Læsetid: 4 min.

Alternativometeret

Alternativet skal over spærregrænsen, hvis Thorning skal bevare magten. Vi, Kristian Villesen og Emma Holten, ønsker begge en rød regering, men er vi klar til at stemme på Liste Å for at få det til at ske? I valgkampen brevveksler vi om partiets ageren og justerer løbende på alternativometeret. Er nålen i det grønne felt på valgdagen, har vi givet håndslag på, at vi stemmer på dem
Alternativet skal over spærregrænsen, hvis Thorning skal bevare magten. Vi, Kristian Villesen og Emma Holten, ønsker begge en rød regering, men er vi klar til at stemme på Liste Å for at få det til at ske? I valgkampen brevveksler vi om partiets ageren og justerer løbende på alternativometeret. Er nålen i det grønne felt på valgdagen, har vi givet håndslag på, at vi stemmer på dem
18. juni 2015

Mail fra Kristian. 15. juni kl. 11.23:

Så er det op over, og vi bliver nødt til at snakke om den her valgvideo, hvor Alternativets kandidater gøgler imens de præsenterer deres politik. Jeg synes, den er fremragende. Selvironisk og samtidig seriøs (bemærk, at de er iført jakkesæt).

Det er lidt samme effekt Søren Pind får ud af at tage det der billede, hvor han står og vinker med en safarihat og bruge det som valgplakat. Det, som egentlig er kritikken, bliver vendt til noget positivt. Smart. Man hører stort set ikke hvad de siger, fordi videoen er sjov, så jeg afspillede den med lukkede øjne, og pludselig kommer ordene: »iværksætteri skal på skoleskemaet«. Det trækker lidt ned. Plus 3! Puha, det begynder at ligne, at jeg havner i det grønne felt.

Svar fra Emma. 15. juni kl. 18.18:

Jeg må også indrømme, at jeg var solgt. Både over humoren, som jeg også tidligere har priset Å for, men også over den manglende mudderkastning og tørre tal. Der er et ret fedt begreb inden for feminismen der hedder »reclaiming«. Det er lidt det, der er på spil her. At mestre de fordomme der er om en, og vise at selv, hvis der er hold i dem, så er det ikke nødvendigvis et onde.

Jeg har det egentlig ok med iværksætteri på skoleskemaet. Børn må da godt få nogle fikse ideer og tro på sig selv og sådan noget. Vigtigst af alt, så kan jeg mærke, at jeg faktisk stoler på dem. Det er en meget vild og antiintuitiv oplevelse i dansk politik for mig. Jeg tror sgu de mener, hvad de siger, Villesen. Plus 10.

Mail fra Emma. 16. juni kl. 11.45:

Okay, nu har jeg brugt hele formiddagen på at sætte mig ind i forslaget om at indføre 100 percent reserve banking. Der er som sådan ikke noget galt med ideen. Det er basalt, at bankerne skal have de penge rede, som en borger har hos dem. Det skal stoppe crazy investeringer og udlån. Men hvilke institutioner skal indbefattes?

Der er risiko for det, der kaldes migration into shadow banking, at folk låner deres penge af f.eks. IKEA, når bankerne bliver for regulerede. Udover det er deres pengebegreb ikke helt tidssvarende i disse mobilepay-dage. Og man kan spørge, hvorfor de synes 100 percent reserve banking er bedre end kapitalkrav? Altså krav om, hvor store beløb en bank må låne ud, der er finansieret af gæld. Det er nørdet, men jeg synes, det er vigtigt og det virker ikke til, at de har kigget det efter i sømmene.

Trækker ikke så meget fra, dog, for i det store hele synes jeg, det er godt, at der bliver talt om bankregulering. Minus 3.

Svar fra Kristian. 16. juni kl. 14.54:

Hallo, nye sider af Emma Holten! Finansekspert. Jeg læste godt et interview i Børsen midt i valgkampen med hende, der hedder Josephine Fock. Det handlede om netop det her, og Fock slap mildest talt ikke godt fra det. Så selvom jeg ikke er nær så meget inde i migration into shadow banking som du er, giver jeg minus et enkelt point.

Mail fra Kristian. 16. juni kl. 17.15:

Skandale! Censur! Topstyring! Jeg ville have sendt dig et link til en video, hvor en gruppe Alternativet-støtter går rundt på Hovedbanegården med et enormt Å på hovedet og synger, nærmest messer »ÅÅÅÅÅÅÅ.« Det hele får en nyreligiøs undertone, som forstærkes af banegårdens rumklang. Men nu er den pludselig forsvundet fra alle hjemmesider.

Ifølge Alternativets presseafdeling har lokalafdelingen, som havde lagt den op, taget den ned igen. Den slags plejer at ske på opfordring, men det kan jeg selvfølgelig kun gisne om. Det tyder på, at der trods alt er en grænse for, hvor højt der er til loftet i Alternativet. Og hvor mange af den her slags mennesker er der egentlig i partiet?

I Politikens reportage fra Folkemødet var der en der sagde, at Alternativet ikke er et parti, men en bevægelse. Kald mig gammeldags, Emma, men jeg har det sgu nok sådan, at jeg helst bare vil stemme på et parti. Minus 4 for videoen og yderligere 3 for topstyringen.

Svar fra Emma. 17. juni kl. 11.58

Som du beskriver det lyder det næsten Hare Krishna-lignende. Det er jo altid pudsigt med censur og kontrol, for enten fjerner man noget, fordi man ikke synes, det er repræsentativt, eller også fordi det afslører noget, der er sandt. Det her skriver sig jo lidt ind i Jytte Abildstrøm som ’partife’, de grønne dragter og »jeg maler et abstrakt kunstværk, der repræsenterer en fremtidsvision«. Der er ingen tvivl om at Å, ligesom alle os andre, har kugleskøre, omend kærlige frænder. At tie dem ihjel er ikke den stil, de burde køre. Minus 3.

Mail fra Kristian. 17. juni kl. 13.57

Regnskabet er gjort op. Jeg fik akkurat sneget mig uden om, men du havner i det grønne felt! Du tager en for holdet, Emma. Som en læser skrev i en kommentar til en af de tidligere versioner af Alternativometeret: Luk øjnene og tænk på fædrelandet!

Svar fra Emma. 17. juni kl. 14.00

Jeg lukker øjnene og håber jeg ikke vågner op på fredag som medlem af en sekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alan Strandbygaard
  • Ejvind Larsen
Alan Strandbygaard og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alan Strandbygaard

Jeg har besluttet mig for at svigte mit parti, for (forhåbentlig) at sikre en rød sejr. Jeg kan ikke bære at se Danmark ødelægges fuldstændig med Venstre som buldozer. Det bliver i den grad katastrofalt hvis de får magten.

Grænsen er overskredet for længst. Men hvorfor give fanden mulighed for at spytte og grine oveni?