Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kan man prissætte et menneskeliv?

Eksplosiv vækst i udgifterne til nye typer kræft- og gigtmedicin truer med at sprænge sundhedsbudgetterne i regionerne. Flere politikere foreslår derfor en bremse på indkøb af dyr medicin. Det vil koste menneskeliv og arbejdspladser, mener kritikerne. Men har vi råd til at lade være, hvis alternativet er yderligere nedskæringer og nedslidning af hospitalspersonalet?
’Vi tager skarp afstand fra, at man tænker et menneskeliv i kroner og ører. Hvis du som borger i Danmark ikke kan stole på, at du som patient får den bedst mulige behandling på sygehuset, er det et afgørende svigt i det sundhedssystem, vi kender og har tillid til,’ siger Lars Engberg, der er formand for Danske Patienter.

Tor Birk Trads

Indland
9. maj 2015

I 2010 fik danskere med en særlig type modermærkekræft adgang til det ny og effektive lægemiddel Yervoy, der sparker immunforsvaret i gang og får de hvide blodceller til at angribe kræftcellerne i huden.

Midlet kan livsforlænge og i bedste fald helbrede kræftsyge danskere, men Yervoy er dyrt: Et behandlingsforløb koster i omegnen af 660.000 kroner. Alene i 2014 brugte Danmark 93 millioner kroner på Yervoy til behandling af 187 patienter. Dermed er lægemidlet på top-30 over de dyreste lægemidler i sygehusvæsenet i dag.

Yervoy er en del af en tendens inden for nye, skræddersyede lægemidler, der kan forlænge eller helbrede danskere med hidtil uhelbredelige sygdomme, men som truer med at sprænge sundhedsbudgetterne for Regionerne. Alene i 2015 forventer AMGROS, der står for at indkøbe medicin til danske sygehuse, en stigning i udgifterne til ny sygehusmedicin på 600 mio. kroner.

I disse dage forhandler regeringen med regionerne om en ny økonomiaftale for 2016. Men ekstraregningen for de stigende medicinpriser har allerede tvunget regionerne til at genåbne budgetterne i 2015 for at finde yderligere besparelser. Alene i Region Hovedstaden skal hospitalerne spare 225 millioner kroner i 2016 på drifts- og personaleomkostninger.

Men smertegrænsen er nået, siger Vibeke Westh, Hovedstadens kredsformand i Dansk Sygeplejeråd:

»Der er allerede skåret ind til benet. Nye besparelser vil forværre et i forvejen kritisk belastet arbejdsmiljø, der slider på de ansatte og øger risikoen for at begå kritiske fejl. Patienter og pårørende vil opleve et mere fortravlet personale, der ikke kan give samme omsorg. Det kan vi ikke byde dem.«

Udsigten til dyrere medicin og yderligere besparelser får nu også Danske Regioner til at råbe vagt i gevær:

»Vi er i en rigtig, rigtig giftig klemme. Vi skal have dækket nogle af de her huller, ellers bliver det virkelig, virkelig svært. De sparekataloger ude i hver region, der er undervejs, kan ikke undgå at blive dramatiske,« sagde formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), til Ritzau i onsdags.

Hvis den nuværende prisvækst fortsætter, vil regionernes udgifter til sygehusmedicin blive fordoblet til i alt 14 milliarder kroner i 2020. Derfor står Danske Regioner og Folketinget i disse måneder over for en svær politisk beslutning. For hvis ikke sundhedsbudgetterne tilføres flere ressourcer, må regionerne skære yderligere i personaleomkostninger – eller for første gang indføre økonomisk kontrol med den nye og dyre medicin, der kan redde menneskeliv.

Medicinsk kvantespring

Bag de milliardstore tal gemmer sig en god nyhed: Lægemiddelindustrien bliver stadig bedre til at målrette ny medicin, så den er mere virksom over for enkelte sygdomme. Det forklarer Jens Ersbøll, overlæge i Sundhedsstyrelsens Enhed for Lægemiddelvurdering.

»I gamle dage fik patienter med tarm-, lunge- eller brystkræft nærmest samme behandling. I dag kan vi skære sygdommene ud i skiver til en masse små enheder og lave lægemidler, som rammer en lille subgruppe på måske 100 mennesker med en særlig form for brystkræft. Det får så også enhedsprisen til at stige, fordi et lægemiddel stadig koster milliarder at udvikle. Nu skal hospitalerne bare ikke bruge så mange enheder af det,« siger Ersbøll.

Det er især lægemiddelgruppen med det velklingende navn ’ATC-gruppe L’, der trækker hårde veksler på sundhedsbudgetterne. Gruppen dækker over midler til kræftbehandling, sklerose og kronisk leddegigt samt medicin til organtransplantationer og de såkaldt immunmodulerende midler, der kan styrke eller svække immunforsvaret efter behov. I alt tegnede ovenstående midler sig for fire mia. af de syv mia. kroner, AMGROS købte medicin for i 2014. Og udgifterne vil stige yderligere i de kommende år, forventer Lars Ersbøll.

I dag må KRIS (Koordineringsrådet for Ibrugtagning af Sygehusmedicin) og RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) ikke lade omkostningerne indgå i vurderingen, når de skal godkende et nyt lægemiddel til sygehusene. Men det bør de fremover, mener flere regionspolitikere og formanden for KRIS, Steen Werner Hansen. Især hvis den dyre medicin ikke er helbredende, men blot livsforlængende:

»Vi godkender i dag meget medicin, som både er dyr og ikke når i nærheden af bare tre-fire måneders ekstra overlevelse. I en række andre lande har en skarpere prioritering af de nye tilbud været på dagsordenen i en årrække,« siger han til Ritzau.

Den tankegang kritiserer Lars Engberg, formand for Danske Patienter:

»Det kan godt være, de statistiske beregninger siger, at et givent lægemiddel kun forlænger livet med to måneder. Men det er jo et gennemsnit – nogle overlever kun to uger, mens andre får fire år mere. Skal vi så sige nej til dem?«

Overlæge Jens Ersbøll frygter til gengæld, at en priskontrol kan hæmme udviklingen af nye behandlingsformer, der på sigt kan kurere kræft.

»Den moderne kræftbehandling er netop bygget på små fremskridt, hvor man har forsøgt at kombinere forskellige lægemidler med tiltagende succes. Problemet i dag er, at hvert lille skridt er meget dyrt. Men hvis man havde bremset for nye lægemidler i 70’erne og 80’erne, hvor jeg selv var kræftlæge, så havde det set sort ud for kræftbehandlingen i dag.«

Bedre i Norge

Ny kræft- og gigtmedicin behøver dog ikke være så dyr. En beregning fra AMGROS viser, at Danmark i gennemsnit betaler 17 pct. mere end Norge for de 25 dyreste lægemidler, som alene tegner sig for næsten halvdelen af de samlede medicinudgifter på hospitalerne. Det er en meromkostning på 500 millioner kroner for den samme medicin, svarende til årslønnen for 1.148 sygeplejersker – inklusive tillæg og pension.

Ifølge formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, bør Danmark tage ved lære af det gode norske købmandskab:

»Hvis ikke vi kan blive skrappere til at forhandle en anden pris, betyder det, at vi skal nedprioritere andre poster som for eksempel personale. Vi er nødt til at overveje, om vi kan blive lige så gode til at forhandle en pris som nordmændene,« siger han til DR.dk.

Siden 90’erne har Danmark fastsat en maksimalpris for nye lægemidler ved at sammenligne med priser fra ni andre lande i Vesteuropa. Når Norge opnår billigere tilbud, skyldes det, at man her fastsætter en maksimalpris på baggrund af de tre billigste af de ni lande. Men de lavere priser skyldes også, at Norge bruger lang tid på at forhandle med industrien, mens Danmark prioriterer at få ny medicin hurtigt ud til patienterne.

»I tilfældet med hudkræftmidlet Yervoy sagde nordmændene i første omgang nej til at tage det i brug, fordi det var for dyrt. Jeg ved, de rettede henvendelse til vores sundhedsminister dengang, fordi de ikke kunne forstå, at vi brugte det. Men det gjorde vi altså,« siger Jens Ersbøll.

Ifølge Ida Sofie Jensen, koncernchef for Lægemiddelindustriforeningen, er sammenligningen ikke fair. Hun nævner for eksempel valutakursforskellen på 20 pct. mellem Danmark og Norge, der påvirker prisen.

»Norge har valgt en model, hvor de pr. definition ligger under gennemsnittet i Europa. De har valgt at være freeridere og sagt: ’Vi er ligeglade med forskning og udvikling af lægemidler, vi vil bare have det billigst muligt’. Det er usolidarisk i forhold til de øvrige lande i Europa og sætter hensynet til en mindre ’her og nu’-besparelse over hensynet til patienterne,« siger Ida Sofie Jensen.

Hun påpeger, at Danmark har en stor lægemiddelindustri, der tegner sig for 11 procent af den samlede danske eksport og ’direkte eller indirekte’ beskæftiger 70.000 mennesker.

»Hvis Danmark begyndte at presse priserne mere ligesom Norge, risikerer man, at lægemiddelindustrien med tiden søger andre steder hen, hvor de hurtigere kan afprøve produkter i samarbejde med landets sundhedsvæsen. Det vil medføre et betydeligt videnstab i sundhedsvæsenet,« siger hun.

Usund tankegang

Danske Patienters formand Lars Engberg advarer mod at lade prisen indgå i overvejelserne om indkøb af ny medicin. I stedet bør Folketinget tilføre flere ressourcer til regionerne.

»For fem år siden faldt udgifterne til medicin flere år i træk. De sparede penge inddrog staten straks, for det var jo ikke meningen, at regionen skulle beholde de penge. Derfor er det klart, at ligesom staten inddrog overskuddet tidligere, må de også dække underskuddet i de her år.«

Formanden mener slet ikke, at socioøkonomiske overvejelser bør spille en rolle, når det gælder behandling af syge på de danske hospitaler. Som eksempel nævner han patienter med sjældne diagnoser, hvor der kun er få hundrede syge og derfor væsentligt dyrere behandling.

»Rent samfundsøkonomisk kan det jo slet ikke betale sig at holde liv i de patienter – men vi tager skarp afstand fra, at man tænker et menneskeliv i kroner og øre. Hvis du som borger i Danmark ikke kan stole på, at du som patient får den bedst mulige behandling på sygehuset, er det et afgørende svigt i det sundhedssystem, vi kender og har tillid til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her