Nyhed
Læsetid: 3 min.

Kritik af grønne prioriteringer fra regeringen mod 2020

Ud af regeringens 39 milliarder kroner til investeringer i velfærden frem mod 2020 skal maksimalt fire milliarder bruges til den grønne omstilling. Enhedslisten ønsker sig større investeringer, og SF efterlyser en samlet plan fra regeringen for den grønne omstilling
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede i går regeringens plan for investeringer i den offentlige sektor i de kommende år.

Thomas Lekfeldt

Indland
27. maj 2015

Selv om regeringen i går præsenterede en plan med investeringer i den offentlige sektor frem mod 2020 for 39 mia. kroner, var det ikke den grønne omstilling, klimaindsatsen og miljøet, der blev begunstiget. Sådan lyder analysen fra regeringens parlamentariske grundlag, SF og Enhedslisten, efter, at partierne har haft mulighed for at læse regeringens planer igennem.

»Der er brug for en massiv investering i grøn omstilling i de kommende år. Derfor er det uforståeligt, at regeringen ikke har prioriteret det grønne højere. Det er, som om de slet ikke har bemærket, at klimaproblemerne er vores største udfordring overhovedet,« siger politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen. Bag regeringens samlede plan frem mod 2020 gemmer sig et kompliceret regnestykke på det grønne område. Den grønne omstilling er i udspillet slået sammen med forskning og diverse vækstinitiativer. Regeringen ønsker gradvist at øge investeringerne i de tre områder med samlet 1,5 mia. kroner i 2020 i forhold til, hvor mange penge der bliver brugt i år. Fordelt over fem år frem mod 2020 giver det i alt fire mia. kroner. Ud af de fire mia. kr. forventer regeringen, at øget bevilling til forskning vil lægge beslag på 0,5 mia. kroner. Derudover har regeringen allerede øremærket eksempelvis 195 mio. kroner til Naturplan Danmark fra 2016 til 2018. De midler skal dog først endelig bevilges ved finanslovsforhandlingerne.

»Det er godt, at regeringen spiller ud med, hvad de vil på velfærd, men jeg savner stadig regeringens plan for en ambitiøs grøn omstilling. Der er sat nogle penge af til formålet, men det er helt uklart, hvor mange og hvad de skal bruges til. Jeg vil opfordre regeringen til også at spille klart ud om, hvilke grønne visioner man går til valg på. Vi mangler for eksempel sikkerhed for, at vi når målet om at reducere CO2- udledningen med 40 procent i 2020 og får gang i de nødvendige investeringer som flere havvindmølleparker, der er vigtige for at nå målet om et fossilfrit samfund,« siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

Johanne Schmidt-Nielsen frygter, at den danske førerposition på det grønne område bliver sat over styr, hvis der ikke investeres yderligere i området.

»Vi skal vise resten af verden, at det kan lade sig gøre at omstille sig til en økonomi, der holder sig indenfor klodens grænser. Dermed vil det også være os, der har de grønne løsninger, som resten af verden har brug for. Vi har allerede en førerposition, når det kommer til grønne løsninger. Det har allerede skabt tusindvis af arbejdspladser i Danmark. Den førerposition skal vi fastholde. For det er i grøn omstilling, at fremtidens arbejdspladser ligger. Men det kræver jo, at vi rent faktisk prioriterer det grønne,« siger Enhedslistens politiske ordfører.

S: opprioritering af det grønne

Pia Olsen Dyhr håber, at regeringen har flere grønne ambitioner end dem, der er lagt frem i gårsdagens velfærdsprogram.

»Der er brug for en samlet grøn plan, der også inddrager andre finansieringskilder såsom private og offentlige investeringer, og som sikrer klimamålsætningen, begrænser luftforureningen, sikrer vandmiljøet, styrker naturen og sikrer udviklingen af ny, grøn teknologi. Vi kan først vurdere regeringens ambitioner på det grønne område, når vi har set en samlet plan, men lige nu virker det som, de har skruet alt for meget ned for ambitionerne,« siger hun.

Socialdemokraternes klimaordfører, Jens Joel, forstår ikke kritikken fra SF og Enhedslisten.

»Det er vigtigt at huske, at vi holder fast i de ambitiøse målsætninger, vi allerede har fastlagt. Og så er det væsentligt at notere sig, at når vi skal vælge de få områder ud, der skal satses yderligere på, så er det grønne område med. Samtidig er det også væsentligt for den grønne omstilling, at der bliver investeret i forskning, så vi kan være førende. Derfor udbygger vi den grønne omstilling. Her er tale om en yderligere opprioritering,« siger Jens Joel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Andersen

Regeringen foreslår øget velfærd for 39 mia. ufinansierede kroner, og alligevel råber og skriger EL og SF om at bruge flere penge. Tænk hvis de to partier blot for en gangs skyld kom med forslag til hvor pengene skal tages fra.

Regeringens forslag er at tage de 39 mia. kroner fra en forventet vækst i skatteprovenuet over de næste fire år, en forventet vækst som EL og SF har bekæmpet med alle midler (specielt EL har stemt imod samtlige vækstinitiativer de sidste fire år).

Torben Selch

Stresset valgflæsk i panik.

Helene Kristensen

Det er jo en dødssejler at forlange grøn omstilling, når det er det sidste de virkelige magthavere i Danmark, nemlig EU, ønsker. Hvad skal EU's pengemænd med grøn omstilling, det eneste de har brug for er mere forbrug af alt. Miljøet er der alt for lille profit af her og nu - og hvad rager det pengemændene hvad der sker om 20-50-100 år - det er nu der skal penge i kassen.

Thomas Andersen

@Helene

Sikke en gang vås.

--> Miljøpolitik er primært et nationalt anliggende. Hvis vi havde råd kunne vi omlægge til 100 % økologi og vedvarende energi i morgen.
--> Danmark er længst i verden med økologi.
--> Danmark er længst i verden med vedvarende energi (på nær de lande som har naturlige rigdomme på dette område).
--> Danmark er længst med reduktion (i procent) af co2 udledningen.
--> De sidste tre år er belastningen med sprøjtemidler reduceret med 40 % i Danmark.
--> Danmark har aldrig haft så mange blå strande som i år.

Industrien har ikke noget i mod miljøkrav, blot de er lige. Se f.eks. hvor meget renere biler er i dag sammenlignet med for f.eks. tyve år siden. Eller hårde hvidevare og deres enorme reduktioner i strømforbrug. Osv. Osv.

Sascha Olinsson

@ Thomas Andersen

Det er da dig der våser..."Industrien har ikke noget imod miljøkrav" Tror du også på Julemanden?