten Jespersen, Britt Kristensen, Peter Jensen, Philip B. Johnsen, Helene Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Universiterne er en del af infrastukturen og 'forskning til faktura' er den form for privatisering der skævvrider denne tidligere så demokratiforsvarende institution i samfundet.

Steffen Gliese

I et demokrati kan staten ikke være andet end underlagt borgernes vilje. At det ikke er tilfældet i vores samfund, fortæller nok noget om vores samfund, vi ikke så gerne vil indse.
Jeg har netop læst, at man i det franske socialistparti har åbnet for debatten om delvis udpegning af medlemmer til samfundets kompetente organer ved lodtrækning.

Torben Nielsen, Flemming Berger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Jeg undrer mig stadig over, at oplyste mennesker i den grad lader sig forblænde og fordumme - durk tilbage til den mørkeste middelalder. Hvor blev de tanker af, som skulle gøre verden bedre, hvor blev de tanker af som skulle redde jorden og menneskene? Er de alle fuldstændig druknet i samtalekøkkener og tåbelige tv-programmer hvor dummest er bedst?
Hvor håber jeg dog at der er flere, mange flere, som disse unge mennesker - der i det mindste prøver at gøre noget, tænke andre tanker, end det politikerne og erhvervslivet som åbenbart ejer samfundet i dag, ønsker.

Anne Schøtt, Keld Albrektsen, Torben Nielsen, Flemming Berger, Bodil Waldstrøm, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Britt Kristensen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Vi har vores karriere som vi passer, vores prioritetslån, der skal betales. Vores statussymboler, der skal demonstrere vores succes.
Kæmp unge mennesker for alt det vi gik ind for og som vi har svigtet. Vi står på sidelinjen og heppe på jer, når blot vi ikke skal risikere noget.

Ivan Breinholt Leth og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Lan var oprindeligt at den enkelte medarbejder fik størst mulig indflydelse på sin egen arbejdssituation. Den for "Lan" man dyrker på Københavns universitet er så langt fra den oprindelige betydning at det er "nysprog". At man tager et begreb og tømmer det for indhold.

Mads Kjærgård

Hmmm lavede engang i 1995 et projekt om civilsamfundet, vi var uenige dengang, om den største trussel mod civilsamfundet kom fra staten eller markedet. I dag ser det ud til at stat og marked er fusioneret! Politikerne er der ikke længere for borgernes skyld eller for at repræsentere borgerne, nej de repræsenterer erhvervsliv og snævre økonomiske interesser. Man kunne tro, at det ville have ændret sig med Socialdemokraterne i regering, men faktisk ser ud til at det er blevet værre siden 2011. Man ville gerne have tiltro til, at de studerende kunne ændre noget, men jeg tror desværre ikke at det bliver sådan.

Anne Eriksen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Anne Schøtt

Man kan ikke bestille et oprør hos andre, heller ikke kærlighed - det kommer, når man mindst søger det. Går man og venter på disse ting kan man vente for evigt.

Torben Nielsen, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Palle Bo Nielsen

Der er brug for et STUDENTEROPRØR, der er mindst ligeså RADIKALT og epokegørende som det i 1968.

Det er på høje tid, at den nuværende generation af universitetsstuderende vågner af deres "tornerosesøvn" og opdager, at det kapitalistiske samfund som altid kun producerer systemlegitimerende ideologi - og ikke videnskab.
Hvis undervisningen på gymnasieskoler og universiteter virkelig er så kedelig og uinteressant, som de to interviewede giver udtryk for, så er det på tide at igangsætte et nyt - OG RADIKALT - studenteroprør, som sætter nogle fundamentale spørgsmålstegn ved det bestående samfund, som det halter af sted.

Hvis gode råd savnes, gives de gerne af en gammel 1968'er, som har prøvet det.

Torben Nielsen, Claus Oreskov, Mads Kjærgård, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Personlige udvikling, dannelsesrejse, identitet, er en form for navlebeskuelse som kun kan føre til yderlig frustration – så kære venner skråt op i røven med al den slags småborgerlig hjernespind. Jeg har aldrig mødt en indianer eller en proletar der havde tid til den slags. Omvendt har jeg mødt masser af indianer og proletarer som ture tage et ansvar for deres eget og andres velfærd og vupti så kom alt det andet: Personlige udvikling, dannelse, identitet helt af sig selv!

Anne Schøtt, Per Torbensen, Bill Atkins og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Verden har for længesiden været delt I to dele. den traditionelle kapitalistiske imperialistidske og resten som de blev kaldt "den tredjeverden" og nu hedder "de Nye økonomier". "proletarer fra hele verden ferene jer"har aldrig rigtig fungeret godt". De var to verdener fra starten af. Mange af de progressive bevægelser har søttet imperialismen, de har jo interesse i det, de får bedre leve vilkår for deres arbejdere, som mange var lud fattige og analfabeter, og for dem selv gennem kontingenter især. Jeg synes det var det de fik Kina at indføre "market´s økonomi i systemet og beholde styret som det altid har været. for at løse (fattigdom problemet og gøre en omvej til udvikling af samfundet) Jeg mener Kina har ikke opgivet et socialistisk samfund. Det viser bare at udvikling af verden vil sker i to dele og to tempo, en for de Nye økonomier og en for den traditionelle kapitalistik samfund. Den ene part vil ikke vente til den første tage magten( det var den Theori det franske kommunistisk parti har formuleret dengang, og jeg tror mange andre partier havde det samme theori. Så skal det traditionelle del finder sin egn vej til mere frihed fra stress og grådihed.

Michael Bruus

For mig at se er nøgleordet udbytning.
Den er nem at se i det økonomiske system og den er også nem at se i vores ageren i forhold til naturen, på arbejdsmarkedet er den også til at få øje på og også i vores samfundskultur.

Men stopper den her?

For mig at se er de unge værktøjer i et system som vil have dem hurtigst mulig ud på arbejdsmarked så deres resurser kan udbyttes.

Men jeg tror ikke det stopper der, jeg tror at det går hele vejen ned til det første menneske som slog en slange i hoved med en sten og åd den og dermed begyndte at udbytte naturen og jeg mener at se at vi siden da, blot er blevet mere og mere effektive udbyttere og jeg mener at se at denne udbytter refleks ikke alene er årsagen til økonomiske, sociale, psykiske og klima kriser, men også findes i kulturen, i vores handlinger, og i vores tanker(nok som en nedarvet refleks fra krybdyr hjernen) og socialt indforstået; for vi skal jo leve.
Men udbytning uden at give tilsvarende værdi tilbage til det vi udnytter, ser for mig ud til at have været årsagen til alle tidligere civilisationers død.

Så jeg glæder mig meget over at de unge er begyndt at sige fra og gøre modstand.

68érne har en meget stor andel i hvor vi står i dag.
De indprentede sine børn (og andres) om deres individuelle fortrin, afvise indblanding samt foragte og lytte til autoriteter.
I børnehave, skole, børnetime var mantraet til ungerne KEND DINE RETTIGHEDER.

Ingen andre end 68érne er ophav deres børnebørn og selvsagt medvirkende til udviklingen.

Naturligvis: IKKE lytte
I øvrigt mener jeg den hurtigt voksende individualisering af samfundet har sin rod i 68.

Bill Atkins

Der er ganske rigtigt brug for et oprør, men et studenteroprør er , og var, en isoleret hændelse, som kun fik sin plads i historien på grund af et sammenfald med store internationale folkelige oprør.

Det Store Oprør i slut tresserne opstod på flere fronter: Ungdommens oprør mod autoriteterne i startende i 50'erne. (Arbejde til alle og en løn til at leve af). Fagbevægelsens kamp for et menneskeligt arbejdsmarked uden nedslidning og arbejdsskader. En anti-imperialistiske politisk bevidsthed med Vietnamkrigen og koloniernes frigørelse som fokus. Den politiske kamp for en velfærdsstat.

Det er vigtigt at de studerende ser sig selv som en del af en større solidarisk bevægelse for en imødegåelse af tilbageslag på ovenstående områder - i sidste ende en afskaffelse af privatkapitalismen - ellers er et studenteroprør, i bedste fald, kun en paladsrevolution.

De studerendes fokus må være privatkapitalen ud af universiteternes budgetter, øget kollektiv overenskomstdækning i de akademiske fag, og så et solidarisk samarbejde internationalt og tværfagligt om en retfærdig fordeling af verdens BNP.

Men der mangler engagement, eksv. i form af solidaritet med protesterende studerende i de neofacistiske stater og protester mod studentermord rundt om i verden, senest i Mexico og i Hondures. I øvrigt er plakatopklæbning endnu ikke omfattet af terrorlovene.

Steffen Gliese

Vejen ud af proletariatet - og det er jo det, der er målet, ikke en fastholdelse - går gennem dannelse og forståelse af de værdier, der kendetegner et rigt liv, som hidtil stort set kun har været forbeholdt de få. Emancipationen går ud på at give stadigt større grupper adgang til disse i høj grad immaterielle goder og svinge udenom den morakkende middelklasse ved at skære igennem og producere, udvikle og beskæftige sig med af nødvendighed og lyst, ikke en misforstået slavemoral.
Arbejderklassens mål er ikke at gøre alle til arbejdere, men at gøre alle arbejdere såvidt muligt til en del af de nydende klasser.

Bill Atkins

Dedt er vel det klasseløse samfund der er målet: "Yd efter evne og nyd efter behov." (Et udsagn der ikke er så utopisk som det umiddelbart lyder.)

Claus Oreskov

Kjeld Smed@Ja hvis tanken kunne flytte bjerge og ideer var historiens drivkraft, men sådan ser det ikke ud hvis man bare tilnærmeligvis har læst ledt Marx. Kast et blik på det økonomiske system og produktionsforholdene og du kan straks se at her er grunden til vor tids opsplittede samfund, med stigende konkurrence og ekstrem individualisering – det er der ingen flippede hippier som er skyld i

Anne-Marie Paul

Tak fordi der endelig kommer modstand mod den ensretning, vort samfund er i fuld gamg med. Afdemokratiseringen er da til at tage at føle på nu. forskning og undervisning skal være til glæde og læring for mennesker og ikke for et eller andet erhvervsliv - som om mennesket kun lever af og igennem penge. Som andre har skrevet før, minder hele samfundudviklingen om 1930'erne alt for meget. Humboldt ville vende sig i sin grav, hvis han så hvad der sker lige nu

Claus Oreskov

Bent Henningsen@. Det du der siger til Bill lyder på sin vis meget besnærende, men bliver antitesen ikke en opfordring til passivitet?

@Claus Oreskov
Nej, alle er uden ansvar. Selv de, der fik det efter 68.
Thi det står skrevet..

Det man gør nu, er at gå ind det røgfyldte åndehus (Her Information) og forsøge at formilde guderne og mane den onde skæbne i jorden med besværgelser som Abraneoliberalismekadabra.

Steffen Gliese

Jeg tror, at folk i højere grad tænker på at beskæftige sig med det, der forekommer dem mindst problematisk - og det er heldigvis for os alle i ikke ringe grad at tage praktiske uddannelser.
Omvendt flygter andre ind i teoridannelser for at undslippe den daglige konfrontation med at være for langsom eller have ti tommelfingre. For de fleste gælder det formodentligt, at de ville betale penge, hvis de havde dem, for at slippe for et andet arbejde end det, de har valgt.

Generation Dit og generation Dat.
Hér præsenteres vi for to individer, der på den ene eller den anden måde vistnok er gået imod strømmen.
Betyder det, at ALLE deres jævnaldrende har gjort/gør det samme?
I think not.
Det første individ, der fandt på at inddele menneskeheden i generationer, har meget på sin samvittighed.
Lad 2015 blive året, hvor det skamredne, udefinérlige begreb bliver afskaffet.

Claus Oreskov

@Kjeld Smed. Alle er ikke uden ansvar, men hvorfor tillægger du en lille gruppe overlevende middelklasse hippier så megen betydning. Er det ikke mere interessant at se på de som ejer produktionsmidlerne og de som aldrig har arbejdet storaktionærerne! Tror du at provo Knud var mere farlig end Mærsk Mc-Kinney Møller – sidst nævnte har aldrig været 68 flipper så vidt jeg kan forstå!

Touhami Bennour

Kolonierne ligger derude. I halvtresserne, da Algeriets krig begyndte, Var Francois Mitterand indenrigsminister og sagde som en "Cartesianer"om krig: "den eneste løsning er krig". Det er fransk logic idet. Problemet er at han tabte. Jeg vil gerne se hvad "Danmarks bevægelse"mod kolonier har sagt om anti imperialistiske opstand rund I verden. Der er begået mange fejl og værre end det dengang.