Læsetid: 8 min.

Usselhed har erstattet heltemod i vores forståelse af besættelsen

De seneste 25 års historieskrivning har medført et tiltrængt opgør med det nationale heltebillede af besættelsestiden. Myten om danskernes enige modstand er endegyldigt stedt til hvile – men nu er en modmyte om danskernes generelle medløberi i stedet vokset frem. Historikere sender ansvaret for den sort-hvide formidling videre til politikere og medier
I 1990’erne rettede historikerne et  nyt kritisk fokus mod de oversete aspekter af besættelsen, og pludselig kunne danskerne blandt andet læse historier om de såkaldte tyskerpiger

I 1990’erne rettede historikerne et  nyt kritisk fokus mod de oversete aspekter af besættelsen, og pludselig kunne danskerne blandt andet læse historier om de såkaldte tyskerpiger

Arkivfoto

5. maj 2015

Alle kæmpede den samme kamp – men med forskellige våben. Sådan lød i mange år den altdominerende fortælling om besættelsesårene 1940-1945. Den fortalte om en samlet nation, hvor regeringen havde været skjoldet og modstandsbevægelsen sværdet. Om et folk, der stod skulder ved skulder og bød tyskerne trods, og hvor kun en lille marginaliseret gruppe af medløbere endte på den forkerte side. Alle andre var enten frihedskæmpere eller gode patrioter, som hørte BBC, læste illegale blade og knyttede hænderne i lommen.

Heltebilledet af det sammentømrede Danmark stod uimodsagt i den kollektive erindring helt frem til 1970'erne, hvor den første bølge af revisionistiske historikere begyndte at pille ved skønmaleriet.

Først med Aage Trommers doktordisputats (1971), der argumenterede for, at modstandsbevægelsens jernbanesabotager under krigen stort set ingen militær betydning havde haft – og siden med Ditlev Tamms afhandling om Retsopgøret efter besættelsen (1984), som pillede endnu en glorie af den nationale selvforståelse og viste, hvilke morderiske udskejelser, de glade befrielsesdage også havde budt på.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Tove Lodal
  • Lars Jørgensen
Espen Bøgh, Tove Lodal og Lars Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herman Hansen

Selv historien ser ud til at blive omskrevet til en højreorienteret forståelse. Historie omskrivning er en teknik, som blandt andet anvendes i Rusland, samt diktatur stater.

Og så åbenbart nu også Danmark.

Malan Helge, Torben Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Der har aldrig været en sådan myte, og der er intet nyt, beklager, for et "nyhedsmedie" er det jo ærgerligt.

Anne M. Lassen

Sikke noget ævl, Herman Hansen. Historieomskrivningen blev foretaget i årene efter krigen. Samarbejdspolitikken skulle helst fejes ind under gulvtæppet. Det var jo også en årsag til, at Danmark ikke bare lige blev betragtet som tilhørende de allierede, men måtte vente lidt med at blive optaget i det selskab og jo faktisk først fuldt og helt for nylig ved fejringen i Normandiet!

Det betyder dog ikke, at jeg ikke anerkender de seriøse modstandfolks indsats. Det gør jeg naturligvis, de reddede Danmarks ære...

Kim Kristensen, HC Grau Nielsen, erik mørk thomsen, Søren Fosberg, Helene Kristensen, Karsten Aaen, Robert Ørsted-Jensen, Ture Nilsson og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Vi skal holde os in mente, at også historieskrivning er afhængig af dem, der skriver. Hvilken målsætning eller hvilket formål?

HC Grau Nielsen, Hanne Ribens, Elisabeth Andersen, leif voetmand, Markus Hornum-Stenz og Malan Helge anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Uha, uha, det er sandelig kun andre lande og andre systemer, der omskriver historien. Det kunne vi aldrig finde på i Danmark ;-)

Carsten Mortensen, Leopold Galicki, HC Grau Nielsen, Malan Helge, Steffen Gliese, Herman Hansen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Der kan ikke være foretaget en "historieomskrivning" umiddelbart efter krigen, da historien jo ikke var skrevet endnu.

Torben Nielsen

Behandlingen af "tyskerpigerne" og tyske flygtninge var ikke okay!
Samtidigt glemte man de store skurke, som bl.a. ejede Riffelsyndikatet og medlemmerne af Højgaardkredsen.

Michal Bagger, HC Grau Nielsen, Hanne Ribens, Gert Romme, erik mørk thomsen, Karsten Aaen, Robert Ørsted-Jensen, Gert Selmer Jensen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvis man læser Hans Scherfig og Hans Kirk, Thorkild Bjørnvig, P.H. og andre danske kulturpersonligheder efter krigen, afmonteres alle de påståede myter.

Olav Bo Hessellund, Holger Madsen, Per Torbensen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Produkterne af denne form for dansk selvpiskeri, ser man i mest rendyrket form i den historiske fiktion der produceres, altså skønlitteratur, film og tv-serier mm.. Og hvor man mange andre steder i verden - og måske også før i tiden her i landet - kan have en tendens til at fordreje historien, for at stille sig selv og sit eget land i et bedre lys, gør vi nærmest det modsatte. Jeg har ikke bemærket, at man i andre lande dyrker denne tendens til, ikke bare konsekvent at fokusere på de negative aspekter ved sin historie, men ligefrem groft at overdrive dem.

Det er positivt, at Information kaster et kritisk blik på denne tendens, men det er vigtigt at få med, at tendensen jo ikke kun omfatter besættelsestiden, men hele Danmarkshistorien. Hele polemikken, omkring Bornedals ensidigt nationalt selvpiskende fortolkning af 1864 er vel ikke allerede glemt igen?

Herman Hansen

Danmark blev ufrivilligt indvarderet og besat af tyskerne. At går i en fuldskala krig mod en overmagt som den tyske ville være nytteløs og kun have kostet tusindvis af liv. Det var den rigtige beslutning at undgå en konfrontation i en håbløs situation - På godt af ondt.

HC Grau Nielsen, Søren Fosberg, Malan Helge og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Peter Jensen (22:51)
Måske er det for at modvirke en anden tendens: - moderne dansk selvfedhed.

Robert Ørsted-Jensen

Det er ikke historikeres opgave at vurdere om historien er rigtigt eller skævt opfattet eller om der er sket et tip i den rigtige eller forkerte retning i offentligheden. Det er derimod deres opgave at sikre at alle nuancer er dækket og intet er glemt, offentligheden skal så nok selv klare resten.

Robert Ørsted-Jensen

Det er ikke historikeres opgave at vurdere om historien er rigtigt eller skævt opfattet eller om der er sket et tip i den rigtige eller forkerte retning i offentligheden. Det er derimod deres opgave at sikre at alle nuancer er dækket og intet er glemt, offentligheden skal så nok selv klare resten.

Carsten Mortensen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Danmark indtog en enestående position, fordi vi undgik nazificering. Tyskerne var mere interesseret i at kunne hente de fødevarer, de ikke selv kunne producere med alle mand sendt til fronten.
Det bemærkelsesværdige - og der, hvor der virkelig er ugler i mosen, er jo, at det var de borgerlige, der nu får alle andre til at bøje hovedet, der mest villigt gik i ledtog med besættelsesmagten.
Og interessant nok: fuldt og helt bakkede op om et planøkonomisk system, når blot det ikke var i kommunistisk, men tværtimod antikommunistisk regi.

Thomas Toft, Mads Kjærgård, Olaf Tehrani, Leopold Galicki, HC Grau Nielsen, Anne Eriksen, Olav Bo Hessellund, Søren Fosberg, Torben Nielsen, Malan Helge, Per Torbensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Mon ikke selve den voldsomme optagethed der har været og er omkring netop den periode og det emne på en måde inviterer til skævvridninger. Med, kan man have indtryk af, oceaner af litteratur om, såvel som andet materiale, om besættelsen af Danmark, men videre af Europa, alt muligt der har noget med "Nazi" at gøre. Spørgsmålet er om det kan blive for meget.

Erik Karlsen

Hvad angår historieomskrivning, så er det noget, der altid har fundet sted og med garanti vil finde sted i al fremtid. Og der er ingen grænser for, hvilke stater, regeringer osv. der har gjort det og vil gøre det.

Carsten Mortensen, HC Grau Nielsen og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

@ Michael Kongstad Nielsen

Sjovt begrundes selvhadet ofte ude fra en opfattelse af, at dansk historieopfattelse traditionelt er præget af en slags selvfedme. Men ikke alene er det svært at få øje på en sådanne selvfedme, inden for sådan noget som dansk historisk fiktion, det er også meget unuanceret bare konsekvent dyrke den modsatte tendens.

Selvfedme: Troen på at modstandsbevægelsen var gode - 'de redede danmarks ære' - men at det Hitlervenlige danske styre også var godt - 'de gjorde jo hvad der var nødvendigt'.

Hvis der var et eneste gran af "dette gør jeg tvungent" over vores Hitler-samarbejde, tror jeg egentlig vi ville have hørt om det. Hvor svært ville det f.eks. være at makulere politiets register over de danske kommunister?

Carsten Mortensen, Robert Ørsted-Jensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Peter Jensen og andre
Jo der er selvfedme i dansk historie opfattelse.

Ud over Mi Phunas udmærkede påpegning ovenfor kan man også tage fra kanonen;

Bare tag ideen om at slaveriets ophævelse i vestindien i 1848 er noget vi burde være specielt stolte af.

Dette upåagtet at det var en ikke regeringsgodkendt guvernørbeslutning og at vi var senere end Englænderne. Tilsvarende upåagtet at vi så lige skal glemme at vi var dybt involveret i slaveri med udskibingshavne i Afrika i mere end 200 hundrede år.

Skam synes mere rimelig. Ikke mindst skam over at man endnu ikke har evnet at formulere en officiel undskyldning fra statsmagt og kongehuset side. Sidstnævnte var dybt involveret og tjente utvivlsomt tykt på det.

Jo der er selvfedme til i dansk historie opfattelse.

Eller skal vi kalde det nationalisme.

Lad mig også nævne at noget med en halv million mennesker udvandrede fra danmark før 1914. Hvis de samme antal var omkommet i pest og kolera eller i en aller anden anden ulykke, ville vi have hundrede af reolmeter af disputatser om samme. Istedet har vi nu en hyldemeter eller to om udvandring og der har været en vis underliggende strømning at - "ja var de igrunden ikke en slags nationalforræddere dem?" Udvandringen havde et kollsalt kulturelt indflydelse på det danske samfund. Der var knapt en familie i landet der ikke havde en "onkel" eller "tante" i Amerika (i reglen). Hvad betød det, jo at fra 1880 nbegyndte børn at leget cowboydere og indianere og det blev de ved med til dette fænomen pludselig stoppede omkring 1980-90! Pludselig blev alle der tidligere hed Johan til John. Ja fra cirka 1880 bliver kirkebøgerne pludselig ovevældet med angelsaksiske navne så som f.eks. Alice - ikke nogen tilfældighed - men der er ikke mig bekendt begået så meget som et enste seriøst studie i den kulturelle indflydelse som danmark fik som følge af denne masseudvandring, Men den kan ses i talrige romaner og digte af vores bedste digerer og forfattere, skuespil etc etc, men det er ikke god nationalistisk tone at erkende at udvandringen havde den indflydelse. Alligevel er der ikke skygge af tvivl om at udvandring fra visse dele af Pakistand og Tyrkiet har helt den samme inbdflydelse på udvandrerlandet som den havde på os selv fra 1880erne og frem.

Så jo der kunne gives utallige eksempler på nationalistiks selvfedme tendenser i dansk historieopfattelse og desværre har denne også fået lov til at sætte sig spor i min egen profession, blandt historikere. Men jo der er helt sikkert også områder hvor danmark har gjort sig fortjent som forgangsland

Robert Ørsted-Jensen

Der er også selvhad til - men det er en anden snak og ingen af delene er sunde - men nationalistisk selvfedme eksisterer bestemt.

Robert Ørsted-Jensen

Historikere - ikke mindst kulturhistorikere - har desværre ikke altid været kritisk og revisionistiske nok - nationalisme er også en tendens i salve faget. Måske man skulle forbyde historikere at forske og skrive om deres eget lands historie, det er ikke muligt men det ville sgu være sundt, ikke mindst når vi taler om emner der bære nationalismens/selvfedmens glød. Vi har bestemt brug for udenlandske historikere til at se os efter i sømmende

I øvrigt komplet idiotisk denne tendens til at betegne kun visse historikere for revisionistiske. Selve ånden i vores profesion er revisionisme - evner man ikke en kritisk vurdering af fortiden er man ganske enkelt ikke historiker.

Anne Eriksen, Anne M. Lassen og Peter Poulsen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

En ting er at undgå direkte konfrontation med en stormagt, men der var godt nok heller ikke grund til ligefrem at gå ind og heile, beundre og opfordre til betingelsesløst samarbejde med overmagten. Der var også dengang folk der gerne overgav sig betingelsesløst og ukritisk - og der var folk der tjente godt på krigen. De to kategorier har meget travlt med at snakke om andres opfattelse af krigen i dag. For mig at se er det de samme grupper som i dag ikke kan få EU nok, igen trangen til underkastelse og begæret efter profit.
Ja, vi er et lille land, men det betyder ikke, at vi ikke må være stolte og glade over det vi kan finde at være stolte og glade for - medmindre man altså har et inderligt ønske om at få fjernet Danmark fra landkortene. Samtidig kan man så også fjerne enhver trang til at være solidarisk med andre borgere i Danmark, og sikre at overklassen igen får al profit. Jeg ved godt hvor jeg ville placere etiketten selvfedme.

Egon Maltzon

Der var naturligvis en politisk bevægelse i 70'erne som havde en interesse i at fremstille Danmark som et folk at følgagtige fascister som bekvemt kunne lægges ind under Sovjets herredømme.
Hvis man vil se virkelig historieomskrivning, skal man snarere se deres ynkelige tilbagetog efter murens fald.

jan henrik wegener

"Selvransagelse" kan være camoufleret "ransagelse af andre. Selvom de "andre" her er fra samme land.

Anne Eriksen, Elisabeth Andersen, Markus Hornum-Stenz og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop, Helene Kristensen; og vi behøver jo blot at se på andre små lande, der har betydeligt bedre ved at klare sig ved uformelle strukturer og høj grad af tillid - og uafhængighed. Det har vi desværre ikke forstået så godt.
Ser man imidlertid på Luxembourg, så er kritikken jo manifest, men landets politik afspejler jo vældig godt prioriteringen af landets og borgernes interesser over EUs. Danmark synes til gengæld stadig at betragte sin almindelige befolkning som det kvæg, der kan spændes for kærren.

Peter Nielsen

Såvel som nazismen og 2. verdenskrig er en integreret del af den Tyske selvforståelse, og noget der er så indarbejdet i den tyske historieopfattelse at de reagerer pr. refleks i mange henseender, således er den Danske historie under besættelsen jo også en del af vores baggage. Vi er ikke så afhængige af den del af historien som Tyskerne, men det er jo aldrig rart at få at vide at vi faktisk lå på vippen hvor vi blev anset for at være med fjenden. Om der var 800 eller 60 000 er jo nærmest et akademisk spørgsmål og ikke så meget andet, for 800 modstandsfolk kunne udgøre en større gene end 60 000 mennesker der nægtede at heile.
Helle Thorning blev langt om længe inviteret til Normandiet - vi var endelig kommet ind i varmen... jo tak. Jeg husker et par enkelte gamle danskere der deltog i selvsamme højtidelighed - de var begge soldater i den Britiske hær og de fortjente at være med - de ofrede uden tvivl mere end hvad hr. og fr. danmark gjorde ( for størstedelens vedkommende). Vi var flødeskumsfronten, og for at bruge Churchills berømte ord: Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few.
Om de var Russere, Englændere, Canadiere, Australiere, New Zealændere, Amerikanere, Frie Franske, Norske Modstandsfolk, Danske Modstandsfolk, Polske Modstandsfolk, Hollandske Modstandsfolk, Franske Modstandsfolk, belgiske Modstandsfolk, Italienske Modstandsfolk, Græske Modstandsfolk osv. osv., så bidrog de altså alle på hvert sit niveau til nedkæmpelsen af det 3. Rige. Vi skal bare erkende at vi ikke var de første der greb til våben i denne krig, og vi havde sikkert heilet på livet løs hvis det var Adolf der vandt.

Anne M. Lassen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Danskerne var medvirkende årsag til at Hitler´s tropper kunne holde ud så længe. Vi sørgede gladeligt for forsyninger så ingen på fronterne eller i det nazistiske rige skulle sulte.
Samtidig sørgede vi for at hjælpe jøder til Sverige, mod god betaling naturligvis og efter krigen ville vores læger ikke behandle de syge tyske børn.
Vi har altid kun været grebet af griskhed og modbydelighed. Sådan var det dengang sådan er det i dag.

Thomas Toft, Anne Mette Jørgensen, Anne Schøtt, Mads Kjærgård og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

Hvem mand/kvinde sin opfattelse.
Min er, at historieskrivning som groft sagt er identitetsmageri og storytelling, man fortæller sin målgruppe det de gerne vil høre. Og krigshelte er altid en populær fortælling.
Men det siger samtidig sig selv, at hensynet til sine nærmeste vejer tungest for de fleste, så dem som har været stillet overfor de svære valg, har valgt livet frem for døden.
Krig gør tingene sort-hvide og domineres af dem som vil samle våben op og bruge dem.
Min grandonkel var modstandsmand og skød sig selv 30 år efter krigen, fordi spøgelserne fra stikkerlikvideringerne ikke ville gå væk.
Jeg afholder mig fra at dømme nogen og synes man bare skal være taknemmelig for at jeg ikke levede på den tid og skulle træffe de valg.

Anne Eriksen, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Henriette Bøhne og Peter Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Markus Hornum-Stenz, desværre går udviklingen i en retning, hvor sådanne valg kan blive alt for aktuelle igen.

Markus Hornum-Stenz og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ja Peter Jensen, men vi skal hele tiden passe på at vi ikke tipper for meget i den ene eller anden retning. Det er utvivlsomt rigtigt, hvad jeg har hørt fra folk der ved mere om disse ting, at langt fra alle tog sig klækkeligt betalt, at masser af jøder transporteredes uden betaling og andre blev givet hjælp og husly af mennesker som satte deres liv på spil. Vi bør heller ikke glemme at de der fiskere også satte deres liv på spil. Jeg mener stadig at vi fundamentalt set kan være stolte over indsatsen for jøderne,at denne yder et plaster af en slags, trods alt, for ubehagelig adfærd nogle år tidligere over for mange flygninge fra Tyskland. Ikke en undskyldning, den har vi stadig til gode, men et plaster af en slags.

Robert Ørsted-Jensen

Markus det du taler om er overvejende historieopfattelse og ikke seriøs historieskrivning - - gode historikere (og dem er der mange af i Danmark) gør deres yderste for at dække også tabernes del af historien (det er det der kaldes for historierevisionisme) og meget af det bedste af det du siger der har du netop fra disse gode histotikere.

jens peter hansen

Vi har kun været grebet af griskhed og modbydeligheder, skriver Peter Jensen. Kunne du ikke i det mindste nøjes med at tale for dig selv.
Brødrene Bryld, ret konsekvent kaldt brødrene Byld, var fremtrædende nazister. Claus Bryld har skrevet om sin familie og hører til den generation, der bruger megen tid på hvad der skete efter befrielsen. Uden at forklejne Claus Brylds professionalisme, så er en historiker der skriver om sit ophav næppe habil. At det var slemt at være søn af en fremtrædende nazist både under og efter krigen er helt sikkert sandheden, men at det var ukendt er simpelthen forkert. Allerede i sommeren 1945 er der fx i bladet Folkeskolen beklagelser over at elever hvis forældre, almindeligvis faderen, var fængslet af modstandsbevægelsen blev drillet og chikaneret. Den overdrevne hadkampagne var i øvrigt i den tid orkestreret af Information og Land og Folk, mens stort set alle andre blade opfordrede til besindighed. Det være befriende at Information vedkendte sig sin del af den ophidsende hetz, der kørte hele sommeren 1945 med fx indlæg om at de tyske flygtninge skulle på samme ration som kz-fangerne havde været.
Det er derfor befriende at læse Kirchhoffs udsagn om at både historien om modstand og historien om medløberiet er sande.

Thomas Toft, Robert Ørsted-Jensen og Anne M. Lassen anbefalede denne kommentar

"Vi har altid kun været grebet af griskhed og modbydelighed. Sådan var det dengang sådan er det i dag."
Passer godt med, at jeg vil foreslå Danmark nedlagt.
Hvem vi så lige skal høre under ved jeg ikke, men alle andre har været og er meget bedre.
Nogen forslag.

Olav Bo Hessellund

Endnu engang får vi bekræftet, at historie ikke kun handler om fortiden, men først og fremmest af vores opfattelse af fortiden.

John Kenneth Galbraith skriver i sine erindringer, at han var i Tyskland ved befrielsen, og kort efter besøgte Fredericia. Han skriver videre:

'Da vi slentrede gennem byen den aften, samledes en større mængde bag ved os, og den lokale barber præsenterede sig som leder af den stedlige modstandsbevægelse. Næsten med magt halede han os med ind i sin butik for at drikken skål i dansk snaps. Paul Nitze spurgte ham ud om tyskernes grusomheder og om hans egen rolle i modtandskampen, men hans svar var ikke ganske fyldestgørende. Hvad grusomheder angik, så havde tyskerne været skyld i, at han ikke kunne få kondomer, som var en vigtig artikel i barbersalonens omsætning. Med hensyn til modstand fortalte han os med en vis selvfølelse, at han ikke havde barberet en eneste tysk officer siden kapitulationen. Det var nu næsten 14 dage. Man bør ikke generalisere ud fra så lille et eksempel.'

Robert Ørsted-Jensen

Historie er altid primært det der er relavant for en forståelse af nutiden - det ved enhver historiker

Mads Kjærgård

Har svært ved, at tage det officielle Danmarks "græden snot" alvorligt. Helle hylder modstandsbevægelsen og taler om pligten til at gøre modstand. Alligevel har hun
sammen med USA udråbt en stor del af de, der yder deres "pligt" rundt om i verden til terrorister!
Havde Helle levet under krigen, så er der vist ingen tvivl om, at det også dengang som nu i øvrigt, havde været "Deutschland über alles." Helle går jo for øvrigt også ind for TTIP som jo vil spille politikerne magten af hænde over til de multinationale, prøv at lave lidt civil ulydighed i den forbindelse og lad os så se, hvor meget Helle sympatiserer med "pligten til at yde modstand", ja det gælder jo i virkeligheden alle politikere. Men okay spil for galleriet, men læser man fx Helle T's profil på Facebook, så er det beskæmmende at se, hvor man mange der falder for det! Havde Tyskland vundet, så ville vi have hørt Helle T holde en lang tale, om de frivillige i Frikorps Danmark og deres heltemodige indsats i kampen mod kommunisterne og jøderne, det er det, der gør det så forbandet vammelt. Kan i øvrigt kun tilslutte mig Peter Jensens kommentar!

Knud Chr. Pedersen

I Norge flygtede konge og regering og endte til sidst i England. I DK kunne konge og regering havde flygtet til Sverige eller i det mindste prøvet på det. I stedet agerede regering og folketing håndlangere for tyskerne og overgav danske statsborgere og folketingsmedlemmer til Gestapo. Udført af et velvilligt politi, der havde et antal på udleveringslisterne og tog tre gange så mange. Har politi og Socialdemokraterne nogensinde undskyldt for det, når man nu har så travlt med at forlange undskyldninger for kommunisters besøg i DDR og Sovjet i 1970er og 80erne? Men bevares. I den Socialdemokratiske selvforståelse så var det jo blevet meget værre, hvis vi ikke havde gjort det. Sådan blev udleveringerne opfattet dengang. Det var en Socialdemokratisk heltegerning. Udført af TH Stauning himself. Socialdemokraternes svar på Godfather. Og de danske nazister gjorde sig bemærket ved sammen med andre nordiske nazister at blive organiseret i Viking divisionen, der kæmpede på Østfronten og hele vejen tilbage til et smadret Berlin. Heldigvis står de kakigrønne uniformister vagt ved Mindelunden til minde om befrielsen i 45 og som et symbol på, at DK vil slås anno 2015. DK er krigsførende. Men har de kakigrønne nogensinde gjort noget som helst godt noget sted i verden? Uanset hvor de kommer fra?

Anne Schøtt

Historikeren Anette Warring har givet et nuanceret bidrag til forståelsen af tiden efter besættelsen, hun fandt bl.a. frem til en inddeling af tyskerpigerne i fem typer. Hun skriver:
"Det er alles opgave at vogte sig for bagklogskab, og det er åbenbart, at modstandsbevægelsen ikke kunne vide, hvor få tyskerpiger, der faktisk var angivere." Og hun skriver endvidere:
"Opfattelsen af tyskerpigerne bundede altså ikke kun i en politisk bedømmelse af deres fraternisering og af sikkerhedsrisikoen, men var også forankret i den opfattelse, at kvinders seksualitet er en national og maskulin ejendom."

Hanne Ribens, Anne M. Lassen, Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

@Peter Hansen: Sådan er det. Som Odysseus må vi sommetider - som individer og som samfund - vælge mellem Scylla og Charybdis, og vi tenderer til at ofre vores integritet for ikke at tabe os selv helt.

@Robert Ørsted-Jensen: Historien er om noget socialkonstruktivt fænomen. Historieopfattelsen er som sådan summen af den indflydelsesrige del af historieskrivningen?
En fagligt sublim historieskrivning, som ingen væsentlig anerkendelse og indflydelse har, kan være nok så faktuelt sand, men derfor bliver den alligevel ikke en relevant del af historien?

@Ole Olsen: Et smukt eksempel på min pointe - historien formes af den gode storyteller.
Tilbage står - trods det afsluttende forbehold - billedet af Den Danske Futmælkskriger som også er hovedmotivet i "Kongens Fald"

@Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid:
"I 1945 døde flere civile tyskere i Danmark, end der døde af danskere som følge af krigshandlinger under hele krigsperioden 1940-1945, - selv når vi tager de danske søfolk og de danske frikorpsfolk med i tallet. Det har man vidst siden Flygtningeadministrationen udgav sin hvidbog i 1950"
Og mod slutningen:
"De danske læger nægtede at medvirke ved den lægelige behandling af tyske flygtninge, undtagen i de tilfælde, tyfus, paratyfus, plettyfus og dysenteri, hvor flygtningenes sygdomme udgjorde en smitterisiko for den danske befolkning. Den største gruppe flygtninge, der døde i 1945, var børn under 2 år"
Kirsten har åbenlyst også næse for storytelling...det emmer af underspillet forargelse over en fremmanet national hævngerrighed, et karaktermord på en hel nation. Og en af de klassiske urfortællinger "Man Gjorde De Uskyldige Fortræd"

Det er en af de grimmere sider af yin-yang at vi i krigstid generelt er så tilbøjelige til at dukke nakken og tage slagene og i fredstid så villige til at ytre os konfrontatorisk og hytte vores eget skind.

Robert Ørsted-Jensen

En fagligt sublim historieskrivning, er det der danner grundlaget for udabejdelse af de generelle fagværker som fx politikens eller gyldendals danmarkshistorie. Historikere skal kva deres fag inddrage og inkludere referancer til disse i fremstillingen

Som sædvanlig når der diskuteres dansk modstand mod Nazityskland, forbigås de over 6000 danske søfolk, der sejlede i Allieret tjeneste. De fleste i godt femogethalvt år.

Med nogle undtagelser på land, er der for mig ingen tvivl om hvem der ydede den langt hårdeste, længste og farligste indsats mod nazisterne under krigen.

Uden disse søfolks indsats, var Danmark aldrig kommet med ved fejringen af 70 året for invasionen i Frankrig.

Hanne Ribens, Grethe Preisler, Robert Ørsted-Jensen og Markus Hornum-Stenz anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Mange nåede ikke bare 3 år - min omkom i juli 42 efter 2 år og 3 måneder i Britisk krigstjeneste

Markus Hornum-Stenz

@Robert Ørsted-Jensen:
Mon ikke Gyldendals eller Politikens Danmarkshistories forlæggere er mere fokuseret på at skabe en læseværdig fortælling, som folk køber og anbefaler til hinanden, og først sekundært skal holde en ypperlig historiefaglig lødighed?
Og med Rannveig Maries reference til Kirsten Lylloffs artikel in mente: Hvad vejer tungest? At man har en sammenhængende fortælling eller at man ikke tilskriver de tilgængelige kilder mere end de kan bære?
Vi vil som læsere/seere/lyttere ha' den store fortælling, den rød tråde, ikke et kludetæppe af "man må antage" og "de tilgængelige kilder tyder på", som fagligt uangrivbelig historieskrivning vel indebærer?

Michael Kongstad Nielsen

Angående historieskrivning har jeg et spændende arvestykke stående i reolen:
Vilhelm la Cour: "Danmarks Historie - 1900-1945" (2 bind), udgivet 1950.
Historikeren Vilhelm la Cour var i øvrigt med i Højgaardkredsen.
http://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%B8jgaardkredsen
Han skriver utroligt følelsesladet og moralsk indigneret, svulmende subjektivt, på en måde, hvor han tager patent på, hvad der sker af rigtigt og forkert. Helt fantastisk at læse i dag, at en sådan form for historieskrivning var anerkendt i borgerlige kredse dengang. Ikke desto mindre kan man sagtens få noget ud at læse ham, bare man holder sien i den rette højde.

jens aage poulsen

Mange gyldige fortællinger om besættelsen
Jens Aage Poulsen, historiker

Den 5. maj bragte Information en lang artikel om forandringer af grundfortællingen om besættelsen. Heri fremgår det, at den umiddelbare efterkrigstidens grundfortælling om, at vi alle – fra frihedskæmpere til de, der nøjedes med at vise tysken ”den kolde skulder” – stod sammen i kampen mod besættelsesmagten for længst er afsløret som en myte. Til gengæld er der ifølge ariklen opstået en lige så myteagtig modfortælling, hvor ”afsløringer”, det ”sorte” og danskernes gustne holdning og samarbejde med besættelsesmagten er har overtaget scenen. Den ”sorte” fortællings dominans skulle angiveligt skyldes mediernes skæve udlægninger, eksemplificeret ved spillefilmen ”Flammen og Citronen” fra 2008 nævnes som konkret eksempel.

Over for det hævder en af fremmeste besættelsestidshistorikere, Claus Bundgård Christensen: ”Langt de fleste historikere har et realistisk billede af, hvad der – på godt og ondt – skete i Danmark under krigen”.

Christensen mener tilsyneladende, at historikernes fortolkninger eller fortalte historier stemmer overens med hvad, der sket – her besættelsestiden – har selvstændig eksistens som én fortidig virkelig, noget absolut, som kan afdækkes og formidles som ”det samlede billede”, forstået som en endelig fortælling om besættelsen. Kirchoff antyder med nogen tøven, at en sådan fortælling ”formentlig ligger et sted midt imellem de to myter om heroisme og landsforræderi”.

Det er et utopisk projekt at formulere ”fortællingen om besættelsestiden” (eller en hvilken som helst anden periode) forstået som et realistisk billede – alene af den grund at fortid – eller rettere fortider - ikke er noget absolut, der ligger som uopdagede landskaber, der venter på, at historikere udforsker dem.

Den levede historie – forstået som ”hvad der er sket” - er forsvundet, og man kan kun beskæftige sig med den, når den bliver iscenesat som fortalt historie. Fortolket eller fortalt historie i form historieskrivning og -formidling er og bliver sociale konstruktioner, der i høj grad bestemmes af ophavsmandens erkendelsesinteresse, hvad han og hans samtid mener er historisk betydningsfuldt, dominerende opfattelser af, hvordan og hvilke kilder, syn på årsagssammenhænge, brud og kontinuitet samt etiske refleksioner over historiske fortolkninger osv.

Derfor må man som historiker og lægmand acceptere og forholde sig til, at der eksisterer flere gyldige fortællinger også om besættelsestiden. Blot et eksempel fra dagligdagen.

Min farfar var landmand i nærheden af Aars i Himmerland, hvor kyndige i besættelsestidens historie vil vide, at en større tysk forlægning havde til huse, og at der var en ret ihærdig modstandsgruppe, der i slutningen af 1944 blev optrevlet, og hvor flere blev dømt til døden.

Min far og hans kammerater var i slutningen af krigen perifert tilknyttet denne gruppe. På grund af deres unge alder (15-16 år) udførte de mindre farlige aktioner. Min fars fortællinger om besættelsestiden, som jeg husker dem fra barndommens 1960’ere var præget af afsky for alt, hvad der var tysk. Min farfar, der generelt ikke brød sig om, at Danmark var besat, syntes til gengæld, at de tyske soldater var flinke og høflige – formentlig fordi de ind imellem (uden om kontrollen) betalte rigtig godt for et par grise.

Michael Kongstad Nielsen

Efter min mening er det faktisk muligt at skrive objektivt og neutralt beskrivende om historien. Det kræver, at man stiller sig udenfor den, og beskriver det skete uden at have nogen mening om det, uden at vurdere på det, og uden at byde ind med årsager og betydninger. Historieskrivning bør være uden moral, uden politik, uden mening om historien, den må læseren selv danne sig, det skal forfatteren ikke fodre læseren med.

ellen nielsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Sider