Læsetid: 3 min.

Endelig slog hun fra sig

I valgkampen trådte Helle Thorning-Schmidt i karakter – hvorpå hun trådte tilbage
Uanset forklaringerne på bedriften leverede Helle Thorning-Schmidt (S) så strålende en indsats i valgkampen, at hendes afgang som partileder ikke var en umiddelbar nødvendighed.

Tycho Gregers

20. juni 2015

Hele nationen så det ske: I valgkampen trådte Helle Thorning-Schmidt (S) i karakter. På skærmen var hun hårdtslående, stærkt argumenterede og nærmest lidenskabelig i sit forsvar for den regering, hun har ledet de sidste fire år.

Det var en ganske anden Helle Thorning-Schmidt end den, man har kunnet opleve i folketingssalens partilederdebatter og på hendes pressemøder. Her har hun været vigende, upræcis og i tøvende forsvarsposition.

Hvad er forklaringen på ændringen? Har Helle Thorning-Schmidt oplevet et historiens vingesus, hvor hun som landets første kvindelige statsminister nu endelig skulle slå igen mod den sexisme, der har simret omkring den foragt, hun er blevet mødt med i en verden, der stadig beherskes af mænds forestillinger? Eller følte hun sig først fri som leder nu, hvor Margrethe Vestager efter sin exit til Bruxelles ikke længere var der til at fordunkle Thorning-Schmidt som regeringens bærende kraft – og hvor Mette Frederiksen var anbragt i Justitsministeriets kviksand?

Uanset forklaringerne på bedriften leverede Helle Thorning-Schmidt så strålende en indsats i valgkampen, at hendes afgang som partileder ikke var en umiddelbar nødvendighed. Hun kunne godt være fortsat som oppositionens bannerfører. Men det var den rolle, hun havde oplevet Poul Nyrup Rasmussen forbløde i – da Nyrup efter sit valgnederlag i 2001 rejste land og rige rundt for at genrejse partiet. Nyrup holdt kun et år. Thorning valgte at gå fra den uventede højde, hun havde indtaget.

Ellers ubrudte nederlag

Den mandatfremgang på tre, som Thorning-Schmidt sikrede sit parti, var synlig, men beskeden. Med resultatet på 47 S-mandater efterlader hun Socialdemokraterne i samme tilstand, som hun overtog dem i efter det mismodsvalg, der i 2005 fik Mogens Lykketoft til at smide tøjlerne.

Med til at tære på Helle Thorning-Schmidts politiske kapital har været, at alle valg, partiet har ført under hendes ledelse, har fulgt en nedgangskurve, som altså først blev brudt i torsdags.

Modsat sin modkandidat Lars Løkke Rasmussen (V) har Helle Thorning-Schmidt strålet på den internationale scene, hvor hun har ført sig med elegance og selvsikkerhed. Med sit ægteskab med det britiske Labour-parlamentsmedlem Stephen Kinnock – søn af den tidligere partileder Neil Kinnock og det magtfulde europaparlamentsmedlem Glenys Kinnock – har Thorning-Schmidt ligefrem været en del af en europæisk klan.

Men den stil og fremtoning, der har betinget Thorning-Schmidts succes ude i verden, har ikke været hende til megen gavn i hjemlandet. Fjender – både inden for og uden for Socialdemokraterne – har yndet at fremstille hende som en overklassekvinde uden føling med det arbejdende folk. Også heri kan indlæses en sexisme, da ingen har bebrejdet Anders Fogh Rasmussen, at han i sine politiske lederroller har gjort sit yderste for at tage sig net ud.

Helle Thorning-Schmidt er vokset op i et borgerligt hjem på Københavns vestegn. Selv har hun sagt: »Jeg er ikke født til at være socialdemokrat. Jeg har selv valgt det.«

Fælles med Løkke

Med Lars Løkke har Thorning-Schmidt det til fælles, at hendes karriere udelukkende er forløbet i politik. Fælles er de også om at være postmoderne politikere. De har intet ideologisk grundfjeld, men kan smyge sig i det politiske landskab, som bekvemmeligheden måtte tilsige det. Undervejs er de begge kommet til at optræde som partipolitiske selskabstømmere. De har stort set tømt deres partier for det oprindelige indhold. Under Helle Thorning-Schmidt er Socialdemokraterne blevet endeligt tømt for arbejdere, for socialistiske idealer og for humanistiske traditioner.

Hun lod i sin regeringstid Bjarne Corydon og hans finansministerium vokse til en altstyrende kraft. Corydon stødte socialdemokratisk lænende kredse bort ved at erklære »konkurrencestaten« som sit mål.

Under valgkampen lagde Thorning-Schmidt sig – som Kristeligt Dagblad noterede – tæt op ad Venstres standpunkter i alle spørgsmål, hvor det kunne forekomme risikabelt at gøre andet.

Derved kom de debatter, som hun så fyrigt udkæmpede med Lars Løkke, ved nærmere aflytning til at handle om meget lidt.

Ved Thornings og Løkkes fælles villighed til at shoppe de belejlige synspunkter har de i brede kredse af befolkningen skabt en tørst efter reelle holdninger og overbevisninger, der fører til handling. Man kan hævde, at det er den strømning mod reelt indhold, der skyllede Thorning-Schmidt væk.

På nogle af Thorning-Schmidts plakater stod: »Alle skal have en chance til.«

Det var næppe Lars Løkke Rasmussen, hun havde i tankerne.

Men den ekstra chance blev altså Lars Løkkes. Og Helle Thorning-Schmidt nåede frem til, at den ikke sidenhen kunne blive hendes.

Læs også: Forslået mand vakler videre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben R. Jensen
  • Niels Møller Jensen
  • Marianne Rasmussen
  • Anne Eriksen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Torben R. Jensen, Niels Møller Jensen, Marianne Rasmussen, Anne Eriksen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Rasmussen

Jeg er fuldstændig uenig. HT fremstod som en hystade uden visioner i de tv programmer under valgkampen jeg nåede at se. Det er den retorik som er brugt i de sidste 4 år, og før valget i 2011, af regeringen og andre, som er årsag til, at Danmark er havnet i det eksperiment som Information selv skriver om.

Preben Haagensen, Per Torbensen, Bo Carlsen, Olav Bo Hessellund, Benny Jensen, Bernhard Drag og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nej, hun trådte ikke i karakter, hun buldrede bare ud med sin allerede velkendte personlighed. "Jeg kan slå Anders Fogh". Og med Frank Jensens udtryk i taberens ringhjørne: "Helle, hun er sej". Men man slår ikke 3½ års forfejlet og ikke-socialdemokratisk politik ud af folks bevidsthed gennem 3 ugers valgkamp. Hendes + stemmer kommer fra Venstre, og er i grunden borgerlige, ligesom Thorning.

Vibeke Rasmussen, Preben Haagensen, Bo Carlsen, Benny Jensen, Bernhard Drag, Flemming Berger og Sascha Olinsson anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Fra arbejderparti for hundrede år siden, til borgerligt parti i flere generationer.

Benjamin Bach, Benny Jensen, Flemming Berger og erik winberg anbefalede denne kommentar
Torben Selch

Som med Ida Auken, som må have fået en helt nu vælgerskare - må det være en anden type vælger der tiltrækkes af S idag, eller har deres vælgerne undergået den samme transformation?

odd bjertnes

Vendepunktet for hendes popularitet er ret bizart : for det var da hun stillede op i en autografkø til en eller anden skuespillerindes bogudgivelse, som jeg ikke aner hvem var eller er, men Helle var 'vild fan' ;-D
Det var mere end et år inde i regeringsperioden, og det første glimt af mennesket i catwalkeren som overhovedet slap ud til befolkningen. Det var så tiltrængt.
Og 100 gange mere værd imagemæssigt end den tåbelige stilladsarbejderhjelm.

olivier goulin

@Torben

... eller har deres vælgerne undergået den samme transformation?

Ja, det er jo netop, hvad de har. Partiets mutation afspejler samfundsudviklingen.

Bare en antydning: Hvor mange af S' vælgere, tror du ejer deres egen bolig i dag?
Jeg kender ikke svaret, men jeg vil tro, det er en god andel.
Det var det ikke for 100 år siden.

/O

Britt Kristensen, Malan Helge, Torben Selch og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Birte Vestergaard

Jeg tør æde min gamle hat på at hendes tilbagetræden har meget at gøre med at det nu er gemalens tur til at slå sine politiske folder i det engelske underhus.

Morten Jespersen, Per Torbensen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar

Den underligt personlighedsløse fru Kinnock var alt for let at overtale til at føre Radikal politik, og derfor blev de Radikales knusende nederlag til hendes eget.....!

Henrik Christensen

Artiklens guldkorn og al rigelig forklaringsgrundlag - partipoliske selskabstømmere dækker uhyggelig godt:

"Med Lars Løkke har Thorning-Schmidt det til fælles, at hendes karriere udelukkende er forløbet i politik. Fælles er de også om at være postmoderne politikere. De har intet ideologisk grundfjeld, men kan smyge sig i det politiske landskab, som bekvemmeligheden måtte tilsige det. Undervejs er de begge kommet til at optræde som partipolitiske selskabstømmere. De har stort set tømt deres partier for det oprindelige indhold. Under Helle Thorning-Schmidt er Socialdemokraterne blevet endeligt tømt for arbejdere, for socialistiske idealer og for humanistiske traditioner."

Hans Jørn Storgaard Andersen

David Rehling har skrevet en beretning om Thorning: "Endelig slog hun fra sig".
Det slog mig, at det har hun gjort fra dag 1, hvor hun stillede op som kandidat til lederjobbet i S. Hun fik i hvert fald undertegnede til at rotere et par gange eller 3 de første måneder.

Jeg hæftede mig især ved 2 afsnit, hvor Rehling er positiv:

"Hun kunne godt være fortsat som oppositionens bannerfører. Men det var den rolle, hun havde oplevet Poul Nyrup Rasmussen forbløde i."

Det er stor kunst at vide, hvornår man skal gå. De, der kendte til Thorning torsdag aften vidste, hvorfor det tog så længe, før hun dukkede op. Det var måske den sværeste beslutning i hendes politiske liv.

"Modsat sin modkandidat Lars Løkke Rasmussen (V) har Helle Thorning-Schmidt strålet på den internationale scene, hvor hun har ført sig med elegance og selvsikkerhed. "

Det er stor kunst at balance på de bonede gulve i Bruxelles. Nogle fik det til at se ud som en Bambi på glatis, men de læser vel ikke udenlandske aviser ...

Endelig vil jeg nævne: »Jeg er ikke født til at være socialdemokrat. Jeg har selv valgt det.«

Godt husket, Rehling - der går mange myter på en Thorning ...

Lennart Kampmann

Hun vil blive husket som den første kvindelige statsminister i Danmark. Problemet er så at det er det eneste hun vil blive husket for.
Hun har haft en fantastisk mulighed for at vise hvad hun som kvinde kunne bidrage med, men er endt med at smide den mulighed på gulvet.
Da hun endelig fik fremgang og dermed et mandat til at blive ved med at kæmpe for socialdemokraterne, smed hun også det på gulvet så andre kunne overtage.

Hun har været en repræsentant, men hendes eftermæle er tomt. Hun har ikke rigtigt gjort noget afgørende for Danmark. Spildte år.

Med venlig hilsen
Lennart

Flemming Berger, Vibeke Rasmussen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Må jeg være fri for dén med, at hun er blevet mødt med sexisme! Det tjener faktisk til Helle Thorning-Schmidts ære, at hun aldrig selv har spillet på sit køn. Respekt for dét! Men samtidigt er hun også blevet beskyttet mod at blive 'gået til', lige så hårdt som en mand i hendes sted ville have være udsat for; både i 2011 og i år; netop fordi risikoen for anklagen om sexisme lå så snublende nær. Og med fare for at komme til at lyde som forsvarer af hendes hovedmodstander: Ville man/vi, medierne – David Rehling! – have accepteret det, hvis hun var blevet portrætteret på samme måde som han i fx modstandernes kampagnemateriale? I tiltale/afbrydelser i debatterne! I konstant omtale af hendes trusser? Og hvorfor bliver der i øvrigt slet ikke talt om, hvad det har kostet Socialdemokraternes partikasse at 'klæde' hende på til valgkamp i form af en voldsomt personificeret kampagne det seneste halve år?

Med hensyn til hendes stråleglans i udlandet, ved vi ret beset ikke så meget andet, end at hun fører sig flot … på de røde løbere. Hvor hun sågar på det seneste til ære for kameraerne har tillagt sig samme attitude som Hollywood-stjerner, nemlig med den ene hånd på hoften!

Og i benovelsen over hendes familieskab med Kinnock-familien, 'glemmer' David Rehling helt at nævne i hvor høj grad den familie i hjemlandet er forhadt for sin bjergsomhed. Som faste passagerer på The European Gravy Train!

Men som sagt Helle Thorning-Schmidt ser godt ud, høj, slank, velklædt, og hun fører sig smukt. Men gad vide hvad hendes eftermæle havde været, hvis hun havde været mindre fotogen? … Eller mand?

georg christensen

Hvad havde socialkammeraterne overhovedet tilbage i posen, da det gik galt?. Et stykke med "intet" vil være mit bedste bud. Der var ganske enkelt intet tilbage en forening med venstre blev allerede ved sidste valg overset, og er nu bare for sent, og sådan er det bare, når nogen kommer for sent. Et udtryk som jeg har stjålet fra en gammel Russer med navnet "Gorba" et eller andet, som tiltaler mig.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Georg C: Hvad i alverden mener du med: "da det gik galt"?

Vi tabte med 1 sølle mandat efter at have været undertippet i hele valgperioden med 5-10%-points.
Fordi vi arbejdede en vis legemsdel ud af bukserne for at få rettet op på de værste synder skabt af finanskrise og VOK-partiernes ødselhed.

Og dit "en forening med Venstre" - den har du også misforstået. Vi indgik i flere store forlig med samme parti, og det kostede dem stemmer, ikke os. Vi fortsætter ad samme vej, selvom vi næppe får mange chancer, såfremt V og DF bliver enige om et regeringsgrundlag.

Bare et sølle mandat ...