’Offentligheden skal vide, at forskning ikke er værdifri’

Aarhus Universitet har kaldt en lektor til samtale, fordi han offentligt har kritiseret kolleger. I stedet burde ledelsen have tilskyndet de angrebne til at tage til genmæle på et videnskabeligt grundlag. Det driver forskning og nye erkendelser frem, siger videnskabsteoretiker Claus Emmeche
Akademisk mobning kalder to forskere fra Aarhus Universitet den kritik, som lektor Thomas Aastrup Rømer har rettet mod en videnskabelige artikel, de har skrevet. Videnskabsteoretiker Claus Emmeche undrer sig, for ifølge ham er den faglige kritik selve essensen af videnskaben.

Akademisk mobning kalder to forskere fra Aarhus Universitet den kritik, som lektor Thomas Aastrup Rømer har rettet mod en videnskabelige artikel, de har skrevet. Videnskabsteoretiker Claus Emmeche undrer sig, for ifølge ham er den faglige kritik selve essensen af videnskaben.

Søren Bidstrup
2. maj 2015

Selv forskere i pædagogik kan ryge i totterne på hinanden. Det er sket, efter at lektor i pædagogik på Aarhus Universitet Thomas Aastrup Rømer har offentliggjort en kritik af en videnskabelig artikel om klasseforskelle skrevet af to kolleger.

Artiklens hovedforfatter, professor Dorthe Staunæs, blev opfordret til at svare, men i stedet har hun og medforfatter lektor Malou Juelskjær indgivet en klage til ledelsen over »akademisk mobning« og »uvederhæftige angreb og tilsvining«. Sagen kulminerede foreløbig onsdag, hvor Thomas Aastrup Rømer var til samtale hos ledelsen med en »bisidder efter eget valg«.

Sagen er ikke blot en intern personalesag, men principiel i forhold til de normer, der styrer forskningen. For en universitetsledelse skal ikke agere faglig dommer i en sag, mener videnskabsteoretiker Claus Emmeche, der er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet.

»Jeg kan ikke forholde mig til det faglige indhold i kritikken, da jeg ikke er inde i den pædagogiske substans. Men jeg synes, det havde set kønnere ud, hvis de kritiserede forskere var kommet med et modsvar, enten på Rømers blog eller i et andet medie. Det er ikke universitetsledelsens opgave at være ’dommer’ i en sådan sag. Det er en helt forfejlet opfattelse af ledelsens rolle,« siger han og tilføjer, at han ikke personligt kan se noget injurierende i Aastrup Rømers indlæg. Dekan Johnny Laursen fra Aarhus Universitet har begrundet samtalen med, at han som leder er nødt til at reagerer på personalehenvendelser, og at han har ønsket at få sagen belyst så godt som muligt.

– Er universitetsledelsen ikke nødt til at lytte til de forskere, der føler sig forulempede, og som den har personaleansvar over for?

»Selvfølgelig kan der være noget, som en forsker opfatter som injurierende. Men forskningsledelsen må også være cool og huske på, at det er de kritiseredes gode ret at svare igen i de samme medier, hvor kritikken er rejst. Universitetsledelsen burde have animeret de kritiserede til at tage til genmæle – det er jo ofte det, der bringer en bedre afklaring og forståelse af, hvad den faglige diskussion handler om – i stedet for at forsøge at styre og kalde den kritiske forsker til tavshed eller noget i den stil. Den faglige kritik er jo selve essensen af videnskab. Så kan de kritiserede sætte deres eget eksempel ved at gå efter kritikkens indhold snarere end personen.«

Forbi chefens bord

Claus Emmeche peger på, at der konstant er en magtkamp mellem forskere og forskningsledelse om, hvilken forskning samfundet har brug for.

»Og det er måske derfor, vi pludselig ser en universitetsledelse komme på banen i sådanne sager, fordi de også vil have et ord at skulle have sagt i det spørgsmål. Men ledelsen bør ikke lægge en dæmper på debatten mellem kolleger. Det er meget uheldigt, hvis universiteterne overtager en kultur fra sektorforskningen. Dengang gik forskerne netop ikke ud med noget, før det havde været forbi afdelingslederens skrivebord. Sektorforskningen havde en anden karakter og var mere styret og afhængig af forskellige aftageres velvillighed.«

– Hvorfor er det så vigtigt, at den debat er offentlig. Kunne den ikke lige så godt foregå internt?

»Hvis en forsker f.eks. laver en undersøgelse, og der kommer en debat om, hvordan den undersøgelse skal tolkes, og hvilke politiske konsekvenser den skal have, kan forskeren jo have en mening, mens andre eksperter kan være uenige. Det er vigtigt, når det handler om anvendelse og brug af viden, at der er en bred offentlig debat. Og når forskere retter kritik mod hinanden i medierne, er det med til at nuancere billedet af selve forskningsresultaterne, mens evnen til at kunne skelne mellem forskningsresultater og fortolkningen af dem skærpes.«

– Kan der være en tendens til at forskerne angriber hinanden på usagligt grundlag. De kæmper jo inden for samme forskningsfelt om f.eks. forskningsmidler. Og kritik kan skade deres omdømme?

»Jo, men det er godt, at offentligheden får indblik i, at forskerne ikke blot er neutrale. Videnskaben forsøger nok at være objektiv og saglig, men den er heller ikke værdifri i den forstand. Den er også spundet ind i mange interesser, og det tror jeg sagtens, offentligheden kan gennemskue. Men det kræver jo netop en åben debat, selvom den kan virke meget kritisk og hård. Forskere kan også være farvede af deres særlige interesser.«

– Er forskerne blevet for nærtagende?

»Det har jeg ikke belæg for at sige. Omvendt har jeg svært ved at se, at sådan en sag skulle være opstået for blot et par årtier siden. Men det skyldes også, at forskere i dag deltager meget mere i den offentlige debat og bliver brugt af medierne. Men der kan godt være en tendens – og den ser jeg ikke som dominerende – til, at universiteter agerer som private virksomheder, hvor intern uenighed ikke må være en del af virksomhedskulturen,« siger Claus Emmeche.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Helene Kristensen

Eller at hvis du først er inde i kræftforskningen og får tilskud fra diverse fonde og organisationer, er det det samme som den evige hvile. Du ryger aldrig ud af forskningspengene igen, og nye unge med andre ideer som måske kunne være løsningen på kræften, får aldrig muligheden. Somme alle andre steder, venners venner scorer pengene.

Brugerbillede for Peter Madsen

Man kan undre sig over hvordan nogen kan opnå at blive professor og så alligevel være så utroligt tyndhudet. Er der tale om endnu et eksempel på en kvindelig akademiker der er blevet favoriseret pga. sit køn frem for sit intellekt?

Hvis man nogensinde har overværet en videnskabelig konference ville man vide at der bliver gået hårdt til alle deltagerne for at afsløre evt. fejl og mangler.
En skeptisk og kritisk tilgang til andre forskeres arbejde er nu en gang grunden til at man med tiden kommer frem til sandheden på bedste Darwinistiske vis.

Brugerbillede for Lars Jørgensen

Fremragende relevant og præcis artikel - den rammer lige ind og sætter 'Rømer-sagen' på plads.

Samtidig med at den (derfor) ikke kan undgå at udstille både de kritiserede forskere, der vil tage til genmæle med rent bureaukratiske magtmidler - og åbenbart ikke er i stand til at forsvare sig videnskabeligt; samt den ledelse på Aarhus Universitet der lader sig misbruge og åbenbart heller ikke har forståelse for betydningen af forskningens og forskningskritikkens frihed.

Brugerbillede for odd bjertnes

Det er nok næppe gangbart at forske i forsknings gangbarhed. Gangbare forskningsresultater må gå fremfor sande, naturligvis - ellers går det jo ikke ;-D
En logik der naturligvis må afføde sådan fejden som beskrevet i en generation af forskere, rundet af NWO-hele-pakken, incl. målbar korrekthed og konventionsjuridisk ubestridelighed. Og det er alle med noget som helst hul igennem med noget som helst under 40 år allerede nu .. en majoritet der kun kan vokse en tid endnu.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Wolf Wucherpfennig

Det klassiske universitet havde som opgave at uddanne et myndigt individ, der selv kunne tænke og ved kritisk diskussion med andre lære bedre at forstå sig selv og sin verden. Det som nu til dags kaldes for universiteter har den opgave at designe en vare, være det en medicin, et ”event”, en politik. Eller også at designe de studerende således, at de tror at de kan opnå ”employability” og sælge sig selv. Dette forudsætter at der gives afkald på kritisk diskussion, således at der produceres umyndiggjorte individer, der gør havd de får sagt. Hvad gør sådan et individ, når det har dummet sig fx ved at tro at det kan få alle ønskede dyrekort hos Føtex eller ved ikke at kunne svare på kritik? Det råber om hjælp hos formynderen: Mor, vort designs markedsucces er truet!

Brugerbillede for Arne Nielsen

Tja, jeg ville jo mene, at det ville tjene den ærede avis til yderligere ære, hvis den offentliggjorde de to artikler, der er tale om. Så havde vi andre en chance for at kigge forskerne i kortene og selv danne os en mening. Som det er nu, er det fuldstændigt umuligt at dømme om hvorvidt universitetsledelsen er ude på en vildmand eller ej. Der foregår så mange vanvittige ting i universitetsverdenen, så en eller flere af de tre parter kan udmærket praktisere vanvittig adfærd. Men det får vi ikke en chance for at vide noget om.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Godt brølt løve!

Men det er tendensen i tiden der tæller her. Siden Salmon Rusdie fatwaen og postmodernismens og spindoctorerne indtog er der opstået en forulempelsestradition som netop undergraver oplysningstidens idealer. Istedet for åben debat og ytringsfrihed skal vi alle nu have krav på at blive beskyttet mod krænkelser, samtidiget med at vi har lov til at vælte os i anti-intelektualle ytringer og afvisning af videnskab hvis den ikke komme med resultater vi politisk kan li.

Vi er i sandhed på vej mod en ny mørk middelalder.

Brugerbillede for Steffen Gliese

At være så fokuseret på peer-reviews og bestemte tidsskrifter er en ganske ny foreteelse og i realiteten gift for den frie tænkning, der jo altså er videnskabens raison d'etre mere end nogle formelle rammer. Videnskaben definerer selv rammerne for sin udfoldelse, og den argumentatoriske bygning, der rejses, er, hvad der kan kritiseres.
Peer-reviews er i sig selv et udtryk for den bevidstløse fokusering på anvendelighed, universitetet er i en eksistenskamp for at bekæmpe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Jørgensen

Peer review, Peter Hansen, er kvalitetskontrol. Man må heller ikke putte for meget kartoffelmel i medisterpølsen.

Men Alan Sokal slap igennem med sin berømte artikel fra 1996. Og ud fra Rømers citater at dømme leverer den skrivebordspædagogiske professorinde & lektoressen noget, der kunne være frembragt af The Postmodernism Generator.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Leffers

Man er nødt til at skelne mellem faktuel (dvs. naturvidenskabelig) og politisk (dvs. meget af samfundsvidenskaben) forskning. Jeg har læst mange af de links der er her og næsten hele Thomas Aastrups blog, det er faktisk værre end jeg troede det ville være! For mig er det politiske synspunkter, som ikke bygger på fakta, dvs. noget som ALDRIG villle blive publiceret i naturvidenskabelige tidsskrifter! Forskellen mellem indlæggene og en "normal" avisartikel fra en politikker, er stort set kun antallet af fremmedord... Peer review af sådan noget er umuligt, fordi det der skrives er politisk, og der er der ikke kun én sandhed, så peer review vil være meningsløst! Det er to politiske holdninger der skændes og det skal de have lov til, uden at universitetsledelsen (eller andre) skal blandes ind i det!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Når man betænker at professor Dorthe Staunæs' forskning tilsyneladende kredser om det 'affektives' betydning i sociale samspil, og formentlig ser det som et væsentligt mål med hendes professionelle virke at fremme en forståelse for disse 'affektive dynamikkers' betydning, for på den måde at opnå en realisering af et, til dels og indtil videre ikke fuldt erkendt, læringspotentiale i Folkeskolen, ja så er hendes egen reaktion på Thomas Aastrup Rømers kritik da bestemt bemærkelsesværdig.

Ved at anvende stærkt ladede udtryk som 'Angreb', 'tilsvining', 'tilsværtning', og 'akademisk mobning' afslører Dorthe Staunæs at Thomas Rømer med sin kritik har formået at bringe hende i en vis 'affekt', et forhold som hun dog tilsyneladende ikke har reflekteret dybere over, men som tilsyneladende uden videre har ført hende over i handling, i form af en klage til en administrativ myndighed.

Hvad er det Thomas Aastrup Rømer siger, som har forårsaget en så 'affektiv' reaktion? Se, dét er det interessante spørgsmål.

Dorthe Staunæs i sin klage:
"Der skelnes ikke imellem, hvad jeg og mine kolleger analytisk beskriver, og hvad jeg måtte have af meninger om samme. Der sker således et alvorligt kollaps mellem forskningsartikler og debatindlæg"

Dette er hovedanken mod Thomas Aastrup Rømers kritik: At han ikke har pli nok til at skelne mellem en 'værdifri' og af 'politiske mislyde' fri(gjort) forskning, af den type Dorthe Staunæs i egen selvforståelse bedriver, og så en normativ og dermed i sidste ende politiserende forskning, som alle vist kan blive enige om nemt kan skride i retning af en instrumentalisering af de til enhver tid herskende politiske strømninger.

Der er bestemt noget på spil her for Dorthe Staunæs et al. Mon ikke klagens appel til omsorg for universitetets og navngivne forskeres omdømme, samt den udtalte bekymring for stemningen i forskningsmiljøet, er rationaliseringer af en mere grundlæggende og 'intens affekt?': Den eksistentielle kvalme der kan opstå, når en med omhu opbygget og i identiteten dybt forankret selvforståelse helt uventet udfordres, og det i et sådant omfang, at den i et sitrende øjeblik står i fare for at kollapse med et brag? Denne 'øjeblikkets affektive ubestemthed', denne 'sitren' inden affekten kondenseres i enten et positivt udkomme (tilsagn, potentiale for læring) eller et negativt udkomme (afslag, læringens forlis).

Om det er Thomas Rømer Aastrup eller Dorthe Staunæs der i en endelig vurdering gør sig skyldig i dårlig (selv)forvaltning, og dermed et utilstrækkeligt praktisk greb om 'PSY-ledelse' i den konkrete situation, kan man så diskutere. En af de to har dog udtalt sig væsentligt mere positivt om dens anvendelse, end den anden.

Brugerbillede for Peter Ole Kvint

Jeg mener at det er for overfladisk at grave i at NN og MM skændes og at den ene tager chefen med ind i konflikten.

Det overordnede problem er at universiteterne har vedtaget at noget kan være værdifrit. Det er rigtigt at noget kan være neutralt. Men så ligger det imellem to yderpunkter.
Helt grundlæggende sker videnskabelige fremskridt på universitet ved at en professor går på pension. Dette var godt nok i middelalderen. Men er dette en holdbar fremgangs måde i dag?

Claus Emmeche: "Der er konstant er en magtkamp mellem forskere og forskningsledelse om, hvilken forskning samfundet har brug for."
Som borger i dette samfund så er jeg underlagt denne konflikt, selv når forskere og forskningsledelse er enige. For et eksempel så er "new public management" (NPM) en forældet ledelsesform, som der stadigt undervises i på universitet. For at bruge denne ledelsesform så kræves der, at man flytter folk fra de varme hænder til de kolde hænder, fordi sådan var det i 1950erne. Universiteterne lægger en kvælende jernring omkring samfundet, underdække af en akademisk frihed, og borgerne har ingen indflydelse, fordi NPM fjerner borgerindflydelse, i hele samfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Nu har jeg læst Rømer Aastrups kritik. Den sidder da lige i skabet.
Har de tyndhudede professorinder ikke hørt efter de seneste års højskræppen om ytringsfrihed? Og hvor er alle forkæmperne for ytringsfriheden at finde? Hvor er Rose, Jyllandsposten, Stjernfeldt og Eriksen, Mchangama - Anders Fogh og alle ytrigsfrihedspolitikerne?

Brugerbillede for Torben R. Jensen

Videoen med Dorthe Staunæs tiltrædelsesforelæsning var interessant. Ideerne omkring PSY-ledelse er både nyskabende og bredt anvendelige.
Dermed er der også adgang til bevillinger og forskere.
Kritikken ser mere ud til at være en gang spredte hagl. Når ledelsen er blevet indblandet, så kan det skyldes, at kritikken er spredt ud på flere medier udenfor universitetet, så kritikken får karakter af chikane.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Kølliker

Det er da en særdeles vigtig debat Thomas Aastrup Rømer her har startet. I mine øjne har debatten potentiale til et generationsopgør, ganske uanset hvor Dorthe Staunæs og Thomas Aastrup Rømer står aldersmæssigt i forhold til hinanden.

Som arkitekt har det igennem hele mit professionelle liv været en udfordring at læse arkitekturtidskrifter. Og udfordringen bestod typisk i at se nogen form for anskuelse i al den overmåde avancerede sprogbrug som ledsagede projekterne. Muligvis var det kun mig der var udfordret, fordi mine egne abstraktionsevner ikke helt slog til, omvendt ved jeg at både mine evner for at iagttage, forme anskuelser og ræsonnere ikke fejler noget. Den allerstørste udfordring bestod faktisk i at acceptere, at alle de aspekter af arkitekturen, som jeg selv anså for vitale, fandt ingen repræsentation i disse hyperavancerede teoridannelser.

I min forståelse markerede postmodernismen erkendelsen af, at en fundamental samfundsmæssig enhed og fælles stræben var gået tabt. At vi kulturelt var trådt ind i en manieret periode, hvor kunstens udtryksformer havde tabt deres indhold, og hvad kunstnerne havde at lege med var bare de tomme former. Omvendt var legen med disse former ikke længere underlagt nogen regelsæt, hvorfor alt var tilladt, og alt blev prøvet, og formerne blev blot mere og mere spektakulære. Men der var intet samfundsbegreb, intet erkendelsesmæssigt indhold i formerne. Og den superavancerede akademiske sprogbrug som ledsagede formerne kom (i min idiosynkratiske måde at se på udviklingen) ind som en måde at rationalisere af de forskellige designs, eller med andre ord, en måde at dække over det indhold, der ikke var der.

Det næste er så, at har samfundet vitterlig hverken en fundamental enhed eller en fælles stræben, hvad styrer samfundets individer så deres liv i henhold til? Velsagtens iht. at opnå personlige fordele, herunder at opnå magt. Og hvem vil benægte at en superavanceret sprogbrug, som får alle andre til at føle sig dumme, også er en form for magt? Trickle-down-oplysningen har helt åbenbart fungeret lige så dårligt som trickle-down-økonomien. Og hvor det tidligere velfærdssamfund kunne bryste sig af social mobilitet, ukrænkelige rettigheder og lighed for loven, så har vi over de seneste fire årtier set magtstrukturer konsolidere sig i et sådant omfang, at vi alle er opmærksomme på at vi har en plads i en hakkeorden. Og man bider ikke hånden der fodrer en.

Thomas Aastrup Rømers kritik rammer således ned i det højst prekære spørgsmål, om akademikerne i deres stræben efter at opnå personlige fordele har indyndet sig så meget hos magthaverne, altså at de så villigt har stillet deres intellektuelle magt til rådighed for de politiske magthavere, at de har solgt ud af den personlige og faglige integritet. Thomas Aastrup Rømer skriver i sit kritiske blogindlæg:

Klasseledelse handler dermed om, at hele børnelivet og faktisk også familielivet, herunder fritiden og søvnen, underlægges et læringsmaksimeringskrav. Det hedder ligefrem: ”Intet er for småt til læringscentreret klasseledelse. Det er klasseledelse all inclusive”. Fuldstændigt totalitært efter min mening, men der er ikke den mindste reservation i SJ’s tekst, undtagen et lille bitte besværgende skvulp til allersidst, hvor de spørger: ”hvad er så faren?”, uden at give antydningen af et svar. Forfatternes manglende svar skyldes, at de har gjort op med de begreber, som de skulle have brugt til at formulere et svar. De gode begreber, f.eks. personlighed, fornuft og følelse, er reduceret og parkeret i ”klasseledelse 1.0” som noget ”enevældigt”.

I mine øjne peger Thomas Aastrup Rømers kritik på tendenser, der synes at gennemtrænge vores kultur. Sideløbende med finansverdenens himmelflugt og vores løbske gældssætningsøkonomi har vi jo fået blæst en mangfoldighed af andre bobler op. Forvaltningsmæssige bobler, akademiske bobler, kunstneriske bobler, personlighedsmæssige bobler. Og hvad sker når bobler brister? Ja det er der, hvor alt det, der ikke bare var luft, vil genfinde sin jordforbindelse.