Læsetid: 3 min.

’Fysisk umulig’ opgave venter den nye udenrigsminister

Med nedlæggelsen af handels- og udviklingsministerposten er Kristian Jensen (V) nu alene om opgaver, der tidligere har været flere personer om at passe. Han vil umuligt kunne nå det hele, og det vil koste Danmark indflydelse, mener tidligere ministre
Kristian Jensen overtog mandag stafetten fra både Mogens Jensen og Martin Lidegaard, og allerede tirsdag var han på farten. En gennemgang viser, at Kristian Jensen skal bruge 220 af årets dage alene på udlandsrejser, hvis han skal opretholde samme aktivitetsniveau som sine forgængere.

Anders Rye Skjoldjensen

1. juli 2015

Knap var ceremonien med de obligatoriske hadegaver og godmodige drille-taler overstået, før udenrigsminister Kristian Jensen tirsdag satte sig ind i et tidligt morgenfly mod Berlin for at mødes med sin tyske kollega, Frank-Walter Steinmeier. Besøget, der i de kommende dage følges op af yderligere møder med udenrigsministre rundt omkring i Europa, er et forvarsel om den nye hverdag, der venter Kristian Jensen.

»Han får usandsynligt travlt, selv efter de standarder, man har som udenrigsminister,« konkluderer hans forgænger på posten, Martin Lidegaard (R).

Det skyldes, at handels- og udviklingsministerposten er nedlagt, så Kristian Jensen selv er ansvarlig for alt lige fra Danida-projekter i Afrika over eksportfremstød i Sydøstasien til Bruxelles-møder om Ukraine-konflikten, krisen i Grækenland og frihandelsaftale med USA. Hvordan Kristian Jensen skal nå alt det, har Martin Lidegaard svært ved at se.

»Jeg tror simpelthen ikke, det er muligt ene mand at nå det program, Mogens Jensen (tidligere handels- og udviklingsminister, red.) og jeg har haft. Der er ingen tvivl om, at man kommer til at måtte nedprioritere i hvert fald ét ressortområde – og nok i virkeligheden bredt over hele linjen,« siger Martin Lidegaard, der frygter, at det vil koste Danmark indflydelse på den udenrigspolitiske scene.

220 rejsedage

Samme vurdering har Mogens Jensen (S).

»Bare den rejseaktivitet, der er forbundet med det ministerium … det er fysisk umuligt for én person at overkomme,« siger den tidligere handels- og udviklingsminister.

En optælling, som Information har foretaget, viser, at Martin Lidegaard og Mogens Jensen i 2014 brugte henholdsvis 95 dage og 125 dage på officielle rejser i udlandet. Hvis Kristian Jensen skal opretholde samme aktivitetsniveau som sine forgængere, skal han altså bruge 220 af årets dage alene på udlandsrejser.

»Og ud over rejserne er der en masse andre opgaver,« siger Martin Lidegaard, der selv anslår at have arbejdet 90-100 timer om ugen uden for ferieperioderne i sin tid som udenrigsminister.

Han påpeger blandt andet, at Kristian Jensen ifølge regeringsgrundlaget skal stå for at gennemføre en besparelse på udviklingsbistanden og en effektivisering af Udenrigsministeriet.

Dertil kommer, at Kristian Jensen har plads i det magtfulde koordinationsudvalg, der mødes en gang om ugen og behandler regeringens større udspil og lovforslag.

En mulighed kunne være at lade embedsmænd håndtere en del af de rejser, som ministeren tidligere har taget sig af. Men det er ikke nogen god løsning, mener Martin Lidegaard.

»De diplomatiske spilleregler er sådan, at hvis man sender sin direktør, så kan han højst mødes med direktøren i det lands ministerium, for man mødes på samme niveau. Man vil ikke få kontakt til det højeste politiske lag. Og specielt i de store vækstøkonomier som Kina er den kontakt utroligt vigtig,« siger han.

Nedlæggelsen af udviklingsministerposten er også blevet mødt med bekymring hos de danske NGO’er, der frygter, at udviklingsdagsordenen vil drukne i mængden af opgaver.

Og i erhvervslivet har man indset, at det fremover næppe bliver lige så let at få en minister med på eksportfremstød i udlandet. Det vil også gøre det sværere at få kongehuset med, for de royale kan kun deltage, hvis de er ledsaget af en minister.

Netop eksportfremstødene er ellers guld værd for de danske virksomheder, forklarer Jan Laustsen, direktør for Handel, Marked og Ernæring i interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer.

»Når man har en minister med, så giver det en øget opmærksomhed hos dem, man gerne vil i kontakt med. Der er nogle ting, der bare glider lettere. Man kan for eksempel få møder i stand, som man ellers måske ikke ville have fået,« siger Jan Laustsen.

Prioriteringsspørgsmål

Det har været kutyme siden 1993 at have en udviklingsminister, som kan supplere udenrigsministeren – dog afbrudt af en periode fra 2001-2004, hvor Per Stig Møller (K) var alene i front for ministeriet. Han er enig i, at Kristian Jensens job bliver »meget hårdt«, men mener alligevel, det er en god idé at samle udenrigspolitikken hos én person.

»Hvis man som udenrigsminister for eksempel af politiske grunde vil gøre mere for Pakistan, så duer det ikke, at alt, hvad der har med bistand at gøre, sorterer under en anden. Så mangler man simpelthen et udenrigspolitisk værktøj,« siger Per Stig Møller.

Når han selv afgav udviklingsområdet i 2004, skyldtes det blandt andet, at han nåede for få møder med de lande, Danmark yder bistand til. Men her vil Kristian Jensen være bedre stillet, eftersom antallet af lande, Danmark støtter, er faldet siden da, påpeger Per Stig Møller. Han er heller ikke så bekymret over det store antal rejsedage i Informations optælling:

»Man må jo bare prioritere. Det er altså ikke alle rejser, der er lige vigtige.«

Information har forgæves forsøgt at få en kommentar fra udenrigsminister Kristian Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ikke et ord om Lars Løkke Rasmussens tanker om:
En erfaren, respekteret person med internationalt udsyn, som på et halvt års tid skal nytænke hele den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og bistandspolitik. ??