Nyhed
Læsetid: 2 min.

Næppe færre offentligt ansatte

Den offentlige sektor bliver et af valgkampens hovedområder, men uanset vinderen kommer der næppe færre ansatte i sektoren
Indland
28. maj 2015

Minus 1,5? Nul komma nul. Eller et par positive tal efter kommaet. Den politiske debat om væksten i den offentlige sektor er et af de områder, hvor partierne på Christiansborg er uenige. Men hvad enten statsministeren efter valget hedder Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V), vil der ifølge professor og velfærdsforsker ved Roskilde Universitet, Bent Greve, med stor sandsynlighed komme nedskæringer.

»Usikkerheden hos de borgerlige partier handler om, hvad DF vil acceptere. De vil have en vækst i den offentlige sektor, mens de øvrige borgerlige partier ønsker nulvækst eller minusvækst. Så man må forvente en mindre vækst i den offentlige sektor under en blå regering end en rød regering. Men det er meget usikkert, hvor man i givet fald vil tage pengene henne,« forklarer Bent Greve.

»Der er både faste og variable omkostninger i den offentlige sektor, og kommer der en lavere vækst, vil det mærkes som nedskæringer. Under en rød regering kan det også opleves som en nedskæring, fordi røde regeringer ofte vil tage nye opgaver ind i velfærdssamfundet, og så smører man ofte velfærdslaget tyndere ud.«

Med lav eller ingen vækst i den offentlige sektor vil politikerne fortsætte med at kræve højere produktivitet og mere modernisering, vurderer Bent Greve.

»Der vil sidde et stærkt Finansministerium, som uanset regeringens farve vil insistere på, at den offentlige sektor skal løbe hurtigere. Men der er forskel på, hvordan man vil nå disse effektiviseringer. De borgerlige vil udlicitere, mens en rød regering formentlig hellere vil investere i teknologier.«

Tal fra Finansministeriet viser, at der i perioden fra 2011 til 2014 er kommet 14.000 færre offentligt ansatte. Den udvikling vurderer Bent Greve dog vil standse.

»Vi vil næppe opleve samme nedgang, fordi kommuner, regioner og stat er blevet bedre til at overholde deres budgetter. Men der bliver brug for at flytte rundt på medarbejderne – sandsynligvis fra børne- til ældreområdet.«

FORSKELLEN PÅ BLOKKENES POLITIK

Beskæftigelsespolitik: Dagpengene kan give blå blok problemer

Sundhedspolitik: Løkke skærper blå sundhedspolitik

Uddannelsespolitik: Uddannelse er vigtig for både rød og blå

Skattepolitik: Ikke råd til megen ny skattepolitik

Retspolitik: Retspolitiske opgør i vente ved blå sejr

Velfærdspolitik: Næppe færre offentligt ansatte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Næppe færre offentligt ansatte´.

Ikke hvis det bliver blå blok der vinder, i alt fald.

Det viser historien helt tilbage fra Baunsgaard og VKR. Og under den sidste blå regering, pralede ham den lille runde fra Venstre med, hvor mange offentligt ansatte der var kommet til under den regering.