Interview
Læsetid: 3 min.

Lidegaard går ind i sag om politidrab i Kairo

Kvinderettighedsforkæmperen Azza Soliman risikerer 15 års fængsel, fordi hun vidnede i forbindelse med et politidrab på en egyptisk demonstrant. Nu tager den danske udenrigsminister den ’absurde’ sag op med Egyptens regering
24. januar i år blev aktivisten Shaimaa al-Sabagh skudt og dræbt af egyptisk politi, da hun ville lægge en blomsterkrans til ære for ofrene på Tahrirpladsen. Nu risikerer kvinderettighedsforkæmperen Azza Soliman 15 års fængsel for at have vidnet om drabet, som hun så ved et tilfælde.

24. januar i år blev aktivisten Shaimaa al-Sabagh skudt og dræbt af egyptisk politi, da hun ville lægge en blomsterkrans til ære for ofrene på Tahrirpladsen. Nu risikerer kvinderettighedsforkæmperen Azza Soliman 15 års fængsel for at have vidnet om drabet, som hun så ved et tilfælde.

Emal el-Gebaly

Indland
6. maj 2015

Når udenrigsminister Martin Lidegaard (R) næste gang møder sin egyptiske kollega, udenrigsminister Sameh Shoukry, vil sidstnævnte blive mødt med en kraftig bekymring over sagen om kvinderettighedsforkæmperen Azza Soliman, der risikerer op til 15 års fængsel efter at have vidnet i forbindelse med et politidrab.

Azza Soliman, stifteren af kvinderettighedsorganisationen Cewla, blev den 24. januar ved et tilfælde vidne til, at maskerede politibetjente skød og dræbte en 32-årig kvinde, Shaimaa al-Sabbagh. Sabbagh deltog i en fredelig demonstration til minde om dem, der mistede livet under Det Arabiske Forår i Egypten.

Efter frivilligt at have vidnet ved den offentlige anklager er Soliman nu – efter hun i første omgang blev truet med det – officielt anklaget i sagen for bl.a. at bringe den offentlige orden i fare. Lignende anklager har før udløst domme på op til 15 års fængsel.

»Solimans sag er jo desværre udtryk for, at det egyptiske retssystem langtfra lever op til internationale standarder. Det er jo en absurd situation, at et vidne pludselig selv ender på anklagebænken. Det illustrerer jo meget tydeligt, at det på nogle områder igen går den forkerte vej i Egypten,« siger Martin Lidegaard, der også vil opfordre EU til at skride til handling.

Ministeren går ind i sagen efter opfordringer fra udenrigsudvalgsmedlemmerne Yildiz Akdogan (S) og Liv Holm Andersen (R) samt pres fra seks danske organisationer, der i sidste uge mødtes med ministeren med opfordringer til at rejse sagen både gennem EU og direkte over for Egypten.

Ingen sanktioner

»Det er et forsøg på at intimidere mig og ødelægge min vidneforklaring,« sagde Azza Soliman på en telefon fra New York i marts, kort efter et møde med bl.a. danske folketingspolitikere. Sidenhen er hun – trods risikoen for at ryge bag tremmer – rejst tilbage til Egypten for at kæmpe for sin sag indefra.

»Det er et forsøg på at intimidere mig og ødelægge min vidneforklaring,« sagde Azza Soliman på en telefon fra New York i marts, kort efter et møde med bl.a. danske folketingspolitikere. Sidenhen er hun – trods risikoen for at ryge bag tremmer – rejst tilbage til Egypten for at kæmpe for sin sag indefra.

Vilkårene for civilsamfundet i Egypten under præsident Abdel Fattah al-Sisi er i dag langt værre, end de var under Mubarak, lyder det fra både internationale organisationer og fra Azza Soliman selv i et interview med Information i marts.

Da op mod 1.000 demonstranter fra Det Muslimske Broderskab blev dræbt ved Rabaa al-Adawiya-moskeen i Kairo i kølvandet på, at al-Sisi havde kuppet sig til magten, stoppede daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) en del af den økonomiske støtte til landet. Den blev genoptaget af hans afløser, Mogens Jensen (S), i starten af 2014.

Siden har Egypten trukket overskrifter verden over for bl.a. massedødsdomme mod demonstranter fra Det Muslimske Broderskab og fængslingen af tre journalister fra tv-stationen al-Jazeera. Tiden er dog endnu ikke moden til økonomiske sanktioner, siger Martin Lidegaard.

»Nogle gange er det bedre at have noget i baghånden. Desuden er det et svært spørgsmål, for hvem straffer man egentlig? Nu starter vi med dialogen og tager den direkte over for Egypten på allerhøjeste niveau. Og så må vi se.«

– I sagerne om massedødsdommene og al-Jazeera-journalisterne har den egyptiske regerings modsvar været, at landets domstole er uafhængige, og at den ikke vil blande sig. Hvad vil du sige, hvis du bliver mødt med samme argument?

»At uanset hvem der har truffet den her beslutning (om at retsforfølge Soliman, red.), så er den helt åbenlyst i strid med basale menneskerettigheder. Og det har man et ansvar for som land,« siger Lidegaard.

Alliancen mod IS

Ifølge de nuværende planer vil Martin Lidegaard sandsynligvis mødes med den egyptiske udenrigsminister i Paris den 2. juni. Her er franskmændene værter for et møde for alle landene i alliancen mod Islamisk Stat, hvor Egyptens opbakning er vigtig. Landet deltager ikke selv i de amerikansk-ledede bombardementer i Syrien og Irak, men kæmper selv mod IS-sympatisører på Sinai-halvøen.

»De er dybt involveret i kampen mod ISIL og en nær allieret i forhold til at finde en løsning på Palæstina og Israel,« siger Lidegaard.

Netop Frankrig, der er vært for mødet, er blevet kritiseret for at være en klods om benet for en fælles EU-kritik af Egyptens menneskeretskrænkelser, fordi de to lande tidligere på året underskrev en handelsaftale om 24 kampfly til en værdi af næsten 40 mia. kroner.

»Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er en svær balancegang i EU, når vi på mange måder samarbejder med Egypten,« siger udenrigsministeren. »Men vi kan forsøge at støtte de kræfter i landet, der bærer det i den rigtige retning, mens man samtidig kritiserer det åbenhjertigt.«

– Vil du kræve, at de dropper anklagen?

»Det vil jeg ikke udelukke. Men det vil jeg tage op direkte med min ministerkollega selv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her