Dragsdahl vandt den (foreløbig) sidste runde

Hvad med redaktionen paa Information. Boer den ikke tage stilling til de omtalte artikler?

Fodnotepolitikken tjente et skjult politisk formål i forhold til afspænding og opløsningen af Sovjetunionen - måske skulle man istedet kigge over Atlanten for at se, hvem der i virkeligheden trak i trådene.

At være agent, dvs. at udlevere følsomme statshemmeligheder til en fremmed magt er kriminelt og strafbart.

Når Jensen beskylder Dragsdahl for at være agent , svarer det jo til i overført betydning at stjæle en mands ellers rene straffeattest og svine den til for åbent skue.

Manden har jo ikke kunne arbejde som journalist i 8 år pga. af denne beskyldning.

Derfor forekommer det yderst patetisk at Jensen, (den angribende part), nu pludseligt ses i rollen som det stakkels krænkede offer og snakker om menneskerettighedsdomstolen, alt hvad den kan trække.

Jeg kender ikke de notater, som efterretningstjenester ligger inde med, og formentlig kan der også her været solide fejltolkninger.

Men det er jo helt indlysende, at professor Bent Jensen er en stor, useriøs og usympatisk platugle, der aldrig skulle have været lukket ind til hemmelige arkiver. Måske er han alt for svagt begavet til at blive straffet for sine forbrydelser. Men så bør man da retsforfølge de lovgivere, der har gjort dette muligt, så der ikke bliver flere politiske gentagelser.

Hvis det, at havde møder med folk fra fremme stater, herunder deres efterretningstjenester, skulle være det samme, som de er agenter, er der vist mange, der skal kaldes agenter.
Både de amerikanske, som de israelske efterrettjeneste har altid haft deres følge, blandt danske, som andre landes journalister, der villigt skrev, hvad de pågældende efterretningstjenester ville havde.

Bent Jensen havde jo sine egne 'frokostkom-sammen'er', hvor han kunne orientere, om hvad evt. måtte have at meddele om kollegaer. Til alt held havde han kollegaer, der godt kunne lide ham...

”Det har været yderst problematisk, at Bent Jensen på så løst et grundlag har kunnet svine mig til. Det har betydet, at jeg ikke har kunnet arbejde som journalist i otte år”, sagde en lettet og tilfreds Jørgen Dragsdahl efter afsigelsen i går af Højesterets kendelse.

Hvilket arbejde som journalist???

Ifølge alle tilgængelige oplysninger havde Jørgen Dragsdahl ikke længere nogen journalistisk karriere, da professor Bent Jensen i januar 2007 skrev sin kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, så at stå nu på trappen til Højesteret og påstå, at historikerens sammenfatninger om ham har betydet, at han ikke har kunnet arbejde som journalist i otte år, må være direkte i strid med sandheden.

Jørgen Dragsdahls karriere som journalist forsvinder ud i den blå luft allerede omkring år 2000, og ingen hører noget som helst til manden som journalist eller samfundsdebattør før i 2007, da han pludselig dukker frem, og vildt og inderligt opponerer i offentligheden mod professor Bent Jensens kronik om hans rolle som påvirkningsagent for KGB under Den Kolde Krig - baseret på de af historikeren indhentede oplysninger fra arkiverne hos PET.

I perioden fra år 2000 og frem til 2007 var Jørgen Dragsdahl blandt andet sendt i jobaktivering hos DIIS af Ballerup Kommune, og indtil da kan man i hans karrieremæssige baggrund se, at han var medarbejder hos dagbladet Information i årene 1977-1995, freelancer hos Weekendavisen i perioden 1995-2000, og i år 2000 tilknyttet dagbladet Aktuelt, hvorefter manden nærmest forsvinder ud i den blå luft.

Jørgen Dragsdahl har også gennem årene været udstationeret, afholdt forelæsninger, optrådt af og til i programmet ”Orientering” på P 1 hos Danmarks Radio, samt skrevet nogle artikler for Hjemmeværnsbladet. Men alle disse journalistiske aktiviteter ligger før år 2000, og kan derfor heller ikke være karrieremæssigt påvirket af professor Bent Jensens kronik i 2007.

Så, nej, det passer ganske enkelt ikke, når journalist Jørgen Dragsdahl i går eftermiddags på Højesterets trappe siger til pressen, ”at sagen mod professor Bent Jensen har betydet, at jeg ikke har kunnet arbejde som journalist i otte år”. Her lyver manden åbenlyst for offentligheden, for han var ikke længere aktiv journalist i medierne, da historieforskeren skrev sin kronik hos Morgenavisen Jyllands-Posten i 2007, og rigtig mange borgere kendte indtil da overhovedet ikke hans navn.

Dèn sandhed må selv Ulrik Dahlin og dagbladet Information kunne bekræfte.

Ole Brockdorf er enten en vildledt stakkel eller en løgner. Han omtaler "alle tilgængelige oplysninger" men han har så åbenbart ikke besøgt min hjemmeside: www.dragsdahl.dk Her vil han finde utallige artikler fra mellem 2000 og 2007. Måske vil han endog opdage, at artiklerne præcist varslede de kommende problemer i Afghanistan og Irak. De artikler i Forsvarets publikationer fik Bent Jensen stoppet; man kan spørge: Til gavn for hvem? Man kan vel også hævde, at når netop Forsvarets redaktører accepterede kritiske artikler, var forklaringen måske, at de havde et ganske højt niveau. Desuden flere kapitler til en USA-bog, hvor bidragyderne ellers var fremtrædende akademikere. Der er endog nogle artikler og radioindslag efter 2007. Det er så åbenbart nogle, der endnu ikke har lært, at man bør skelne mellem sandt og falskt.

Ja, kære Jørgen Dragsdahl, her må jeg give dig en uforbeholden undskyldning for min påstand om, at du ikke længere var aktiv journalist i medierne, da professor Bent Jensen offentliggjorde sin kronik i 2007, for jeg kan se på din hjemmeside, at du ganske rigtigt i årene fra 2000 til 2007 skrev en hel del artikler til blandt andet dagbladet Information.

Imidlertid kan jeg forsikre dig og andre om, at jeg hverken er løgner eller på nogen måder en vildledt stakkel, men et kort øjeblik skrev jeg blot ud fra min hukommelse. Derfor tjekkede jeg ikke mit personlige avisarkiv, inden jeg sendte kommentaren ind på bloggen hos dagbladet Information, og dèt siger jeg naturligvis undskyld for.

Men, Jørgen Dragsdahl, hvordan kan du så påstå efter kendelsen onsdag i Højesteret, at du ikke har kunnet arbejde som journalist i de sidste otte år på grund af indholdet i professor Bent Jensens kronik, når man kan se på din hjemmeside, at du har skrevet adskillige kronikker og artikler efter 2007 i dagbladet Information samt deltaget i flere radioprogrammer?

Hvor meget af din karriere som journalist har professor Bent Jensen så egentlig ødelagt med sin kronik i 2007, også når man tænker på, at denne forbandede injuriesag mellem dig og en koldkrigsforsker kunne have været løst allerede i 2007, hvis du i stedet havde konfronteret historikerens påstande gennem en åben debat i offentligheden?

På den måde ville nationen være sluppet for en gennemgang af sagen i tre retsinstanser, der ender op med en noget ”mudret” afslutning på beretningen om dig, hvor noget af det Bent Jensen skrev, er i orden med henvisning til det historiske materiale. Alt imens historieforskeren ikke må skrive, at PET opfattede dig som KGB-agent. Men den civile efterretningstjeneste har du aldrig fundet anledning til at stævne for injurier og bagvaskelse – kun budbringeren i skikkelse af en professionel historieforsker.

Retssagen kunne være undgået med åbenhed og ærlighed fra din side i 2007.

Jeg husker godt Bent Jensen

Siden jeg lærte Bent Jensen at kende som studerende på Slavisk Institut, Odense Universitet i de sene 80-ere, har jeg undret mig over ham. Det forekommer mig nu som dengang, at Jensens produktion giver anledning til lige så mange spørgsmål, som den besvarer.

Allerede i ’Stalinismens Fascination’ gav Jensens selektive og manipulerende form mig anledning til undren. Tager man udelukkende og præcis de ting ud af en helhed, som tjener til at eftervise ens forudfattede meninger, kan man altid få ’ret’ og altid få ’modparten’ til at tage sig grotesk ud. Og det var, hvad Jensen med sine omhyggeligt udvalgte citater gjorde. Det var dengang som nu min opfattelse, at denne fremgangsmåde står i et uværdigt proportionalitetsforhold til den værdighed og mål af niveau, man venter af professorstolen på et universitet. Betragtningen forekommer mig relevant, da Jensens akademiske titler ufravigeligt nævnes i hans bøgers omslag. Bedre bliver det ikke, når man kender bogen ’A Better World’ af William L. O’Neill. Jeg tror Jensen lyver, når han påstår at inspirationen til Stalinismens Fascination kom fra tilfældig læsning af et venstreorienteret tidsskrift og ikke O’Niels bog.

Senere har også bogen ’Gulag og Glemsel’ har været genstand for lignende kritik.

Endelig har Jensens brug (og misbrug) af kilder i ’Ulve, får og vogtere’ har været genstand for alvorlig kritik, der spænder fra brug af fifleri og manipulation over misbrug (Bo Lidegaard, Niels Barfod) til uvidenhed (Ole Grünbaum).

Jensens tilsyneladende mani rejser en del spørgsmål.

Indledningsvis kunne man spørge, hvorfor Jensen, som gennem en lang årrække synes besat af én og samme sag, ikke for længst er glemt. Den kolde krig er forbi, Sovjetunionen for længst opløst. Hvordan kan det så være, at emnet stadig vækker opmærksomhed? Eller er det bare Jensen, man lægger mærke til?

Det er værd at spørge, hvad Jensens ærinde egentlig er. Kæmper han for et sandhedsideal, hvor ret går frem for uret, det ærlige går frem for det uærlige og det hæderlige og redelige frem for det uhæderlige og uredelige? Eller er hans ærinde et personligt korstog mod folk, som mener noget andet end ham selv i en strid, som for længst er overstået? Og hvis det sidste er tilfældet, er han da fange af sin egen nidkærhed?

Er Jensen på korstog for sandhed og menneskerettigheder, hvorfor er han så tavs om emner, som er kommet frem efter den kolde krigs afslutning? Hvor var Jensen f.eks. i forbindelse med den krigsforbrydelse, som NATO begik med angrebskrigen (ulovlig efter Nürnbergdommene), man førte mod Irak i 2003 med ragnarok og elendighed til følge? Eller i forbindelse med 11. september, hvor Bush-regeringens fremstilling af begivenhederne ikke stemmer overens med, hvad der faktisk skete den dag? Eller hvad med det forræderi mod selve de idealer Jensen formentlig selv mener, han står for, i form af folk som spærres inde på Guantanamo uden ordentlig rettergang og dom, folk som forsvinder, den officielle indførelse af tortur, fremmede magters totale overvågning af vores privatliv, uden at regeringen griber ind – ja formentlig med dens velsignelse hvis ikke endda medvirken? Vil kamp mod alt dette ikke give et langt større afkast, hvis målet er fremme af demokrati, demokratiske værdier og menneskerettigheder?

Så er der spørgsmålet om, hvad Jensens produkt egentlig er: Objektiv historieskrivning eller bare partsindlæg?

Bent Jensen har fremført den påstand, at de danske venstreintellektuelle var farlige derved, at de bragte vores medlemskab af den vestlige alliance i fare. Men kan man opretholde dette synspunkt? For det første var det næppe kun de venstreorienterede, som støttede fodnotepolitikken. For det andet er det mod det demokratis væsen, som den vestlige alliance har til formål at forsvare, når kritik og forbehold bliver sidestillet med noget, som ligner landsforræderi. I Sovjetunionens sidste levetid, kom bl.a. præsident Bush Sr. til den opfattelse, at Vesten ville opleve et større sikkerhedsproblem, hvis (Sovjet-) unionen opløstes, frem for at forblive intakt; dog med en demokratisk styreform. Den demokratiske styreform var en mulighed, som Gorbachov og den tidlige Jeltsin-æra gav forhåbning om kunne virkeliggøres. I sit sidste leveår oplevede Sovjetunionen en demokratiseringsproces, som med sin hurtighed og styrke var ærligt ment. Er det ikke relevant at spørge, om afspændingspolitikken, og herunder fodnotepolitikken var med til at muliggøre denne udvikling? Og kunne man ikke spørge, om demokratiseringen af Sovjetunionen svækkede eller styrkede landets sikkerhed?

Mener læseren, at fodnotepolitikken var til fare for vores medlemskab af den vestlige alliance eller for landet?

Det mener læseren måske, men pointen er, at Jensen, som altid, forsømmer at prøve sin påstand af mod modsatrettede hypoteser.

Det er relevant at spørge, om Jensen er dobbeltmoralsk – således at forstå, at én ting er, når Sovjetunionen sætter systemkritikere i fængsel uden dom, noget andet er, når andre gør det.

Fra min tid i Odense har jeg selv oplevet Jensen. Både som aktør i en demokratisk forsamling vi begge var medlemmer af og som vejleder. Når mit mandat krævede, at jeg satte mig i opposition til Jensen, oplevede jeg gentagne gange at blive intimideret og tilmed truet - pudsigt nok også med injurielovgivningen.
Er det på sin plads at spørge, om Jensen mon kunne tænkes at ville ofre værdier så som ’demokratiets væsen’ og ’demokratisk proces’, skulle de en dag stå i vejen for, at han endegyldigt kunne bevise, at han, den miskendte elektriker og mand af folket, alligevel havde ret i modsætning til de hovne og bedrevidende intellektuelle?

Har Jensen overhovedet et demokratisk sindelag?

Det er et spørgsmål, om Jensen er en ærlig mand. Jensen fik meddelt særlig aktindsigt i lukkede arkiver, mod at han afgav et tavshedsløfte, som han derefter brød på fræk og udfordrende vis. Han gjorde dette ved at sætte en mand i gabestok trods det, at Jensens påstand mildest talt er polemisk og modsiges af flere af PET’s tidligere medarbejdere. Og værre er det, at der ikke synes at være nogen konsekvens for bristede forudsætninger. Så vidt jeg ved, har hans øjensynligt forsætlige brud på sit tavshedsløfte ikke været til hinder for, at han efterfølgende fik adgang til lukkede arkiver. Det skulle være overflødigt at sige, at jeg som borger i en retsstat ikke kan forstå, hvorledes dette kan gå til.

Hvad er det, som driver Jensen, og hvorfor er han, som han er? Har han en slags paralleloptik, hvori han ser sig selv som den lille dreng, der peger fingre ad Kejseren, mens han ugenert råber, at Kejseren ikke har tøj på? Og hvorfor bliver han ved med at råbe, længe efter, at denne for længst har passeret forbi? Man kunne måske spørge sig, om Bent Jensen lider af Aspergers syndrom. Skulle dette være tilfældet, er der måske en vej til, at han kan finde fred i sit vanskelige sind. Eller kan det tænkes, at han venter på et anerkendende bifald?

Det sidste er næppe umuligt. Jeg fornemmede dengang, at det var et problem for ham at han, som havde den højeste stilling på Institut for Slaviske Studier, alligevel var den, som nød den mest beskedne anseelse.

Men bifald fra hvem? Som jeg husker det, skyldtes Jensens manglende anseelse ikke mindst, omend ikke udelukkende, hans karakteregenskaber. Mens jeg var på instituttet, skete det aldrig, at Jensen viste sig storsindet eller bare rummelig. Jeg husker ham kun som smålig og nidkær. Det har tit undret mig, hvorfor så tilsyneladende stor en mand, flittigt citeret i den offentlige debat, beundret og frygtet for sit bidende vid, ikke som person har mere at byde på.

Men måske skal man bare konstatere, at den store professor dr. phil Bent Jensen i virkeligheden er en ganske lille mand.

Henrik Brøndum:

"Hvad med redaktionen paa Information. Boer den ikke tage stilling til de omtalte artikler?"

Fra dagens bagsideleder:

"Højesteretsdommen fastslår ikke, at journalistikken var misvisende, men konstaterer, at der er holdepunkter for at gøre indsigelse mod den.

Her afstår højesteret fornuftigvis fra at gøre sig til dommer over sandheden om Den Kolde Krig. Den diskussion hører ikke hjemme i juraen, men i debatten i offentligheden og mellem historikere. Og forhåbentligt uden, at det nødvendigvis behøver at føre til injuriesøgsmål. "

@Brockdorff

Det med den åbne debat er jo netop det etisk anstødelige: Hvis millioner af skattekroner bliver brugt på at grave i mit akademsike arbejde over flere årtier, og i mine sociale kontakter, så vil der ligge en masse godt og ondt. Når en modstander så får lov til at håndplukke fra samlingen, uden at jeg selv kan gøre det samme, så kan INGEN forsvare sig, hvis de vitterlig arbejder hårdt og producerer en masse stof.

Det er fint nok, at PET følger mange spor, og samler dynger af materiale efter en politisk og faglig vurdering. Men når der ikke længere kan antages at være et strafferetsligt spor, så er det ret og rimeligt at udlevere alt materiale til offeret, før det udleveres til politiske modstandere.

Privatlivets fred kan desværre ikke altid respekteres under en efterforskning, men offentliggørelse af det snavsede vasketøj bagefter, det må være op til offeret, og ikke hans modstandere.

Nazi-kortet: Hvis en politisk aktør tillader sig at mødes med rockere eller kommunister eller højreekstremister, så kan jeg svine ham til, bare ved at henvise til et fordækt møde.

Det er problematisk, at en journalist mister troværdighed ved at mødes med ekstremister. Men hvis mødet er fordækt, og journalisten ikke har modet til selv at fortælle om sit møde, så er det bare synd.

Det er op til journalisten at demonstrere sit analysearbejde så klart, at læseren stadig tror på hans kompetence.

Tak til Anders Fussing for hans tankevækkende kommentar til Jensen som historiker. Skal sidstnævnte ord sættes i gåseøjne? Enhver 1. årsstuderende på historiefaget kan se, at Jensen har et problem med metode og teori: En person i politiets arkiv står som mistænkt. Jensen udbasunerer så, at mistanker er lig med fakta. En studerende skriver et speciale, hvor Jensen kritiseres på et par sider. Helvedet bryder løs: Jensen vil den studerende dømt for injurier, hans vejleder, en af jensens kollegaer, skal skride ind over for den studerende...Osv. Til syvende og sidst er det Jensens lødighed som historier, der står på spil. Bliver han taget alvorlig af historikerlauget herhjemme?

Til lykke Jørgen Dragsdahl.

Iøvrigt er Bent Jensen historiker, endda en dårlig historiker.

@Sune Olsen

Jeg forstaar ikke pointen i din henvisning. Hvis jeg var redaktoer ville jeg saette et par kloge hoveder af forskellig politisk overbevisning til at kommentere de centrale artikler og genudgive dem, sammen med redaktionens synspunkt. (Og her mener jeg kloge hoveder i en lidt hoejere kaliber end Bent Jensen - han lader jo til at lade sit temperament overskygge sine akademiske evner).

Jensen er åbenbart ikke til at stoppe.

Den kolde krig er forlængst forbi, og det er klart, at de der støttede de kommunistiske regeringer i Østeuropa forlængst har måttet sande, at de tog frygteligt fejl. Det er ligeledes klart for mange, at de burde have vidst bedre. Intet nyt i det.

Jensen kan så, hvis det gør ham lykkeligere, fryde sig over, at han fik ret, og de han med så stor passion har opponeret mod fik uret.

Men det skal åbenbart manifesteres med et gehør for Jensen. De skal skamme sig. Men hvor meget? Skal man trække de formastelige iført spids hvid hat med kanin-ører rundt i byens gader for slutteligt at anbringe dem i gabestok til skam og skændsel og til glæde for pøblen? Eller skal man lade dem sone brøden ved at tvinge dem til, på bedste borgerlig vis, at tilstå deres brøde offentligt? Eller hvad med en skueproces, så alle kan se, hvad vi mener om ’dem’ og deres ’landsforrædderi’?

Jensens produktion tegner et falsk billede af virkeligheden ved det, at han får det til at se ud som om, man ikke havde styr på, hvad der foregik mellem, i dette tilfælde, venstreintellektuelle og KGB. Sandheden er, at det var der styr på.

I hvad der forekommer at være en mani, påtager han sig rollen som folkedommer, hænger en mand ud med fordrejede beskyldninger og udstiller samtidig sig selv som indigneret over samfundets efterladenhed.

Jensens ’målgruppe’ er udelukkende de venstreorienterede intellektuelle. Alt hvad de er kommet for skade at sige eller skrive bliver gennemgået minutiøst, taget ud af sammenhængen og brugt til mudderkastning. Om nødvendigt ved at fordreje det og uanset hvor beskedent det er. Jensen viger ikke tilbage for et groft, frækt og udfordrende misbrug af noget som i sig selv er temmelig problematisk: Jensens særlige arkivadgang. Det problematiske er, at man kan formode at netop de forskere magthaverne favoriserer vil blive begunstigede af et sådant privilegium. Sagens omstændigheder synes at understrege denne problematik.

Det er simpelthen forkasteligt, når Jensens grove misbrug ikke har fået mærkbare konsekvenser i form af straf eller frakendelse af denne ret for bestandig.

Men i sit snæversyn taber Jensen helt overblikket. Han beskæftiger sig ikke med f.eks. visse erhvervsfolks mere end lyssky aktiviteter. Det er netop Jensens snæversyn, der tager livet af enhver forestilling om, at han skulle personificere demokratiets og retfærdighedens sag. Hans misforståede opfattelse af fodnote-politikken er et godt eksempel på, Jensens manglende rummelighed eller accept af det spillerum for dissens, som begge udgår vigtige byggesten de vestlige demokratier.

Yderligere understreges pointen af de problemer i samtiden, som Jensen undlader at beskæftige sig med. Det gælder ikke mindst hvad der forekommer at udgøre et blindt punkt af groteske dimensioner hos Jensen i form af USA’s og vestens forræderi mod netop de normer og værdier, som vi har bygget vores demokratiske samfund op omkring.

Jensens billede at tiden under den kolde krig er et falskt billede.

Jensen er åbenbart ikke til at stoppe.

Den kolde krig er forlængst forbi, og det er klart, at de der støttede de kommunistiske regeringer i Østeuropa forlængst har måttet sande, at de tog frygteligt fejl. Det er ligeledes klart for mange, at de burde have vidst bedre. Intet nyt i det.

Jensen kan så, hvis det gør ham lykkeligere, fryde sig over, at han fik ret, og de han med så stor passion har opponeret mod fik uret.

Men det skal åbenbart manifesteres med et gehør for Jensen. De skal skamme sig. Men hvor meget? Skal man trække de formastelige iført spids hvid hat med kanin-ører rundt i byens gader for slutteligt at anbringe dem i gabestok til skam og skændsel og til glæde for pøblen? Eller skal man lade dem sone brøden ved at tvinge dem til, på bedste borgerlig vis, at tilstå deres brøde offentligt? Eller hvad med en skueproces, så alle kan se, hvad vi mener om ’dem’ og deres ’landsforrædderi’?

Jensens produktion tegner et falsk billede af virkeligheden ved det, at han får det til at se ud som om, man ikke havde styr på, hvad der foregik mellem, i dette tilfælde, venstreintellektuelle og KGB. Sandheden er, at det var der styr på.

I hvad der forekommer at være en mani, påtager han sig rollen som folkedommer, hænger en mand ud med fordrejede beskyldninger og udstiller samtidig sig selv som indigneret over samfundets efterladenhed.

Jensens ’målgruppe’ er udelukkende de venstreorienterede intellektuelle. Alt hvad de er kommet for skade at sige eller skrive bliver gennemgået minutiøst, taget ud af sammenhængen og brugt til mudderkastning. Om nødvendigt ved at fordreje det og uanset hvor beskedent det er. Jensen viger ikke tilbage for et groft, frækt og udfordrende misbrug af noget som i sig selv er temmelig problematisk: Jensens særlige arkivadgang. Det problematiske er, at man kan formode at netop de forskere magthaverne favoriserer vil blive begunstigede af et sådant privilegium. Sagens omstændigheder synes at understrege denne problematik.

Det er simpelthen forkasteligt, når Jensens grove misbrug ikke har fået mærkbare konsekvenser i form af straf eller frakendelse af denne ret for bestandig.

Men i sit snæversyn taber Jensen helt overblikket. Han beskæftiger sig ikke med f.eks. visse erhvervsfolks mere end lyssky aktiviteter. Det er netop Jensens snæversyn, der tager livet af enhver forestilling om, at han skulle personificere demokratiets og retfærdighedens sag. Hans misforståede opfattelse af fodnote-politikken er et godt eksempel på, Jensens manglende rummelighed eller accept af det spillerum for dissens, som begge udgår vigtige byggesten de vestlige demokratier.

Yderligere understreges pointen af de problemer i samtiden, som Jensen undlader at beskæftige sig med. Det gælder ikke mindst hvad der forekommer at udgøre et blindt punkt af groteske dimensioner hos Jensen i form af USA’s og vestens forræderi mod netop de normer og værdier, som vi har bygget vores demokratiske samfund op omkring.

Jensens billede at tiden under den kolde krig er et falskt billede.