Læsetid: 8 min.

Usselhed har erstattet heltemod i vores forståelse af besættelsen

De seneste 25 års historieskrivning har medført et tiltrængt opgør med det nationale heltebillede af besættelsestiden. Myten om danskernes enige modstand er endegyldigt stedt til hvile – men nu er en modmyte om danskernes generelle medløberi i stedet vokset frem. Historikere sender ansvaret for den sort-hvide formidling videre til politikere og medier
I 1990’erne rettede historikerne et  nyt kritisk fokus mod de oversete aspekter af besættelsen, og pludselig kunne danskerne blandt andet læse historier om de såkaldte tyskerpiger

I 1990’erne rettede historikerne et  nyt kritisk fokus mod de oversete aspekter af besættelsen, og pludselig kunne danskerne blandt andet læse historier om de såkaldte tyskerpiger

Arkivfoto

5. maj 2015

Alle kæmpede den samme kamp – men med forskellige våben. Sådan lød i mange år den altdominerende fortælling om besættelsesårene 1940-1945. Den fortalte om en samlet nation, hvor regeringen havde været skjoldet og modstandsbevægelsen sværdet. Om et folk, der stod skulder ved skulder og bød tyskerne trods, og hvor kun en lille marginaliseret gruppe af medløbere endte på den forkerte side. Alle andre var enten frihedskæmpere eller gode patrioter, som hørte BBC, læste illegale blade og knyttede hænderne i lommen.

Heltebilledet af det sammentømrede Danmark stod uimodsagt i den kollektive erindring helt frem til 1970'erne, hvor den første bølge af revisionistiske historikere begyndte at pille ved skønmaleriet.

Først med Aage Trommers doktordisputats (1971), der argumenterede for, at modstandsbevægelsens jernbanesabotager under krigen stort set ingen militær betydning havde haft – og siden med Ditlev Tamms afhandling om Retsopgøret efter besættelsen (1984), som pillede endnu en glorie af den nationale selvforståelse og viste, hvilke morderiske udskejelser, de glade befrielsesdage også havde budt på.

»Den heroisme, som i mange år hvilede over besættelsesgenerationen, var meget langt fra virkeligheden – og den var vigtig at få gjort op med,« siger historikeren Hans Kirchhoff, der selv har ydet sit bidrag til det nationale selvopgør.

»Men nu er vi efterhånden røget helt over i den anden grøft, synes jeg. Særligt i medierne har der bredt sig en opfattelse af, at alt under besættelsen var beskidt og lavt, og at det hele var opportunistisk. Og det synes jeg er at gå fejl af virkeligheden.«

Tyskerpiger og stikkermord

Det billede, Hans Kirchhoff taler om, begyndte for alvor at danne sig i slutningen af 1990’erne. Indtil da havde mange historikere følt sig bundet af grundfortællingen om besættelsen, men nu kom en ny generation til, som ikke i samme grad lod sig hæmme af det mytologiske glansbillede.

Et nyt kritisk fokus blev rettet mod de oversete aspekter af besættelsen, og pludselig kunne man læse historier om både tyskerpigerne, de østfrontfrivillige, stikkerlikvideringerne, det økonomiske samarbejde med værnemagten, vilkårene for de tyske flygtninge og om den begrænsede deltagelse i den egentlige modstandskamp.

Opgøret, der er blevet kendt som ’den revisionistiske 2. bølge’, har ifølge tidligere leder af Frihedsmuseet Esben Kjeldbæk ført til en række nødvendige justeringer af den officielle historieskrivning om besættelsen.

»Når det kommer til sådan noget som modstandsbevægelsens motiver og størrelse samt til spørgsmålet om danskernes opførsel i besættelsesårene, er det afgørende, at vi har fået både de hvide, sorte og grå aspekter med,« siger han.

»Men de sorte aspekter er måske blevet lidt for dominerende de senere år,« tilføjer han.

Esben Kjeldbæk understreger, at hans kritik ikke er rettet mod den frie forskning, men snarere mod formidlingen og receptionen af dens resultater i offentligheden. Film og tv har afgørende betydning for det billede af besættelsen, som i sidste ende får lov at sætte sig i den kollektive erindring – og her har fokus de senere år hovedsageligt været på de negative aspekter, mener han.

»Hvis jeg fik 10 kr. for hver gang, jeg i løbet af de sidste 10 år har læst en ny afsløring om, at vi ikke var så gode under krigen, som vi gik og troede – så ville jeg være en rig mand,« som han siger.

Han fremhæver blandt andet Flammen & Citronen som et symptom på tendensen. Storfilmen nåede ud til hundredtusindvis af danskere og var på mange måder et vellykket værk, men den undervurderede kraftigt modstandsbevægelsens betydning og egentlige omfang, mener han.

»Jeg kan huske, at man i pressematerialet påstod, at der havde været under 800 modstandsfolk under krigen – og det er jo helt latterligt. Men der er tilsyneladende opstået sådan en generel forestilling om, at der kun var nogle få hundrede modstandsfolk, og at resten bare fik frihedskæmperbindet på i de sidste uger før krigens afslutning,« siger Esben Kjeldbæk, der mener, at det reelle tal var langt, langt højere.

»Hvis du både tæller dem med, som var i aktion, dem som bedrev illegal virksomhed og dem, som stod i ventegrupper, så var der mindst 60.000 frihedskæmpere. Men det er selvfølgelig et moralsk spørgsmål, hvornår en mand er en virkelig modstandsmand. Det kan en historiker ikke svare på.«

I 1970’erne gjorde man for første gang op med forestillingen om, at det var et samlet Danmark, der stod op mod den tyske besættelse. Blandt andet med historier om Schalburgkorpset, som var et korps af danskere i tysk tjeneste.

Arkivfoto

En utilsigtet bivirkning

En af de yngre historikere, der har skrevet udførligt om besættelsestidens mørke sider, er Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet. I 1998 var han medforfatter til storværket Under hagekors og Dannebrog, der fortæller historien om de danskere, som frivilligt lod sig indrullere i Waffen SS.

Bogen er med sine 45.000 trykte eksemplarer en af de bedst sælgende bøger om besættelsestiden, og da den udkom, medførte den en sand mediestorm.

»Men sådan en reaktion ville man næppe se i dag. Vi er blevet meget mere vant til at høre om den anden side af besættelsen,« siger Claus Bundgård Christensen.

Selv om han tilhører den gruppe af historikere, som for alvor har ændret ved vores billede af besættelsen, er han ikke blind over for de utilsigtede bivirkninger, et massivt opbud af overvejende negative historier kan have på det samlede billede af besættelsesårene i offentligheden.

»Jeg kan godt følge mine kolleger et stykke hen ad vejen,« siger han.

»Jeg tror, at langt de fleste historikere har et ret realistisk billede af, hvad der – på godt og ondt – skete i Danmark under krigen. Men spørgsmålet er, hvilket billede lægfolk har af besættelsesårene, og det ved vi faktisk meget lidt om. Selv holder jeg mange foredrag rundt om i landet, og nogle gange kan jeg godt få det indtryk, at det er kammet en smule over. Mange steder trives en forestilling om, at alle danskere var tyske medløbere. Og det er jo ikke rigtigt,« siger han.

Ifølge Claus Bundgård Christensen er det meget naturligt, at historikere er optaget af at punktere nationale myter og føje nye aspekter til den samlede historie.

Men hvis de historier, som når frem til medierne, kun handler om de mindre flatterende sider af besættelseshistorien, så risikerer man at efterlade folk med en forvrænget version af det samlede billede.

»Når man læser historier om, at der både var danske nazister, danske håndlangere og danske tyskvenlige under krigen, så er det jo faktuelt rigtigt. Men det er også rigtigt, at langt de fleste danskere var entydigt imod besættelsen og opfattede tyskerne som ubudne gæster.«

Han fremhæver de senere års afsløringer af landbrugets økonomiske gevinster under krigen som endnu et konkret eksempel.

»I nogle fremstillinger er det blevet udlagt sådan, at landmændene i det store hele var glade for besættelsen, fordi de tjente godt på den. Og selv om det er helt rigtigt, at mange landmænd faktisk tjente penge på tyskerne, så var det jo ikke ligefrem sådan, at man jublede ude i de danske landdistrikter, da værnemagten rullede ind over grænsen.«

Sådan er forskning

Sammen med sin kollega Anette Warring udgav historikeren Claus Bryld i 1998 værket Besættelsestiden som kollektiv erindring, der analyserer tilblivelsen af den nationale grundfortælling efter befrielsen.

Claus Bryld medgiver, at der de senere år har været en tendens til at betone gråzonerne. Men han har svært ved at se, at historien om besættelsestiden ligefrem skulle være »tippet over i den anden grøft«.

»Og under alle omstændigheder kan man ikke bebrejde kritikken af den gamle, glorificerende historieskrivning, at folk er blevet mere skeptiske. Kritikken har efter min mening været nødvendig. Så hvis man vil beskylde kritikerne – blandt andre undertegnede – for at have ødelagt dét billede, så er der ikke andet at sige til det, end at sådan er forskning. Og forskning kan man ikke censurere af hensyn til den offentlige opinion,« siger Claus Bryld, der mener, at besættelsestidsforskningen i dag omfatter mange flere områder end tidligere og er blevet mere nuanceret, og at man derfor burde overveje at »erstatte det negativt ladede ord ’revisionisme’ med ordet ’realisme’«.

Når det er sagt, kan Claus Bryld godt forstå psykologien bag et eventuelt skred i den folkelige forståelse af besættelsen.

»Det kan have noget at gøre med, at der er så meget, der er blevet hemmeligholdt så længe. Modstandsbevægelsen har jo været meget lukket om, hvad den foretog sig – og det var statens arkiver også indtil begyndelsen af 1990’erne – så når der adskillige år senere pludselig begynder at komme bøger frem som f.eks. Peter Øvigs bog om stikkerlikvideringerne, så tænker folk muligvis: ’Okay, måske var det helt anderledes, end de har bildt os ind i alle de her år – måske var det mere snusket, end vi troede’,« siger Claus Bryld, der understreger, at vi reelt ikke ved, hvordan folk ser på besættelsestiden i dag, og at det ville kræve en opinionsundersøgelse at komme svaret nærmere.

I forbindelse med 60-året for Anden Verdenskrigs afslutning blev der faktisk lavet en større, international undersøgelse om, hvordan krig og besættelsestid bliver erindret og viderefortalt gennem generationerne. Traditions of Historical Consciousness, hed projektet, der blev ledet af prof. dr. Harald Welzer fra Kulturwissenschaftlichen Institut i Essen. I det omfattende interview-materiale indgik også interviews med danske familier foretaget i perioden 2002-2005.

Rapporten, der blev gengivet i en kronik i Politiken, slog fast, at den nationale grundfortælling har »tabt terræn«, og at »de unges krav på at høre ’de andre’ historier« – og deres »villighed til at lade dem indgå som legitime dele af dansk besættelses-historie« – tyder på » en større grad af rummelighed og refleksion« og på, at »de unge omgås den nationale fortid på en måde, som ikke nødvendigvis er særlig national«.

Ifølge Hans Kirchhoff er virkeligheden, at Danmarks fortid ikke kan fortælles med én historie, og at sandheden – i det omfang man overhovedet tør tale om en sådan – formentlig ligger et sted midt imellem de to myter om heroisme og landsforræderi.

»Langt de fleste mennesker forsøgte jo bare at leve så normalt som muligt i de unormale tilstande,« siger han.

Men de senere års politisering af besættelsestiden – ført frem under den tidligere borgerlige regerings kulturkamp – har gjort det vanskeligere for folk at forholde sig sobert og nøgternt til besættelsesårene, mener han. Anders Fogh Rasmussens berømte undsigelse af samarbejdspolitikken fra 1940-1943, som han kaldte et »politisk og moralsk svigt«, viser, at vi er kommet alt for langt væk fra den virkelighed, som samtiden måtte forholde sig til. Personligt mener Hans Kirchhoff, at vi gik for langt i kollaborationen med tyskerne, men han bryder sig ikke om, at man »i moralismens og bagklogskabens hellige navn fordømmer en hel generation for opportunisme og medløberi og forlanger modstand under forhold, hvor modstand var en umulighed«.

»Hvis vi skal lære af fortiden, må vi forsøge at danne os et så virkelighedsnært billede som muligt af de konditioner en befolkning stilles over for, når der er fremmed militær på gaderne og hemmeligt politi på kontorerne – og samtidig i dén proces ikke glemme, at der var nogen, som bød de vanskelige vilkår trods og risikerede deres liv. Begge historier er lige sande. Det må vi ikke glemme i al vores revision og moraliseren,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Tove Lodal
  • Lars Jorgensen
Espen Bøgh, Tove Lodal og Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Mange modstandsfolk havde samme psykologi profil, som de unge der i dag med entusiasme drager i krig for "deres fædreland" Der er flere udsagn fra unge, som drager i krig, hvor de siger, aty de vil ud og i krig for spændingens skyld. at de så senere fortryder ændrer ikke ved deres motiv.
Modstandsfolk var ligeså unge, og ønskede spænding. det er ikke det samme som at sige det var bullshit hvad de gjorde, men det siger noget om hvad der driver mennesker i kamp.
Uanset hvor mange der forsøger at retfærdiggøre og hylde danskerne var vi mere tyskere i vores mentale tankegods. Masser af landmænd levede fedt af tyskernes bes
ættelse. Det var nemt efter krigen at klippe pigerne skaldet og so wider. Var det også sket hvis Hitler havde vundet. Nej, så havde danskerne sat kroner på deres hoveder og hyldet dem som prinsesser. Så havde politikerne stået og heilet, og sagt: Vi gjorde det rigtige. 'Vi holdt med sejrherren. Sådan er vi danskere desværre. 5 maj burde være en skammens dag!
Hvad gjorde Danmark efter bombningen af den franske skole. Det blev redigeret ud af historien. Hvorfor, fordi det var flovt.

Robert Ørsted-Jensen

Michael Kongstad Nielsen
At tage en historieskrivning fra en periode hvor begivenhederne endnu var for tæt på beviser ingenting. Vi historikere er alle oplært i at der skal gå mindst 50 år før historie kan skrives på v ederhæftig vis, ikke mindst fordi man ikke har adgang til arkiver og levninger før en sådan periode er gået og fordi afslappet klarhed ikke sætter ind før.

Markus Hornum-Stenz
Redakaktørerne af de nævnte værker er historikere ikke forlæggere, studér dem selv. Jeg har dem begge her i seneste udgave. De er selvsag begge svagest i de bind der handler om noget der nærmest er samtid og de er alle kritisk redigeret af velkendte, saglige og velrennomerede historikere.

Peter Nielsen

Anne Mette Jørgensen, vi levede med tyskerne og af tyskerne under besættelsen, men at påstå at vi gjorde det velvilligt er at tage munden for fuld. Min egen bedstefar arbejdede for tyskerne i både Danmark og i Tyskland. Han gjorde det fordi det var hans eneste mulighed for at tjene penge til at forsørge hans familie. Min farfar kørte brunkul til spinderierne i vejle og sand til bunkers langs vestkysten, alt imens han og en håndfuld andre vognmænd rendte og "saboterede" det de lavede lavede for tyskerne om dagen. Småting men uha hvor var han stolt over det. Han endte også med en enkelt riffel eller to som de stjal fra besættelsesmagten. Dengang mine forældre valgte at blive kærester og senere gifte sig, så kolliderede disse to famileoverhoveder. Den ene var værnemager den anden modstandsmand... modstandsmanden var ikke mere modstandsmand end enhver anden var, men i hans optik var min bedstefar i hvert fald værnemager.
Levede de lykkeligt under besættelsen - gu gjorde de ej, men de var nødt til at tjene penge for at forsørge sin familie og det gjorde de begge ved at arbejde og nu var det tyskerne der som hovedregel var kunden / arbejdsgiveren.
Nævn én eneste dansk virksomhed eller forretning, landbrug der ikke tog imod penge fra værnemagten...
Med få undtagelser så var der ikke ret mange danskere der klappede i sine hænder 9 April. Vi havde opretholdt vores neutralitet siden 1864 - vi tjente fedt på 1. Verdenskrig, men vi var neutrale. Hitler besatte Danmark og Norge da han frygtede at Englænderne ville landsætte tropper i Norge og skyde genvej ned gennem Danmark. Vi var en strategisk nødvendighed for Hitler og ikke andet.
Der skulle gøres regnskaber op efter krigen, og meget af det der foregik kan diskuteres men vi blev ikke varme om hjertet da tysken kom til kaffe og kage.

Robert Ørsted-Jensen

Schalburgkorpset var i øvrigt andet og mere end bare "et korps af danskere i tysk tjeneste". >Det var en afdeling af Himmlers SS

Robert Ørsted-Jensen

Jens Aage - ja men vi skal nu passe på at vi ikke helt falder i postmodernismens nihilisme hvor kun den gudommelige sandhed kan accepteres for den eksisterer jo som bekendt ikke.

Den individuelle historie adskiller sig jo altid fra helheden, den lille og den store historie, men vi ender nu i reglen med at fastholde de store træk og slås om detaljer og nuancer efter en del år. Det er mest disse sidste vi vedblivende reviderer i et væk.

georg christensen

Min forståelse af besættelsen (nazisterne) katolsk orienterede nationalistiske fasister, noget som i dag nazi islamisterne forsøger, medens Europæerne bare står på side linien og ser forundrende på, sammenlignelig med (hvorfor er anden verdenskrig) på dagsordnen, medens vi bare ser på medens en ny Terrorbevægelse opstår for øjnene på os.

Magtbegæret det vidunderlige vestlige "enevælde", har endnu sine klamme hænder omkring os.

georg christensen

Min forståelse af besættelsen (nazisterne) katolsk orienterede nationalistiske fasister, noget som i dag nazi islamisterne forsøger, medens Europæerne bare står på side linien og ser forundrende på, sammenlignelig med (hvorfor er anden verdenskrig) på dagsordnen, medens vi bare ser på medens en ny Terrorbevægelse opstår for øjnene på os.

Magtbegæret det vidunderlige vestlige "enevælde", har endnu sine klamme hænder omkring os.

Sider