Officielt er det Justitsministeriet, der tager sig af forhandlinger med andre lande om tvangsudsendelser af afviste asylansøgere. Men i sagen om afviste somaliske asylansøgere, der i sidste weekend for første gang i årevis blev tvangsudsendt til det sydlige og centrale Somalia, har udviklingsminister Mogens Jensen (S) øjensynligt også spillet en rolle.
Det fremgår af et notat fra Justitsministeriet, som Information er i besiddelse af, at Mogens Jensen har skrevet til den somaliske præsident, Hassan Sheikh Mohamud, i forbindelse med forhandlinger med de somaliske myndigheder om tvangsudsendelser.
»Ydermere lægges der pres på ministerniveau gennem Udenrigsministeriet, senest med en skriftlig henvendelse fra handels- og udviklingsministeren til den somaliske præsident,« står der i notatet, der opremser de danske bestræbelser på at få de somaliske myndigheder til at acceptere at tage imod egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Udviklingsministeren har ellers afvist over for både Folketinget og medier, at Danmark blander udviklingssamarbejde sammen med tilbagetagelse af afviste asylansøgere. Mogens Jensen fasholder over for Information, at det også gælder i forhold til Somalia, selv om spørgsmålet om tilbagetagelse bliver »inddraget i den løbende diplomatiske dialog med relevante tredjelandes myndigheder«.
»Men det er ikke regeringens politik at lave en direkte sammenkobling mellem udviklingssamarbejdet og tilbagetagelsessager – og dermed gøre tilbagetagelse af egne statsborgere til en betingelse for eksempelvis udbetalinger af udviklingsbistand eller indgåelse af nye aftaler,« lyder det fra ministeren.
Også ved tidligere lejligheder
Det har ikke været muligt at få et interview med Mogens Jensen, men han har svaret skriftligt på en række spørgsmål. Her vedgår ministeren bl.a., at han ved flere lejligheder har diskuteret tvangsudsendelser med de somaliske myndigheder.
Da Mogens Jensen besøgte den somaliske hovedstad Mogadishu i august 2014, var »tilbagetagelse af afviste somaliske asylansøgere« således et af diskussionspunkterne. Det var også tilfældet, da København i november 2014 var vært for et internationalt ministermøde om Somalia, hvor spørgsmålet »naturligvis« indgik »i vores bilaterale politiske samtaler, som vi havde i forbindelse med mødet«.
»De danske myndigheder har i løbet af det seneste år haft flere møder med de somaliske myndigheder. Både på ministerniveau og på embedsmandsniveau. I den forbindelse er spørgsmålet om tilbagetagelse af afviste somaliske asylansøger naturligvis taget op ved flere lejligheder. Dialogen om tilbagetagelse foregår – efter somalisk ønske – i fortrolighed, og er Justitsministeriets ressort,« skriver ministeren.
At udviklingsministeren forhandler med de somaliske myndigheder om noget, som ellers er Justitsministeriets ressort, skyldes ifølge Mogens Jensen, at han var den danske regerings repræsentant, da han var i Somalia i august 2014.
»Derfor er det naturligt, at jeg tog spørgsmålet op i den forbindelse. Det er almindelig diplomatisk praksis at drøfte generelle bilaterale forhold, også hvis de ligger uden for det konkrete ministerområde.«
Også rolle i Afghanistan
Som tidligere beskrevet i Information sagde de afghanske myndigheder i marts fra over for tvangsudsendelser fra Danmark. Ad officielle diplomatiske kanaler anmodede det afghanske udenrigsministerium Danmark om at undlade at tvangsudsende afviste afghanske asylansøgere på grund af situationen i landet.
Kort efter var udviklingsminister Mogens Jensen på en allerede planlagt rejse til Kabul, hvor han bl.a. mødtes med den afghanske præsident, som ifølge Mogens Jensen lovede at overholde den aftale, der pålægger Afghanistan at tage imod afviste asylansøgere.
Også her afviste Mogens Jensen efterfølgende, at man fra dansk side havde koblet dansk bistandspolitik sammen med spørgsmål om afghanske flygtninge og hjemsendelser.
I tilfældet med forhandlingerne mellem Danmark og Somalia om tvangsudsendelser har udviklingsministerens rolle dog ikke begrænset sig til at gælde diskussioner ved allerede planlagte besøg. Som det fremgår af notatet fra Justitsministeriet, har ministeren kontaktet den somaliske præsident skriftligt, og altså ikke i forbindelse med, at han tilfældigvis var i landet.
Information har skriftligt spurgt Mogens Jensen, hvorfor det er ham, der som udviklingsminister skriver det brev.
»Fordi det var mig, der havde talt med præsidenten i forbindelse med mit besøg i august 2014, og derfor ønskede jeg at følge op på vores samtale,« svarer Mogens Jensen i en mail.
Information har også spurgt, hvilket pres der er tale om, men det har ministeren ikke svaret på.
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, har stillet en række folketingsspørgsmål om tvangsudsendelsen af de fire afviste somaliere. Hun har bl.a. bedt justitsministeren redegøre for »karakteren af det pres, som den danske regering har lagt på den somaliske regering, og for, på hvilken måde handels- og udviklingsministeren har en rolle at spille i spørgsmålet om tvangsmæssig udsendelse af afviste asylansøgere«.