Læsetid: 5 min.

Dragsdahl vandt den (foreløbig) sidste runde

Højesteret har nu sat dansk punktum i den årelange strid mellem professor Bent Jensen og den tidligere Informations-journalist Jørgen Dragsdahl. I går vandt Dragsdahl med 5-2 af dommerstemmerne
Jørgen Dragsdahl ved Højesteret efter gårsdagens sejr over Bent Jensen

Jørgen Dragsdahl ved Højesteret efter gårsdagens sejr over Bent Jensen

Polfoto

4. juni 2015

Et mere end otte år gammel koldkrigsopgør fandt i går sin endelige afslutning i det danske retssystem øverste instans, Højesteret.

Den tidligere Informationsjournalist Jørgen Dragsdahl fik rettens ord for, at professor Bent Jensen havde krænket ham ved i en artikel i Jyllands-Posten i januar 2007 at have beskylde ham for at være KGB-agent.

Jensen blev af fem ud af syv højesteretsdommere idømt 10 dagbøder a 1.000 kr. og en tortgodtgørelse til Jørgen Dragsdahl på 100.000 kr. med procesrente fra februar 2007. Desuden skal Jensen betale 502.700 kr. til Dragsdahl i sagsomkostninger.

LEDER: Dommen over Bent Jensen

Efter først at have tabt i byretten i Svendborg i 2010 og vundet i Østre Landsret i 2013 var det en fattet Jensen, der et kvarter efter dommens oplæsning mødte pressen på trappen ned fra Højesteret.

»Retten lægger noget strafbart i selve agentbegrebet, som ikke er der,« sagde Jensen, der fandt dommen »meget mærkelig«.

Han afviste, at han var en uhæderlig historiker: »Der er ingen, der har beskyldt mig for at digte. Jeg har ikke lagt noget til, og jeg har ikke trukket noget fra,« som han sagde.

Ifølge professoren vil Højesterets afgørelse, som er endelig, åbne for, at forskere fremover kun kommer til at levere »friseret« historieskrivning, fordi de vil være bange for åbent at skrive, hvad de finder i arkiverne.

Uden at have nærlæst dommen, ville han derfor mene, at Højesterets afgørelse vil gå videre til Menneskeretsdomstolen i Strassburg. Det samme mente Jensens advokat Karoly Nemeth.

»Er Dragsdahl agent,« blev Jensen spurgt, hvortil han svarede:

»Det lader jeg ligge.«

Strafbar beskyldning

I den principielle dom på 61 sider lægger de fem højesteretsdommere med retspræsident Poul Søgaard i spidsen til grund, at det er ærekrænkende at blive beskyldt for at være agent for en fremmed efterretningstjeneste.

Når Jensen i Jyllands-Posten bl.a. havde skrevet, at »arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent« og »PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent«, vil en »almindelig læser« forstå dette som »en beskyldning« om et »strafbart forhold«.

Dernæst tager de fem dommere stilling til, om der er belæg for, at Dragsdahl har udøvet strafbar virksomhed som KGB-agent. Efter bevisførelsen finder de fem ikke, at der er belæg, idet de på linje med landsretten afviser at lægge vægt på Jensens tidligere »forklaring om dokumenter og oplysninger«, der ikke er indgået i sagen, der ellers ved landsretten fyldte flere flyttekasser.

Til sidst vurderer de fem dommere, om det af hensyn til Jensens ytringsfrihed i den offentlige debat om væsentlige samfundsemner alligevel har været straffrit at fremsætte beskyldningerne mod Dragsdahl.

Lige præcis her når de fem højesteretsdommere til et andet resultat end Østre Landsret, og det gør dommen principiel.

I afvejningen mellem på den ene side artikel otte om beskyttelsen af privatlivets fred og på den anden side artikel 10 om ytringsfrihed i Den Europæiske Menneskeretskonvention valgte landsdommerne at lægge størst vægt på artikel 10.

Heroverfor siger de fem højesteretsdommere, at det må »tillægges betydning«, at Jensen har fremsat beskyldninger, som der ikke har været belæg for. Hvis Jensen derfor skal nyde denne ytringsfrihed, skal han ifølge praksis fra Menneskerettighedsdomstolen »opfylde den standard, der også gælder for journalister«, bl.a. ved at være i god tro og være omhyggelig i forhold til fakta.

Men det har Jensen ifølge de fem dommere ikke gjort. Eksempelvis har professoren end ikke nævnt i sin artikel, at PET efter mere end tre års aflytning af Dragsdahl ikke fandt grundlag for at rejse en straffesag mod ham for ulovlig agentvirksomhed.

Ganske vist var Dragsdahl under efterforskning i 1983-85, og enkelte medarbejdere i PET fandt, at han havde udført agentvirksomhed for KGB. Og ganske vist blev han i rapporter fra PET til Udenrigsministeriet, Regeringens Sikkerhedsudvalg og Forsvarets Efterretningstjeneste benævnt som agent eller påvirkningsagent. Men Efterforskningen viste netop, at der ikke var grundlag for en indstilling til Justitsministeriet om, at der skulle rejses en straffesag.

»Vi finder derfor, at det var misvisende at give udtryk for, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent uden samtidig tydeligt at angive PET’s endelige opfattelse af tiltalespørgsmålet«, skriver de fem dommere.

De fem dommere tillægger det også en »særlig vægt«, at Jensen havde fået »særlig adgang til PET’s materiale med henblik på generel forskning i Den Kolde Krigs historie« hvorimod Dragsdahl »ikke havde denne adgang til PET’s arkiver«, hvorfor han kun havde »begrænsede muligheder for at imødegå Bent Jensens beskyldninger«.

Mindretallet på to dommere ønskede derimod en stadfæstelse af landsretsdommen, der frikendte Jensen.

KGB-makværk

Selv om Jensen blev dømt for at have beskyldt Dragsdahl for at være KGB-agent, blev han frikendt for sine udsagn om, at Informations-journalisten havde misinformeret sine læsere.

Det var således ikke strafbart for Jensen at skrive, som han f.eks. gjorde i Information i maj 2008, om en af Dragsdahls artikler mange år tidligere i samme avis, at den var »et skændigt makværk, som KGB ikke kunne have lavet bedre.«

Her er der også en forskel mellem grundlaget for landsrettens og Højesterets afgørelse. Hvor landsdommerne mente, at Jensens udsagn om desinformation skulle forstås som såkaldte kritiske værdidomme, der skulle forstås i en bredere forstand – altså ikke som falske historier Dragsdahl havde skrevet bevidst mod bedre vidende – skærper Højesteret det.

De mener nemlig, at Jensens udsagn om Dragsdals desinformation »af en almindelig læser må opfattes som udsagn om, at Jørgen Dragsdahl i avisartikler bevidst har misinformeret læserne.«

Alligevel tiltræder højesteretsdommerne landsrettens bedømmelse, nemlig at Jensens kritik af Dragsdahl »ikke var uden faktuelt grundlag«.

Ligeledes frifindes Jensen for at have skrevet, at Dragsdahl holdt »konspirative« møder med KGB-officerer, bl.a. et møde i et S-tog fra Farum Station og i Wien. Også her er Højesteret på linje med landsretten og finder, »at udsagnene har tilstrækkelig dækning i PET-dokumenterne.«

Hermed siger Højesteret ikke – og i øvrigt heller ikke landsretten – at Dragsdahl faktisk har drevet misinformation over for læserne, mens han var ansat på Information. Kun at det ikke er strafbart for Jensen at sige det offentligt.

Fremlæg hele molevitten

Da Dragsdahl kom ned ad højesteretstrappen sammen med sin advokat René Offersen, udtrykte han tilfredshed og lettelse over dommen.

»Det har været yderst problematisk, at Bent Jensen på så løst et grundlag har kunnet svine mig til. Det har betydet, at jeg ikke har kunnet arbejde som journalist i otte år,« sagde Dragsdahl.

På spørgsmålet til, hvad han mente om frifindelsen af Jensen i forhold til udsagnene om desinformation, svarede han, at han først ville læse dommen. Det vigtigste lige nu var, at det havde været strafbart at kalde ham KGB-agent.

Dragsdahl kaldte Jensens beskyldninger for »et alvorligt overgreb på borgernes rettigheder«, fordi formålet med professorens angreb var at vise, at den såkaldte fodnotepolitik under Den Kolde Krig var inspireret af KGB med Dragsdahl som villigt redskab.

»De troede, at de kunne ramme Socialdemokratiet ved at ramme mig,« sagde han.

Senest under procedurerne i Højesteret har advokat Karoly Nemeth henvist til, at Jensen under sine arkivstudier er stødt på oplysninger om Dragsdahl, som ikke har kunnet fremlægges for retten, heriblandt udskrifter af Dragsdahls aflyttede telefonsamtaler gennem tre år.

Hertil sagde Dragsdahl, at han hele tiden havde ønsket »hele molevitten fremlagt«, og det holdt han fast ved.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nå, Bent Jensen tager dommen til efterretning. Ifølge det altid velunderrettede organ, At Tænke Sig, meddeler professoren:

- »Ifølge dommen skal jeg betale en erstatning på 600.000 kroner til Dragsdahl. Dem vil jeg snarest få vekslet til rubler, som jo er den valuta, Dragsdahl og hans tidligere arbejdsgiver altid har benyttet«, sagde Bent Jensen.

http://politiken.dk/bagsiden/atsbagsiden/ECE2698829/ats-blatter-mistaenk...

:-)

Benny Jensen, Karsten Aaen, erik mørk thomsen, Gert Romme, Rasmus Knus, hans lemming og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Hvad med redaktionen paa Information. Boer den ikke tage stilling til de omtalte artikler?

Fodnotepolitikken tjente et skjult politisk formål i forhold til afspænding og opløsningen af Sovjetunionen - måske skulle man istedet kigge over Atlanten for at se, hvem der i virkeligheden trak i trådene.

peter fonnesbech

At være agent, dvs. at udlevere følsomme statshemmeligheder til en fremmed magt er kriminelt og strafbart.

Når Jensen beskylder Dragsdahl for at være agent , svarer det jo til i overført betydning at stjæle en mands ellers rene straffeattest og svine den til for åbent skue.

Manden har jo ikke kunne arbejde som journalist i 8 år pga. af denne beskyldning.

Derfor forekommer det yderst patetisk at Jensen, (den angribende part), nu pludseligt ses i rollen som det stakkels krænkede offer og snakker om menneskerettighedsdomstolen, alt hvad den kan trække.

Roald Andersen, Robert Ørsted-Jensen, uffe hellum, Karsten Aaen, Felix Austin og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Jeg kender ikke de notater, som efterretningstjenester ligger inde med, og formentlig kan der også her været solide fejltolkninger.

Men det er jo helt indlysende, at professor Bent Jensen er en stor, useriøs og usympatisk platugle, der aldrig skulle have været lukket ind til hemmelige arkiver. Måske er han alt for svagt begavet til at blive straffet for sine forbrydelser. Men så bør man da retsforfølge de lovgivere, der har gjort dette muligt, så der ikke bliver flere politiske gentagelser.

uffe hellum, Karsten Aaen, David Zennaro og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Hvis det, at havde møder med folk fra fremme stater, herunder deres efterretningstjenester, skulle være det samme, som de er agenter, er der vist mange, der skal kaldes agenter.
Både de amerikanske, som de israelske efterrettjeneste har altid haft deres følge, blandt danske, som andre landes journalister, der villigt skrev, hvad de pågældende efterretningstjenester ville havde.

christen thomsen

Bent Jensen havde jo sine egne 'frokostkom-sammen'er', hvor han kunne orientere, om hvad evt. måtte have at meddele om kollegaer. Til alt held havde han kollegaer, der godt kunne lide ham...

Ole Brockdorff

”Det har været yderst problematisk, at Bent Jensen på så løst et grundlag har kunnet svine mig til. Det har betydet, at jeg ikke har kunnet arbejde som journalist i otte år”, sagde en lettet og tilfreds Jørgen Dragsdahl efter afsigelsen i går af Højesterets kendelse.

Hvilket arbejde som journalist???

Ifølge alle tilgængelige oplysninger havde Jørgen Dragsdahl ikke længere nogen journalistisk karriere, da professor Bent Jensen i januar 2007 skrev sin kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, så at stå nu på trappen til Højesteret og påstå, at historikerens sammenfatninger om ham har betydet, at han ikke har kunnet arbejde som journalist i otte år, må være direkte i strid med sandheden.

Jørgen Dragsdahls karriere som journalist forsvinder ud i den blå luft allerede omkring år 2000, og ingen hører noget som helst til manden som journalist eller samfundsdebattør før i 2007, da han pludselig dukker frem, og vildt og inderligt opponerer i offentligheden mod professor Bent Jensens kronik om hans rolle som påvirkningsagent for KGB under Den Kolde Krig - baseret på de af historikeren indhentede oplysninger fra arkiverne hos PET.

I perioden fra år 2000 og frem til 2007 var Jørgen Dragsdahl blandt andet sendt i jobaktivering hos DIIS af Ballerup Kommune, og indtil da kan man i hans karrieremæssige baggrund se, at han var medarbejder hos dagbladet Information i årene 1977-1995, freelancer hos Weekendavisen i perioden 1995-2000, og i år 2000 tilknyttet dagbladet Aktuelt, hvorefter manden nærmest forsvinder ud i den blå luft.

Jørgen Dragsdahl har også gennem årene været udstationeret, afholdt forelæsninger, optrådt af og til i programmet ”Orientering” på P 1 hos Danmarks Radio, samt skrevet nogle artikler for Hjemmeværnsbladet. Men alle disse journalistiske aktiviteter ligger før år 2000, og kan derfor heller ikke være karrieremæssigt påvirket af professor Bent Jensens kronik i 2007.

Så, nej, det passer ganske enkelt ikke, når journalist Jørgen Dragsdahl i går eftermiddags på Højesterets trappe siger til pressen, ”at sagen mod professor Bent Jensen har betydet, at jeg ikke har kunnet arbejde som journalist i otte år”. Her lyver manden åbenlyst for offentligheden, for han var ikke længere aktiv journalist i medierne, da historieforskeren skrev sin kronik hos Morgenavisen Jyllands-Posten i 2007, og rigtig mange borgere kendte indtil da overhovedet ikke hans navn.

Dèn sandhed må selv Ulrik Dahlin og dagbladet Information kunne bekræfte.

Jørgen Dragsdahl

Ole Brockdorf er enten en vildledt stakkel eller en løgner. Han omtaler "alle tilgængelige oplysninger" men han har så åbenbart ikke besøgt min hjemmeside: www.dragsdahl.dk Her vil han finde utallige artikler fra mellem 2000 og 2007. Måske vil han endog opdage, at artiklerne præcist varslede de kommende problemer i Afghanistan og Irak. De artikler i Forsvarets publikationer fik Bent Jensen stoppet; man kan spørge: Til gavn for hvem? Man kan vel også hævde, at når netop Forsvarets redaktører accepterede kritiske artikler, var forklaringen måske, at de havde et ganske højt niveau. Desuden flere kapitler til en USA-bog, hvor bidragyderne ellers var fremtrædende akademikere. Der er endog nogle artikler og radioindslag efter 2007. Det er så åbenbart nogle, der endnu ikke har lært, at man bør skelne mellem sandt og falskt.

Robert Ørsted-Jensen, Michal Bagger, peter fonnesbech, uffe hellum, Karsten Aaen, Ole C. Nielsen, Ole Frank, Jens Thaarup Nyberg og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Ja, kære Jørgen Dragsdahl, her må jeg give dig en uforbeholden undskyldning for min påstand om, at du ikke længere var aktiv journalist i medierne, da professor Bent Jensen offentliggjorde sin kronik i 2007, for jeg kan se på din hjemmeside, at du ganske rigtigt i årene fra 2000 til 2007 skrev en hel del artikler til blandt andet dagbladet Information.

Imidlertid kan jeg forsikre dig og andre om, at jeg hverken er løgner eller på nogen måder en vildledt stakkel, men et kort øjeblik skrev jeg blot ud fra min hukommelse. Derfor tjekkede jeg ikke mit personlige avisarkiv, inden jeg sendte kommentaren ind på bloggen hos dagbladet Information, og dèt siger jeg naturligvis undskyld for.

Men, Jørgen Dragsdahl, hvordan kan du så påstå efter kendelsen onsdag i Højesteret, at du ikke har kunnet arbejde som journalist i de sidste otte år på grund af indholdet i professor Bent Jensens kronik, når man kan se på din hjemmeside, at du har skrevet adskillige kronikker og artikler efter 2007 i dagbladet Information samt deltaget i flere radioprogrammer?

Hvor meget af din karriere som journalist har professor Bent Jensen så egentlig ødelagt med sin kronik i 2007, også når man tænker på, at denne forbandede injuriesag mellem dig og en koldkrigsforsker kunne have været løst allerede i 2007, hvis du i stedet havde konfronteret historikerens påstande gennem en åben debat i offentligheden?

På den måde ville nationen være sluppet for en gennemgang af sagen i tre retsinstanser, der ender op med en noget ”mudret” afslutning på beretningen om dig, hvor noget af det Bent Jensen skrev, er i orden med henvisning til det historiske materiale. Alt imens historieforskeren ikke må skrive, at PET opfattede dig som KGB-agent. Men den civile efterretningstjeneste har du aldrig fundet anledning til at stævne for injurier og bagvaskelse – kun budbringeren i skikkelse af en professionel historieforsker.

Retssagen kunne være undgået med åbenhed og ærlighed fra din side i 2007.

Anders Fussing

Jeg husker godt Bent Jensen

Siden jeg lærte Bent Jensen at kende som studerende på Slavisk Institut, Odense Universitet i de sene 80-ere, har jeg undret mig over ham. Det forekommer mig nu som dengang, at Jensens produktion giver anledning til lige så mange spørgsmål, som den besvarer.

Allerede i ’Stalinismens Fascination’ gav Jensens selektive og manipulerende form mig anledning til undren. Tager man udelukkende og præcis de ting ud af en helhed, som tjener til at eftervise ens forudfattede meninger, kan man altid få ’ret’ og altid få ’modparten’ til at tage sig grotesk ud. Og det var, hvad Jensen med sine omhyggeligt udvalgte citater gjorde. Det var dengang som nu min opfattelse, at denne fremgangsmåde står i et uværdigt proportionalitetsforhold til den værdighed og mål af niveau, man venter af professorstolen på et universitet. Betragtningen forekommer mig relevant, da Jensens akademiske titler ufravigeligt nævnes i hans bøgers omslag. Bedre bliver det ikke, når man kender bogen ’A Better World’ af William L. O’Neill. Jeg tror Jensen lyver, når han påstår at inspirationen til Stalinismens Fascination kom fra tilfældig læsning af et venstreorienteret tidsskrift og ikke O’Niels bog.

Senere har også bogen ’Gulag og Glemsel’ har været genstand for lignende kritik.

Endelig har Jensens brug (og misbrug) af kilder i ’Ulve, får og vogtere’ har været genstand for alvorlig kritik, der spænder fra brug af fifleri og manipulation over misbrug (Bo Lidegaard, Niels Barfod) til uvidenhed (Ole Grünbaum).

Jensens tilsyneladende mani rejser en del spørgsmål.

Indledningsvis kunne man spørge, hvorfor Jensen, som gennem en lang årrække synes besat af én og samme sag, ikke for længst er glemt. Den kolde krig er forbi, Sovjetunionen for længst opløst. Hvordan kan det så være, at emnet stadig vækker opmærksomhed? Eller er det bare Jensen, man lægger mærke til?

Det er værd at spørge, hvad Jensens ærinde egentlig er. Kæmper han for et sandhedsideal, hvor ret går frem for uret, det ærlige går frem for det uærlige og det hæderlige og redelige frem for det uhæderlige og uredelige? Eller er hans ærinde et personligt korstog mod folk, som mener noget andet end ham selv i en strid, som for længst er overstået? Og hvis det sidste er tilfældet, er han da fange af sin egen nidkærhed?

Er Jensen på korstog for sandhed og menneskerettigheder, hvorfor er han så tavs om emner, som er kommet frem efter den kolde krigs afslutning? Hvor var Jensen f.eks. i forbindelse med den krigsforbrydelse, som NATO begik med angrebskrigen (ulovlig efter Nürnbergdommene), man førte mod Irak i 2003 med ragnarok og elendighed til følge? Eller i forbindelse med 11. september, hvor Bush-regeringens fremstilling af begivenhederne ikke stemmer overens med, hvad der faktisk skete den dag? Eller hvad med det forræderi mod selve de idealer Jensen formentlig selv mener, han står for, i form af folk som spærres inde på Guantanamo uden ordentlig rettergang og dom, folk som forsvinder, den officielle indførelse af tortur, fremmede magters totale overvågning af vores privatliv, uden at regeringen griber ind – ja formentlig med dens velsignelse hvis ikke endda medvirken? Vil kamp mod alt dette ikke give et langt større afkast, hvis målet er fremme af demokrati, demokratiske værdier og menneskerettigheder?

Så er der spørgsmålet om, hvad Jensens produkt egentlig er: Objektiv historieskrivning eller bare partsindlæg?

Bent Jensen har fremført den påstand, at de danske venstreintellektuelle var farlige derved, at de bragte vores medlemskab af den vestlige alliance i fare. Men kan man opretholde dette synspunkt? For det første var det næppe kun de venstreorienterede, som støttede fodnotepolitikken. For det andet er det mod det demokratis væsen, som den vestlige alliance har til formål at forsvare, når kritik og forbehold bliver sidestillet med noget, som ligner landsforræderi. I Sovjetunionens sidste levetid, kom bl.a. præsident Bush Sr. til den opfattelse, at Vesten ville opleve et større sikkerhedsproblem, hvis (Sovjet-) unionen opløstes, frem for at forblive intakt; dog med en demokratisk styreform. Den demokratiske styreform var en mulighed, som Gorbachov og den tidlige Jeltsin-æra gav forhåbning om kunne virkeliggøres. I sit sidste leveår oplevede Sovjetunionen en demokratiseringsproces, som med sin hurtighed og styrke var ærligt ment. Er det ikke relevant at spørge, om afspændingspolitikken, og herunder fodnotepolitikken var med til at muliggøre denne udvikling? Og kunne man ikke spørge, om demokratiseringen af Sovjetunionen svækkede eller styrkede landets sikkerhed?

Mener læseren, at fodnotepolitikken var til fare for vores medlemskab af den vestlige alliance eller for landet?

Det mener læseren måske, men pointen er, at Jensen, som altid, forsømmer at prøve sin påstand af mod modsatrettede hypoteser.

Det er relevant at spørge, om Jensen er dobbeltmoralsk – således at forstå, at én ting er, når Sovjetunionen sætter systemkritikere i fængsel uden dom, noget andet er, når andre gør det.

Fra min tid i Odense har jeg selv oplevet Jensen. Både som aktør i en demokratisk forsamling vi begge var medlemmer af og som vejleder. Når mit mandat krævede, at jeg satte mig i opposition til Jensen, oplevede jeg gentagne gange at blive intimideret og tilmed truet - pudsigt nok også med injurielovgivningen.
Er det på sin plads at spørge, om Jensen mon kunne tænkes at ville ofre værdier så som ’demokratiets væsen’ og ’demokratisk proces’, skulle de en dag stå i vejen for, at han endegyldigt kunne bevise, at han, den miskendte elektriker og mand af folket, alligevel havde ret i modsætning til de hovne og bedrevidende intellektuelle?

Har Jensen overhovedet et demokratisk sindelag?

Det er et spørgsmål, om Jensen er en ærlig mand. Jensen fik meddelt særlig aktindsigt i lukkede arkiver, mod at han afgav et tavshedsløfte, som han derefter brød på fræk og udfordrende vis. Han gjorde dette ved at sætte en mand i gabestok trods det, at Jensens påstand mildest talt er polemisk og modsiges af flere af PET’s tidligere medarbejdere. Og værre er det, at der ikke synes at være nogen konsekvens for bristede forudsætninger. Så vidt jeg ved, har hans øjensynligt forsætlige brud på sit tavshedsløfte ikke været til hinder for, at han efterfølgende fik adgang til lukkede arkiver. Det skulle være overflødigt at sige, at jeg som borger i en retsstat ikke kan forstå, hvorledes dette kan gå til.

Hvad er det, som driver Jensen, og hvorfor er han, som han er? Har han en slags paralleloptik, hvori han ser sig selv som den lille dreng, der peger fingre ad Kejseren, mens han ugenert råber, at Kejseren ikke har tøj på? Og hvorfor bliver han ved med at råbe, længe efter, at denne for længst har passeret forbi? Man kunne måske spørge sig, om Bent Jensen lider af Aspergers syndrom. Skulle dette være tilfældet, er der måske en vej til, at han kan finde fred i sit vanskelige sind. Eller kan det tænkes, at han venter på et anerkendende bifald?

Det sidste er næppe umuligt. Jeg fornemmede dengang, at det var et problem for ham at han, som havde den højeste stilling på Institut for Slaviske Studier, alligevel var den, som nød den mest beskedne anseelse.

Men bifald fra hvem? Som jeg husker det, skyldtes Jensens manglende anseelse ikke mindst, omend ikke udelukkende, hans karakteregenskaber. Mens jeg var på instituttet, skete det aldrig, at Jensen viste sig storsindet eller bare rummelig. Jeg husker ham kun som smålig og nidkær. Det har tit undret mig, hvorfor så tilsyneladende stor en mand, flittigt citeret i den offentlige debat, beundret og frygtet for sit bidende vid, ikke som person har mere at byde på.

Men måske skal man bare konstatere, at den store professor dr. phil Bent Jensen i virkeligheden er en ganske lille mand.

Erik Maaløe, Niels Duus Nielsen, Robert Ørsted-Jensen, Curt Sørensen, morten Hansen, christen thomsen, Karsten Aaen, Ole C. Nielsen og Tonny Helleskov anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum:

"Hvad med redaktionen paa Information. Boer den ikke tage stilling til de omtalte artikler?"

Fra dagens bagsideleder:

"Højesteretsdommen fastslår ikke, at journalistikken var misvisende, men konstaterer, at der er holdepunkter for at gøre indsigelse mod den.

Her afstår højesteret fornuftigvis fra at gøre sig til dommer over sandheden om Den Kolde Krig. Den diskussion hører ikke hjemme i juraen, men i debatten i offentligheden og mellem historikere. Og forhåbentligt uden, at det nødvendigvis behøver at føre til injuriesøgsmål. "

@Brockdorff

Det med den åbne debat er jo netop det etisk anstødelige: Hvis millioner af skattekroner bliver brugt på at grave i mit akademsike arbejde over flere årtier, og i mine sociale kontakter, så vil der ligge en masse godt og ondt. Når en modstander så får lov til at håndplukke fra samlingen, uden at jeg selv kan gøre det samme, så kan INGEN forsvare sig, hvis de vitterlig arbejder hårdt og producerer en masse stof.

Det er fint nok, at PET følger mange spor, og samler dynger af materiale efter en politisk og faglig vurdering. Men når der ikke længere kan antages at være et strafferetsligt spor, så er det ret og rimeligt at udlevere alt materiale til offeret, før det udleveres til politiske modstandere.

Privatlivets fred kan desværre ikke altid respekteres under en efterforskning, men offentliggørelse af det snavsede vasketøj bagefter, det må være op til offeret, og ikke hans modstandere.

Henrik Brøndum og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Nazi-kortet: Hvis en politisk aktør tillader sig at mødes med rockere eller kommunister eller højreekstremister, så kan jeg svine ham til, bare ved at henvise til et fordækt møde.

Det er problematisk, at en journalist mister troværdighed ved at mødes med ekstremister. Men hvis mødet er fordækt, og journalisten ikke har modet til selv at fortælle om sit møde, så er det bare synd.

Det er op til journalisten at demonstrere sit analysearbejde så klart, at læseren stadig tror på hans kompetence.

christen thomsen

Tak til Anders Fussing for hans tankevækkende kommentar til Jensen som historiker. Skal sidstnævnte ord sættes i gåseøjne? Enhver 1. årsstuderende på historiefaget kan se, at Jensen har et problem med metode og teori: En person i politiets arkiv står som mistænkt. Jensen udbasunerer så, at mistanker er lig med fakta. En studerende skriver et speciale, hvor Jensen kritiseres på et par sider. Helvedet bryder løs: Jensen vil den studerende dømt for injurier, hans vejleder, en af jensens kollegaer, skal skride ind over for den studerende...Osv. Til syvende og sidst er det Jensens lødighed som historier, der står på spil. Bliver han taget alvorlig af historikerlauget herhjemme?

peter fonnesbech, Niels Duus Nielsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Sune Olsen

Jeg forstaar ikke pointen i din henvisning. Hvis jeg var redaktoer ville jeg saette et par kloge hoveder af forskellig politisk overbevisning til at kommentere de centrale artikler og genudgive dem, sammen med redaktionens synspunkt. (Og her mener jeg kloge hoveder i en lidt hoejere kaliber end Bent Jensen - han lader jo til at lade sit temperament overskygge sine akademiske evner).

Anders Fussing

Jensen er åbenbart ikke til at stoppe.

Den kolde krig er forlængst forbi, og det er klart, at de der støttede de kommunistiske regeringer i Østeuropa forlængst har måttet sande, at de tog frygteligt fejl. Det er ligeledes klart for mange, at de burde have vidst bedre. Intet nyt i det.

Jensen kan så, hvis det gør ham lykkeligere, fryde sig over, at han fik ret, og de han med så stor passion har opponeret mod fik uret.

Men det skal åbenbart manifesteres med et gehør for Jensen. De skal skamme sig. Men hvor meget? Skal man trække de formastelige iført spids hvid hat med kanin-ører rundt i byens gader for slutteligt at anbringe dem i gabestok til skam og skændsel og til glæde for pøblen? Eller skal man lade dem sone brøden ved at tvinge dem til, på bedste borgerlig vis, at tilstå deres brøde offentligt? Eller hvad med en skueproces, så alle kan se, hvad vi mener om ’dem’ og deres ’landsforrædderi’?

Jensens produktion tegner et falsk billede af virkeligheden ved det, at han får det til at se ud som om, man ikke havde styr på, hvad der foregik mellem, i dette tilfælde, venstreintellektuelle og KGB. Sandheden er, at det var der styr på.

I hvad der forekommer at være en mani, påtager han sig rollen som folkedommer, hænger en mand ud med fordrejede beskyldninger og udstiller samtidig sig selv som indigneret over samfundets efterladenhed.

Jensens ’målgruppe’ er udelukkende de venstreorienterede intellektuelle. Alt hvad de er kommet for skade at sige eller skrive bliver gennemgået minutiøst, taget ud af sammenhængen og brugt til mudderkastning. Om nødvendigt ved at fordreje det og uanset hvor beskedent det er. Jensen viger ikke tilbage for et groft, frækt og udfordrende misbrug af noget som i sig selv er temmelig problematisk: Jensens særlige arkivadgang. Det problematiske er, at man kan formode at netop de forskere magthaverne favoriserer vil blive begunstigede af et sådant privilegium. Sagens omstændigheder synes at understrege denne problematik.

Det er simpelthen forkasteligt, når Jensens grove misbrug ikke har fået mærkbare konsekvenser i form af straf eller frakendelse af denne ret for bestandig.

Men i sit snæversyn taber Jensen helt overblikket. Han beskæftiger sig ikke med f.eks. visse erhvervsfolks mere end lyssky aktiviteter. Det er netop Jensens snæversyn, der tager livet af enhver forestilling om, at han skulle personificere demokratiets og retfærdighedens sag. Hans misforståede opfattelse af fodnote-politikken er et godt eksempel på, Jensens manglende rummelighed eller accept af det spillerum for dissens, som begge udgår vigtige byggesten de vestlige demokratier.

Yderligere understreges pointen af de problemer i samtiden, som Jensen undlader at beskæftige sig med. Det gælder ikke mindst hvad der forekommer at udgøre et blindt punkt af groteske dimensioner hos Jensen i form af USA’s og vestens forræderi mod netop de normer og værdier, som vi har bygget vores demokratiske samfund op omkring.

Jensens billede at tiden under den kolde krig er et falskt billede.

Anders Fussing

Jensen er åbenbart ikke til at stoppe.

Den kolde krig er forlængst forbi, og det er klart, at de der støttede de kommunistiske regeringer i Østeuropa forlængst har måttet sande, at de tog frygteligt fejl. Det er ligeledes klart for mange, at de burde have vidst bedre. Intet nyt i det.

Jensen kan så, hvis det gør ham lykkeligere, fryde sig over, at han fik ret, og de han med så stor passion har opponeret mod fik uret.

Men det skal åbenbart manifesteres med et gehør for Jensen. De skal skamme sig. Men hvor meget? Skal man trække de formastelige iført spids hvid hat med kanin-ører rundt i byens gader for slutteligt at anbringe dem i gabestok til skam og skændsel og til glæde for pøblen? Eller skal man lade dem sone brøden ved at tvinge dem til, på bedste borgerlig vis, at tilstå deres brøde offentligt? Eller hvad med en skueproces, så alle kan se, hvad vi mener om ’dem’ og deres ’landsforrædderi’?

Jensens produktion tegner et falsk billede af virkeligheden ved det, at han får det til at se ud som om, man ikke havde styr på, hvad der foregik mellem, i dette tilfælde, venstreintellektuelle og KGB. Sandheden er, at det var der styr på.

I hvad der forekommer at være en mani, påtager han sig rollen som folkedommer, hænger en mand ud med fordrejede beskyldninger og udstiller samtidig sig selv som indigneret over samfundets efterladenhed.

Jensens ’målgruppe’ er udelukkende de venstreorienterede intellektuelle. Alt hvad de er kommet for skade at sige eller skrive bliver gennemgået minutiøst, taget ud af sammenhængen og brugt til mudderkastning. Om nødvendigt ved at fordreje det og uanset hvor beskedent det er. Jensen viger ikke tilbage for et groft, frækt og udfordrende misbrug af noget som i sig selv er temmelig problematisk: Jensens særlige arkivadgang. Det problematiske er, at man kan formode at netop de forskere magthaverne favoriserer vil blive begunstigede af et sådant privilegium. Sagens omstændigheder synes at understrege denne problematik.

Det er simpelthen forkasteligt, når Jensens grove misbrug ikke har fået mærkbare konsekvenser i form af straf eller frakendelse af denne ret for bestandig.

Men i sit snæversyn taber Jensen helt overblikket. Han beskæftiger sig ikke med f.eks. visse erhvervsfolks mere end lyssky aktiviteter. Det er netop Jensens snæversyn, der tager livet af enhver forestilling om, at han skulle personificere demokratiets og retfærdighedens sag. Hans misforståede opfattelse af fodnote-politikken er et godt eksempel på, Jensens manglende rummelighed eller accept af det spillerum for dissens, som begge udgår vigtige byggesten de vestlige demokratier.

Yderligere understreges pointen af de problemer i samtiden, som Jensen undlader at beskæftige sig med. Det gælder ikke mindst hvad der forekommer at udgøre et blindt punkt af groteske dimensioner hos Jensen i form af USA’s og vestens forræderi mod netop de normer og værdier, som vi har bygget vores demokratiske samfund op omkring.

Jensens billede at tiden under den kolde krig er et falskt billede.