Nyhed
Læsetid: 2 min.

Greenpeace: Folkelig modstand mod skifergas hjælper

En af de kommuner, der kom først på banen med at skrive til ministeren for at protestere mod boringerne, er Allerød
Indland
22. maj 2015

Endnu en lille sejr, men stadig ikke et totalt stop for skifergasboringer kunne modstanderne i går notere sig, efter at det franske energiselskab Total meddelte, at de indstiller jagten på skifergas i Nordsjælland, fordi det ikke er rentabelt. Total har gennemført en række luftbårne undersøgelser af geologien i Nordsjælland, og ifølge finans.dk’s oplysninger viser analyser af resultaterne, at skiferformationerne i regionen ligger for dybt og er for tynde.

Hos Greenpeace, der har advaret mod at producere skifergas i Danmark både af hensyn til klima og miljø, vækker beslutningen glæde, men også undren: »Jeg har svært ved at forstå, hvordan Total kan vide, at skiferlaget er for tyndt, når de kun har lavet overflyvninger og ikke egentlige seismiske undersøgelser. Det lugter af, at de er påvirket af det folkelige pres, som er kommet efter, at fem kommuner i Nordsjælland har sagt ’nej tak’ til skifergas. Hvis de var startet i Nordsjælland, hvor mange beslutningstagere bor eller har sommerhuse, med den første boring, var de nok blevet stoppet. Nu mangler vi at få dem stoppet i Nordjylland også,« siger klima- og energimedarbejder i Greenpeace Tarjei Haaland. Ifølge Greenpeace er fracking efter skifergas en belastning for klimaet og miljøet, bl.a. fordi de kemikalier, der bruges, forurener grundvandet.

En af de kommuner, der kom først på banen med at skrive til ministeren for at protestere mod boringerne, er Allerød. Og selv om Venstre på Christiansborg har kaldt klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersens (R) nylige udmelding om, at der ikke bliver givet flere tilladelser til skifergasboringer, for uansvarlig, så er den konservative borgmester meget glad for, at nordsjællænderne nu slipper.

»Det er en beslutning, vi glæder os over. Nu kan vi afvente, at vi får mere viden om konsekvenserne af at bore efter skifergas, og at man bliver bedre til at beskytte grundvandet. Vores problem har været, at vi ikke har kunnet få svar på vores bekymringer,« siger Jørgen Johansen.

Total bekræfter over for finans.dk, at selskabet er i dialog med Energistyrelsen om at indstille efterforskningen i Nordsjælland, men siger samtidig, at en aftale ikke er færdigforhandlet endnu. Derfor venter selskabet med at udtale sig.

Klima-, Energi-, og Bygningsministeriet oplyser, at Total har tilbageleveret sin tilladelse i Nordsjælland. Årsagen skulle altså være, at skiferformationerne er for små til, at undergrunden kan indeholde naturgas i mængder, så det kan betale sig, at Total sætter gang i dyre forberedelser med planlagte seismiske undersøgelser eller på sigt en egentlig produktion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her