Nyhed
Læsetid: 3 min.

Justitsministeriet i ny rapport: Strengere straf har ingen effekt

Alternativer til fængselsstraf, såsom samfundstjeneste og afsoning i fodlænke, er det mest effektive middel til at forebygge ny kriminalitet. Strenge fængselsstraffe har i bedste fald ingen virkning og i værste fald en negativ effekt, viser ny rapport fra Justitsministeriet
Indland
4. maj 2015

Det har ingen effekt på risikoen for ny kriminalitet, når politikere indfører strengere straffe. Det konkluderer Justitsministeriets forskningskontor i en ny rapport, der sammenfatter resultaterne af den nyeste internationale forskning på området. Rapporten henviser blandt andet til undersøgelser, der viser, at det hverken gør nogen forskel at hæve eller sænke straffen. Enkelte undersøgelser antyder, at strengere straffe ligefrem kan medføre en øget risiko for, at den dømte begår ny kriminalitet, mens enkelte andre tegner det modsatte billede.

»Rapporten viser, at de mere indgribende straffe ikke har en større præventiv effekt end alternativerne. Flere studier viser, at det faktisk er bedre at bruge samfundstjeneste og fodlænke end afsoning i fængsler,« siger forskningschef i Justitsministeriet Britta Kyvsgaard.

Rapporten viser desuden, at resocialiserende tiltag som uddannelse og behandling har en positiv indvirkning på risikoen for tilbagefald.

Rapporten er ikke blevet bestilt af ministeriet. Forskningskontoret har på eget initiativ besluttet at opdatere en ældre undersøgelse med den nyeste forskning.

Britta Kyvsgaard afviser, at undersøgelsen er en replik til tidens politiske diskurs om strengere straffe.

»Vi synes, det har været relevant at opdatere vores viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker på området. Der kommer så meget ny forskning, man kan lade sig inspirere af. Og vi håber da, at folk ude i praksis kan bruge rapporten,« siger forskningschefen.

Meget strenge sanktioner

Justitsminister Mette Frederiksen (S) udtaler i en pressemeddelelse, at rapporten viser, hvor vigtigt det er med resocialiserende tiltag, der kan forebygge ny kriminalitet.

»Men det er vigtigt, at understrege, at straf også handler om retsfølelse og om, at vi som samfund skal markere afstandtagen over for forbrydelser. Når der bliver begået alvorlig kriminalitet, skal vi have mulighed for at anvende meget strenge sanktioner,« tilføjer ministeren i pressemeddelelsen.

Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen mener, at rapportens konklusioner stemmer godt overens med regeringens hidtidige politik, som ifølge hende har haft forebyggelse og resocialisering i højsædet. Regeringen har dog også indført en række strafskærpelser, blandt andet i forhold til bandekriminalitet og doping. Trine Bramsen mener ikke, det på nuværende tidspunkt er relevant at lempe på strafudmålingen generelt. »Men vi har jo lempet i den forstand, at vi bruger fodlænke i langt højere grad end tidligere, ligesom vi har udvidet brugen af pensioner i forhold til overgangen mellem fængsel og samfund,« siger hun.

Det rene anarki

Udmålingen af straf har til alle tider været et tovtrækkeri mellem de tiltag, der forhindrer ny kriminalitet, og tilfredsstillelsen af det, der populært kaldes retsfølelsen. Men i virkeligheden er der et tredje hensyn, som er mindst lige så væsentligt. Det mener lektor i strafferet ved Københavns Universitet Trine Baumbach.

»Selvfølgelig skal vi tage hensyn til, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Men uanset hvad er der også et hensyn til offeret, der skal varetages. Offeret er blevet krænket, og den krænkelse skal adresseres strafferetsligt ved, at der er proportionalitet mellem forbrydelsen og straffen,« siger Trine Baumbach. En grov forbrydelse skal altså udløse en hård straf, og en mild forbrydelse en mildere straf, forklarer lektoren. Hensynet til retsfølelsen handler ifølge hende mere om, at vi som samfund oplever, at »retfærdigheden sker fyldest«, når nogen forbryder sig mod samfundets fælles normer.

»Lovlydige borgere skal vide, at de lever i en retsstat, hvor der bliver reageret mod folk, der begår forbrydelser. Så det ikke bliver det rene anarki,« siger hun. Trine Baumbach hæfter sig desuden ved, at der ifølge Justitsministeriets rapport faktisk ikke rigtig er særligt mange tiltag, der har nogen overvældende evne til at nedbringe risikoen for ny kriminalitet. De fleste har enten en meget lille eller tæt på ingen effekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Trine Baumbach hæfter sig desuden ved, at der ifølge Justitsministeriets rapport faktisk ikke rigtig er særligt mange tiltag, der har nogen overvældende evne til at nedbringe risikoen for ny kriminalitet. De fleste har enten en meget lille eller tæt på ingen effekt"

Jeg har desværre ikke nogen kilder at henvise til, men jeg er ret sikker på at man (selvfølgelig i ekstremt beskedent omfang - Danmark er jo konservatismens højborg) har opnået rigtig gode resultater med at lære indsatte at meditere, hvorved de samtidig lærer at styre de temperamentsproblemer som ofte er årsagen til alvorlig kriminalitet såsom vold og mord. Ærgerligt at Justitsministeriet åbenbart ikke mener det er værd at beskæftige sig med.

Karsten Aaen, Anne-Marie Krogsbøll og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Dette er jo kendt - det var kun, fordi straf i højere grad skulle tage vare på ofrenes hævn-, undskyld retsfølelse, at straffene blev massivt hævet under VKO, og så fordi længere straffe gav flere indsatte og dermed flere job i sektoren.

Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Ole Frank, Janus Agerbo og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen siger:
"Vi lever i en retsstat."
Men fakta på fakta viser desværre, at i Justitsministeriet undergraves retsstaten til skade for de forurettede borgere igen og igen:
Dette viser fakta på fakta, svarende til især juristers skriverier på vegne af embeder i Justitsministeriet, der især er til uberettiget fordel for de ansvarlige myndighedspersoner, svarende til et sammenspist eller korrupt system i Justitsministeriet.

Søren Roepstorff, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Hvis den undersøgelse betyder man igen vil begynde at se på lovovertrædere, med humane øjne og som mennesker, er der grund til at klappe i hænderne.

Det er kun dyr man sætter i bur og selv det skulle man overveje rigtigheden af.

Den humane måde at anskue tilgangen til mennesker der træder ved siden af, vil i den sidste ende, forbedre vores syn på rigtig og forkert, og medføre et mere trygt samfund.

Hvis det bliver fulgt op at strukturændringer i vores samfund, således at vores systemer ikke kan misbruges mod folket, vil vi lige pludselig bevæge os den rigtige vej.

LOL.

Claus Jensen

Det er en genistreg, at Mette Frederiksen er blevet justitsminister efter at have været uden-beskæftigelsesminister, for med begge slags forbrydere viser det jo, at nyttejob er den mest effektive straf.

lars abildgaard, Felix Austin, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Pórto Qisuk

I Grønland er straffe bestemmelser middelalderlige. I dag sidder mange grønlændere i danske fængsler. Dømt i ubestemt tid. Det er en barbarisk og despotisk retssystem. Det er den danske Folketing som vedtager love. Det danske folkestyre diskriminerer en befolkningsgruppe som har en dansk statsborgerskab.
De grønlandske kriminelle rådner op i de danske fængsler. Det er en sårbar befolkningsgruppe. De er mennesker som har en anden kulturelt og sprogligt baggrund.
Det er ufatteligt at Europa rådet ikke for længst har udelukket Danmarks som et medlem af klubben.

Steffen Gliese

Ja, Martin Madsen, hun lyder ikke som en forsker, men som en politiker på højrefløjen. Det ville være velgørende, hvis nogen satte retssamfundet i perspektiv: folk får en straf, fordi de har gjort noget forbudt.
Hvis man ønskede at inddrage ofret, skulle man i stedet lade ganske megen straf være økonomisk eller arbejdsmæssig til ofrets gavn.

Steffen Gliese

Lad os huske på, at fængselsophold i et korporativt samfund varetager en reel andel af produktionsoverskuddet og dermed BNP. Det er så umoralsk som noget.

Arne Nielsen

Til Pórto Qisuk: Så vidt jeg ved, har det grønlandske hjemmestyre ikke været interesseret i selv at investere i et grønlandsk straffesystem. Der er endvidere den grønlandske tradition at inkludere hårdt belastende kriminelle i samfundet. Men også i Grønland må der da være problemer med retsfølelsen, hvis mordere får lov til at gå fri. Det hører vi aldrig om. Så vidt jeg ved, er de grønlandske kriminelle, som sidder i Danmark, hårdt belastende kriminelle - mordere og den slags. Grønlænderne skulle hellere være taknemmelige for, at Danmark tager denne opgave på sig.
Hvad den generelle diskussion anbelanger, er vi jo vant til, at denne slags pip kommer fra folk af forsvarsadvokattypen med stor regelmæssighed, og de glemmer uden undtagelse den vigtige omstændighed, at når de indsatte sidder inde, slipper samfundet for den belastning, at de er ude. Og det er et gennemgående træk, at offerets omstændigheder lades helt ude af betragtning, når straffen skal udmåles. Der er f. eks sagen om Tønderpigerne. Er det rimeligt, at gerningsmanden slippes ud, når hans offer ikke på nogen måde er kommet sig over de traumer, gerningsmanden har påført hende? Jeg mener nej. Vi slæber rundt på retstradition og en praksis, konciperet i gammel tid, som aldeles ikke sikrer oprejsning for offeret, og det burde der laves om på. Det vigtigste formål for retssystemet og retspraksis er at overflødiggøre selvtægt, hvilket man i al for høj grad er tilbøjelig til at glemme. Så kan dommerne i nok så høj grad fremføre, at det er retten, der bestemmer, hvad der er sandheden i en sag. Det ændrer ikke ved, at nogle mennesker, helt berettiget, føler, at deres sag er blevet fejlagtigt behandlet.

Søren Sørensen

Noget der er lidt pudsigt er at kriminaliteten jo er faldet over de seneste år, faktisk samtidigt med at straffene er blevet højere.
Mon der ikke alligevel kunne gemme sig en sammenhæng der?

Jeg vil holde på at i et rigt samfund som det danske er kriminalitet faktisk et bevidst tilvalg i tilværelsen, og ikke en adfærd forårsaget af nød - hvilket selvfølgeligt betyder at hårdere straffe her i landet virker præventivt, da der rent faktisk er alternativer for de kriminelle, og en "cost-benefit analyse" selv på ekstremt rudimentært niveau hurtigt viser at det i længden ikke kan betale sig at være kriminel når straffen overgår det man kan opnå ved at være kriminel, og mulighederne for at få et nogenlunde anstændigt liv uden kriminalitet ikke er helt fraværende.

...

Mht strafudmåling ved personfarlig kriminalitet - selvfølgeligt er der hævnfølelser (såvel som offerets angst for gentagelse) indblandet i det man kalder for retsfølelsen, og disse skal selvfølgeligt tilgodeses.
Det kan ikke være meningen at en lille elite af mennesker (der som regel lever en beskyttet tilværelse i deres egne højkulturelle parallelsamfund) kan bestemme for det store flertal at deres hævnfølelser ikke er anerkendelsesværdige.

Personligt mener jeg at det er skammeligt at straffene for vold/drab/voldtægt er så lave som de er - ofrenes liv er ofte ødelagt i et meget langt tidsrum, og der mener jeg det er samfundets opgave at sørge for at gerningsmanden får en passende straf - med betoning på ordet straf.

Det er fint at være pædagogisk når det drejer sig om berigelsesforbrydelser eller narkotikabesiddelse/salg, og hvad der nu ellers findes af ikke personfarlig kriminalitet, men i nogle tilfælde må man bare erkende at straf også er vigtigt.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt at indbrud koster mere tid i fængsel end det at slå et medmenneske ned.

...

Til sidst, et lille tankeeksperiment:
Vi har et større antal tilfælde af skyderier på åben gade, set i forhold til situationen for bare 20 år siden. Der er givetvis flere skydevåben i omløb i det kriminelle miljø, og de bliver også brugt.

Hvordan ville det se ud med antallet af illegale våben hvis man simpelthen lavede en lov der hed at ulovlig besiddelse af et fungerende skydevåben førte til f.eks. mindst 5 års ubetinget fængsel - 7 år hvis det blev båret i offentligheden, altså en, set med danske øjne, meget hård straf.
Er der virkeligt ingen her der tror at det ikke ville hjælpe?

Jeg ville holde på at der ville være mange færre medløbere der ville bistå de "hårde drenge" med hjælp til at opbevare våben eller tage skylden, når straffen er så konkret og bastant, og dermed automatisk reducere antallet af både våben i omløb, og dermed sikkert også skudepisoder.
1 år i fængsel (altså 8 mdr. reelt) kan de fleste vel overskue (den slags er jo sejt i nogle miljøer) men når det pludseligt bliver alvorligt og der snuppes op til flere år ud af ens liv?
Selv den dummeste medløber ville da tænke sig om to gange før han gik med på at risikere sin frihed i så lang tid for så lidt...

(Og ydermere kan man sige at det da ville være en lov der virkeligt kun ville ramme de rigtige, her i landet findes der vitterligt ingen som helst grund til at privatpersoner (jægere undtaget) ejer eller går med skydevåben - og det at eje eller gå med skydevåben kan ikke ligefrem siges at være en affekthandling. Det er i den grad et bevidst lovbrud. Og her tror jeg på at hårde straffe faktisk ville virke præventivt.)

...

...jaja, lidt reaktionær er man vel altid :-D

Peter Kobl, Felix Austin og Tommy Gundestrup Schou anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Søren Sørensen
Forudsætningen for dit tankeeksperiment, at kriminelle her til lands tænker rationelt og langsigtet, og overvejer risikoen for straf før de begår kriminalitet,
tror jeg ikke på.

Hvis DA og DI og liberalisterne får magt som de har agt og får fjernet det sociale og indkomstmæssige sikkerhedsnet i Damark,
så vil sulten og desparationen styre kriminaliteten.

Indtil videre har folk mad og relativ tryghed. Når menneskene ikke længere har mad, forsvinder den rationelle kalkyle. Hvorfor tror du ellers at kidnapning og private vagter og rigmandsindhegninger er forholdsvis sjældent i Dk?

Prøv at fjerne mad, varme og fremtidsmulighederne fra befolkningsgrupper. Så kan du tro, der bliver liv i gaderne, stofferne, kriminaliteten og fængslerne. Lissom i Usa.

David Zennaro, Karsten Aaen, Janus Agerbo og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

PS. Berigelseskriminalitet er kun een slags kriminalitet. Mord og vold noget andet.

Søren Sørensen

Lise Lotte Rahbek
Vi er enige om at samfundsudviklingen går den forkerte vej, og at kriminaliteten i fattige samfund* er en uundgåelig sideeffekt af netop fattigdommen.

Men endnu er der her i landet faktisk muligheder for at overleve godt uden kriminalitet. Og det har der været de sidste 30 år.

Og det er ud fra de forudsætninger jeg argumenterer.

I danmark handler kriminalitet primært om at skaffe sig en personlig økonomisk fordel/personlig status, ikke om overlevelse.

Jeg ser altså "den kriminelle" som et menneske der faktisk også selv er i stand til at forholde sig til sine omgivelser og foretage ganske rationelle kalkuler, og ikke bare som et offer for omgivelserne. (Altså, som regel er det jo omgivelserne der er ofre, ikke? ;-) )

Selvfølgeligt er der altid nogle der ikke kan andet end at følge de toneangivende i et givet miljø, og dem må man jo tage hånd om, men som udgangspunkt er mennesker altså selvtænkende.

...

* Her skal det dog lige siges at der faktisk er interessante kulturelle forskelle hvad angår kriminalitet og fattigdom, således er det faktisk ikke farligt (som mand) at bevæge sig rundt efter mørkets frembrud i Indonesien (nogle få "dårlige" kvarterer i de største storbyer undtaget) hvor der i et land som Peru er steder man ikke engang bør bevæge sig hen i dagslys, og al færdsel efter mørkets frembrud foregår med taxi, selv i mindre provinsbyer da risikoen for overfald simpelthen er tårnhøj...

ellen nielsen

Samfundstjeneste og fodlænke
gives - så vidt jeg ved -
ved mindre og helt anderledes lovovertrædelser
end de forbrydelser som giver strenge fængselsstraffe....
Så at forsøge en sammenlignelig brugbar konklusion
finder jeg hovedløst!

Lise Lotte Rahbek

Søren Sørensen
Åhja - men kriminaliteten som foregår i affekt, er dog også kriminalitet.
Hvis jeg f.eks tæver de vejarbejdere, som nu på 3. uge dunker rundt her udenfor,
myrder en tilfældig forbipasserende eller et familiemedlem,
eller torturerer et dyr eller menneske, så er det for at tilfredsstille et pluseligt opstået.. ehmn.. behov. Trang. Kald det hvad vi vil. Og der vil jeg ikk på forhånd have kalkuleret med hvilken straf, jeg kan risikere at få.

Ole Chemnitz Larsen

Strengere straffe har igen effekt

Heller ikke i Justitsministeriet, hvor juristerne via misbrug og forsømmelse dækker over hinanden.

Blandt andet ved at bortskaffe fra sagerne beviser for strafskyldige forhold til uberettiget fordel for hinanden, korruptipon, og til skade for de forurettede borgere.

På dette som som udgangspunkt strafskyldige område ligger Rigsadvokaten helt i front.

Dette viser skriverier på vegne af Rigsadvokaten og kernen af gældende strafferet der er enkel.

Anne Eriksen

I dagspressen er der verserende omtale af politiets tendenser i retning af beskyttelse af egne rækker - i min optik vil dette fænomen fortsætte til fornyede højder i dagens samfund (sygehusvæsen - kommuner ect.) - det er prisen for de besparende reformer...

Søren Sørensen

Lise Lotte Rahbek
Ja, der er kriminalitet der udøves i affekt, enig. Og der vil hårdere straffe ikke have megen præventiv effekt. Typisk mord/drab.
Men der kommer retsfølelsen så ind - og ved drab bør der som udgangspunkt falde en meget lang straf simpelthen for at tage hensyn til de efterladte. Og for at vise at dette samfund ikke accepterer at drab er en løsningsmodel i konflikter.

Men se på sådan noget som simpel vold (der for offeret ganske ofte slet ikke er simpel endda).

Jeg er godt klar over at det som regel er uoverlagt/tilfældigt når folk bliver overfaldet eller banket på åben gade - på den anden side tror jeg faktisk på at de lave straffe på området er med til at "legitimere" anvendelsen af vold for de mennesker der rent faktisk er voldelige.

Som det er nu er det jo nærmest konsekvensløst at gennembanke en tilfældig forbipasserende, hvilket betyder at en gerningsmand ikke har så mange hæmninger ved at lade sine frustrationer gå ud over tilfældige.
Igen, 2-3 måneder i fængsel for at demonstrere hvor "mandig" (voldsparat) man er er altså ikke så galt i visse miljøer.

Der ville det muligvist være præventivt hvis folk var klar over at der også i sådanne tilfælde er hårde konsekvenser der medfører et dybt indgreb i den kriminelles liv - om ikke andet kunne det være at mere ædru/fornuftige kammerater til en evt. voldelig mand ville holde ham tilbage for hans egen skyld.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er meget uenig, Søren Sørensen.
Jeg tror simpelthen ikke på, at vold og drab er kalkuleret, medmindre det foregår 'i statens tjeneste'. Til at tro på dén har jeg mødt for mange impulsstyrede mennesker.
Og at påstå at simpel vold er nærmest konsekvensløs og derfor nærmest attraktiv adfærd.. det er sgu for langt ude.

Bill Atkins

Der er mange fine betragtninger om drabets juridiske konsekvenser. Jeg skal ikke blande mig. Blot huske på, at trods faldende ungdomskriminalitet så står de Blå fast på en ungdomsdomstol: "De vilde drenge skal fandeme stemples...". 12-17 årige i ungdomsfængsel.

Husk, samfundets volds- og hævnmonopol, kampen om underklassens levestandard, og skattefrihed for topindkomsterne, de tre ben på de Blå's folketingstaburet. ...og det kan jo ikke nytte at kriminalitetsstatistikken er ved at fjerne det ene ben.

De eneste ofre er de, der begår kriminaliteten.
Og man straffer da ikke ofrene, vel.

Søren Sørensen

Lise Lotte Rahbek
Altså, jeg er sådan set ligeglad med om mennesker er impulsstyrede eller ej - jeg har afhændet magten til at sørge for at disse ikke overfalder mig til samfundet.
Så forventer jeg også at samfundet sørger for at jeg ikke behøver være nervøs for at rende ind i et af disse mennesker når jeg bevæger mig rundt i samfundet - i hvert fald ikke før det er sikkert at de ikke gentager deres "impulshandlinger".

Og så længe straffene for vold er så grotesk lave som de er, så er der altså ikke mange incitamenter for voldelige mennesker til at lade være med at anvende vold.

Fra Nov. 2014:
http://nordjyske.dk/nyheder/tre-unge-maend-doemt-for-overfald/ceeedf64-f...

Lidt samfundstjeneste for at sparke på en liggende person...

Eller hvad med overfaldet på hundelufteren i Odense?
http://www.tv2fyn.dk/article/430690:To-drenge-i-faengsel-for-brutalt-ove...

...to års fængsel (hvilket jo i klartekst betyder under 1½ år, der inkluderer en reststraf fra et andet forhold) hhv 6 mdr. for at invalidere et andet menneske?

Sådanne domme siger jo direkte at vold er i orden ved "konfliktløsning"...

Fortæl mig ikke du ville synes det var fedt at sidde i kørestol og gå til genoptræning, vel vidende at de der overfaldt dig allerede igen render rundt i det fri og nyder foråret...

Det er faktisk mere synd for ofrene end det er for gerningsmændene...

Peter Kobl, Britt Kristensen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Den såkaldte 'retsfølelse' henter sin legitimitet i en kategorisk forestilling om 'det rationelle menneske', præcis ligesom al anden (små)borgerlig moral.

(små)borgeren finder primært næring til forestillingen om egen 'rationalitet', i det forhold at hans adfærd er vel tilpasset det til enhver tid herskende system. og som sådan umiddelbart svær at skelne fra en konform fantasiløshed. Han ligger ikke vågen om natten og funderer over, hvordan hans højt besungne 'rationalitet' således mister enhver form for forankring i et biologisk/fysisk univers (hvor kategorier ikke eksisterer), og i stedet for fremstår som det tankespind det er - en bevidstheds mangelfulde evne til at bevidne sit eget fundament.

(Små)borgeren sover roligt, i visheden om at hans egen 'rationalitet' også brænder som et nådens lys i alle andre mennesker, at lysets frekvens er den samme, og at enhver værdidom han selv måtte rationalisere sig frem til, derfor også må gælde for alle andre mennesker.

Således oplyst i al sin rationalitet, behøver (små)borgeren ikke at lytte til kedsommelige forskere, rundtossede filosoffer, eller andre støvede typer, som formaster sig til at stille spørgsmålstegn ved selvsamme rationalitets konstituerende elementer. Hvorfor dog spilde tid på den slags overvejelser, tænker (små)borgeren, når man nu sætter pris på sin nattesøvn. Op over hovedet med dynen igen - vækkeuret på 'snooze'.

Det Føler (småborgeren) er Ret!

Torsten Jacobsen
Det samme gælder uden tvivl (stor)borgeren.
Hvilken er din gruppe.

Søren Sørensen

Torsten Jacobsen
Åh, den herskende elites forklaringsmodel med at det er "småborgerligt" at tænke og føle anderledes end netop den elite der i øvrigt har beskyttet sig selv mod kriminalitet der rammer dens egne medlemmer (typisk økonomisk) med langt mere drakoniske straffe end nogle af de kriminelle der begår "underklasseforbrydelser" nogen sinde må se sig udsat for.

Søren Sørensen

...at folk slås i natbussen er da ikke mit problem - jeg har jo råd til en taxa hjem fra byen...

Torsten Jacobsen

Kjeld Smed,

Jeg står blandt de mennesker, som interesserer sig for, hvordan mennesker udvikler sig, og ikke blot gør ophold ved hvad et menneske på et tilfældigt nedslag i tid fremstår som. Jeg lægger ikke under for nogen form for illusion om, at jeg selv er undtaget fra en sådan menneskelig udvikling.

Så nej, det samme gælder ikke for mig.

Lise Lotte Rahbek

Søren Sørensen
"Det er faktisk mere synd for ofrene end det er for gerningsmændene..."

Virkelig? Hvad er det for en grim stråmand, du der forsøger at hænge mig op på. Er det virkelig nødvendigt?
Jeg kan se resten af dit indlæg er fra samme skuffe med insinuationer, stråmænd, enkeltsager, og "hvis du sad i kørestol ville du heller ikke.." bla bla.

Æv.

Torsten Jacobsen

Søren Sørensen,

Den herskende elite? Det er da vist dem der sidder inde i folketinget, og i bestyrelseslokalerne i de private virksomheder? Så vidt jeg er orienteret er der i sådanne hellige haller ikke just mangel på vilje til at kontrollere mennesker, med 'rationelle' styringsredskaber. Det man hos os i den brede befolkning kalder 'pisk og gulerod', eller for de mere fine: Incitaments-strukturer.

Lidt ligesom de incitamentsstrukturer du åbenbart ser som en garant for din 'retsfølelse'

Claus Jensen

Nu har man jo, når man ikke lige filosoferer sig op til så stor en højde, at den tynde luft beruser, lagt sin retssikkerhed fra sig hos systemet, på hvis regler, de fleste af os spiller det meste af tiden, hvad enten vi vil eller ej. I de regler indgår det, at retsfølelse, og sikkerhed, dvs. kontrol, bliver varetaget af dem, der har tiltaget sig monopolet på det.

Peter Jensen

"»Lovlydige borgere skal vide, at de lever i en retsstat, hvor der bliver reageret mod folk, der begår forbrydelser. Så det ikke bliver det rene anarki,« siger hun."

Tanken er nært beslægtet med Thomas Hobbes' idé om Suverænen, der med voldsmonopolets til enhver tid politisk funderede sanktioneringspraksis holder det tøjlesløse menneske indenfor statens rammesætning om det korrekte liv, der normale, sædvanen. Af samme årsag skal der, som Baumbach muligvis ufrivilligt lader vide, rettes sanktioner mod folk, som begår forbrydelser - og ikke forbrydelsen(s fødekilder). Hovedproblemet er (filosofisk set) nemlig menneskets karakter; det formodede onde i mennesket, som skal reguleres og holdes i ave - og ikke strukturelle reproduktioner/sociokulturelle fødekilder m.m.

Bortset fra dét, så tilfører Baumbach intet tredje perspektiv, det er fortsat en normativ retsfølelse hos offer og omverden, som der kredses om - hvilket burde være helt åbenbart. Bøvlet artikel.

Torsten Jacobsen
"Jeg står blandt de mennesker, som interesserer sig for, hvordan mennesker udvikler sig, og ikke blot gør ophold ved hvad et menneske på et tilfældigt nedslag i tid fremstår som."

Sikkert en behagelig position at sætte sig i.

Søren Sørensen

Torsten Jacobsen
Ja, den elite. Den elite der har sikret sig at straffene for at forsøge at berige sig på deres bekostning er langt højere end straffene for netop voldskriminalitet.

Svindlere i finansverdenen, der bedrager mennesker der stort set ikke mærker konsekvenserne af svindlen, bliver jo straffet meget, meget hårdt set i forhold til de der fratager andre deres førlighed, eller forårsager dem traumer der kan hindre deres funktion her i samfundet...

Jeg synes det er meget tydeligt at retssystemet i danmark i høj grad er udformet efter elitens behov og selvforståelse, og tager meget lidt hensyn til den "jævne borger" - vel hjulpet af teoretikere der uden videre kan spekulere sig frem til at den jævne borgers problemer kun er fantasifostre.

Peter Jensen

Søren Sørensen; den 'jævne borger's problemer kunne meget vel være først og fremmest en enorm magtdistance og et liv i kulturel og økonomisk undertrykkelse - og du har utvivlsomt en pointe i at vore samfunds velstillede og mægtige - kald det gerne eliten - gerne arrangerer retssystemerne, så de bliver formålstjenlige/forretningsrelevante.

Den anden side af indeværende diskussion er imidlertid at undersøgelser peger i retning af at lægdommere (som bl.a. består af 'jævne borgere') ikke dømmer hårdere i bl.a. volds- og narkotikasager ... og i visse tilfælde tilmed mildere. Lægfolk viser muligvis mere empati, muligvis en større blødsødenhed/sentimentalitet. Værd at inddrage.

Peter Jensen

Ups, ... lægdommere (som bl.a. består af 'jævne borgere') ikke dømmer hårdere i bl.a. volds- og narkotikasager end juridiske dommere, skulle der ha' stået.

Claus Jensen

Peter Jensen:

Det er en helt banal pointe, at lægdommere, som os der sidder her, og diskuterer den hypotetiske voldtægt af en hypotetisk pige, eller den hypotetiske invaliditet af det hypotetiske offer for nogen, der fik lys til at styrke deres gruppesammenhold ved at sparke ham bevidstløs og så et halvt minut til, har en tendens til at være mere 'blødsødne'.

Man skal ikke tage fejl af heller, at det kræver en hvis styrke at være hævngerrig. At denne hævngerrighed, denne styrke er blevet pillet ud af os i domesticeringsprocessen, behøver ikke betyde andet end det - at magthaverne har domesticeret os.

Grethe Preisler

Straffeloven er lovgivernes bekendelsesskrift. Her har de omhyggeligt optegnet alle de skurkestreger, de tiltror sig selv ville begå, hvis kunne slippe af sted med det uden risiko for at havne i fedtefadet.
(Aksel Sandemose - citeret efter hukommelsen)

Peter Jensen

Claus Jensen, det er også en relativt banal pointe at vi som mennesker evt. bliver relevant følelsesmæssigt orienterede, når vi får adgang til bred og dyb information om givne lovbud/forbrydelser/overgreb - tid til at drøfte og overveje i samråd med andre samt afveje sanktionering med et nært udsyn til gerningsmands motiv situation og fremtidsperspektiver ... herunder muligvis også samfundsinteresser knyttet til resocialiseringsbetingelser o.a. Meget er muligt, meget gør sig formentlig gældende.

Søren Sørensen

Peter Jensen
Jeg er med på at der altid vil være forskel på retssager og de involverede og at der givetvis også er tilfælde hvor lægdommerne dømmer mildere end de juridiske dommere, og at de sikkert har gode grunde til det når de gør det.

...men derfor har jeg stadigvæk bare en fornemmelse i kroppen at det er forkert at mennesker der invaliderer andre mennesker (fysisk eller psykisk) slipper med meget få års fængsel, når deres ofre ofte kæmper en kamp med følgerne af volden der er meget længere...

Nej, der er intet intellektuelt i det, det er ren mavefornemmelse - og samtlige intellektuelle argumenter i verden kan ikke få mig til at miste den mavefornemmelse.
...og jeg tror heller ikke det er sundt at forsøge at bortintellektualisere mavefornemmelserne...

Peter Jensen

Søren Sørensen, jeg er helt enig i at man ikke bør ignorere sin mavefornemmelse, for så vidt at du - som jeg - forstår dette begreb som vore primitive tilskyndelser; de emotionelle og instinktive reaktioner, vi oplever på dette og hint. Og jeg er helt enig i at mavefornemmelser hverken kan eller skal intellektualiseres; de kan med fordel befrugtes og suppleres af bl.a. vore rationelle, følelsesmæssige og intuitive evner/muligheder ... eller muskler, om du vil. Kapaciteter.

Claus Jensen

Peter Jensen:

Jeg fremlagde nogle ret klare eksempler. I dem er det fløjtende lige meget, hvilke fremtidsudsigter, gerningsmanden har, offerets ditto er ødelagt, plus skade på familie venner etc. Der er intet mavefornemmelse over det, også selvom lige denne betragtning typisk kommer fra højrefløjen.

Det er jo som regel ikke engang sådan at offeret kompenseres på noget der tilnærmelsesvis ligner en måde, der kan hamle op med, hvad vedkommende har mistet.

Der ligger i den blødsødne tankegang en ide om, at samfundet har svigtet, hvad det i mange tilfælde har. Der ligger også i det en ide om, at hårde straffe er en falliterklæring, en symbolsk handling foretaget i afmagt fra det samfund, der ikke formår at sætte ind med de grundlæggende forandringer, der er påkrævet.

Men den symbolske bodsgerning, samfundet foretager på den forurettedes vegne ved at være blødsøden, vende den anden kind til, tilgive synderen, er blot den anden side af samme mønt. Her bliver forbrydelsens offer nu til samfundets falske offer, stedfortrædende for den tiltrængte strukturelle reform.

Peter Jensen

Claus Jensen, jeg er uenig i at der findes eksempler på kriminalitet, hvor gerningsmandens fremtidsudsigter er betydningsløse - også selvom de fortoner sig for krænket part og omverdenens hævngerrige og bekymrede blik(ke), men jeg er ganske enig i at den strukturelle apati i mange tilfælde resulterer i en form for repressiv tolerance ... og/eller vikarierende kompensationshandlinger.

Claus Jensen

Intet menneskes fremtidsudsigter er ubetydelige, men straf består jo netop i at fratage et menneske noget værdifuldt, såsom en passende del af hans/hendes fremtid.

Straf har ingen effekt. Det har vi vidst de sidste 50 år.

Torsten Jacobsen

Claus Jensen skriver,

Der ligger i den blødsødne tankegang en ide om, at samfundet har svigtet, hvad det i mange tilfælde har. Der ligger også i det en ide om, at hårde straffe er en falliterklæring, en symbolsk handling foretaget i afmagt fra det samfund, der ikke formår at sætte ind med de grundlæggende forandringer, der er påkrævet.

Men den symbolske bodsgerning, samfundet foretager på den forurettedes vegne ved at være blødsøden, vende den anden kind til, tilgive synderen, er blot den anden side af samme mønt. Her bliver forbrydelsens offer nu til samfundets falske offer, stedfortrædende for den tiltrængte strukturelle reform.

Det er korrekt at man i en kritik af det nuværende retssystems fokus på straf som en moralsk betinget forordning, vil henvise til at forbryderen er et offer for omstændigheder uden for hans egen kontrol, arv og miljø, og at det moralske grundlag for at straffe for straffens egen skyld derfor bortfalder. Udsagnet om at en straf er fortjent er meningsløst i et sådant perspektiv.
(Belønning for dyd er tilsvarende meningsløs, men lad det være for nuværende).

Det er dog ikke rigtigt, at hårde straffe i et sådant perspektiv alene ses som en af afmagt præget falliterklæring for samfundet. Der er ikke alene tale om symbolik. For hertil kommer jo en forståelse af, at en hård straf i mange tilfælde er kontraproduktiv, i den forstand at forbryderens mulighed for at opnå en form for rehabilitering forringes, i takt med at straffen gøres stadig mere drakonisk. Det er altså den drakoniske strafs skadevirkning direkte på det forbryderiske individ, og indirekte på det omgivende samfund, som jo på en eller anden måde fortsat skal rumme og forholde sig til dette (nu yderligere) skadede individ, som der primært ønskes et opgør med.

Hertil vil mange med mavefornemmelser sikkert indvende, at formålet med straf netop er at forvolde skade på det forbryderiske individ: At begå et statssanktioneret overgreb mod forbryderen, og det i offerets navn, uagtet at det ikke er offerets finere fornemmelser der i udførelsen af et sådant overgreb nødvendigvis respekteres, men tværtimod egen mave der veltilfreds kæles for. At et sådant hykleri muligvis kan forklares med henvisning til visse automatiske processer i det limbiske system, tjener jo blot til at placere både forbryder og bøddel på samme moralske niveau.

Imens lader samfundets veldokumenterede og mangelfulde omsorg for det eneste virkelige offer, offeret for forbrydelsen, sig umiddelbart forklare med, at et af mavefornemmelser styret samfund ikke har nogen videre interesse for ofre, når først hungeren efter blod er tilfredsstillet. Så er de nærmere i vejen, i al deres uklædelige skrøbelighed og med så lidet flatterende hjælp behov.