Læsetid: 3 min.

Alarmopkald fra ’den syge rødspætte’

Som en genopførsel af 1970’ernes parlamentariske kaos har proteststormen fra det skæve Danmark kastet en ny borgerlig regering ud i en lunefuld situation, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen hurtigt kan ende som en ny Poul Hartling
20. juni 2015

Hofteskredsvalget har skabt en kaotisk parlamentarisk situation, og et stadigt skævere Danmark er flækket over på kryds og tværs. Det nye politiske landkort følger imidlertid ikke alene klicheen om ’den rådne banan’. Som kulturgeografer i stedet taler om, minder dagens Danmark snarere om en syg rødspætte: Som døde pletter, der ligger spredt ude rundt om vækstcentrene i universitetsbyerne, lever stadigt flere borgere i tomme lommer af stilstand og utryghed.

Kun få vælgere kan herude nikke genkendende til påstanden om, at Danmark skulle være trukket ud af krisen. Tværtimod. I en række valgkredse i yderområderne er Dansk Folkeparti således stormet frem, men også i valgkredse tæt på vækstcentrene, såsom Fredericia og Tårnby, har Kristian Thulesen Dahl & co. tilkæmpet sig langt over 25 procent af stemmerne. Lige uden for de rige og unge storbykvarterer, hvor Alternativet bragede igennem, ulmer de folkelige frustrationer blandt en aldrende og utryg befolkning.

Samlet set er de gamle magtpartier blevet vendt ryggen, og vælgere i hundredtusindvis har stemt på de fire partier, som endnu ikke har siddet i regering: Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet.

Hofteskredsvalget var et opgør med nødvendighedens politik; et dobbelt alarmopkald fra dem fra bunden, der i de senere år har følt jorden skride under sig, og fra dem i toppen, der vil gøre op med velfærdsstatens bureaukrati. Liberal Alliance erobrede whiskybæltet nord for København.

Poul Hartling 2.0

Med en samlet opbakning på 41,2 procent – og historiske 73 mandater tilsammen – har de ikke-regeringsbærende partier fået et demokratisk gennembrud, der i styrke overgår opbruddet ved jordskredsvalget i 1973. Og som en repremiere tegner der sig nu også en tumultarisk parlamentarisk situation, der kan minde om det, der på britisk kaldes for et »hung parliament«.

Historien gentager sig som en farce. Selv om Venstre gik tilbage og tabte otte mandater i 1973, endte formanden Poul Hartling alligevel med at danne en skrøbelig mindretalsregering, som havde svært ved at basere sig på det uforudsigelige Fremskridtspartiet.

Efter blot 14 måneder måtte han derfor kapitulere. Folketingets sammensætning var ganske enkelt så kaotisk, at selv det muliges kunst blev kropumuligt.

I den kommende tid kan Lars Løkke Rasmussen ende med samme skæbne, hvis det ikke lykkes at danne den mindst mulige flertalsregering, som var målet for den første forhandlingsrunde efter besøget hos Dronning Margrethe i går. For hvis Dansk Folkeparti undviger ansvaret, og afviser tilbuddet om at træde med i en VO-regering, måske ligefrem VOIK-regering, vil Danmarks nye statsminister – som dermed kun vil have sølle 34 mandater i ryggen – være nødt til at skulle forhandle alle tiltag på plads i et konstant kludetæppe med mindst 4-5 andre partier. Hver gang.

Tulle er den nye konge

Afstanden mellem på den ene side Dansk Folkeparti og på den anden side Liberal Alliance er i praktisk politik afgrundsdyb. Som statsminister vil Lars Løkke Rasmussen være nødt til at mønstre sit fulde forhandlingstalent og gøre brug af kreativ bogføring for at få enderne til at mødes.

Hvis Kristian Thulesen Dahl står fast på egne valgløfter, kan Løkke hurtigt ende som en ny Hartling.

Realpolitisk er det Dansk Folkeparti, som nu regerer Danmark, og derfor vil Venstre få svært ved at smyge sig uden om de mange håndgribelige krav, der går stik modsat Venstres valgløfter, f.eks. når det gælder et dyrere dagpengesystem, en offentlig vækst på 0,8 procent, primært til ældrevelfærd, grænsekontrol og en ny britiskkonservativ EU-politik.

I virkelighedens verden kan Dansk Folkepartis kontante krav ikke forenes med Liberal Alliances skrivebordsfantasterier, og den ene part vil derfor blive skuffet. Sandsynligheden taler derfor for, at Liberal Alliance ender i samme blindgyde, som Enhedslisten har været i de seneste fire år – som et parlamentarisk støtteparti, der ikke får nogen mærkesager igennem.

Jokeren i det nye parlamentariske magtspil bliver Socialdemokraterne, der i dag ventes at konstituere 37-årige Mette Frederiksen som ny formand. Hendes kurs vil definere den nye regerings manøvrerum. Hun kan vælge enten at træde i skarp og uforsonlig karakter og derved forsøge at fremtvinge bål i det borgerlige, eller at søge indflydelse og tilbyde at lægge stemmer til Dansk Folkepartis udgiftspolitik.

Som kortene er spillet er det dog Kristian Thulesen Dahl, som er dansk politiks ukronede konge. Forude venter ikke mindst slagsmålet om Europa, hvor de gamle magtpartier har besluttet sig for en folkeafstemning til foråret. Her vil skillelinjerne igen blive trukket hårdt op.

Ved sidste europaparlamentsvalg fik Dansk Folkeparti 26,6 procent af stemmerne, eller 5,5 procentpoint mere end ved hofteskredsvalget i torsdags. Oprøret fra alle dem, der ikke føler sig hørt og ikke mærker fremgang, er kun lige begyndt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Joakim Rasmussen
  • Jens Thaarup Nyberg
Hans Jørn Storgaard Andersen, Joakim Rasmussen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu