Kommentar
Læsetid: 3 min.

Virksomheder har ikke ansvaret for den grønne omstilling

Man kan anskue antallet af mærkningsordninger som direkte proportional med den politiske apati eller vilje til at regulere dette område. Men vi kan ikke privatisere os til omstilling. Det kræver fælles handling
Indland
13. maj 2015

Der tales meget om det. Men når det gælder miljø- og klimaudfordringer, synes der at eksistere politisk berøringsangst for, ikke bare at italesætte de store udfordringer vi står over for, men rent faktisk at reagere på dem. Man har i høj grad overladt det til markedet at drive den grønne udvikling, og det ses tydeligt på den skov af mærkningsordninger, der er vokset frem igennem de seneste 20 år.

Alene i dagligvarehandlen skal kunderne orientere sig i mere end 60 forskellige mærker, hvor de skal tage stilling til, hvorvidt de vil sikre bæredygtigt fiskeri, redde regnskoven og delfinerne, støtte fair handelsvilkår for fattige bønder i Afrika, vælge varer uden farlig kemi og hormonforstyrrende stoffer, og forbedre dyrevelfærden osv. Man kan anskue antallet af ordninger som direkte proportional med den politiske apati eller vilje til at regulere dette område. Men i stedet for at diskutere de store visioner og forvandle dem til reelle handlinger, bruger politikere for mange kræfter på lave marginale ændringer i lovteksterne eller kritisere det private erhvervsliv for at sætte forkerte varer på hylderne og ikke gøre nok for at fremme den grønne indkøbsadfærd.

Ikke kun håndværkerfradrag

Planetens fremtid er i høj grad blevet reduceret til et forbrugerpolitisk spørgsmål, men det er en fejl at tro, at markedskræfter alene kan drive en grøn omstilling. For sagen er, at forbrugere ændrer vaner meget langsomt, og det skyldes, at vi som forbrugere foretager en form for risikovurdering, inden vi ændrer adfærd. Kogt ned til en Maggi-terning er der fire centrale risikofaktorer, der alle skal være til stede, før det resulterer i ændret forbrugeradfærd. For det første skal risikoen opleves som noget, der pludseligt kan indtræde. For det andet skal risikoen have konkret betydning for den enkelte eller for ens familie. For det tredje skal risikoen opleves som noget, der er uden for egen kontrol, og endelig skal risikoen vurderes at have fatale konsekvenser for en selv eller ens nærmeste.

Er disse fire faktorer til stede, er der gode forudsætninger for, at mennesker ændrer adfærd og dermed indkøbsvaner. Et eksempel på det var, da forbrugerne i 2011 boykottede agurker på grund af frygten for tarmbakterien VTEC. Reaktionen blev så kraftig, fordi den normalt ellers så uskyldige agurk pludselig var blevet en dødbringende fare, der lå inde i køleskabet – i hjertet af hjemmet. De fire faktorer ligger også til grund for, hvorfor flyrejser opfattes som mere risikofyldte end at cykle ned til bageren søndag morgen – selv om der er langt større sandsynlighed for at komme til skade på cykelturen, end at flyet styrter ned.

Fordi forbrugeradfærd styres af en sådan risikovurdering, er det en stor udfordring at få forbrugere til at agere på f.eks. abstrakte og langsomt indtrædende klimaforandringer og biodiversitetstab, som ikke påvirker vores hverdag direkte. At plantebæltet flyttes et par grader mod nord på grund af klimaforandringerne, betyder ikke noget for den enkelte og kædes ikke sammen med, at man drejer tændingsnøglen, når man kører på arbejde. De presserende udfordringer vi står over for, kan vi ikke privatisere os ud af. Og vi må derfor ikke overlade den grønne omstilling til den enkeltes valg ved køledisken. Det kræver fælles handling. Rygeloven er et godt eksempel på, hvordan regulering har haft stor effekt på adfærd, som ingen kampagner ellers tidligere har haft.

Grøn omstilling er også et samfundsspørgsmål, som vi skal have reelle politiske diskussioner om og handlingsforslag til, hvordan vi løser. Måske kunne vi i det forestående folketingsvalg løfte blikket fra håndværkerfradrag, grænsebomme og hundelov og i stedet tage hul på denne debat?

Signe D. Frese er ansvarlighedschef for Irma

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Nissen

Det kræver 'fælles handling'. Nemlig.

Bill Atkins

Den er for nem. Irma kan ikke lægge ansvaret for forbrugerændringer over på hverken forbrugerne, politikerne eller leverandørerne alene. Irma har en forpligtigelse til, hvis de vil have en plads på fremtidens dagligvaremarked, at agere ansvarlig distributør gennem kampagner for fornuftigt forbrug - eksv. startende med det der ligger lige for: Økologisk, Dyrevenligt, Sundere - det er lidt dyrere, men det smager bedre og det er bedre for naturen...

Det kan da godt være at der nogle leverandører der vil føle sig trådt over tæerne i starten, men det er der ikke noget at gøre ved.

Måske skal der ansættes nogle psykologer og pædagoger i Irmas markedsføringsafdeling.

Lise Lotte Rahbek

Virksomhederne har OGSÅ et ansvar.
Ligesom forbrugere - eller borgere, om man vil - politikere og spindoktorer og fløjteblæsere og forfattere og fiskere og elektronikfabrikanter og DR og Lego og bygningshåndværkere og..

Torben R. Jensen

God artikel.
Modstykket til de 4 risikofaktorer må være gulerødder, som kan få folk til at løbe i samme retning efter samme mål.
Klagen over, at politikerne ikke laver politik, men i stedet venter på, at ”markedet” skal reagere på problemerne gælder stort set alle politikområder.
Jeg kan ikke se nogen anden årsag end den nyliberale tankegang, som ledende (de DJØF uddannede) politikere tilslutter sig, og som især i V og S giver store problemer med baglandet.

Thomas Oxvig

Interessant og nødvendigt indspark til debatten om grøn omstilling - og JA, der skal handling til, og det handler ikke om at skubbe den videre til 'de andre', men derimod om at løfte i flok - vi kan alle bidrage på hver vores måde, både som forbruger og som udvikler/arbejder. Og det gælder foruden folketingspolitikere, alle faggrupper og institutioner offentligt som privat. Universiteter, kommuner, skoler, sygehuse, private virksomheder i energisektoren, i landbruget, i detailhandelen, på finansmarkedet, i medicinalindustrien, og i planlægningen af by, natur og infrastruktur.

Det handler om adfærd og forståelsen af altid at være en del af en større sammenhæng. Cradle to Cradle i en udvidet forstand: http://www.c2ccertified.org/products. Et hvert produkt/arbejde skal udfylde mere end dets uundgåelige mål, at kunne løbe rundt økonomisk for virksomheden. Det SKAL også bidrage/indgå i en større helhed.

Som Signe D. Frese skriver findes der allerede i dag et væld af miljøstandarder og mærkninger der hjælper folk, og heldigvis for det! Tænk engang, hvis det kun var disse mærker der måtte blive/blev solgt i IRMA? :)

Forleden læste jeg artiklen 'Vi forbruger, fordi det giver mening' - http://www.information.dk/532810, og den tegner et meget præcist billede af, hvor svært det er at få folk til at tænke mere over deres rolle i den grønne omstilling. Vi kan ikke løse dette via en løftet pegefinger, men skal i stedet skabe 'produkter' der serverer oplevelsen og tilfredsstiller forbrugeren. Det skal ikke være surt at tænke på miljøet, det skal derimod være det fedeste og samtidig mærkbart!

Lad os få endnu mere viden, information og flere hjælpemidler spredt ud til den brede befolkning gennem sociale netværk, organisationer, apps, nyheder og evt lovgivning, så vi let kan se og måle, hvordan vi alle bliver en del af et større system. Måske fitnessbølgen skal overtages eller kombineres med den nye grønne bølge - Grøn fitness. En slags ny Endomondo - så sloganet 'Vi gør en forskel ved at motivere folk til et mere aktivt liv' udvides til => 'Vi gør en forskel ved at motivere folk til et mere aktivt liv gennem en grønnere omstilling'