Læsetid: 6 min.

Så kom de små børns danmarkshistorie

Danmarkshistorien om de mindste børn i først asyler, siden børnehaver og vuggestuer er aldrig blevet fortalt i sin helhed. Det forsøger et nyt tobindsværk at råde bod på i en tid, hvor vigtigheden af at satse på førskolebørnene får større politisk opmærksomhed end i mange år
Pædagog læser højt for børnene i 70’erne, hvor daginstitutionerne var blevet hverdag for mange danske børn. Men årtiet bød også på store nedskæringer og overbelægning i institutionerne. Billedet er udlånt af BUPL til bogen ’Kamp og Status’ (U Press)
18. maj 2015

»Et Tilflugtssted, hvor Forældre af den arbejdende Klasse kunne, mens de var på Arbejde, henbringe deres Børn og vide dem sikre under Opsyn.«

Sådan beskrives det første børneasyl i Danmark, der blev åbnet i 1828. Asylerne var begyndelsen på de daginstitutioner, som vi kender i dag. Selv om de blev oprettet af nød og ofte var rene opbevaringssteder, var børneasylerne langt mere udbredte i Danmark end de børnehaver, som efter tysk forbillede dukkede op i slutningen af 1800-tallet.

Historien om de små børns liv uden for hjemmet har fra starten været domineret af de mere privilegerede institutioner som de første frøbelske børnehaver og siden de reformpædagogiske institutioner, mens børneasylerne og de kristne menighedsbørnehaver er mere oversete kapitler, forklarer lektor på Aarhus Universitet Jens Erik Kristensen, der er medforfatter og redaktør af første bind af danmarkshistorien om børnehaveinstitutionen og pædagogerne, Kamp og Status.

»De reformpædagogiske initiativer og institutioner har ofte skygget lidt for den meget frodige diskussion af børnehaver og børnepædagogik, der udspandt sig herhjemme allerede fra 1870’erne og frem som led i det moderne gennembrud,« siger Jens Erik Kristensen.

At få passet sine børn uden for hjemmet er altså ingen ny opfindelse, men fulgte med urbaniseringen, som begyndte for 200 år siden, og sidenhen med industrialiseringen. At småbørnsmødre i fattige familier var nødsaget til at arbejde, var grunden til oprettelsen af asyler. Derimod var ønsket om ligestilling blandt borgerskabets kvinder samt utilfredshed med tyendets og barnepigernes indflydelse på de små børn vigtige elementer i udviklingen af de første børnehaver og de første uddannelser af børnehavelærerinder. Moderens ’naturlige’ kald og barnepigernes job begyndte at antage karakter af en selvstændig profession i samfundet. Børnepasning blev derfor springbrættet for de første kvinder i offentlige erhverv.

»Børnehavesagen var vand på møllen for den gryende kvindebevægelse, der her kunne finde meningsfuld offentlig beskæftigelse for kvinder i lighed med lærergerningen,« fortæller Jens Erik Kristensen.

Kærlighed til børn blev i lang tid set som en naturlig forudsætning for at uddanne sig til børnehavelærerinde eller småbørnspædagog. Det var noget, man mente de fleste kvinder pr. instinkt måtte besidde, men ikke desto mindre skulle de uddannes til at have med børn at gøre. Det havde naturen ikke sørget for.

Småbørnspædagogens rolle var tidligt splittet mellem rollen som uddannet pædagogisk ekspert og som praktisk stedfortræder for moderen, og det er den stadig den dag i dag, mener Jens Erik Kristensen. Og det er en af grundene til, at pædagogernes status, løn og arbejdsvilkår stadig er ringere end lærernes, sygeplejerskernes og politibetjentenes. »Holdningen har været, at de jo bare passer børn, og det kunne moren lige så godt selv gøre, hvis hun ikke lige skulle arbejde,« lyder det fra Jens Erik Kristensen.

Historisk trekantsdrama

Pædagogernes og daginstitutionernes rolle som offentlige omsorgsgivere og pasningsordninger har også historisk set placeret dem i et trekantsdrama mellem hjemmet og skolen, forklarer Jens Erik Kristensen:

»De seneste 150 år har man diskuteret, om børnehavers og pædagogers rolle primært var at aflaste hjemmet eller forberede børnene til skolen. Derfor er det også forkert at sige, som man ofte gør i dag, at børnene før i tiden bare legede og hyggede sig i børnehaven.«

Selv på børneasylerne, der primært blev etableret for at forebygge vanrøgt og moralsk fordærv, blev der undervist i læsning, strikning og salmesang, og 1800-tallets fremmeste kulturpersonligheder som H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Grundtvig var alle engagerede i ’Asyl-sagen’, fortæller Jens Erik Kristensen.

Fra 1840 og frem vinder den tyske Friedrich Frøbels tanker om børns udvikling i det, han kalder for børnehaver, frem. Her er tanken, at børnenes opdragelse og dannelse skal ske i tæt forbindelse med voksne via såkaldte pædagogiske legegaver, beskæftigelse, bevægelsesspil samt havearbejde. Ideen er altså allerede i de første børnehaver, at børnene skal lære noget. De tyske børnehave-ideer breder sig til Danmark i slutningen af 1800-tallet, hvor man også ser den første spæde start til at uddanne kvinder til at tage sig af børnene.

»Den første danske børnehave blev oprettet af et velstillet læreruddannet par i København i 1871 og skulle forberede kulturborgerskabets børn til skolen. Børnehaven havde altså i udgangspunktet ingenting med de fattige børn at gøre,« forklarer Jens Erik Kristensen.

Lighedstanken

Med tiden blev de frøbelske børnehaver efter tysk forbillede omdøbt til at være folkebørnehaver henvendt til de fattige familier og støttet bl.a. af arbejderbevægelsen. Ideen var, at folkebørnehaverne skulle erstatte de mange børneasyler, der som regel var dårligt bemandede opbevaringsanstalter uden de store pædagogiske ambitioner. Mange af asylerne skiftede i starten af 1900-tallet navn til folkebørnehaver og blev bemandet med pædagogisk uddannet personale. Først i 1919 gik den danske regering ind og begyndte at yde støtte til vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, og derefter begyndte det første ryk i antallet af børnehaver i mellemkrigstiden. Men politisk blev børnehaver helt frem til 1960’erne betragtet som socialpolitiske og socialpædagogiske foranstaltninger forbeholdt de socialt dårligst stillede familier, påpeger Jens Erik Kristensen.

Den tyske og skandinaviske børnehavetradition adskiller sig fra de franske og angelsaksiske forskoler, der opstod som en del af skolesystemet og er langt mere fokuserede på at forberede børnene til at klare sig i skolen. Men selv om læreplaner og skoleforberedelse i de seneste 15 år også er blevet en del af de danske daginstitutioners hverdag, er det forkert at sige, at der ikke tidligere var tale om læring, men kun om fri leg og omsorg. Børn i børnehaven har altid lært og skullet lære noget. Problemet er ikke leg eller læring, men hvilken form for læring, der skal foregå, og med hvilke mål.

»I dag går udviklingen ret entydigt i retning af, at vuggestue- og børnehavebørn er ved at blive en del af et nyt skole- og uddannelseskontinuum, og det har givet masser af spændinger i institutionernes kultur, især de steder hvor de stadig er orienterede mod omsorg, fri leg og hjemlig hygge på blå stue,« siger han med henvisning til en evaluering af pædagogernes arbejde i 2010, som konkluderede, at pædagogerne stadig brugte meget tid på elementære husholdningsopgaver i daginstitutionerne frem for at organisere mere systematiske læringsforløb sammen med børnene.

Han tror derfor, at børnehavepædagoger i stigende grad vil komme til at ligne lærerne som en art førskole- og indskolingslærere, hvilket der også er lagt op til med folkeskolereformen, hvor pædagoger og lærere i langt højere grad skal arbejde sammen om aktiviteterne i skolen.

Læring kontra udviklingstvang

Den tiltagende ’skoleficering’ af førskolebørn mener Jens Erik Kristensen dog ikke harmonerer med den danske besindighed, når det gælder de små børn.

»Det afgørende må være at bevare de bedste træk fra vores daginstitutioners historie, træk som i øvrigt også internationalt er anerkendt af bl.a. OECD, og så forene dem med det øgede fokus på den læring, der spontant foregår. Jeg er overbevist om, at danske børn, danske pædagoger og danske forældre nok skal få det bedste ud af den udfordring. Den største trussel er snarere den politiske trang til at mål- og indikatorbestemme alt, hvad der foregår og skal foregå i børnehaver,« siger Jens Erik Kristensen.

OECD har i forlængelse af PISA-undersøgelserne i en årrække haft blikket rettet mod de mindste børn og førskolens betydning for elevernes skolepræstationer. Det skyldes bl.a. den amerikanske økonom James J. Heckman, hvis berømte kurve for afkast på investeringer i humankapital viser, at det giver størst afkast, hvis man koncentrerer de social- og uddannelsespolitiske investeringer i perioden fra 0 til 6 år. Heckmanns investeringskurve falder næsten synkront med den såkaldte læringskurve, der viser, at et menneske livshistorisk set lærer mest i de tidligste barneår.

»Der er tale om en uhellig og uheldig alliance mellem økonomi og hjerneforskning, der eksemplarisk kommer til udtryk i det ofte hørte udsagn om, at vi spilder ’kostbar læringstid’ ved ikke at have læreplaner og læringsmål i vuggestuer,« siger Jens Erik Kristensen.

Ideen om livslang læring har altså også erobret førskolealderen, men det er ifølge Jens Erik Kristensen en misforståelse at betragte daginstitutionerne som en del uddannelsessystemet.

»Uddannelser skal kvalificere den enkeltes arbejdskraft til arbejdsmarkedet, men det er ikke daginstitutioners eller for den sags skyld skolers primære opgave, selv om de også bidrager hertil. Daginstitutionernes opgaver og formål er og har historisk været langt bredere end at uddanne til arbejdsmarkedet. Hvis vi transporterer ideen om uddannelse helt ned i førskolealderen, risikerer vi en voldsom indsnævring af det pædagogiske perspektiv, så det eneste, der tæller, er det, der bidrager til små børns fremtidige employability på arbejdsmarkedet. Problemet er altså ikke, om børn kan eller skal lære noget i børnehaven, men hvad vi gerne vil have, at de skal lære,« siger Jens Erik Kristensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malene Slott Nielsen
Malene Slott Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu