Læsetid: 3 min.

Advokat: Avis sludrer om dom

Efter Højesterets opsigtsvækkende afgørelse i koldkrigsopgøret mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl har Berlingskes lederskribent tilsyneladende fået dommen galt i halsen
Dom i Højesteret i Dragsdahl-Jensen sagen. Historiker Bent Jensen og journalist Jørgen Dragsdahl med sin advokat René Offersen efter domsafsigelsen.

Jens Dresling

5. juni 2015

Blev læserne af Information fyldt med sovjetisk propaganda under Den Kolde Krig, mens journalisten Jørgen Dragsdahl var ansat som sikkerhedspolitisk medarbejder?

Ifølge torsdagens leder i Berlingske er svaret et klart ja:

»Offentligheden har krav på at få at vide, at en central meningsdanner mødtes i hemmelighed med KGB og fyldte dagbladet Informations spalter med agitprop.«

Berlingskes lederskribent har formentlig læst Højesterets 61 sider lange dom fra i onsdags i den årelange strid mellem den tidligere koldkrigsprofessor Bent Jensen og den tidligere Informationsjournalist Jørgen Dragsdahl.

Som bekendt blev Jensen med dommerstemmerne 5-2 dømt for ærekrænkelse ved i avisartikler i foråret 2007 at have beskyldt Dragsdahl for at være KGB-agent. Men samtidig blev professoren frikendt for sine udsagn om, at Informations sikkerhedspolitiske medarbejder havde drevet desinformation, bl.a. fordi »Jensens kritik ikke var uden faktuelt grundlag«.

Men ifølge advokat René Offersen, der førte sagen ved Højesteret for Dragsdahl, er Berlingskes forståelse af dommen på dette punkt »det rene sludder«.

»Den formulering betyder ikke, at højesteretsdommerne finder, at Jørgen Dragsdahl mere eller mindre vildledte læserne. Det tager Højesteret slet ikke stilling til. Dommernes formulering betyder udelukkende, at Bent Jensen tilbage i 2007 var berettiget til straffrit at fremsætte sin kritik af Jørgen Dragsdahl, fordi hans udsagn ikke var fuldstændigt grebet ud af den blå luft.«

Samme fortolkning anlægger direktør Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia om denne del af dommen.

»Højesteret tager ikke stilling til, om der har været desinformation. Spørgsmålet er alene, om der har været et faktuelt grundlag for at sige det,« siger han og tilføjer, at højesteretsdommen »ikke er en dom over Den Kolde Krigs historie. Hvem ved, om der et eller andet sted findes oplysninger eller viden, som ville kaste et andet lys over Jørgen Dragsdahl, men det blander Højesteret sig ikke i. Den vurderer, at Bent Jensen med sine udtalelser har beskyldt Dragsdahl for at have overtrådt straffeloven, og så om Bent Jensen ud fra den gennemførte bevisførelse havde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sine udsagn«.

Field Manual 30/31B

René Offersen henviser til et af Jensens konkrete eksempler på Dragsdahls angivelige desinformation. Det drejer sig om den amerikanske hærs såkaldte ’Field Manual 30/31B’, som Dragsdahl (og i øvrigt også en anden journalist på Information) skrev om i januar 1979.

Indholdet af FM 30/31B var en tophemmelig instruks om at oprette grupper, der i venstreorienterede bevægelsers navn skulle udføre voldelige aktioner.

Ifølge en kronik af Jensen i Jyllands-Posten den 26. januar 2007 var manualen et forfalsket dokument og »et stykke gedigen KGB-desinformation«, som »Dragsdahl og hans avis« udfoldede »meget ildhu for at legitimere«.

Det amerikanske Udenrigsministerium har afvist ægtheden, men ifølge PET-Kommissionens beretning fra 2009 er der stadig »modstridende tolkninger af dokumentets autenticitet«.

»Højesteret siger ikke, at der var tale om en forfalskning. De bedømmer alene Bent Jensens udsagn ud fra den viden, der var til stede i 2007, og der var dengang en vis diskussion af, om manualen var ægte eller ej. Derfor var der et vist faktuelt grundlag for Bent Jensens kritik,« siger René Offersen.

»Højesteret vil af hensyn til ytringsfriheden beskytte en ytring, der indgår som en kritik i en væsentlig samfundsdebat, bare den ikke er helt uden grundlag og grebet ud af luften. Her skal der være rum til misforståelser, fejltagelser og overfladisk behandling, og det er helt efter bogen og den europæiske Menneskeretsdomstols praksis.«

– Hvorfor går Højesteret ikke dybere ned i den historiske diskussion?

»Det interesserer slet ikke Højesteret, om manualen er ægte eller ej. Højesteret fastslår for det første, at det er ærekrænkende at blive beskyldt for desinformation, sådan som Bent Jensen gør med sine udsagn. For det andet, at der ikke er ført sandhedsbevis for udsagnet. Og for det tredje, at udsagnet alligevel er straffrit at fremsætte, fordi der er et vist faktuelt grundlag for Bent Jensens kritik, som andre, heriblandt det amerikanske udenrigsministerium, tidligere har fremført,« siger René Offersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jensens advokat Karoly Németh eller fra Berlingske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Karl Aage Thomsen
  • Benny Jensen
  • Jørn Vilvig
  • Torben Nielsen
  • Malan Helge
  • Erik Jensen
  • Mihail Larsen
  • Dorte Sørensen
Olaf Tehrani, Karl Aage Thomsen, Benny Jensen, Jørn Vilvig, Torben Nielsen, Malan Helge, Erik Jensen , Mihail Larsen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

For at sammenligne med David Rehlings lederartikel om dommen er det samme ret, Information i dag har til at ytre, at der var russiske soldater i Ukraine, da de hvide lastbiler kørte nødhjælp til de nødlidende i Østukraine. Der er ingen beviser, men det er heller ikke helt grebet ud af luften. Derfor må en avis godt, som Rehling siger, give en del af sandheden, og kun en del.

Karsten Aaen, Benny Jensen, Preben Haagensen og Malan Helge anbefalede denne kommentar

Nu var det vel ikke så utænkeligt, at den omtalte manual var Amerikansk eller et falsum for den sags skyld, men ser vi på historien, så har Amerika blandet sig i hele Sydamerika i deres politiske forhold igennem mange år, og i Europa efter 2. VK var det på Amerikansk foranledning, der blev oprettet de såkaldte "Galdio"-grupper, som med nedgravede våben skulle forhindre en bestemt politisk udvikling, - en udvikling der slet ikke lå i den demokratiske udviklingsproces, men kun i den psykotisk paranoide Amerikanske fantasiverden.

Niels Møller-Larsson, Dana Hansen, Karsten Aaen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
georg christensen

Helt ærligt, jeg har fået nok af disse "propagandistiske" advokat beskrivelser af "illusioner", som småt begavede "politikere" gerne med love og bekendtgørelser tilføjer dem.

NB: Halve "løgne" og halve "sandheder", behandles på lige fod, hvor sandheden og løgnen, opfattes , som "halv". En fuldstændig (løgn/sandhed), " værdiløshed" har og er, "ALLE" verdens samfund, vel nok bevæget sig ind i.

Anders Fussing

Med den nylige offentliggørelse af PET’s akter har Jensen vist, at han åbenbart ikke er til at stoppe.

Den kolde krig er forlængst forbi, og det er klart, at de der støttede de kommunistiske regeringer i Østeuropa forlængst har måttet sande, at de tog frygteligt fejl. Det er ligeledes klart for mange, at de burde have vidst bedre. Intet nyt i det.

Jensen kan så, hvis det gør ham lykkeligere, fryde sig over, at han fik ret, og de han med så stor passion har opponeret mod fik uret.

Men det skal åbenbart manifesteres med et gehør for Jensen. De skal skamme sig. Men hvor meget? Skal man trække de formastelige iført spids hvid hat med kanin-ører rundt i byens gader for slutteligt at anbringe dem i gabestok til skam og skændsel og til glæde for pøblen? Eller skal man lade dem sone brøden ved at tvinge dem til, på bedste borgerlig vis, at tilstå deres brøde offentligt? Eller hvad med en skueproces, så alle kan se, hvad vi mener om ’dem’ og deres ’landsforrædderi’?

Jensens produktion tegner et falsk billede af virkeligheden ved det, at han får det til at se ud som om, man ikke havde styr på, hvad der foregik mellem, i dette tilfælde, venstreintellektuelle og KGB. Sandheden er, at det var der styr på.

I hvad der forekommer at være en mani, påtager han sig rollen som folkedommer, hænger en mand ud med fordrejede beskyldninger og udstiller samtidig sig selv som indigneret over samfundets efterladenhed.

Jensens ’målgruppe’ er udelukkende de venstreorienterede intellektuelle. Alt hvad de er kommet for skade at sige eller skrive bliver gennemgået minutiøst, taget ud af sammenhængen og brugt til mudderkastning. Om nødvendigt ved at fordreje det og uanset hvor beskedent det er. Jensen viger ikke tilbage for et groft, frækt og udfordrende misbrug af noget som i sig selv er temmelig problematisk: Jensens særlige arkivadgang. Det problematiske er, at man kan formode at netop de forskere magthaverne favoriserer vil blive begunstigede af et sådant privilegium. Sagens omstændigheder synes at understrege denne problematik.

Det er simpelthen forkasteligt, når Jensens grove misbrug ikke har fået mærkbare konsekvenser i form af straf eller frakendelse af denne ret for bestandig.

Men i sit snæversyn taber Jensen helt overblikket. Han beskæftiger sig ikke med f.eks. visse erhvervsfolks mere end lyssky aktiviteter. Det er netop Jensens snæversyn, der tager livet af enhver forestilling om, at han skulle personificere demokratiets og retfærdighedens sag. Hans misforståede opfattelse af fodnote-politikken er et godt eksempel på, Jensens manglende rummelighed eller accept af det spillerum for dissens, som begge udgår vigtige byggesten de vestlige demokratier.

Yderligere understreges pointen af de problemer i samtiden, som Jensen undlader at beskæftige sig med. Det gælder ikke mindst hvad der forekommer at udgøre et blindt punkt af groteske dimensioner hos Jensen i form af USA’s og vestens forræderi mod netop de normer og værdier, som vi har bygget vores demokratiske samfund op omkring.

Jensens billede at tiden under den kolde krig er et falskt billede.