Bo Cramer, 56, går tur med hunden Pixie i Bernstorffsparken i Charlottenlund. Den lille, hvide hårtot løber fem meter foran sin ejer med snuden i jorden og halen mod himlen. Det er en West Highland White Terrier. Dem er der mange af her i kommunen – foruden franske bulldogs, border terriere og små nuttede Coton de Tulears. Til gengæld skal man kigge langt efter schäfere og muskelhunde.
»Der er flest bløde bomuldsbolde med mødre i egnskåber,« siger Bo Cramer og udlægger sin egen metafor med et hæst grin: »Altså, små hunde med kvinder i pelsfrakker.«
Bo Cramer bor i en 128 m2 stor lejlighed i Charlottenlund med to altaner og udsigt ud over Øresund. Han er forhenværende selvstændig, men trak sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet og lever nu af sin pension og private formueopsparing. Det er rigeligt til også at betale for den sølvgrå cabriolet, som står parkeret uden for parken.
»Der er ingen tvivl om, at vi er privilegerede heroppe,« siger han og kaster et blik ud over kanten på sine Persol-solbriller: »Men vi sætter altså også pris på det.«
Gentofte er ikke bare et sted i den nordsjællandske geografi. Det er et symbol i en verden af værdier. For nogen repræsenterer den kendte velhaverkommune topmålet af menneskelig grådighed, ulighed og snobberi. For andre repræsenterer den indbegrebet af personligt initiativ, succes og god smag. Men uanset hvor og hvem man spørger er de færreste i stand til at forholde sig helt neutralt til de mondæne adresser og dyre villaer her langs den nordsjællandske guldkyst.
»Man kan godt sammenligne Gentofte med et beskyttet reservat,« siger Bo Cramer, efter at vi har sat os til rette med en fadøl i solen foran Det Svenske Hus i Bernstorffsparken.
»Vi, der bor her, ser nok ikke rigtig os selv som en del af Storkøbenhavn, men snarere som en lille konservativ fristad. Folk kører i smukkere biler, går i pænere tøj og taler mere ordentligt til hinanden. Generelt er der bare mere stil heroppe. Der er heller ikke så mange fremmedarbejdere. Ikke at jeg har noget imod dem, men det er der bare ikke.«
I internationalt perspektiv hører Danmark til et af de mest lige lande i verden. Men den økonomiske ulighed vokser i disse år, og ingen steder er forskellen mellem rig og fattig så tydelig som i Region Sjælland. Mens Lolland mod syd har høj arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau og dårlig sundhed, buldrer økonomien af sted i Gentofte, hvor gennemsnitsindkomsten er landets højeste: hele 392.000 kroner efter skat har en gentofteborger i snit til rådighed hvert år, mens en lollik kun får 204.000 kroner ind på bankkontoen.
Faktisk er indtægterne i Gentofte i dag så høje, at man skal tjene flere penge for at være blandt den rigeste ene procent, end man for eksempel skal i delstaten New York i USA, hvor velhavende amerikanere har bosat sig i luksuslejligheder på Manhattan og store villaer med pool uden for byen: 4,5 millioner kroner er årsgagen i Gentoftes ’Klub 1 procent’. Kvadratmeterprisen heroppe er også landets højeste, mens trækprocenten og grundskylden til gengæld hører til de laveste. Gentofteborgere er desuden dobbelt så godt uddannet som landsgennemsnittet, de er mindre syge end resten af befolkningen, og der er stort set ingen arbejdsløshed i kommunen.
Fra cafébordet i Bernstorffsparken kan Bo Cramer da heller ikke for alvor komme i tanker om noget negativt at sige om livet i Gentofte.
»I hvert fald ikke for os, der bor her,« siger han. »For nu bare at være helt ærlig.«
En omgang leverpostej
Et andet sted i kommunen åbner Inger Kroon, 48, døren til sin gulmalede villa på Viadukt Allé i Hellerup.
»Jeg beklager, at her roder sådan,« siger hun. »Rengøringsdamen kommer først i morgen.«
Inger Kroon er uddannet ingeniør og arbejder til daglig i rådgivningsvirksomheden COWI. Hun er oprindeligt ud af en akademikerfamilie fra Hasseris i Aalborg, men har tilbragt de seneste 18 år nord for København, hvor hun udover at være deltidsmor for sine to børn på 16 og 18 også nyder det ærefulde hverv af formand for Hellerup Tennisklub.
Ulighed ligger langt nede på hendes politiske prioriteringsliste:
»Sammenlignet med andre lande er forskellen mellem rig og fattig jo ikke særlig stor i Danmark, så det er ikke noget, jeg er specielt optaget af,« siger hun, efter at vi har sat os i køkkenet ved et træbord med udsigt til den hvidmalede havestue og træerne udenfor.
»Der vil altid være nogen, der har flere ressourcer end andre, men for mig er det vigtigste, at der ikke er nogen, der lider nød. Hvis alle skulle tjene det samme, ville incitamentet til at yde jo helt forsvinde – og så ville det alt sammen bare blive sådan en omgang leverpostej.«
En undersøgelse, som Analyse Danmark for nylig foretog for Ugebrevet A4, viser, at to ud af tre danskere er bekymrede over den stigende ulighed herhjemme. Bekymringen er dog langt fra lige stor blandt de vælgere, der stemmer henholdsvis til venstre og til højre for midten: 83 procent af vælgerne i rød blok opfatter forskellen mellem rig og fattig som et problem, mens tallet i blå blok er på bare 47 procent.
Selv om Inger Kroon tilhører den sidste gruppe, anerkender hun, at der findes ulighed – også i Danmark.
»Jeg ved godt, at jeg er mere privilegeret end så mange andre, og at det ikke kun gælder økonomisk, men også uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt og jobmæssigt. Og det forsøger jeg også at fortælle mine børn – at de skal være taknemmelige for det, de har.«
Tidligere i denne uge udgav to forskere på Københavns Universitet en bog med titlen Magteliten. Bogen sætter navn på de 423 mest magtfulde danskere inden for politik, økonomi og kultur og kortlægger deres netværk.
Ikke overraskende viser det sig, at to tredjedele af den samlede danske magtelite er bosat i København og Nordsjælland.
»Man skal ikke være bleg for, at der er en del magtfulde mennesker heroppe,« medgiver Inger Kroon. »Jeg støder jo selv på en del af dem i tennisklubben. Men jeg synes ikke umiddelbart, at det er et problem med den slags velhaverenklaver. Det bliver først problematisk, hvis de beslutningstagerne, som bor her, aldrig bevæger sig ud og ser, hvad der sker i resten af samfundet,« siger hun.
Specialarbejderens held
En af årsagerne til Gentoftes massive rigdom skal findes i de såkaldte NESA-penge. Da kommunen i 2005 solgte sine aktieposter i det hedengangne elselskab blev kommunekassen forsynet med godt 3,6 milliarder kroner, som borgmester Hans Toft siden har brugt på at hæve standarden for stort set alt: et nyt bibliotek, nye kloakker, cykelstier, trafiklys, seks idrætsanlæg, renovation af samtlige skoler, et nyt plejehjem og meget andet. Som Pernille Stensgaard og Markus Bernsen skriver i bogen Hellerup – historier fra reservatet (2011) har de private oliemilliarder forvandlet Gentofte Kommune til en virkeliggjort konservativ utopi:
»Andre kommuner taler om ’Gentofte-niveauet’ som noget, alle stræber efter, men ingen har råd til. Lav skat og gode skoler trækker masser af skatteborgere til, som skubber ejendomspriser op og igen sørger for, at kun de velpolstrede kommer ind.«
Men hvordan ser bagsiden af al den velstand ud? Hvad med de gentofteborgere, som ikke lige bor et stenkast fra Strandvejen og tjener i omegnen af en million om året – hvad tænker de om livet i den eksklusive kommune?
Det er med dén skjulte dagsorden, jeg besøger Gentofte Genbrugsstation, hvor Torkild Philipsen står og tilser en container med småt brandbart.
Den 58-årige specialarbejder har sorteret gentofteborgernes skrald igennem de sidste ti år.
»Jeg fik aldrig taget en uddannelse, jeg kunne bruge til noget,« forklarer han i kaffestuen indenfor: »Jeg er familiens sorte får.«
Torkild Philipsen har aldrig haft andet end ufaglært arbejde – og som han sidder dér i sine orange refleksbukser, sin langærmede striktrøje og sine sikkerhedssko, ligner han den perfekte illustration på gabet mellem de velhavende gentofteborgere på toppen af samfundet og deres lavtlønnede medborgere på bunden. Det kunne han også have været, Torkild Philipsen – hvis ikke det lige var, fordi han samtidig ejede en 270 m2 stor villa i Charlottenlund med altan, hall og vinkælder.
»Jeg købte et billigt dødsbo i 1990, inden priserne gik amok, så jeg er i virkeligheden millionær,« siger han og griner over hele sit solbrændte ansigt: »Men rent indtægtsmæssigt bor jeg helt forkert, for jeg ville aldrig kunne købe min egen bolig.«
Torkild Philipsens børn er i dag flyttet hjemmefra, og huset er derfor blevet for stort til ham og hans kone. For nylig satte de villaen til salg hos en lokal mægler. Pris: 11,9 millioner kroner.
Torkild Philipsens sociale opstigning via friværdiens trappestige har fået ham til at gøre sig tanker om begrebet ulighed.
»Jeg var så heldig at købe hus på det rigtige sted og tidspunkt. Hvis jeg nu i stedet havde købt hus i Næstved i 00’erne, så ville jeg næppe have haft en jordisk chance for at flytte i dag, uanset hvad min jobmæssige situation havde været,« funderer han.
Nogle mennesker bliver ufrivilligt stavnsbundet af boligmarkedet, mens andre bare bliver født det forkerte sted. Det er også en form for ulighed, mener han.
»Her i Gentofte fødes mange med en sølvske i munden. Det er ikke ualmindeligt at se unge studenter, som kører rundt i deres egen cabrioleter med åbne kalecher – og de ville alle få et chok, hvis de ikke overtog deres forældres praksis eller firma, sådan som de er blevet stillet i udsigt.«
Omvendt har livet i Gentofte også betydet, at specialarbejderens egne børn har fået den uddannelse, deres far aldrig fik. Torkild Philipsens datter på 25 er i dag uddannet i interiør og design i London, hvor hun stadig bor, mens hans søn på 28 er it-uddannet og arbejder for et større firma inde i København.
»Begge føler, at de er kommet godt videre, så dem behøver jeg ikke længere at bekymre mig om,« siger han tilfreds.
»Selv har jeg ikke så meget på cv’et – men jeg har en hel del på bankbogen.«
På tur i fjendeland
I solen foran tennisbanerne på Hellerup Havn sidder Carsten Hauch, 76, og nyder en velfortjent fadøl. Han har netop afsluttet endnu en tenniskamp i den klub, han har været medlem af, siden han var 17 år gammel. Han er født og opvokset i Gentofte og har boet her hele sit liv. Han er pensioneret forsvarsadvokat med møderet for Højesteret – og så er han den eneste i sin omgangskreds som stemmer til venstre for midten.
»Os er der ikke mange af,« siger han og smiler.
» Holdningen hos de fleste herude er, at hvis du vil, så kan du også. Og det er også en god grundfilosofi at have som menneske. Men der er jo nogle, som er dårligere stillet end andre – og det er måske lidt det, folk glemmer en gang imellem.«
Efter en tenniskamp er det fast rutine, at Carsten Hauch sætter sig med sine tennismakkere og drikker en øl – men det er sjældent at talen falder på politik. Fronterne er ganske enkelt for langt fra hinanden.
Som en tennisspiller, der ikke ønsker at have sit navn i avisen, rammende formulerer det, da han hører hvor jeg kommer fra:
»Information!? Hvad laver du heroppe i fjendeland?«
Gentofte er en konservativ højborg og har altid været det. Den nuværende borgmester, Hans Toft (K), har fungeret som kommunens ubestridte bykonge siden 1993 og hører til den lille eksklusive skare af borgmeste, som stadig kan prale af at have absolut flertal i byrådet. Men konservatismen i Gentofte er ikke kun partipolitisk. Den stikker dybere og har karakter af en livsholdning. Som det hedder i Hellerup – historier fra reservatet:
»Børn vokser op med herligheden og trygheden og vender tilbage som voksne og stemmeberettigede, fordi de ønsker det samme for deres børn. Derfor stemmer de også konservativt ved kommunalvalg, men måske noget andet til folketingsvalg. Hver gang partiet har været i krise på landsplan, har det holdt stand i Gentofte.«
»Kommunen beskytter nok sig selv en lille smule,« forklarer Carsten Hauch.
»Der er jo megen magt og mange penge heroppe, og det kan der måske godt komme en form for egoisme ud af. Altså, forstået på den måde, at så længe vi har det godt, så skal vi ikke have ændret for meget på det. Men nu bliver jeg muligvis lidt lommefilosofisk ...«
Gentofte anklages ofte for at forsøge at krybe uden om det store fællesskab og for at have ’nok i sig selv’. Men for mange gentofteborgere er dét en direkte fornærmelse. Når de hører ordet ulighed henviser de i stedet til den såkaldte udligningsordning.
Sandt er det da også, at selv om skatten i Gentofte er landets laveste, så er grundlaget så højt, at kommunen i 2011 sendte 1,2 milliarder kroner videre til trængte kommuner over udligningen. Det hører med til billedet, mener de.
Tilbage i Bernstorffsparken har Bo Cramer ikke noget at indvende mod den økonomiske omfordeling af goderne fra Gentofte.
»Jeg hører ikke til dem, der brokker sig over det,« siger han med sin nu halvtomme øl foran sig. »Det er nødvendigt, at overskuddet bliver fordelt ligeligt, hvis ikke samfundet skal blive helt skævvredet. Jeg ønsker jo heller ikke grænsebomme sat op ind til vores lille reservat her i Charlottenlund. Hvis forskellene bliver for store, så opstår der bare optøjer.«
Virkelighedens Valg
Seneste artikler
’Det er en lille procentdel, der laver lort herude’
13. juni 2015Hvis man skal ungdomskriminalitet til livs, skal man hjælpe og ikke straffe de unge rødder, mener Mirza Halimic fra Vollsmose, der selv har lavet ballade. På samme måde arbejder politiet ikke med nultolerance, for straf er langtfra den eneste løsning på problemerne, siger deRacisten der blev flygtningenes ven
11. juni 2015Martin Zeissler var med egne ord ’en slags racist’. Men da de syriske asylansøgere kom til Nordborg på Als, forandrede de ham, akkurat som de forandrede byen. Ikke alle er dog lige positive over for de nye fremmedeI søndags nåede den politiske debat et nyt lavpunkt
9. juni 2015Forholdet mellem politikere og vælgere har nået frysepunktet, og boksekampen mellem Thorning og Løkke i tv-duellen søndag forværrer det dårlige forhold, vurderer eksperter. De gamle partier har ikke forstået, at vælgerne efterspørger ny politisk kommunikation
Tak til Rasmus Bo Sørensen for en fin og oplysende reportage om livet og menneskene i "Det Danmark, du (ikke længere) kender", hvis du var dum nok til at slå dig ned i en af de "rådne bananer i vandkanten", dengang Socialdemokraterne kunne gå til makronerne under sloganet "Gør Gode Tider Bedre" og vinde valget på det.
Må det være tilladt en overlevende læser af "den mindst ringe" fra hine tider også at anbefale det konkurrerende dagblad Politikens fremragende interview med faghistorikeren Søren Mørch. Manden som (i min optik ganske ufortjent) efterhånden er bedre kendt i neofeministiske sludregrupper som "ham, der er gift med Ritt Bjerregaard"?
PS: Jeg kan ikke lade være med at undre mig over en vis forargelse, som denne artikel frembragte for en af P1-morgens værter. Luise Hededam (mener jeg hun hedder) mente det var en artiklen som KUN Information kunne skrive - dog måske Ekstra Bladet.
ja, Marianne Berg, du har fuldstændigt ret!
Lykken er kun et lån fra Gud, fattigdom er en belønning. - Lad os samle al vor sociale indignation og empati om de ca. 10% af vælgerne i Gentofte Kommune, som ikke formår at nyde livet i smørhullet i fuldt omfang ved tanken om, hvor let det kunne have været dem selv, der var havnet i velfærdssamfundets skrotbunke som tabere i konkurrencestaten Danmarks pyramidespil på det globale finansmarked.
De stakler går jo fuldstændig glip af glæden ved "brede fællesskaber og nære berigende og inkluderende relationer, hvor man bare er sig selv og finder livskvalitet i samvær med andre, der ikke nødvendigvis er identiske med èn selv."
De stakkels stigmatiserede outsidere i velhaver-ghettoerne er der såmænd kun grund til at have ondt af. I virkeligheden er det jo dem, der er aller hårdest ramt af tidernes ugunst ;o)
P.S. Undskyld fejlbogstaveringen af dit efternavn, Marianne Bjerg.
Lad os alle flytte til Gentofte, når det nu er så godt...
...Spørgsmålet er så, om det er så godt i Gentofte på andres bekostning.
God beskrivelse af hvordan denne gruppe mennesker lever og hvad de tænker om egen position. Tvistet med den formuende affaldsarbejder var fin. :-)
Når nogen føler sig højt hævet over andre i kraft af penge, er det vel på sin plads at erindre dem om at det er på bekostning af nogen som ikke har noget.
Det kan sammenlignes med simpelt tyveri.
Der er grund til optimisme. Nu stiger friværdien i affaldssortererens Gentoftevilla igen. Så er det bare om at nå at få solgt hytten og komme sikkert hjem i reservatet i 'den rådne banan' med gevinsten, før skattefar opdager det og forhøjer grundskyldspromillen i Gentofte.
Hellerup og Gentofte! - det er nu ikke noget nyt - det har været sådan i mange, mange år...
Min mor voksede op der og havde i mine øjne overdreven interesse for pelse af alle slags - da jeg altid har været dyreven - havde jeg svært ved at se formålet!
Men der er sikkert "rigmands-ghettoer" mange steder i dag, og i USA har man nærmest lukket sig inde med vagtmænd og lign., det kan være svært at være rig :)
Ulighed i samfundet er, sammen med danskernes enorme private gæld, en virkelig stor forhindring for vækst. Og jeg fatter ikke, at man ikke i Danmark for længst har indset dette.
Der har faktisk ikke været noget, der bare ligner nærlig fuld beskæftigelse i Danmark siden 1971-72 - altså for mere end 43 år siden, da de fleste arbejdstagere gik fra primære erhverv til især de sekundære erhverv. Og man har desværre for længst vænnet til denne katastrofale mangel på arbejde. Men dette er faktisk ingen naturlov - men blot en sløset, dårlig og ligegyldig politisk administration af samfundet.
Hvis samfundet igen skal i omdrejninger, kræver et efterspørgsel efter varer og tjenester. Og det kræver til gengæld, at flest mulige (helst alle) har betalingsevne til at efterspørge. Og det er helt indlysende, at en meget lille forvendt overklasse ikke kan efterspørge for hele befolkningen.
- Når man er mæt, kan man jo ikke fortære mere, så går resten af pengene ikke til forbrug, men til boliger og opspring i skattely, hvor de ikke gør gavn i Danmark.
Dette er da simpel og klar logik for både dværghøns og andre svagt fungerende.
Gentafte.
Gert Romme - Dværghøns er ikke dumme, men søde...
Eksport/ import har også sin del af det - man efterspørger efter prisen. Skattely synes at have eksploderet globalt - og det er spændende at se, om det får mere opmærksomhed i fremtiden.
Jeg har en svaghed for enlige damer på 85 år med bopæl i Gentofte.
Dværghøns er både dumme og søde, Anne Eriksen,
Men de æg,de lægger i redekasserne, er lige så små som de søde små hjerner, Gud i sin visdom udstyrede dem med, da Han skabte Verden og så, at alt var godt.
Er Danmark i virkeligheden verdens Gentofte?
Det er selvfølgelig en meget sjov tanke at sende en journalist ind i rigmandsghettoen, og som en anden antropolog prøve at beskrive livsformen og tænkemåderne der. Omvendt kan Information nemt komme til at bidrage til at trække yderligere skel igennem det danske samfund. Selvfølgelig er der spørgsmål der presser sig på mht. indkomstfordeling og hvordan de seneste 30 års finanskapitalistiske eventyr har favoriseret samfundets øverste segmenter, men de fleste mennesker i Gentofte er stadig bare almindelige mennesker, der har deres eget at slås med. Er der nogen her der tror på at disse former velstand er en billet til lykken?
Selvfølgelig er der andre segmenter af samfundet for hvem fraværet af nogen form for økonomisk overskud er dagens orden, og for disse ville selv beskedne forøgede økonomiske muligheder give stor forøget livskvalitet. Hvad jeg prøver at pege på er, at bare fordi man bor i Gentofte har man ikke som sådan ansvar for hvordan hele samfundet fungerer. De fleste lever jo bare fra dag til dag, og stræber løbende efter at forøge deres egne muligheder med udgangspunkt i de konkrete omstændigheder de befinder sig i.
Således kan jeg godt anse en artikel som denne, som en måde afspore helt afgørende spørgsmål som ”Magteliten” og 423-netværket rejste, som i mine øjne er spørgsmålet om, hvem der styrer det danske samfund. Hvilket efter min opfattelse er det samme som at spørge, hvem tager ansvar for det samlede danske samfund. Og her er det så jeg spørger om ikke ”Magteliten” i virkeligheden afdækker et magttomrum, altså at der ikke er nogen der tager ansvar for det samlede danske samfund. Eller med andre ord, at de der har magt og indflydelse stadig bare opererer iht. deres egne særinteresser. Og af samme grund bliver Danmark ikke styret med henblik på det samlede samfunds trivsel og fortsatte velstand i generationer frem.
I magtens øverste cirkler må der således være en udpræget grad af fornægtelse og fortrængning på spil. At man ikke erkender hvilke virkninger ens suboptimerende adfærd har for det samlede samfund. Og således, at man ikke erkender hvilket ansvar man har for de kortsigtede tænkemåder og gevinster som går sammen med den langsigtede udpining af den danske produktionsbase og samfundets sociale sammenhængskraft.
Muligvis kan Gentofte og andre rigmandsghettoer siges at stå i skyggen af den magtelite der er hjemmehørende der, og elitens fornægtelser og fortrængninger gennemtrænger således hele livsformen i disse ghettoer. Og derved går ironien pludselig af det med ghetto-betegnelsen. Så taler vi jo faktisk om en form for ghetto, en slags åndelig ghetto. Et sted hvor man er fri til at tale om alt, undtagen realiteterne.
Grethe Preisler,
Der boede en tid en dværghane i min garage...
Hvordan mon verden ser ud i dag?
Er Gentofte i virkeligheden Anus Mundi?
Og er det mon derfor dem,der har deres parcelhuse og ejerlejligheder i Gentofte, siger 'Gentafte' og 'Fræs'bæer' om deres foretrukne kommunale vandingshuller?
Anne Eriksen,
har du kigget i mejsekassen eller foderhuset efter dværghanen, der boede en tid i din garage? Måske er det der, han gemmer sig for uglerne i Torneroseslottets dueslag.
Grethe Preisler,
Den kom ud til en hønsegård med nogle søde høns!
En af de rige siger: "Hvis forskellene bliver for store, så opstår der bare optøjer."
Måske flere mindre 'optøjer' så vil give mere udligning?
Der er enkelte russere som er godt i gang med, at købe provence i sydfrankrig, de kunne også købe hele strandvejen, det er nok p.g.a vejrudsigten de ikke gider, at spilde penge på lortet.
”Generelt er der bare mere stil heroppe” –ak ja vi andre ville sige konform småborgerlighed. Og den tanke maser sig på ”er det frihed at være så tilpassede”?
Inger Kroon – fyrer den kendte frase af: ”Hvis alle skulle tjene det samme, ville incitamentet til at yde jo helt forsvinde – og så ville det alt sammen bare blive sådan en omgang leverpostej”. Grådighed og egoisme ophøjes med et snuptag i nødvendighedens rige, og bliver i denne verdensfjerne kvindes optik en naturlov! Heldigvis er det kun en subjektiv sandhed som nemt lader sig relativere – der findes når alt kommer til alt masser af anstændige mennesker. Ja der findes helt andre sociale verdner hvor netop lighed for alle har den højeste prioritet. Læs f.eks. Ilja Ehrenburg roman ”Skabelsens anden Dag”. Bogen er en pastiche over det sovjetiske menneskes stræben, efter fælleskabets prioritet, i en hektisk verden af omstilling og opbygning, materielt så vel som åndeligt! Og vi ved jo fra historien at denne aktivitet forvandlede et tilbagestående feudalt samfund, til et moderne industri samfund på nogle få årtier. Indtil nu det største økonomiske ”mirakel” i historien!
Rasmus Bo Sørensen ser også efter uligheder inden for rigmands ghettoen og finder frem til en ufaglært mangemillionær. Det er ikke retfærdigt for uligheden i Hellerup er enorm synlig i dagligdagens gade billede. I Hellerup bor der mange bumser, de er synlige på Strandvejen og om natten bor de i krat og skov – så de bor ren faktisk i Hellerup. Jeg var nysgerrig om Rasmus Bo Sørensen havde indfanget denne specielle Hellerup cocktail, som spændingen mellem udstød (ikke eksisterende) og privilegeret udgør i denne rige kommune. Engang skrev jeg en komprimeret huske seddel om bumserne i Hellerup:
http://kilaasi.blogspot.dk/2015/05/lorteland-ligger-i-hellerup.html
De dersens røvere og bumser, der huserer i de offentlige anlæg i Hellerup om natten, så ordentlige folk med bopæl i Gentofte kommune ikke tør vove sig udenfor deres gated communities efter mørkets frembrud, tæller ikke med. De er næppe opført i folkeregisteret som Hellerup-borgere.
Anne Eriksen,
Jamen godt for dværghanen i din garage, at den kom ud til en hønsegård med nogle søde høns. Den var vel også for klejn og pisten til, at det var ulejligheden værd at plukke fjerene den og putte den i gryden og lave coq au vin af den ;o)
Men i landets rigeste kommune, Gentofte, ligger ulighed langt nede på borgernes prioriteringsliste.
Det er da fint. Det var da værre end hvis det var lighed der blev prioriteret lavt.
Mere end hver 20. vælger i Gentofte stemte på Enhedslisten ved sidste kommunalvalg. Så nogen afvigere er der da.
Skynd jer at hade dem i Gentofte, så I i mellemtiden kan glemme salget af DONG, de høje priser på offentlig transport, og andre skønne ting.
Det føles jo godt at forarges over de velbjærgede i den nordlige forstad.
Del og hersk, som man siger.
Med venlig hilsen
Lennart
Marianne Bjerg skriver:
”Livet indeholder så mange facetter og den materielle og økonomiske er blot en lille del - Gentofte borgerne går fuldstændigt glip af glæden ved brede fællesskaber samt nære, berigende og inkluderende relationer hvor man bare er sig selv og finder livskvalitet i samvær med andre der ikke nødvendigvis er identisk med én selv ”
Marianne bjerg – har du nogensinde selv boet i Gentofte eller lignende områder? Det lyder som om du har en vrangforestilling om hvordan det er at bo i Gentofte relativt til så mange andre steder i Danmark. Først og fremmest er jeg nysgerrig efter at finde ud af hvilke ”brede fællesskaber” det er du tænker på. Da jeg som barn boede i en by med mange faglærte og ufaglærte blev jeg jævnligt fortalt at jeg ikke skulle tro at jeg var nogen bare fordi mine forældre var uddannet fra Københavns Universitet, og jeg selv drak økologisk skolemælk. Hverken jeg selv eller mindre forældre fandt det videre berigende at blive – bevidst eller ubevidst – socialt ekskluderet fordi vi var en del af en akademisk minoritet, der ikke røg cigaretter og læste Se&Hør.
”Det må være et konstant pres kontinuerligt, at skulle definere sig selv ud fra penge, magt samt status i stedet for at føle sig accepteret for den man nu engang ér... I min optik betaler de en meget høj menneskelig pris for den rigtigt postadresse og materiel overflod”
Igen vil jeg gerne vide hvor dette ikke er tilfældet. I dag lever langt størstedelen af den danske befolkning i materiel overflod, i et sådant omfang at fedme er ganske udbredt i de lavere sociale lag. Jeg vil ikke fornægte at man kan tale om relativ fattigdom i Danmark, men reelt fattige mennesker udgør dog en forsvindende lille gruppe. Desuden er det ikke kun den mere bemidlede del af befolkningen der definerer sig selv ud fra penge og status – snare tværtimod. Når man ser folk rande rundt med polotrøjer med store Ralph Lauren logoer kan man næsten være sikker på at de kommer fra middelklassen. Ofte er prisen omvendt proportional med størrelsen på logoet. Et andet eksempel er relativt billige ure som Rolex, der er væsentlig mere i iøjefaldende end dyre ure som Patek Philippe.
Jørn Petersen skriver:
”Når nogen føler sig højt hævet over andre i kraft af penge, er det vel på sin plads at erindre dem om at det er på bekostning af nogen som ikke har noget... Det kan sammenlignes med simpelt tyveri”
Jeg er ikke uenig, men det er altså ikke noget der er specielt for folk i Gentofte. Allerede fordi du har fundet ind på Informations hjemmeside tillader jeg mig at få ud fra at du ejer en computer. Når du nu taler om tyveri kan du jo starte med at undersøge under hvilke forhold omtalte computer er produceret, og overveje om det er noget du selv er interesseret i.
Lennart Kampmann
Kendsgerningen er vel at de penge der skulle bruges på velfærd, billigere transport osv, i dag ligger i lommerne på dem fra Gentofte.
Grethe Preisler,
Det var en ung, flot hane - men ingen havde vel regnet med, at jeg skulle slå noget ihjel?
Endsige pelse den? - solen skinner og den friske vind venter...:)
Hvis alle bare var som dig, så gik det nok til sidst, søde Anne.
Men ak, de fleste er det ej, og det er meget trist.
God weekend!
Det er så dejligt her nord for København, hvor vi kompenserer vores ulykkelige liv med materielle goder.
Jeg har dog set nogen sidde og nyde det gode vejr i haven, gå ture, lege, spille fodbold, sidde drikke kaffe på en cafe, løbe sammen med venner o.m.a.
Gad vide hvad man laver andre steder i byen?
Har selv boet i Klampenborg, og der var altid "Pelsfremvisning", i "GOVA", supermarkedet, i Ordrup, når man handlede lørdag formiddag. Ligesom bærerne var i fuld "krigsmaling". ( De har nok været tidligt oppe ).?
" Jeg tror, at Maude er træt nu og har lidt hovedpine, så hun går op og lægger sig lidt, for hun kan slet ikke overskue at læse alle de kommentarer ".
et jaguargrønt palestinenserhegn B|
Man må bare - ind til videre - efterligne ejendomsmæglerne i den lille rigmands-ghetto der nord for København. "Det drejer sig om: Beskatning, beskatning og beskatning..."
Jo.... for de har ikke råd til at køre" Aston Martin".! ( På den måde lidt fattigfine ).!? Ligesom de har
gemt en Ford Mondeo, i den lukkede garage. Den fuldbyrdede stil, mangler, med andre ord.!
Men de stræber, og kommer aldrig helt dertil.! (Gl. Brittisk Landadel, med r... fuld af "gamle penge".
Se, det er ægte "stil", men ikke opnåeligt for det nordsjællandske segment, endsige resten af befolkningen. Med meget få undtagelser.
Men OK.! Mindre kan selvfølgelig også gøre det.
Man skulle tro, at en avis som Information ville holde sig for god til at holde i de gode gamle fordomme, men fordomme er måske ikke altid så slemme?
Det arrogante og selvglade billede der tegnes i denne artikel stemmer langt fra med virkeligheden (tag det fra en der har boet der mere end 20 år). Det ville klæde Information at forholde sig mere afbalanceret.
Jeg synes, det lyder som et dejligt liv - og det første, der melder sig, når jeg læser denne artikel, er at små samfund med stor grad af homogenitet nu engang er opskriften på fred og idyl.
Sådan burde alle leve.
Jeg har altid nydt at komme på de egne. Det er sandt, at der er smukt og stilfuldt, og der er sikkert også mange søde mennesker på de kanter. Men som det jo ofte gælder i rigmandsgettoer, så er man relativt ubevidst og uinteresseret i de problemer, der eksisterer udenfor. Men det gælder ikke dem alle. Der er kollosal forskel på de kulturkonservative, der er født og har levet hele deres liv i kommunen, eller har været ude og er vendt hjem igen - og så de nyrige opkomlinge med deres vulgære statussymboler, der flytter til kommunen, blot fordi det har høj status.
/O
@Christian Nielsen. Du skriver ”fedme er ganske udbredt i de lavere sociale lag”. Forstå du ikke at den fedme der her er tale om (hvor udbredt sætter jeg lige spørgsmålstegn ved) skyldes fejlernæring som igen skyldes fattigdom! Dit forsøg på at tale fattigfolk ned, er ualmindelig uhumsk!
"Kvadratmeterprisen heroppe er også landets højeste, mens trækprocenten og grundskylden til gengæld hører til de laveste."
Det er vel forhåbentlig ikke rigtigt. Deres kommuneskat hører sikkert til blandt de laveste, men trækprocenten må da i gennemsnit være blandt de højeste.
Esben Harding, skattetænkning er en ret udbredt hobby på de kanter. Husk Glistrups runde O - den slags forekommer stadig.
Tak til Grethe Preisler for trods alt at forsøge at nuancere debatten.
Du er sgu´ så sød Fritz ...
Gert Selmer Jensen,
Godt at vide at du hører til de priviligerde.
@ Peter Hansen
De penge du mangler kan du vel hente hos Corydon nu hvor DONG er blevet solgt.
Ingen tæsker deres vælgere værre end socialdemokratiet. SOSU, Sygeplejersker, lærere, gymnasielærere, mm. har fået tæsk og besked på at makke ret. Alligevel stemmer nogen på S. Jeg forstår det ikke. Der burde være ti protestpartier i Danmark.
Nå men, tilbage til sporet..
Men hvorfor har man så ondt i en vis kropsdel over Gentofte? Hver gang der købes en dyr bil, betales der masser af afgifter til statskassen, mens en busbillet eller en aygo ikke rigtigt batter. Hver gang folk har et dyrt hus betaler de langt mere i skat end en kontanthjælpsmodtager i en lejelejlighed. Hver gang en person forbruger går 20 procent af beløbet direkte i statskassen. Rengøringshjælp er arbejdspladser.
Når man retter blikket mod Gentofte og bliver vred, er det et udtryk for at man har glemt at komme i gang med sine egne planer.
Med venlig hilsen
Lennart
Sider